Der stod han på møntmessen og ruskede en 12-årig knægt i kraven. »Ved du ikke, hvor mange kroner, der går på en mark? Hvad? Ved du ikke det?«.
Det måtte være Jørgen Sømod, tænkte en af de andre messedeltagere, der senere blev Sømods nære ven. Han havde kun hørt om ham, at han skulle være excentrisk og højlydt, opdragede på andre med sin viden og sagde dem midt imod, ikke kun fordi han kunne lide at være på tværs, men også fordi han mente, at han havde ret. Det måtte være ham, der var ingen tvivl, der var ingen anden i den danske møntsamlerverden, der var som ham. Der var ingen, der var lige så højtråbende, selviscenesættende, morsom og vidende, ingen der var lige så radikal, lige så elsket og hadet som Jørgen Sømod.
Det var selvfølgelig Jørgen Sømod. Selv om han kunne være irriterende, så var hans viden uafviselig. Han var en af Danmarks førende møntsamlere og numismatiske forskere. Hvis man viste ham en mønt, så vidste han alt om den. Hvad den var lavet af, hvor mange procent jern, der var i legeringen, hvad der stod på den på hebraisk, hvor mange eksemplarer, der fandtes af den, hvor mange penge, man vil kunne få for den i forhold til hvilken stand den var i. Han vidste alt om sine mønter. Det var det, han sad og forskede i og skrev om, når han sad oppe om natten indtil fire-femtiden, hvor han plejede at gå i seng.
»Det ved jeg sgu da ikke,« sagde han, hvis man fik for sig at spørge om, hvad det var, der optog ham sådan ved mønter, poletter og pengetegn. Han vidste det ikke, men det havde interesseret ham lige siden han som barn overtalte sin ven at cykle med ham gennem byen og gennemtrawle marskandisere og mønthandlere og langsom var det blevet det centrale i hans liv. Som en galskab, der definerede ham og blev hele hans person, også selv om han i virkeligheden var fuldstændig ligeglad med penge. Penge, var noget der kom lidt sporadisk, det kunne være, han havde fundet en antik bog til en 20’er på et loppemarked, som han solgte videre for 2.000 kr. nogle uger senere, det skulle nok gå. Penge som praktisk foranstaltning bekymrede han sig ikke om. Penge som forskningsprojekt derimod var hans liv.
En gang om året kom han med et nyt bind i serien, han kaldte for Det Store Projekt, der hvert år udkom på Sømods fødselsdag og som var planlagt til at omfatte 15 bind om store og små emner om dansk og international numismatik. Mønter fra Slesvig & Holsten 1460-1923 hed et bind, Norges mønter 1483-1813 hed et andet. Alt sammen var materiale, han havde lavet gennem et helt liv med mønter, gennem lange nætter og udlandsrejser til museer og fjerne byer.
80’er-kult
Jørgen Sømod blev født på Frederiksberg i 1944. Hans forældre solgte sølvtøj, han var deres eneste barn og ganske tidligt blev han taget rundt omkring i landet for at sælge og promovere sølvtøjet. Han var enebarn, og det bar hans person præg af, lige som det var tydeligt, at han var vant til at blive hørt, og at han havde sine egne ideer. Engang sagde han til sin mor, at han skulle have skjorte på, fordi der var skolefoto. Da han kom hjem om eftermiddagen, havde der så ikke været skolefoto alligevel. »Det kan tøserne godt lide,« svarede han til sin mor, da hun spurgte, hvorfor han så skulle have skjorten på i skole. Han blev ved med at gå skjorter og jakkesæt. Som 18-årig blev han uddannet bankmand, men han gik aldrig ind i faget. Da han var i militæret, blev han hånet for sin fysik. Det rørte ham ikke. Han havde det meget bedre i skjorte og jakkesæt med sine mønter. Hans børn Svend og Sigrid Sømod så ham aldrig iført T-shirt, sådan en ejede han ikke. Det skulle være som det plejede. Russisk te om morgenen fra en helt særlig butik på Gammel Kongevej, som han hver dag drak fra det samme kinesiske testel i lejligheden på Frederiksberg, hvor der lå ægte tæpper på gulvene, hang krystallysekroner i loftet, og væggene var fyldt op af bogreoler. Aftensmaden spiste han klokken 24 og hver dag var det den samme ret – chateaux briande.
Han drak ingen alkohol, men holdt sig til tonic og te, nok mest, fordi han i sine unge dage havde drukket alt for meget. Ikke engang da han i 83 solgte sin møntsamling for at åbne den legendariske cocktailbar Tannhäuser i Holbergsgadekvarteret i 80’erne, der med sine 6-700 flasker alkohol havde det største udbud af spiritus i byen, rørte han det. Hans værtshus blev kult blandt de kendte, ikke mindst på grund af ejeren. Og på grund af cocktailen Ugly Bugly, der blev akkompagneret af, at man fik et romerlys mellem ballerne, der blev antændt til tonerne af Gladiatorernes Indtogsmarch, slukket med en sifon og afsluttet med tre rap i rumpen med en ridepisk.
Hvis nogen bestilte en øl, svarede Sømod bare med at smide gæsten ud. Hvis han bad om en bacardi, sagde han »skrid«. Han var sjov og flabet og helt vildt morsom. Efter nogle år kunne han ikke mere, han solgte baren og vendte tilbage til skrivebordet. I længden var det for hårdt at være på.
Jørgen Sømod røg otte cigarer dagligt. Som han inhalerede. Selv mente han til det sidste, at rygning var sundt. Alt andet var propagandistisk pis, det var han det levende bevis på.
Tre uger inden sin død fik han diagnosen lungecancer. Endda helt til sidst, da han lå på hospitalet, måtte datteren Sigrid Sømod bære computeren til hans seng, så han kunne svare på de mails, folk havde sendt ham med deres spørgsmål. Jørgen Sømod blev ved med at være den, man gik til, når ingen anden kunne svare.
Jørgen Sømod var mere hel end de fleste.