I sommer landede verdens dyreste fodboldspiller, Zlatan Ibrahimovic, i Paris. Nu hed arbejdsgiveren Paris Saint-Germain. En klub med ny træner, ny direktør og absurd mange penge. På tirsdag spiller PSG mod Dinamo Zagreb i Champions Leagues gruppe A, en kamp, holdet er selvskrevent til at vinde. Men har de noget at have det i? Eller er det bare en overfrankeret mediebegivenhed?
»Jeg er sikker på, at i år bliver et jubelår for PSG,« fortalte Leonardo Nascimento de Araújo verdenspressen i juli. Den 43-årige brasilianer, som har trænet både AC Milan og Inter, tilbragte selv sæsonen 1996-97 som fodboldspiller i Paris Saint-Germain. Dengang var PSG en stor klub, men ikke én af de største. Alt dét vil ændre sig med Zlatan i truppen, fortsatte Leonardo:
»Når en spiller af den kaliber ankommer, er det spektakulært. Zlatan kan ændre alting. Nu er vi omsider blevet en europæisk magtfaktor.«
»PSG har gjort det umulige muligt, og jeg er meget glad. Jeg er kommet for at skrive historie, og jeg vil nyde alle de trofæer, vi vil få fremover,« forsikrede Zlatan.
Rugekasse og retrætehold
I Paris kalder de ham bare ’Ibra’. Ronaldinho var her i to år, fra 2001 til 2003, inden han blev spottet af Frank Rijkaard og forsvandt videre til Barcelona. Claude Makélélé, der er selve inkarnationen af den moderne, defensive midtbanespiller, optrådte de tre sidste år af karrieren i PSG’s blå og røde farver. Holdet var en rugekasse for dem, der var på vej op i hierarkiet, eller en pensionistklub for fine, men aldrende atleter.
Ibra er kosmopolitten over dem alle: bosnisk far og kroatisk mor. Debut i Allsvenskan for Malmö FF i 1999. Solgt til Ajax Amsterdam i 2001 for 85 millioner. Videre til Juventus i 2004, hvor han spiller to sæsoner. I 2006 er det Inters tur, hvor Ibra vinder milanesernes hjerter øjeblikkeligt ved at proklamere, at han altid har været Inter-fan. Frem til 2009 scorer Zlatan 57 mål i 88 ligakampe. Tiden i Barca under Pep Guardiola er ikke nogen succes, så allerede i 2010 låner katalanerne den svenske striker ud til AC Milan, som køber ham året efter i 2011. I sæsonen 2011-12 netter han 28 gange i 32 Serie A-opgør.
Skævvredet konkurrence
I dag har Paris Saint-Germain fået øgenavnet Chelsea-sur-Seine. Nye spillere som Ibrahimovics tidligere klubkammerat fra Milan, Thiago Silva, Napolis Ezequiel Lavezzi og Pescaras Marco Verratti kostede tilsammen næsten en milliard.
Det var ikke spillere som dem, Dortmund-bossen Hans-Joachim Watzke havde noget imod. Nej, det var forretningerne omme bagved og den mere og mere hysteriske back door-funding, som tyskeren satte under anklage. Mandskaber finansieret af pengestærke oliesheiker, der bruger fodboldklubber og deres spillere som reklamesøjler for egne forretningseventyr. Watzke angreb primært Manchester City, som jo er i pulje med Dortmund i årets Champions League, men det lå i kortene, at en lille håndfuld klubber burde ekskluderes fra UEFA. De skævrider konkurrencen med deres umulige lønlofter og indspiste PR-aftaler.
»UEFA må trække en streg i sandet mellem reel sponsorering og en hysterisk tilførsel af pengemidler via bagdøren. De må være stærke og udelukke de alt for store klubber,« sagde Hans-Joachim Watzke.
Købt af Qatar
Ifølge den Internationale Valutafond (IMF) er Qatar verdens rigeste land. Det skyldes ikke mindst de utrolig store gas- og oliereserver, der ligger i undergrunden. Således menes Qatar Investment Authority, der ejer Paris Saint-Germain, at være god for en kapital på mere end 1.000 milliarder kroner.
Det er altså landet Qatar, der har købt PSG. Ikke et stenrigt medlem af Abu Dhabis kongefamilie.
Man forstår Hans-Joachim Watzke: Den kamp kan man ikke vinde. Og slet ikke tyske klubforetagender med demokratisk fandeltagelse og finansielle fairplay-idealer.
Nasser Al-Khelaifi er klubpræsident og ejer aktiemajoriteten. Hans plan har hele tiden været dobbelt: Offensiv, seværdig fodbold og Champions League-guld. PSG er dog også spydspids i et globalt spil om tv- og medierettigheder. Herunder mediegiganten al-Jazeera, der netop har investeret i en fransk tv-kanal, beIN SPORT.
Magtesløse
»Som repræsentant for det ekstremt magtfulde Qatar Investment Authority var Khelaifis plan klar lige fra starten: At tage kontrol over et velkendt navn på den europæiske fodboldscene og så gøre det til en kontinuerlig magtfaktor i Champions League,« forklarer sportsøkonomen Vincent Chaudel fra konsulentfirmaet Kurt Salmon.
Midlerne er oliepenge. Målet er mediedominans. Og rampen er en fodboldklub.
»Hvad kan vi stille op?,« klagede Nicolas Tavernost, bestyrelsesmedlem i Bordeaux. »PSG bor i Paris’ fineste kvarter. Resten af os skramler rundt ude i de ludfattige forstæder.«
Og Tavernost blev bakket op af den tidligere træner i Olympique Marseille, Rolland Courbis:
»Vi bliver nødt til at vænne os til, at en sølvmedalje i Ligue 1 er ligesom at vinde guld,« udtalte Courbis.
Rent sportsligt har PSG været en interessant, men også ujævn affære. Zlatan har selvfølgelig scoret en masse mål – også i kampe, hvor han ellers har været usynlig. Carlo Ancelotti har flirtet med sin berømte ’juletræ’-formation, som han kender fra tiden i Milan og Chelsea: Fire i forsvaret, tre på den defensive midtbane (hvoraf én er dyb playmaker), to i det offensive opspil lige bag angriberen og en forward helt på toppen. Systemet kaldes 4-3-2-1.
Maskinrummet kan udgøres af Blaise Matuidi, Marco Verratti og Clement Chantome, som man så det i derbyet mod Marseille i oktober. Det er en fysisk stærk trio, hvsi medlemmer også er gode til at løbe i position og arbejde frem i banen. Endnu længere bagud burde PSG også være bomstærke: Med spillere som Alex og Thiago Silva er der i al fald ikke nogen undskyldninger.
En kunstig klub
Problemet er fremme på grønsværen. Mod Porto i Champions League havde både Nene og Jérémy Ménez ret frie roller i rummet bag Ibrahimovic, mens svenskeren trak dybt ned i banen som falsk 9’er. Men de spillede ikke hinanden særlig godt, og de klumpede sammen på midten. Og forsvare gjorde de slet ikke.
Så virkede det bedre mod Marseille. Javier Pastore tog Nenes plads på den offensive diamant-spids, mens Ménez stak en anelse til venstre, dog uden at være decideret winger. Zlatan var centerforward på den gode gammeldags facon.
Les Rouge-et-Bleu har ikke en 100 år lang historie med gyldne perioder og farverige ørkenvandringer. PSG er ikke Real Madrid, United eller Liverpool, men en sammenbragt konstruktion, der kan dateres tilbage til 12. august 1970. I europæisk sammenhæng er PSG en ny klub, måske endda en kunstig klub. Og derfor rammer Dortmund-chefens dunder ikke så hårdt. Oliepenge? Finanser fra medieeventyr? Ja tak! Bare kom med dem!
Skræmmende spo
Alligevel er faren ved PSG, at de kommer til at gentage Manchester Citys skæbne:
»City opdagede på den hårde måde, hvor svært det er at begå sig blandt den ypperste elite. Endelig var der dømt Champions League, men City formåede ikke at gå videre fra en pulje med Bayern München, Napoli og Villarreal. Koblingen til Paris Saint-Germain ligger lige for: Jo, de har erfarne og dygtige spillere i truppen, og træneren er af fineste karat. Men de må også være realistiske. City klarede sig ikke til knockouten. Og Roman Abramovich måtte vente ni år på Champions League-guld med Chelsea. Ancelotti har allerede sagt det: PSG-projektet kræver tid. Måske også mere tid, end pengene umiddelbart dikterer,« fortæller Guardian-journalist Dominic Fifield.
