Et Liv er forbi: Jeanett Rask Thomas (1963 – 2012)

»Se alle vores skønne drenge. De må kunne lave os en masse dejlige børnebørn,« udbryder Jeanett, mens hun puffer sin albue ind i siden på sin barndomsveninde Lisbeth, som hun sidder sammen med ved havebordet.

Jeanetts øjne stråler. Nogle meter derfra står hendes mand, Lars Thomas, og griller, mens deres to knægte, Christoffer og Joachim, spiller fodbold sammen med Lisbeths sønner på græsplænen. Jeanett er omgivet af de mennesker, hun holder allermest af.

Lige siden hun var en lille pige, har Jeanetts største ønske været at blive kone og mor. Hvad der derudover kom til hende, opfattede hun blot som en tilgift. Hun introducerede Lars Thomas for ideen om at få børn allerede et år efter, at de var blevet kærester og accepterede ikke hans tøven. »Selvfølgelig skal vi da have børn,« sagde hun, og så blev det sådan – til begges store glæde.

Livsbegejstring

Jeanett var meget lavpraktisk i rollen som mor. Stabilitet, ro og regelmæssighed var hendes nøgleord. Drengene havde brug for faste spisetider, en god seng at sove i og ordentligt tøj at have på, og de fik det hele på trods af en til tider trængt økonomi.

Hun mødte sin kommende mand, mens hun læste til miljøbiolog på Københavns Universitet. Lars Thomas specialiserede sig i marinbiologi og havde lagt mærke til hende, når hun kom gående i vandrehallen. Ikke fordi han fandt hende videre køn, men fordi han syntes, hun var nuttet. Han fangede et glimt i hendes øjne og blev nysgerrig efter at finde ud af, hvad det mon betød. På universitetet havde de hver deres identitet: Hun var den stille, stabile og arbejdsomme pige, mens han var den excentriske udfarende særling, der havde kroppen pakket ind i pigtråd og spiste børn, så de fleste af deres kammerater blev noget overraskede, da de hørte, at det havde sagt plingeling imellem dem.

I spontan begejstring over at have fundet kærligheden besluttede Jeanett sig en lørdag formiddag for at introducere Lars Thomas for sin mor, og slæbte ham med ned til hendes hus i Kartoffelrækkerne. Moderen havde imidlertid netop sat sig i sofaen iført slåbrok og fødderne i en balje med varmt sæbevand og blev så overrumplet over besøget, at hun havde svært ved at vise ægte entusiasme. »Hvis det skal være sådan, må besøget jo vente,« sagde Jeanett sammenbidt og slæbte af sted med Lars Thomas igen.

Jeanett holdt ikke selv regnskab med, hvor meget hun ydede i forhold til, hvad hun fik, og hun skældte andre ud, hvis hun så dem gøre det.

Hvis ens venner og søskende ikke kunne finde ud af at ringe, så måtte man jo selv være den, der sørgede for, at det kom til at ske, insisterede hun. Og hvis hun tilfældigvis kom forbi en butik ude i Vestjylland, der solgte julepynt af den sjældne kitschede slags, ja, så købte hun selvfølgelig noget med hjem til den veninde, som elskede den slags.

Jeanetts udtalte omsorgsgen udmøntede sig i alle mulige projekter til gavn for beboerne i Mimergadekvarteret, hvor hun boede. På sin egen lidt generte facon bevægede hun sig sidelæns ind på folk og engagerede sig i byfornyelsesprojekter, skoleprojekter, opsættelse af blomsterkasser og trafikomlægninger ud fra en forestilling om, at det ikke var nok at vedtage en masse abstrakte miljøplaner i kommunen. Hvis man ville forbedre levevilkårene, måtte den enkelte beboer hjælpe til.

I de år, hvor Nørrebro var plaget af bandeskyderier, var hun f.eks. én af drivkræfterne i happenings, der gik ud på at gøre gaderne fredelige igen. Allerede dagen efter et skyderi troppede hun og andre beboere op på stedet for at uddele kaffe, kage og blomster ud til de forbipasserende.

Som et kollektivt statement mod skyderierne på Nørrebro foreslog hun, at beboerne på Nørrebro engagerede billedkunstneren Bjørn Nørgaard til at lave en skulptur af et hjerte, udformet af et konfiskeret våben. Sammen med andre beboere, deriblandt Enhedslistens Line Barfoed, overtalte hun daværende justitsminister Brian Mikkelsen til at donere penge til projektet.

En pludslig død

Hendes ambition var at ændre verden, men på det nære, fundamentale plan. Hun kunne ikke forstå, at der var så mange politikere, der ikke interesserede sig for nærmiljøet. For uden det var menneskene ingenting, så var de blot robotter, der levede i små æsker. Ingen mennesker var dårlige mennesker, og alle mennesker kunne inspireres til at gøre noget godt, hvis blot de blev sat i de rigtige rammer.

I sin kamp for fred allierede hun sig med Stefanskirken, som hun beundrede for dens arbejde med at gøre kvarteret til et bedre sted. Kirken inviterede kvarterets beboere til fællesspisning, koncerter og foredrag, og Jeanett hjalp til. At hun ikke selv var troende, var for hende komplet ligegyldigt.

Fredag den 10. februar 2012 forlod hun hjemmet i Ægirsgade for at gå ind til byen. Hendes plan var at bytte en bog og spise en shawarma for så at vende hjem igen. Men hun dukkede aldrig op. Den 1. april 2012 blev hun fundet død på en strand i det nordlige Polen. På grund af forviklinger med de polske myndigheder er det først nu, at hendes familie har fået hende til Danmark. Hun blev bisat den 9. november fra Stefanskirken.