Læsetid: 4 min.

Det mest åbne samfund nogensinde ...

Alt er gennemsigtigt, men vi kan ikke se, hvem der bestemmer, og hvordan de bestemmer
Selvransagelse. Det er nemmere at forestille sig, at en flok medieledere diskutere en cykelrytters brug af doping end se dem tage et opgør om mediernes brug af internationale credit rating-bureauer.

Selvransagelse. Det er nemmere at forestille sig, at en flok medieledere diskutere en cykelrytters brug af doping end se dem tage et opgør om mediernes brug af internationale credit rating-bureauer.

Javier Soriano

24. november 2012

Alle autoriteter skal drages til regnskab. Sådan er det ikke, men sådan bør det blive. Den langsomme udbredelse af bevidstheden om, at alle, der udøver magt, skal drages til regnskab, er en tendens, der peger fremad. Et skridt i virkelig bevægelse, ville Marx have sagt.

Det var ikke lige sådan, den forhenværende udenrigsminister fra det engelske arbejderparti David Miliband sagde det, da han for et par uger siden talte til pressens fagfestival i Danmark . Men han forklarede det forbløffende klart: »Vi lever i et samfund, der aldrig har været så åbent. Et samfund hvor alle institutioner står til regnskab for offentligheden.«

Journalister kan ifølge Miliband ikke mere regne med at være helte i historien. Også journalister må finde sig i at blive draget til ansvar, og de må indse, at de udøver magt: »Det er jo interessant,« sagde Miliband, »at mediernes historiske opgave – at afsløre magtmisbrug – nu bliver rettet mod medierne selv.«

Ved at overtage etablerede definitioner af problemer bliver pressen en aktør, som bestemmer det politiske rum for, hvad man kan, og hvad man ikke kan. Man kan fremstille den politiker, der gennemfører nedskæringer som en stor leder, der tør gå imod folkestemningen for det fælles bedste. Man kan også fremstille hende som en medløber, der ikke kan modstå arbejdsgiverne og stærke kapitalinteresser.

Det er et politisk valg, om man taler med en pædagog eller en politimand, når der er optøjer, ligesom det er et politisk valg, om man vil bruge meningsmålinger finansieret af tænketanke.

Konkret henviser Miliband til de aktuelle afsløringer på BBC, men vi genkender tendensen i Danmark: Medier må finde sig i at blive betragtet som magthavere, og som magthavere begynder vi at drage hinanden til ansvar. Selv en lille uafhængig modstandsavis som dagbladet Information må indse, at vi optrådte som magthaver og ikke som vagthund, da vi i 2003 på forsiden af avisen mente at afsløre en rådgiver i regeringen Fogh som nazist. Det var han ikke, men han mistede sit job, og hans tilværelse blev spoleret. Den lille avis er siden blevet genstand for andre mediers journalistik, akkurat ligesom denne avis har gennemgået andre mediers historier kritisk.

»Så her er et enkelt budskab til medierne,« sagde Miliband: »I skal gøre det samme, som I kræver af andre.«

De forkerte til regnskab

Det almindelige billede af magt og kritik er ifølge Miliband forandret: Politikerne har ikke monopol på magt, og medierne har ikke monopol på kritik.

Det lyder som en avanceret indsigt, men det beskriver en praksis: Danmarks Radio drager i magasinprogrammer andre medier til ansvar for misbrug af deres magt, og søndag formiddag finder en fælles selvransagelse blandt mediechefer sted i det program på TV 2 News, der hedder Presselogen.

Det interessante ved de mediekritiske programmer er, at de på den ene side realiserer Milibands fordring om, at alle institutioner drages til ansvar, og på den anden side overhovedet ikke gør det.

Det er langt nemmere at forestille sig, at en kreds af medieledere tager en lang diskussion om en forhenværende cykelrytters eventuelle brug af doping, end at de skulle diskutere mediernes brug af internationale credit rating-bureauer. Vi ved, at de internationale credit rating-bureauer er ualmindeligt magtfulde institutioner, som har ansvar for hele finanskrisen. De har taget dramatisk fejl før, og de kan tage fejl igen. Men de bliver refereret som sandhedvidner, og de bliver ikke draget til ansvar. Så er det nemmere med en snak om, at der er for mange personsager i medierne (nikke, nikke) og alt for lidt substans (nikke, nikke).

Der er stor selvransagelse med hensyn til, om man nu også har brugt de rigtige ord om den nye formand for SF, men der er forbløffende lidt snak om den magt, som EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF udøver, når de håndhæver »den europæiske stabilitetsmekanisme«. Det er samtidens store magthavere, og man har på fornemmelsen, at dem, der skulle drage dem til ansvar, har givet op på forhånd.

De rigtige til regnskab

Læserne gider ikke, hedder det. Seerne forstår det ikke, og lytterne vil hellere høre noget om dramaet på Christiansborg (Er Thornings mand virkelig ..?), og man får ofte det indtryk, at journalisterne ikke selv orker at drage Den Europæiske Centralbank til ansvar for de redningspakker, den allerede har lavet.

Men det er ikke et moralsk spørgsmål, det er et institutionelt anliggende. Samfundet har aldrig før været så gennemsigtigt og åbent, siger Miliband, men spørgsmålet er om magtudøvelsen nogensinde har været så uigennemskuelig og kompleks. Den tyske økonomiminister Philipp Rösler holdt for nylig et foredrag for brillante unge talentfulde økonomer på London School of Economics, hvor han bad dem, der kunne, redegøre for sammenhængen mellem budgetovervågningsinstanserne i EU – det kunne ingen af dem.

Der er en udtalt bevidsthed om, at vi bør drage alle ansvarlige autoriteter til ansvar, men der er måske også en tavs erkendelse at vi ikke kan.

Spørgsmålet er, hvem der egentlig har taget det der skridt i virkelig bevægelse, og hvem der står tilbage. Hvis vi drager os selv til ansvar for alvor, er det klart, at vi må tage os sammen.

Man kan også svigte, fordi man ikke udøver den magt, man har.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan også svigte, fordi man ikke udøver den magt, man har. så sandt som det er skrevet, Rune

Alle husker Francis Fukuyama store flop af en bog "End of History"? Den var måske ikke så floppet som det forlød - Vestlige medier efterlever ihvertfald budskabet til fulde hver dag - For dem er historien død. Mediernes nyhedsstof er mestenddels gossip krydret med magthavernes propagandistiske onliners fra den kolde krig, krigen mod terror og finanskrisen.

Ud over at vogte over samfundene og deres magtapparat, skal medier også huske at afdække den nye tid, og dens institutioner. Da ungdomsoprøret brød ud i 1968 fordobledes i løbet af 70'erne, antallet af journalister på medierne, gennemsnitsalderen faldt til under det halve og intelligensniveauet steg til det tredobbelte. En mediemæssig atombombe var detoneret. Noget lignenede kan sagtens ske igen. Nutidig journalismens firstmovers, spindoktorerne, ved noget nyt er ved at ske, så de læser Machiavelli og gnider sig op ad olieshiker, despoter og oligarker. Måske skal nogle ærlige journalister prøve at afsøge ungdomsbevægelsernes underskov og kapitalismens maskinrum.

Guldbrandsen har med dokumentaen 'Tyveriet af Afrika' vist vejen: Afsløring af multinationale selskaber, som opkøber miner og landbrugsjord gennem amatøragtig privatiseringsprocesser, og stort set ingen selskabsskat betaler i Afrika. Hele overskuddet flyttes til Vesten.

Guldbrandsen har ikke svigtet - tak for det.

...og så er det ligesom cykelrytternes dopingforbrug er så uendelig ligegyldigt.

For effektivitetens, og den økonomiske vækst skyld, arbejder mange organisationer i dag med at skabe gennemsigtighed omkring forløb og beslutinger. Det sker med nye ledelsesredskaber som visual management, scrum mm. De erkender at:

Gennemsigtigheden er proportional med effektiviteten

Men arbejdet med at skabe gennemsigtighed stopper ved de laveste niveauer i hierakiet

Gennemsigtigheden er omvendt proportional med niveauet i hierakiet

Dvs. vi har indrettet systemer som ikke blot har faldende effektitet ift. potentialet når man bevæger sig op, det betyder også at magten og økonomiske midler naturligt vil koncentrere sig under de rammer.

De fænomener Stiglitz observerer på samfundsniveau, tænker jeg genfindes på organisatorisk niveau.

Vi ser fænomenerne fint fortalt i serien The Wire.

For lige at trække et par tråde tilbage til noget af Runes tidligere skriv.

Bill Atkins:

"Hele overskuddet flyttes til Vesten."

Til udvalgte steder over hele verden hvor hverken udviklingslandende eller vesten eller andre kan få fat i dem.

Udbytningen er tydeligst i udviklingslandene, men det betyder ikke at den ikke foregår her. Det er ikke vesten mod verden længere, det er toppen mod bunden. Jeg tror ikke jeg fortæller dig noget nyt her, synes bare det er en vigtig præcisering.

"Da ungdomsoprøret brød ud i 1968 fordobledes i løbet af 70’erne, antallet af journalister på medierne, gennemsnitsalderen faldt til under det halve og intelligensniveauet steg til det tredobbelte."

Hvor kan jeg læse det? Intelligensniveauet x 3 ? Er det faktuelt eller en skønlitterær effekt?

ok - takker, jeg tror overdrivelsen generede mig lidt, og at jeg var lidt ... "ahem" agtig. :)

"Måske skal nogle ærlige journalister prøve at afsøge ungdomsbevægelsernes underskov og kapitalismens maskinrum. "

Måske kan "spontan crowd-sourcing by the crowd it self" komme til at betyde masser.

Udover spontan selvorganisering og permanent opposition til samfundsudviklingen, tror jeg at ungdommen, der er vokset op med muligheden for at finde fakta på internettet, men også med nødvendigheden af at være kritiske overfor indholdet på internettet, i fremtiden vil kræve klar tale: stop for fordummende propaganda, politikerløgne, mediestyring, reklamevildledning - op på bordet med tabuerne i samfúndet.

Jeg ved at det allerede spirer, og jeg ved at det ikke ser ud til at det er ungdommen der fører an. Ikke at de ikke er der, men det er de mere modne også