Interview
Læsetid: 6 min.

Kun et føderalt demokrati kan give Europa en fremtid

EU-skeptikerne er reaktionære og skadelige, mener EU-parlamentarikeren Daniel Cohn-Bendit, der blev verdenskendt under studenteroprøret i 1968 Krisen har gjort et samlet Europa til en nødvendighed, siger han til Information
Magtskifte. Nationalstatens magtcentre er reelt er væk i morgen, vurderer Daniel Cohn-Bendit (t.v.) og Guy Verhofstadt i deres oplæg. Derfor skal Europa tænke føderalt lige nu, siger de.

Magtskifte. Nationalstatens magtcentre er reelt er væk i morgen, vurderer Daniel Cohn-Bendit (t.v.) og Guy Verhofstadt i deres oplæg. Derfor skal Europa tænke føderalt lige nu, siger de.

Georges Gobet

Moderne Tider
10. november 2012

Daniel Cohn-Bendit, der under det parisiske studenteroprør i maj 1968 fik tilnavnet Røde Dany, føler sig stadig forpligtet til at spille en hovedrolle: »Det er ikke for at prale, men jeg mener faktisk, at man som politiker er nødt til at have en politisk-teoretisk overbevisning, og med den følger en forpligtelse til at forsøge at ændre historiens rytme eller retning,« siger EU-parlamentarikeren over telefonen fra Strasbourg. »En politiker skal have en ambition om at skabe historie. Det være sig en bys, et lands eller Europas historie.«

For 45 år siden definerede Cohn-Bendit sig som »anarkistisk marxist« og havde en revolutionær dagsorden præget af ideer om kreativ og seksuel frigørelse. Nu vil han som 67-årig bidrage til »Europas postnationale revolution« og betegner EU-skeptikerne som »reaktionære og skadelige«:

»Enten bliver Europas fremtid postnational, eller også bliver der overhovedet ingen fremtid,« skriver Cohn-Bendit og en anden EU-parlamentariker, Belgiens tidligere premierminister Guy Verhofstadt, i et nyt manifest for et føderalt Europa, Debout l’Europe!, der udgives samtidig på seks europæiske sprog:

»Vi har brug for en ægte revolution. For at skabe en store føderal union med overnationale institutioner. Europæiske institutioner med magt til at definere en økonomisk politik, en finanspolitik og en skattepolitik for hele eurozonen. For institutioner, som er udstyret med redskaber, så de er i stand til at gennemtvinge respekt for spillets regler, uden at medlemslandene kan lamme processen.«

Statsløs

»Vi er alle tyske jøder,« råbte de franske studenter i solidaritet med Cohn-Bendit, der under urolighederne i maj 1968 blev udvist til Tyskland. Han blev født i foråret 1945 som statsløs jøde i den sydvestfranske by Montauban, som også var tilflugtssted for flygtninge fra Den Spanske Borgerkrig:

»Det var en smeltedigel af flygtninge,« erindrer Cohn-Bendit. Hans forældre var flygtet fra Tyskland efter nazisternes magtovertagelse og indgik i eksilmiljøet i Paris omkring filosofferne Walter Benjamin og Hannah Arendt. »Jeg er overbevist om, at dine forældre, især din far, ville have være stolte af dig, hvis de stadig havde været i live,« skrev Arendt til Cohn-Bendit i juni 1968.

Det europæiske projekt blev undfanget og født som et visionært svar på krige, totalitarisme og udryddelseslejre, mener Cohn-Bendit:

»Det europæiske særtræk er et brud med historien, det er skabelsen af et geopolitisk rum uden krige,« siger han og tilføjer om tildelingen af Nobels fredspris til EU: »Som fredsmagt bør EU kræve en plads i FN’s Sikkerhedsråd og arbejde for at genskabe social fred i de kriseramte europæiske lande. I denne vanskelige overgangsfase er Nobelprisen også en påmindelse. For historien lærer os, at lande, som bliver tvunget i knæ, fremelsker de værste former for totalitarisme.«

Suverænitet

Siden ungdomsoprøret har Cohn-Bendit lagt hele sin politiske indsats i De Grønne i Tyskland og Frankrig. Men i analysen af konsekvenserne af eurokrisen er han enig med Verhofstadt, der efter eget udsagn begyndte sin politiske løbebane fra en position som »ekstrem neoliberalist«.

»Europa minder mere og mere om et historisk monument. Et marginaliseret kontinent, der kæmper for at overleve i en ny æra og en ny verden. Et kontinent, som er nationalistisk skeløjet og hverken har ambitioner, forventninger eller forhåbninger,« skriver de to EU-parlamentarikere. »Dramaet er, at EU får skylden for denne situation. For eurokrisen. For at fremprovokere recession ved at kræve nøjsomhed. For globaliseringens skadevirkninger. EU får skyld for endegyldigt at have forpurret muligheden for politisk handling. Det er på grænsen til det absurde. De virkeligt ansvarlige for denne katastrofe er medlemslandene,« siger han.

Manifestet foreslår, at EU-Parlamentet konstituerer sig som grundlovgivende forsamling og udarbejder en forfatningstraktat, der kan danne grundlag for den demokratiske struktur i en europæisk føderalstat. EU-parlamentsvalget i 2014 kan blive en anledning til at europæisere debatten, håber Verhofstadt og Cohn-Bendit.

»I dag handler føderalisme ikke kun om fredelig sameksistens, men også om, hvordan noget af nationalstaternes suverænitet kan koverteres til europæisk suverænitet. Det er ikke længere en abstrakt bestræbelse, men en konkret udfordring, fordi nationalstaterne ikke er i stand til at løse de problemer, eurokrisen har rejst,« siger Cohn-Bendit og fortsætter:

»Det første vigtige skridt bliver, at kandidaterne ved det næste valg til EU-Parlamentet skal opstilles af de europæiske partier – ikke nationalt – og opstilles i flere lande eller i hele Europa. I den næste fase kan man f.eks. indføre direkte valg af EU-Kommissionens formand.«

Systemkrise

Nationalstaternes epoke er forbi, men EU’s medlemmer nægter at erkende behovet for et politisk fællesskab, der kan gøre europæiske interesser gældende over for USA, Kina, Rusland, Brasilien og Indien, hævder Cohn-Bendit. Han indrømmer dog samtidig, at drømmen kan lyde som »en prædiken i en ideologisk ørken«, og at Europas fremtid risikerer at blive postdemokratisk.

»Finanskrisen kræver et dobbelt svar. Det ene er ansvarlighed og går ud på at reducere gælden. Det andet er solidaritet og handler om, at de kriseramte lande har brug for kollektive tiltag for at nedbringe renteudgifterne på deres statsobligationer. Den ene side af sagen er at gøre gælden til et fælles anliggende. Den anden er, at EU har brug for at have eget budget og egne ressourcer for at kunne foretage økonomiske og sociale indgreb. EU’s budget er på én pct. af det europæiske BNP, mens USA’s føderale budget er på 23 pct. af det amerikanske BNP. Vi må have et budget, der kan skabe løsninger på akutte sociale problemer som f.eks. dem i Grækenland lige nu. Derfor har vi også brug for et føderalt demokrati, der kan kontrollere den regering, som skal bruge de fælles ressourcer.«

Hvis EU bliver til en rigtig stat, får borgerne ikke sværere ved at kontrollere magthaverne, men vil tværtimod kunne opnå større beskyttelse, hævder Cohn-Bendit:

»En føderalstat betyder ikke nødvendigvis en større magtkoncentration. Det handler om at skabe en klart defineret struktur. Nationalstaterne vil beholde en vis autonomi, men globalisering, finanskrise og klimaændringer viser, at der er brug for en stærk politisk union i Europa. Kun en føderalstat med et selvstændigt budget kan matche disse problemer,« siger han og fortsætter: »Men vi er nødt til at diskutere den demokratiske struktur. Hvilke opgaver skal parlamentet varetage? Hvordan skal en europæisk regering sammensættes? Man kan ikke have en føderal struktur uden et føderalt demokrati.«

Netop fordi eurokrisen er indlejret i en generel systemkrise, indeholder den også politiske muligheder, mener Verhofstadt og Cohn-Bendit:

»En fuldstændig transformation af vores produktionsmodel skal være motoren for ny vækst i Europa. I dag afhænger væksten udelukkende af fossile brændstoffer. Fremtidens vækst må derimod basere sig på bæredygtig energi. Det vil tillade os ’at slå tre fluer med ét smæk’: At bidrage i væsentligt omfang til reduktionen af drivhuseffekten, at stimulere en bæredygtig vækst og igen gøre Europa til en førende kraft i verdensøkonomien.«

Stormagter

Frankrig og Storbritannien lider stadig af stormagtskomplekser, mens kontinentets økonomiske kæmpe, Tyskland, har mistet fornemmelsen for EU’s politiske dimension, mener Cohn-Bendit:

»For Merkels regering er den politiske union en g-streng, der kun lige akkurat skjuler den totale mangel på strategisk tænkning.« Derfor skal den postnationale revolution være et opgør med nationalstaternes egoisme og de små skridts politik, som har præget den europæiske integrationsproces, skriver EU-parlamentarikerne i manifestet: »Nationalstaterne klynger sig til deres magtcentre og skælver ved tanken om en europæisk føderalstat. De frygter at miste deres magt, men forstår ikke, at denne magt næsten ikke betyder noget i dag og i morgen slet ikke vil betyde noget.«

Selv om det samlede europæiske forsvarsbudget udgør omkring halvdelen af det amerikanske, er EU-landene kun i stand til at udføre en tiendedel af, hvad den amerikanske hær formår. Der er brug for et højteknologisk, europæisk forsvar til at beskytte europæernes suverænitet og samfundsmodel, mener Cohn-Bendit og skønner, at antallet af soldater i Europa ville kunne reduceres fra to mio. til omkring 400.000. Men lande, der kun vil deltage på egne præmisser, risikerer at afspore projektet: »Vi er nødt til skubbe til debatten i lande som Danmark. Man kan ikke både være ude og inde. I det lange løb fungerer det ikke. Krisen har gjort et samlet Europa, som evner at intervenere, til en nødvendighed. Den nuværende situation skaber flere problemer, end den løser. Et land som Danmark kunne være en del af løsningen på Europas krise, men landets nuværende position er en blindgyde,« siger Cohn-Bendit og tilføjer:

»Hele Europa er dog nødt til at tænke over, at det er bedre at skabe historien end at være tvunget til at følge historiens udvikling.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Allan Nørgaard Andersen

Cohn-Bendit har ret. Men hvor er det dog bedrøveligt at Enhedslisten har anbragt sig selv i et bur i et hjørne af EU-debatten og derfor ikke kan tage teten i en dansk debat om et demokratisk EU. SF har vænnet sig til at agere på det demokratiske underskuds præmisser og vil næppe røre fremtiden med en ildtang.

Allan Nørgaard Andersen

Cohn-Bendit har ret. Men hvor er det dog bedrøveligt at Enhedslisten har anbragt sig selv i et bur i et hjørne af EU-debatten og derfor ikke kan tage teten i en dansk debat om et demokratisk EU. SF har vænnet sig til at agere på det demokratiske underskuds præmisser og vil næppe røre fremtiden med en ildtang.

Sören Tolsgaard

Norge og Schweiz klarer sig tilsyneladende udmærket som suveræne stater udenfor det europæiske kaos, og Danmarks stadig relativt selvstændige position synes at være baggrunden for, at vi klarer os bedre gennem krisen end de fleste.

Europa bør helt ophøre med drømmen om at lege stormagt, og magthaverne (og de folkevalgte, hvis de overhovedet forholder sig til demokratiet) må indse, at der ikke er basis for et yderligere udvisket Europa, men derimod for at respektere de enkelte staters egenart og suverænitet på politiske og kulturelle områder, hvor der ikke eksisterer naturlig baggrund for at gøre hele verdensdelen til en stor fælles heksekedel.

Lad USA, Kina og Rusland eksperimentere med den slags, det er ikke særlig misundelsesværdige resultater, som hidtil er kommet ud af det. De store unioner respekterer sjældent de lokale kulturer og etniciteter, men manipulerer menneskemasserne, der udelukende betragtes som arbejdskraft, efter de multinationale storkapitals forgodtbefindende. Samarbejde er udmærket, men bør være rodfæstet i de enkelte nationalstaters suverænitet.

EU-unionisterne i Bruxelles vil dog til stadighed fortsætte bestræbelserne på at skabe en magtfuld kolods, hvor de multinationale virksomheder kan få frit spillerum. De fleste europæere er dog langtfra interesseret i denne udvikling, og det er nødvendigt at være vågen, så vi ikke bliver manipuleret af den magtorienterede elite uden nogensinde at blive taget med på råd.

Michael Kongstad Nielsen

Sådan skriver en mand, der har mistet kontakten
mellem fødder og jord, og fornemmelsen for virkelighed og menneskelige relationer, en mand, hvis magttanker er steget ham til hovedet, så magt er alt, og Europa må have en hær, der kan forsvare europæernes suverænitet og samfundsmodel - hvem skulle dog angribe? Jo - Indien og Brasilien, fabler Cohn-Bendit i tågerne.

Hans tanker er et mareridt, der heldigvis ingen gang har på jord, det er helt uden realisme, snarere er den modsatte bevægelse tænkelig. Altså en svækkelse af unionsintegrationen, og en styrkelse af nationalstaternes frihed.

Viva la revolution!

Jeg kan lige forstille mig en valg aften mellem kandidater til en EU post, En kandidat taler fransk, et spørgsmål stilles på tysk og der svares på spansk. Der skal nok blive rigtig mange seer til dette show.

Hvorfor bliver et link til die Zeit, en af Tysklands mest seriøse aviser, hvor Cohn-Bendit åbent taler om sine seksuelle erfaringer med børn - han åbnede skam sin egen børnehave - hvorfor bliver det slettet?

Hvorfor bliver et link til die Zeit, en af Tysklands mest seriøse aviser, hvor Cohn-Bendit åbent taler om sine seksuelle erfaringer med børn - han åbnede skam sin egen børnehave - hvorfor bliver det slettet?

»Enten bliver Europas fremtid postnational, eller også bliver der overhovedet ingen fremtid,«

Europa er slet ikke klar til en føderation. Og hvis de to herrer fortsat mener det skal presses ned over hovedet på de europæiske befolkninger ender det i et postdemokratisk Europa. Hvilket vi vist for øvrigt allerede befinder os i.