Det er alt for nemt at få en sag for Højesteret

Med sin klassicistiske tempelfront og tunge indgangsdør udstråler Højesterets lokaler i nordfløjen af Christiansborg Slot en ophøjethed, der sømmer sig for den dømmende magts øverste organ. Det er Højesteret, der afgør, hvordan loven skal læses, og det er Højesteret, der skrider ind, når lovgiverne går længere, end grundloven tillader. Men inde bag murene bruger de 19 dommere tid på sager, hvis principielle og samfundsmæssige værdi kan være svær at få øje på.

»Det er en historie, der ikke er opmuntrende,« siger højesteretspræsident Børge Dahl. Han er Danmarks højest placerede embedsmand. På væggene i hans statelige, højloftede kontor hænger portrætter af hans forgængere. De havde næppe kunnet forestille sig Højesteret afgøre, om Aalborg Kommune havde ret til at give afslag på en ansøgning om tilladelse til etablering af et sortglaseret tegltag på en villa i Hasseris. Eller om knivserien Royal er for nærgående en efterligning af de populære Global-knive.

»Alle samfund skal have en instans, der kan endevende de vigtigste sager. Men så må man også sikre, at vi får de rigtige sager, som fortjener den meget grundige behandling, vi giver dem i Højesteret. Der skal være noget af samfundsmæssigt betydning i en sag, før Højesteret skal behandle den efter alle kunstens regler,« siger Børge Dahl.

Det er sjældent, at højesteretspræsidenten blander sig i den politiske debat. Men for nylig sendte han et brev til justitsminister Morten Bødskov, hvor han i klare vendinger påpeger, at »en betydelig del af rettens ressourcer« bruges på at behandle sager, som Højesteret »som udgangspunkt ikke burde behandle«. Det medfører, at det nu tager omkring to år at få en civil ankesag behandlet af Højesteret, når den endelig er nået så langt i systemet, og som Børge Dahl siger: »Det er uholdbart, og måske har vi været lidt for tilbageholdende med at komme med klare udmeldinger om, at der skal gøres noget ved problemet.«

Nøglen til Højesteret

Et af formålene med Domstolsreformen fra 2007 var, at Højesteret skulle koncentrere sine ressourcer om principielle sager af samfundsmæssig betydning. Det lykkedes inden for straffesager, men ikke inden for de civile ankesager, der er de mest ressourcekrævende af Højesterets opgaver. Ifølge rettens egen vurdering hører omkring hver tredje af de civile ankesager fra landsretterne og mere end hver anden fra Sø- og Handelsretten ikke hjemme i Højesteret.

Med Domstolsreformen blev det besluttet, at alle sager som udgangspunkt skal anlægges ved byretterne. Men en række erhvervssager kan, hvad enten de er principielle eller ej, anlægges ved Sø- og Handelsretten med fri appel til Højesteret. Og principielle sager kan byretterne henvise til førstebehandling i en af de to landsretter eller i Sø- og Handelsretten. Og så bliver Højesteret ankeinstans.

»Hver eneste af landets 250 byretsdommere sidder i virkeligheden med hver sin nøgle til Højesteret, for så vidt som de skal vurdere om den enkelte sag er principiel eller ikke principiel,« siger Børge Dahl.

»Problemet er, at byretsdommeren kun har det valg, at en sag enten er principiel eller ikke principiel. Det er en skidt måde at se det på, for de fleste sager er ikke enten principielle eller ikke principielle. De fleste sager er mere eller mindre principielle. Derfor ville man få en bedre udvælgelse, hvis man ikke vurderede én sag ad gangen, men vurderede en flerhed af sager og så valgte de rigtige af dem ud.«

I sit brev til justitsministeren foreslår højesteretspræsidenten derfor, at der kunne etableres en ordning, så byretternes afgørelse om at henvise principielle sager til førstebehandling i landsretten eller Sø- og Handelsretten skal godkendes af en anden instans. Det kunne være landsretten eller Sø- og Handelsretten, eller det kunne være Procesbevillingsnævnet eller sågar Højesteret selv. Børge Dahl peger desuden på, at Højesteret kunne få mulighed for at henvise ikkeprincipielle ankesager fra Sø- og Handelsretten til landsretten, eller at landsretten ligefrem som udgangspunkt skulle være appelinstans for Sø- og Handelsretten.

»Det afgørende er set med vores øjne, at de rigtige sager bliver valgt ud. At man får bedre kontrol med, hvad der kommer i Højesteret – et sikrere greb om udvælgelsen,« siger højesteretspræsidenten.

»Man kan også spørge: Skal alting kunne ankes? Det er fint, at man kan få en byretsbehandling og en andenbehandling i landsretten. Men det er jo noget, man kan skrue på, og man skal måske overveje, om nogle færre sager nødvendigvis skal kunne behandles efter alle kunstens regler ved to eller tre instanser.«

Lovgivers ønsker

I en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen skrev Børge Dahl for nylig om »befolkningens fundamentale forventning om retfærdighed«. Domstolene skal sikre, at denne retfærdighed sker fyldest. Grundloven foreskriver, at de skal dømme efter loven, men der kan være tvivl om, hvordan loven skal fortolkes. Eller en lov kan være i strid med grundloven. Og så er det Højesterets opgave at afklare retstilstanden, som jurister siger.

»Vores fokus er ikke på den konkrete sag eller de konkrete sager. Vores fokus er at forsøge at forstå, hvad problemet egentlig er. Vi får et meget omfattende materiale, blandt andet de domme, der har været afsagt på området, og forarbejderne til lovene. Ud fra det materiale skal vi så prøve at forstå, hvad det er, lovgiver ønsker. Vi skal stille noget generelt op for i lyset af det generelle at få truffet de konkrete afgørelser. Og det skulle gerne ske på en måde, så alle derefter ved, hvad der gælder,« siger Børge Dahl. »Derfor er det vigtigt, at de sager, hvor der er behov for en afklaring fra Højesteret, bliver afgjort så hurtigt som muligt. Også fordi det sparer tid længere nede i systemet og betyder, at man ikke får truffet for mange forkerte afgørelser forstået på den måde, at de viser sig at være i strid med de retningslinjer, som vi senere udstikker.«

Et meget omtalt eksempel er Højesterets rolle i forhold til den såkaldte knivlov. I 2008 vedtog Folketinget at skærpe straffen for besiddelse af en ulovlig kniv fra bødestraf til syv dages fængsel »som altovervejende hovedregel«. Samtidig åbnede loven dog for undtagelser fra hovedreglen for eksempelvis personer, der »efter en arbejdsdag, fisketur, spejdertur eller lignende, hvor vedkommende lovligt har båret eller været i besiddelse af en kniv, foretager et restaurationsbesøg med kniven i lommen eller tasken i stedet for at tage direkte hjem og dermed overtræder forbuddet.«

Mange blev efterfølgende idømt fængselsstraffe for besiddelse af ulovlig kniv, men da Højesteret traf afgørelse i to principielle sager i december 2009, valgte dommerne at underkende landsrettens afgørelser. I den ene sag havde en mand haft et multiværktøj i sit handskerum i bilen, da han blev stoppet af politiet på Aalborg havn, og i det andet tilfælde havde en mand haft to hobbyknive i sin bil, som han brugte til at skære papkasser op på sit arbejde på en Shell-tankstation i Middelfart. I begge sager valgte Højesteret bøde- i stedet for fængselsstraf.

Den forsinkede sandhed

»Det er en god illustration af, hvad der er vores opgave,« siger Børge Dahl. »I dette tilfælde var et væsentligt formål med loven helt klart, at man ville have knive ud af nattelivet. Vi fæstnede os i øvrigt ved, at politikerne havde taget det forbehold, at syv dags fængsel ikke måtte være urimeligt i det konkrete tilfælde, og jeg har da heller ikke efterfølgende hørt nogen politikere sige, at vi skulle have taget fejl,« siger Børge Dahl.

Men hvis Højesteret skal kunne spille en sådan rolle, er det nødvendigt at retten ikke bruger sine ressourcer på sager, som burde være afgjort længere nede i systemet, understreger Børge Dahl: »På engelsk siger man: Justice delayed is justice denied. Det er ikke den fulde sandhed, men der er noget rigtigt i det.«

ange@information.dk