Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Axel Borup-Jørgensen (1924-2012)

Axel Borup-Jørgensen var autodidakt komponist og komponerede helst værker, som var så vanskelige som muligt. Og så var han til det sidste en flittig koncertgænger
Axel Borup-Jørgensen var autodidakt komponist og komponerede helst værker, som var så vanskelige som muligt. Og så var han til det sidste en flittig koncertgænger
24. november 2012

Af Ida Meyer

Efter komponist Axel Borup-Jørgensens død fandt hans datter en ufattelig mængde håndskrevne breve, mens hun ryddede op i hans hjem. Det var svar på breve, Axel Borup-Jørgensen selv havde sendt til musikere, når hans værker blev opført.

I brevene skrev han rettelser og små ændringer, og han var en perfektionistisk komponist, så de var lange, grundige og detaljerede. Axel Borup-Jørgensen havde altid klare idéer med sine værker og forberedte sig selv grundigt på de komplicerede partiturer, han præsenterede orkestrene for. Værkerne skulle helst være så komplicerede og vanskelige for musikerne at spille, at man kunne høre anstrengelsen i musikken. Det interesserede ham ikke, når det blev for pænt.

Tidligere docent på Det Jyske Musikkonservatorium, Erling Højrup, fortæller, at han engang havde øvet sig rigtig længe på Axel Borup-Jørgensens værk Preambula, men under prøverne udbrød Axel Borup-Jørgensen pludseligt: »Det lyder for nemt!«

»Men det er det sgu ikke, Axel. Jeg har virkelig knoklet!,« svarede en lidt frustreret Erling Højrup.

»Det var ikke det her udtryk, jeg ville have. Jeg må skrive det sværere,« svarede Axel Borup-Jørgensen, og straks skrev han værket om, til det lød tilpas svært, og Erling Højrup måtte holde tungen lige i munden for at følge partituret.

Inspireret af naturen

Axel Borup-Jørgensen blev født den 22. november 1924. Datoen er den katolske skytshelgen for musik, Sankt Cæcilias, dag, og det er passende, for stort set hele Axel Borup-Jørgensens voksne liv kom til at dreje sig om musik.

Han blev født i Hjørring, men da han var et par år gammel, flyttede hans forældre til Sverige, hvor han voksede op, tog studentereksamen og var værnepligtig. Hans far var fabrikant, og hans mor hjalp til på fabrikken, så det var først, da Axel Borup-Jørgensen søgte ind på det Kongelige Musikkonservatorium i København og i 1950 blev uddannet til musikpædagog, at musikken virkelig begyndte at fylde i hans liv. Han giftede sig og fik en datter, men blev skilt fra sin kone, da han var sidst i 30’erne, og datteren Elisabet Selin var fyldt fem. Kort efter flyttede han ind i et lille hus i Bistrup ved Birkerød, som oprindeligt var et sommerhus og som lå på en stor naturgrund. De unge træer han plantede, da han flyttede ind, nåede at vokse sig høje i løbet af de mange år, han boede der.

Han komponerede de fleste af sine værker i huset i Bistrup eller i sit sommerhus i Sverige. Sommerhuset havde hans far købt, og det lå på en ø i en stor sø, hvor han tilbragte hver eneste sommer i 40 år sammen med sin datter, sin familie og de venner, som kom på besøg. Selv om Axel Borup-Jørgensen var en stor kulturforbruger, og væggene i hans hus nærmest var tapetseret med bøger i alle genrer, var naturen det, der inspirerede ham allermest.

Stilhed

»… også stilhed er musik …« var Axel Borup-Jørgensens motto, og i sit lille hus på den store grund var han omgivet at stilhed. Ingen måtte tale til ham før klokken 12 om formiddagen. Selv de dage han vågnede tidligt, blev han liggende i sin store, brede seng i soveværelset på førstesalen til langt op ad formiddagen. Når han lå der, dukkede temaer, fragmenter og det, der blev til store værker, op i hans hoved. Han rejste sig kun for at åbne vinduerne i soveværelset, så han kunne høre de sagte lyde, der kom fra naturen. Når han var klar til at stå op, arbejdede han hele eftermiddagen med at komponere, inden han hver eneste aften tog til koncert for at få brudt stilheden og mættet ørene. Beriget med ny inspiration fra den musik, han netop havde hørt, arbejdede han ofte til langt ud på natten.

Fra 1963 til 1970 skrev han sit store hovedværk Marin, som var inspireret af søen i Sverige, og som blev opført af DR SymfoniOrkesteret. I perioden hvor han lagde sidste hånd på værket, blev alt andet lagt til side, og han arbejdede 16 timer i døgnet. Overalt i husets stue flød der kæmpestore nodeark, som var over en meter lange, og hver gang han havde færdigskrevet en af de store sider, gav han sig selv lov til at spise en lille chokolade som belønning, inden han igen arbejdede koncentreret videre.

Axel Borup-Jørgensen var Danmarks flittigste koncertgænger, siger hans pårørende. Udover de koncerter, han gik til hver eneste aften, blev det om søndagen sommetider til tre koncerter på én enkelt dag. Han blev aldrig færdig med at lytte til ny musik, og så sent som 10 dage før sin død tog han til koncert på Det Kongelige Bibliotek i København. Selv om kroppen var træt, var hovedet frisk, og han blev efter koncerten for at tale med musikerne, som han plejede. Axel Borup-Jørgensen blev 87 år, og blev begravet i Birkerød Kirke, som han altid godt har kunne lide, fordi hans musik klingede så godt netop der.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu