Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Jens Smærup Sørensen

»Noget af det skønneste ved skønlitteraturen er, at man får mulighed for et træde ind i et fælles rum med ethvert andet menneske, uanset hvad han eller hun måtte have af politiske og religiøse holdninger, om de bor længere nede ad gaden eller på den anden side af kloden ...
Jens Smærup Sørensen. Født 1946 i Himmerland. Forfatter. Bosiddende på Mors, p.t. i Berlin. Medlem af Det Danske Akademi. Debuterede i 1971 med digtsamlingen ’Udvikling til fremtiden’. Har modtaget en læng række priser, bl.a. Det Danske Akademis Store Pris og Boghandlernes Gyldne Laurbær. Seneste udgivelser ’PHASE’ og ’Hjertet slår og slår’.

Jens Smærup Sørensen. Født 1946 i Himmerland. Forfatter. Bosiddende på Mors, p.t. i Berlin. Medlem af Det Danske Akademi. Debuterede i 1971 med digtsamlingen ’Udvikling til fremtiden’. Har modtaget en læng række priser, bl.a. Det Danske Akademis Store Pris og Boghandlernes Gyldne Laurbær. Seneste udgivelser ’PHASE’ og ’Hjertet slår og slår’.

Henning Bagger

10. november 2012

Hvad har din landlige baggrund betydet for din historieopfattelse?

Jeg har ikke så meget af en historieopfattelse, at den ikke straks ville synke i knæ under det ord. Men jeg opdagede, lidt langsomt, at jeg de første 10-15 år af mit liv (der tog sin begyndelse i 1946) har levet i en historisk epoke, der nu omsider, efter nogle tusinde år, hørte op, og at jeg siden, som stort set alle andre, stort set alle vegne i verden, siden hen har forsøgt mig med at leve i en ny verden. Som nu allerede (optimistisk måske?) kaldes senmoderne, selv om den stammer fra i forgårs.

Kunne du leve i København?

Det håber jeg da, hvis det engang skulle blive nødvendigt.

Hvorfor blev du forfatter?

Det spillede en rolle, at jeg tidligt blev klar over, at faget eksisterer. For vores nabo (der boede et par kilometer væk, men vi havde nabojord) var forfatter. Han hed Knuth Becker, og hans isolerede tilværelse forekom mig næsten lige så tillokkende som ellers kun meget drabelige løbebaner. Dertil kom så, at jeg ikke havde iøjnefaldende evner i nogen praktisk anvendelig retning. Men frem for alt lå tilskyndelsen nok i, at jeg havde en slags sprogligt handicap, og at jeg fik en temmelig uimodståelig trang til at overvinde det.

Går verden stadig fremad?

Af og til synes jeg, det ser ud, som om den lige nu, og endnu, står stille. Som livet i en vandpyt, efter et århundredlangt uvejr. Og tager man en dråbe op her og der og lægger dem under et mikroskop, udspiller der sig stadig, i hver eneste af dem, de grusomste dramaer, i nogle af dem navnløse rædsler. Man kan næsten blive nødt til at tænke på, at det dog var i sådan en pyt, at liv i det hele taget opstod.

Hvordan vil du beskrive litteraturens funktion i det moderne samfund?

Selv om litteraturen jo uafladelig ændrer sig og bliver læst i forskellige, mere eller mindre åndede tidsånder, så har den i sig (er jeg næsten sikker på) en række uforanderlige egenskaber, herunder også nogle, der gør sig gældende, når man ser på dens samfundsmæssige funktioner: Noget, som ellers ville forblive uomtalt, meddeles til nogen, som ellers ville forblive uindviet. Vores hver isærs lille liv kan i kraft af fortællingen, og dens vidtløftige upålidelighed i gengivelsen af private erfaringer, opleves som spejlinger af grundvilkår.

Tre vigtige emner, Den Store Københavnske Debat ikke har blik for?

1. At alle steder er både centre og periferier i forhold til hinanden. 2. At hverken kinesere eller jyder i grunden er så meget anderledes end folk med dybe rødder i Vanløse. 3. At medisterpølsen vil overleve os alle.

Hvilken kollega får du mest ud af at snakke med?

Jeg ved snart ikke, hvem jeg skal udpege uden at støde andre fra mig. Men måske er det Cervantes. Eller Andersen. Eller Laxness. Nej, måske er det Beckett. Ja, og flere andre kunne nævnes.

Har du skrevet – eller udgivet – noget, du har fortrudt?

Ja. En hel del. I morgen måske også dette.

Hvilken nytte gør Det Danske Akademi?

Hvis man regner litteraturen med til, hvad der er nyttigt – og det synes jeg nok er det mindste, der kan siges om den – så prøver Akademiet at gøre sig nyttigt ved at hævde et begreb om litterær kvalitet, nogenlunde uafhængigt af vekslende smagsretninger; ved at uddele priser og dermed gøre opmærksom på (desværre alt for få af vores mange) gode forfattere; og ved at bringe forfattere af mange forskellige slags og generationer sammen til et årligt todagesmøde med oplæsninger og kritik.

Hvad er det vigtigste, der kom ud af 68-oprøret – det bedste såvel som det værste?

Oprøret var et skraldemandsjob. Det fjernede alt, hvad der i løbet af efterkrigstiden var blevet endegyldigt ubrugeligt: den klassiske dannelse og patriarkatet, med alt hvad dertil hører af kvindeundertrykkelse og almindelig undersåtlig forsagthed (også i forhold til ’egne’ organisationer). Det bedste ved det var, at alt dette, som alligevel ville være sket, men kunne have været meget længe om at ske, nu blev overstået i en fart. Det værste, som ved alle revolutioner: at det kommer til at tage endnu længere tid at genopdage de smukkere dele af det skrottede, og at voldsomheden i oprøret gav så rigelig næring til en nu allerede 30 år gammel og ganske udsigtsløs reaktion.

Kan du nævne nogle eksempler på, hvad der inspirerer dig?

Bortset fra alt andet: et par ord eller sætninger, tilfældigt opfanget.

Hvordan har du set på opgøret med de kulturradikale?

Kulturradikalismen – hvad begrebet så end helt præcis står for – er noget jeg (sådan ca. fra 16-årsalderen) har nærmet mig fra et fremmed planet. Den har tiltrukket mig stærkt, og jeg har støttet mig til den i alle flugtforsøg fra, hvad jeg kom fra. Det siger sig selv, at jeg samtidig har følt meget af mig selv forkastet af den. Og at jeg derfor har kunnet anklage den – med rette, mener jeg fortsat – for at være absurd elitær, man kunne sige: socialt naiv. De seneste årtiers basseraller omkring den har jeg til gengæld set som en serie af kyniske manipulationer eller kvælende omfavnelser. Man har bemægtiget sig kulturradikalismens idealer, eksempelvis ytringsfrihed og fri kærlighed, og anvendt dem til forsvar for ret til sex med tjenestefolk og forhånelse af minoriteter.

Hvad er den vigtigste kulturinstitution, vi har i Danmark?

Det er vist stadig den ret u-institutionaliserede mangfoldighed af kulturelle og politiske møder på biblioteker, i sognegårde, på højskoler og mange andre steder, hvor folk, der går op i noget fælles kan finde et egnet lokale.

Det vakte en del postyr, da Anders Fogh Rasmussen skulle holde tale til dig, da du fik boghandlerprisen for ’Mærkedage’. Er han en god læser?

Efter denne ene læsning at dømme, ja, så er han. Engageret og åndsnærværende. Og postyret? Så vidt jeg kunne forstå – og jeg er slet ikke sikker på, at jeg forstod noget af det overhovedet – så mente nogle af mine kollegaer, at man helst skulle have læsere, man er politisk enig med. Jeg synes, i alle fald, det er noget af det skønneste ved skønlitteraturen, at man i og med den får mulighed for et træde ind i et fælles rum med ethvert andet menneske, uanset hvad han eller hun måtte have af politiske og religiøse holdninger, om de bor længere nede ad gaden eller på den anden side af kloden, om vi alle lever nu eller om nogle af os døde for tusind år siden.

Er Danmark verdens bedste land at være forfatter i?

Hvis vi lige troede det, ville det næppe være en af vore allermest skøre indbildninger om os selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu