Læsetid: 8 min.

»Vi var overhovedet ikke kærester. Det var bare for sjov ...«

Kristoffer skal være far, og det var over hovedet ikke planen. Men han håber – på sine følelser for den lille og på, at han kan blive en god far. Unge bekymrede mænd som Kristoffer modtager ofte meddelelsen om, at de ikke har noget valg, med en blanding af lykke, vrede, selvbebrejdelse og en fornemmelse af at være blevet snydt
Kristoffer skal være far, og det var over hovedet ikke planen. Men han håber – på sine følelser for den lille og på, at han kan blive en god far. Unge bekymrede mænd som Kristoffer modtager ofte meddelelsen om, at de ikke har noget valg, med en blanding af lykke, vrede, selvbebrejdelse og en fornemmelse af at være blevet snydt
Moderne Tider
17. november 2012

Da Kristoffer trådte ind i lejligheden, registrerede han med det samme, at hun så alvorlig ud. Kristoffers ven blev hevet ind i stuen, hvor et par af hendes veninder sad, og Kristoffer selv blev bedt om at gå med ud på toilettet. På håndvasken lå to graviditetstest. De var positive.

»Jeg begyndte at grine. Det var en automatreaktion, for jeg vidste ikke, hvilken grimasse jeg ellers skulle sætte på,« husker Kristoffer.

Han er 24 år, og havde bestemt ikke forestillet sig, at han allerede skulle være far. I bilen på vej til lejligheden havde Kristoffer og hans ven diskuteret alle de mulige grunde til, hvorfor de over telefonen var blevet bedt om at komme.

»Vi brainstormede på livet løs, og vendte hver en sten,« fortæller han.

At den pige, som han havde set løst et par gange, kunne være gravid, nævnte de kun kort og med et smil på læben. Det var alligevel for langt ude, kan han huske, at de sagde til hinanden.

»Vi var overhovedet ikke kærester. Det var bare for sjov, og ingen af os gik med kærestetanker. Vi havde sagt til hinanden, at det gad vi ikke. Vi skulle bare have det sjovt,« fortæller han.

Nu var pigen gravid.

»Jeg var overbevist om, at jeg kunne forklare hende, hvor dårlig en idé det var, så hun forstod, at det var smartest at få en abort. Det var jeg overbevist om. Men det kunne jeg ikke. Jeg prøvede at fortælle hende, at vi ikke havde nogen penge, og at det ikke var sådan her, jeg ville have valgt, hvis jeg selv kunne vælge, om jeg ville sætte et barn til verden,« fortæller Kristoffer, mens han piller ved sin grå strikhue.

Kristoffers historie er ikke enestående. I hver af Foreningen Fars 11 åbne rådgivninger henvender der sig hver uge i gennemsnit to unge mænd, som pludselig og til tider uplanlagt skal være fædre, fortæller formand Jesper Lohse.

»Det er ikke unormalt for os, og det er bestemt en af de grupper, vi ser ofte,« siger han.

En prekær situation

Det er tirsdag aften i Valby Kulturhus, hvor Foreningen Far holder åben rådgivning. Alle kan henvende sig for juridisk hjælp eller med spørgsmål til reglerne for samvær og faderskab. Væggene er institutionshvide, og på blå stole med metalben sidder de fremmødte og venter på at komme til. Nogle venter alene, andre holder deres kærester i hånden, og andre igen er taget af sted med en mor eller en far som støtte. Der er så stille, at selv små lyde bliver gennemtrængende, og man tydeligt kan høre stemmerne bag de lukkede døre. En mand åbner døren.

»Jesus, her er mange,« siger han, da han kigger ud.

»Kan vi alle sammen nå at komme til, inden I lukker,« spørger én.

»Ja, vi bliver ved, indtil I alle sammen har været igennem,« svarer han, mens han med hånden leder den næste mand i køen ind ad døren.

Formand Jesper Lohse fortæller, at de bekymrede mænd, der kommer i rådgivningen, og som pludselig skal forholde sig til tanken om at være far, ofte er unge i 20’erne, nogle gange endnu yngre:

»Vi ser alle aldersgrupper, men det er klart, at de unge er en gruppe for sig selv, fordi de aldrig har oplevet det før, og det at få et barn er helt nyt for dem,« fortæller han og fortsætter:

»Vi starter med at ønske dem tillykke for at få lidt ro på sagen. Det er vigtigt at være klar over, at når de får barnet, så er det mor og far, der er det største for barnet, og det er formentligt også det største, de selv kommer til at opleve, selv om der kan være mange praktiske forhold og til tider uro omkring det.«

Foreningen Far oplever, at det er mænd, som har været i et kortvarigt forhold, og hvor ingen af parterne har tænkt sig, at det skulle udvikle sig til en familie. De taler derfor med mændene om balancen mellem positivt samarbejde og det at få fastslået faderskabet, da det kan være årsag til konflikter mellem mor og far.

De unge mænds situation er ifølge lektor og mandeforsker ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC, Kenneth Reinicke, prekær.

»Mandens muligheder er ikke ret store. Hvis det kan bevises, at han er faren, så er der jo ikke noget, han kan gøre. Man er jo far til barnet, uanset om man har kendt kvinden i 10 minutter eller 10 år.«

Han beskriver de følelser, som en ung mand kan have, som et »kaos af modsatrettede følelser«. Det, at skulle være far, er på én måde en lykkelig omstændighed, men samtidig kan der være følelser som selvbebrejdelse, vrede og følelsen af at blive snydt.

»Man skal ikke undervurdere kaosset og magtesløsheden og det, at mændene føler sig ude af stand til at reagere. For mange mænd kan det selvfølgelig ændre sig meget med tiden. Det er vigtigt at tilføje,« fastslår Kenneth Reinecke.

Scanning

Kristoffer er lige kommet hjem fra scanning. Han har besluttet at være med under hele graviditeten. Mest fordi han er bange for, at moderen senere vil nægte ham at se barnet eller ikke vil anerkende ham som far.

»Til den første scanning sad jeg og håbede på, at der var noget galt med barnet, bare for at få det ud af verden, og vi så ikke skulle tænke på det. Jeg sagde det ikke højt til nogen, men jeg håbede inderst inde, at der var en misdannelse, så vi kunne vælge det fra. Et eller andet sted er det jo en forfærdelig tanke, men sådan havde jeg det. Jeg ville blive meget lettet, hvis jeg ikke skulle bekymre mig om at blive en god far,« fortæller han.

I dag kunne han se på skærmen, at det bliver en dreng, men han føler stadig ingenting for ’det’, som han kalder barnet i maven.

»Jeg håber, at jeg snart begynder at føle noget,« siger han.

»Det ville nok være noget andet, hvis vi var sammen hver dag, og jeg så, at der skete noget med hendes mave. At jeg bandt mig til det og mærkede det. Jeg håber, at jeg bliver glad, når jeg står med et barn i hånden, som er mit, og som oven i købet ligner mig. Det bliver meget overrumplende, tror jeg, og et stort chok.«

Når de mødes til scanning, er der ingen venlighed imellem dem. Ingen knus eller håndtryk. Bare et hurtigt ’hej’. Heller ingen hurtige spørgsmål som: ’Hvordan har du det?’ eller ’Hvordan går det?’. Bare op til scanningen.

Kristoffer håber, at de snart kan begynde at få det lidt bedre sammen. Han tænker, at det måske kommer af sig selv, når han forhåbentligt får faderlige følelser for sin søn.

»Jeg håber, følelserne kommer snart. Lige så meget fordi at vi måske vil blive lidt bedre venner. Det ville jo alt sammen hjælpe på det fremadrettet.«

De unge fædre vil gerne

Når der er problemer mellem et barns forældre, bliver statsforvaltningen inddraget. De tager sig af stridigheder om børnebidrag, samvær, bopæl, forældremyndighed og behandler sager, hvor faderskabet ikke umiddelbart bliver anerkendt, eller hvor der kan være tvivl om, hvem faren er.

Det er typisk de unge forældre, der har startproblemer, siger kontorchef i Statsforvaltningen Syddanmark, Ida Wille. Forældrene har problemer med at samarbejde om det nyfødte barn, fordi det er en helt ny og ukendt situation. Måske kender forældrene ikke hinanden særligt godt, og deres forhold er anspændt.

»Det er ofte begrænset, hvad det er for et forhold, de har til hinanden. De har ikke været vant til at samarbejde, og de har for så vidt ikke den tilknytning til hinanden, der gør, at andre skilsmisseforældre kan klare sådan noget selv. De skal have hjælp til at få etableret nogle samarbejdsrelationer, for dem har de ikke i forvejen,« siger Ida Wille.

I sådanne situationer bliver det Statsforvaltningens opgave at være fødselshjælper til at få en sådan kontakt etableret og et fornuftigt samvær i gang, forklarer hun.

Sundhedsplejerske, cand. scient. soc. og redaktør på Sundhedsplejersken.dk, Vibeke Samberg, har mødt mange unge mødre og fædre og har også oprettet fædregrupper for de unge fædre. Hun mærkede, at der var et behov for at tage hånd om mændene og anerkende deres tilstedeværelse, og hun oplevede samtidig, at de nybagte fædre rigtig gerne ville være der for deres barn.

»De unge fædre, som jeg har mødt, vil lige så gerne som mødrene deltage i et forældreskab. Uanset om de bor sammen med moren eller ej, bruger de meget tid på barnet og vil gerne barnet, ligesom den generelle far ude i samfundet,« siger Vibeke Samberg.

»Nutidens fædre er blevet meget mere bevidste om vigtigheden af at være til stede. De er der også, selv om det er svært. Mange har også den tanke, at hvis de skal have nogle rettigheder, så bliver de nødt til at vise deltagelse. Og i virkeligheden er det jo rigtig godt for barnet.«

Lejligheden lidt uden for København er, hvad man forbinder med en drengehybel. Der er en stor fladskærm på væggen i stuen og en Play Station med sammenfiltrerede joystick-ledninger. I et glasskab er der sprutflasker, som er rester fra festlige weekender, og på væggene er amerikanske football-trøjer sat op med knappenåle. Nu skal der også være plads til et børneværelse i lejligheden. Eller i hvert fald en seng til at starte med, siger Kristoffer.

Ikke en eksamensopgave

»Jeg bliver nødt til at blive en god far. Der er ikke nogen blød middelvej, og du kan ikke gøre det halvt. Det er ikke en eller anden eksamensopgave, som i virkeligheden ikke tæller,« siger Kristoffer.

Han er den første i vennekredsen, som skal være far og har derfor heller ikke haft nogen forestilling om, hvordan det vil føles at blive det.

Men de sparsomme tanker han havde gjort sig, ligner langtfra den situation, han nu er havnet i.

»Min drøm var, at jeg skulle have børn med en, jeg havde været sammen med et stykke tid, ligesom jeg kender det hjemmefra med min egen mor og far. Det er i hvert fald ikke den her start, jeg ville have givet min familie.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Charlotte Studtmund Klausen

Vi taler tydeligvis forbi hinanden - jeg har fokus på uplanlagte graviditeter efter hovsa-knald, og jeg håber ikke, du mener, at kvinden før et onenightstand skal sikre sig, at sexpartneren har faderpotentiale, HVIS uheldet er ude. Det er præcis lige så urealistisk som at forlange af manden, at han skal krydsforhøre kvinden om hendes abortvilje eller -modstand.
Onenightstands sker, fordi BEGGE parter er skrupliderlige, og jeg kan ikke se relevansen i mænds større sexlyst i netop det scenarie - begge er ude på sex og kun sex, ingen har interesse i eller planer om et barn, og begge glemmer præventionen - fordi mennesker agerer uovervejet, når drifterne og ofte også beruselsen tager over.

Manden kan trække sig, kvinden står med et svært valg, og nogle gange bliver konsekvensen for ham, at han skal bidrage med et yderst begrænset beløb månedligt i 18 år - mens kvinden er mor resten af livet. Efter eget valg, men ikke et valg, hun havde ønsket sig.

Jeg kan kun læse din opfordring til kvinder som et krav om at undgå sex, før de er i et fast parforhold - og ja, det ville da gøre meget lettere, ligesom ansvarlighed fra begge køn omkring prævention ville være ønskeligt. De to ting sker bare ikke altid, og når det kikser, må begge parter da gøres ansvarlige.

Jeg pådutter ikke mænd noget - jeg SPØRGER, og jeg skriver, at jeg FORESTILLER mig - og som artiklen og virkeligheden netop demonstrerer, sker det ofte, at min vurdering af mænds ansvarlighed holder stik. Jeg kan bare ikke få ind i mit hoved, hvorfor det skal være op til den enkelte mands moral, om han vil betale børnepenge eller ej, så mand A kan trække sig, også økonomisk, mens hans kammerat, B, tager konsekvensen og betaler børnepenge - er det fair?

Allan Frederiksen

"Udgangspunktet er netop “sex for sjov”. Eller det man i daglig tale kalder uforpligtende sex. Altså beskyttet sex mellem 2 ansvarlige voksne mennesker uden forpligtelser overfor hinanden."

Artiklen siger ikke noget som prævention. Jeg formoder de har benyttet det.
Men i tilfælde af uheld ved f.eks. brug af lækkende kondom eller p-pillens 1% fejlmargin, kan faderen så fritages?
Og i dit eksempel, så har kvinden opbrugt præventionsmulighed nr. 1; selektion af mand. Næste mulighed er de andre muligheder der er for prævention for kvinden. Og kun for kvinden. Muligheder for at undgå at skulle nå til det hårde valg; abort.

Manden større sexlyst er ikke relevant i dit eksempel. Begge er opslugt. Det har intet med sagen at gøre. Kvinden kan sagtens have samme lyst og begær som manden.

Men det er behovet, den er gal med. Sammenhængen her er, at manden væsentligt oftere er i den tilstand, hvor han søger engangsknald. Kvinden gør det derimod langt mere selektivt. Skal begrebet engangsknald udtrykkes liberalt, har hun varen, og der er rigtigt mange købere. Mænd bringer per biologi sig selv i fedtefadet oftere end kvinden. Og er per biologi fanget i det, fordi han ikke har mulighed for uforpligtende sex. Kvinden kan vælge hvilken mand hun har sex med. Hun kan også anvende mange former for prævention. Og som 3. og som sidste udvej, den svære abort. Manden har ingen beskyttelse. Han kan ikke vælge en kvinde, han kan have uforpligtende sex med. For det begreb eksisterer kun for kvinden. Kun kvinden, er tilladt uforpligtende sex. Manden er per biologi fanget i en problematik, vi har frigjort kvinden fra.

De mænd en kvinde udvælger til engangsknald, er ikke de mænd, der ønsker at påtage sig faderskab. Sådan overordnet set. Og det er selvfølgelig helt forståeligt, at kvinden vælger den bedste partner til at tilfredsstille sit behov, når nu det er tilfredsstillelse, og ikke hverken partner eller barn, hun har for øje. Ville de fleste ikke tage den mest attraktive med hjem, uanset køn?

Kvinden har bedste muligheder for prævention, den mindste sandsynlighed for at komme i problemet, og en absolut nødbremse.
Hvad gavner de 18 års månedlige betalinger? Prævention, der også er et fælles ansvar? Så er det igen manden der står for skud.
Så hvad gavner den betaling, ud over kvindens mulighed for at slå manden oven i hovedet for ikke at... hvad?
Jeg skal hilse fra mit budget hernede i socialgruppe 5, at 1300,- om måneden ville kunne mærkes i hverdagen. Sådan uden pis.

Vi har etableret et samfund der sørger for kvinden. Kvinden vil sige, at det er fordi mænd ikke står ved deres ansvar. Jeg er ligeglad hvorfor, faktum er at vi har det, og at tvangs-faderskab er svært at forsvare når vi har. Jeg vil i hvert fald gerne høre hvorfor. Ud over prævention, det fælles ansvar.

Som artiklen beskriver, så er moderne mænd (og enkelte fra den ældgamle skole), fuldt ud bevidst om deres rolle i samfundet. Hvor vigtigt det er at være der. Vi vil gerne, med kvinden vi elsker. Størstedelen i hvert fald. Ikke hende der enten valgte os på diskoteket, eller forventer vi tropper op når der tikker en SMS ind.

Jeg kan ikke forstå, at I synes det er i orden, at mænd står helt uden mulighed for at have uforpligtende sex. At den ret kun tilfalder kvinden. At det, at kvinden ultimative sikring, abort, er så svært et valg for JER, at vi også skal straffes. Det ændrer jo intet ved noget, om manden straffes økonomisk. Vores ligestilling lider under, at vi fælles har givet Jer et valg, der er svært.

Sider