Læsetid: 9 min.

Requiem for fremtiden

Hvordan skriver man en roman om den globale opvarmning uden at gøre brug af fortærskede billeder, spørger den tyske forfatter, Ilija Trojanow
Stilhed. Når man står på skibsdækket og kigger, er det let at glemme civilisationen helt – hørelsen registrerer knap nok skibsmotorens dunk: ingen fly, intet drivtømmer, ingen skibsmaster i sigte. Kun vind og bølger, gamle formationer af is og klippe, hvis figurer antager former på måder, der ikke har noget med os at gøre:

Stilhed. Når man står på skibsdækket og kigger, er det let at glemme civilisationen helt – hørelsen registrerer knap nok skibsmotorens dunk: ingen fly, intet drivtømmer, ingen skibsmaster i sigte. Kun vind og bølger, gamle formationer af is og klippe, hvis figurer antager former på måder, der ikke har noget med os at gøre:

British Antarctic Survey

24. november 2012

 

 

 

 

 

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang hørte om ’klimaforandringer’ og ’global opvarmning’. I dag fænomenet så velkendt, at det føles, som om jeg har kendt til det i hele mit liv, men det kan jo umuligt passe. Mit kendskab kan næppe gå mere end 15 år tilbage, og der skal nok være gået et par år eller mere, før jeg begyndte at tage emnet alvorligt. Fra min barndom husker jeg dog en oplevelse af de frygtelige følger af ørkendannelser. En af de første tekster, jeg skrev, var netop inspireret af en skoletur til Turkana-søen i det nordlige Kenya – et område, der dengang led under alvorlig tørke og gør det den dag i dag. Det var en patosladet elegi om dødbringende uretfærdighed og gruopvækkende fattigdom, som jeg gav titlen De udtørrede floders tristesse. Flere måneder efter kunne jeg stadig se de udmagrede mennesker, vi mødte, for mit indre blik, og der skulle gå lang tid, før jeg blev i stand til at frigøre mig fra en grundlæggende følelse af dyb ængstelse. At visualisere den globale opvarmnings konkrete effekter faldt mig svært: For mit indre blik fik jeg hele tiden billedet af den kvinde, jeg huskede fra det nordlige Kenya: Huden syntes at hænge på hendes knogler, og hun havde klynget sig til min arm og igen og igen insisteret på, at jeg ikke måtte tage afsted igen, før vi havde tørken var ovre. En eller to grader, 60 eller 80 centimeter, 450 eller 500 ppm – selv om det stod klart, at disse fremskrevne og omstridte tal ville indebære grumme konsekvenser i fremtiden, kunne ikke jeg anskueliggøre dem, ikke fornemme dem. De slog ingen gnister, der kunne tænde min fantasi. Som borger jeg var hjælpeløs. Som forfatter følte jeg mig henvist til genbrug af eksisterende billeder.

Sat i gang af en drøm

Jeg ville nok aldrig være været gået i gang med en roman om den globale opvarmning, hvis ikke en drøm, eller rettere et mareridt, var begyndt at plage mig. I drømmen så jeg en mand ligge fladt på maven på en klippeskråning, omgivet af de ynkelige rester af det, der engang havde været en gletscher. Manden var glaciolog og havde mistet genstanden for sine studier og sin livslange passion. Han forekom uendeligt trist og rådvild. Det var min drøm, og den brændte sig desto stærkere ind i min hukommelse, fordi den ikke var udsprunget af noget aspekt af mit eget liv. Jeg havde aldrig set manden i virkeligheden, og dengang kendte jeg ikke ene eneste gletscherforsker og havde aldrig selv oplevet en gletscher på tæt hold. Nogle år før havde jeg ganske vist besøgt Gangotri-gletscheren ved Ganges-flodens udspring og i den anledning skrevet: »I Himalaya tøer gletscherne, som om menneskeheden har glemt at lukke sin fryser.« Jeg omtalte også en profeti i det tusind år gamle skrift Brahmavaivarta Purana: Når tilstrækkeligt mange synder er skyllet af i Ganges, vil floden skjule sig under jorden. Den gode nyhed ifølge medierne, at modsat tidligere forudsigelser, vil dette ikke ske i 2035, men først i 2050.

Jeg kunne ikke ryste dette mareridt af mig. Jo mere jeg tænkte på den mand, der havde mistet sin gletscher, jo mere syntes han at hensynke i eksistentiel tvivl, civilisationsskepsis og en stadig mere omfattende forkastelse af vores økonomiske system, dets levevis og dets åndsholdning. Sammen begav jeg og min hovedperson os ud i en jagt efter forløsning eller helbredelse. Og og efter en tid fandt vi, hvad vi søgte, på det sted, hvor isen og gletscherne hidtil har undgået større nedsmeltning: Antarktis. Jeg forestillede mig, at den tidligere glaciolog fik hyre på et krydstogtskib som foredragsholder, ekspert og guide. Men uanset hvor oplivet han blev ved synet af disse polaregnes uberørte tilstand, følte han sig samtidig naget af den skæbne, de havde udsigt til, når de blev underkastet menneskelig beherskelse. Skræmmebilleder af rovdrift og naturødelæggelser lå på lur og kunne udløses af de mindste begivenheder, som f.eks. når en soldat bortkastede et cigaretskod i pingviners yngleområder. For glaciologen var Antarktis den sidste naturhelligdom på Jorden, og tanken om, at den skulle blive ødelagt, så uudholdelig, at han måtte konkludere: Det er op til mig at forhindre, at mennesker trænger mere ind på dette sted.

Himmel og helvede

Selv om nabostaterne tripper for at komme til at udvinde det isbelagte kontinents mineralressourcer, forbyder Antarktis-traktaten, der tidligst udløber i 2048, indtil videre enhver kommerciel udnyttelse, ligesom den fastfryser alle territoriale krav på regionen. Vi kan allerede forestille os Arktis’ undergang som en skræmmende faktum, men Antarktis står endnu til at redde. »Arktis og Antarktis, mine damer og herrer, udgør hinandens radikale modsætninger. Det ene er et havområde, der periodisk er dækket af is, det andet et kontinent. Det ene er ramt af ubønhørlig smeltning, det andet af et isdække på 4.000 meters tykkelse. Det ene er dømt til at forsvinde, det andet er relativt godt beskyttet og er på ingen måde tabt. Det ene er et spejl af vores destruktivitet, det andet et symbol på vores oplysning. For at opsummere: Helvede foroven, Himlen forneden. Disse, mine damer og herrer, er vor fremtids to poler.«

At få en idé er let nok. Det er heller ikke så svært at holde den op med fakta eller at give den plausibilitet og troværdighed. De virkelige problemer begynder først, når man skal formulere den på papiret. At skrive sætter ikke kun kød på ideer, men rejser også et væld af problemer. Hvordan kan jeg skrive om Antarktis, som kun kan besøges i korte perioder? Hvordan kan jeg skrive om det sidste Terra Nullius – et land, som ingen stat ejer og ikke bebos af nogen? Hvordan kan jeg skrive om et landskab, der knap er nok omtalt i litteraturen, eftersom mennesker helst forlader ubeskrevne steder, som ingen bebor.

Jordens lagre af hukommelse

Altså gik jeg om bord på et af de luksuskrydstogt-skibe, som besejler farvandet mellem byen Ushuaia i det sydligste Patagonien og Den Antarktiske Halvø i de australske somre. Vi sejlede ad Beagle-strædet forbi landemærker smykket med navne som Mount Misery og Cape Deceit, Last Hope Bay og Fury Island, hvilket virkede som et godt varsel set fra et litterært synspunkt. Inden længe blev jeg tryllebundet af det ukendte landskab og søgte måder, hvorpå jeg kunne beskrive det ... »fugle glider gennem halvmørket, skærer gennem kold luft med skarpe vinger, to omgange danner et liggende ottetal, hvide stormsvaler stiger i stejle buer, sorte stormsvaler falder som en dommers hammer, dykker efter fisk i trugene mellem bølgernes lysende kamme ... «

Når man står på dækket i fri luft og kigger ud, er det let at glemme civilisationen helt – hørelsen registrerer knap nok skibsmotorens dunk: ingen fly, intet drivtømmer, ingen skibsmaster er i sigte. Kun vind og bølger, gamle formationer af is og klippe, hvis figurer tager form på en måde, der ikke har noget med os at gøre, mens tavse fugle skriver flygtige beskeder på den monokrome himmel, som vi ikke aner, hvordan vi skal dechifrere. Isbjerge: Forrådshuse, der indeholder det friskeste vand og den reneste luft på Jorden låst inde i krystaller for tusinder af år siden, og som de nu frigiver ved smeltning, mens havet langsomt bearbejder dem. Is begyndte at fascinere mig. Det er ikke kun den mest forskelligartede af alle elementer, idet den skiftevis findes i fast form, som gas eller vand, men også en af Jordens vældigste hukommelseslagre. Det Europæiske Projekt for Isboring i Antarktis har allerede boret huller til dybder, som svarer til et tidsspand på 900.000 år, og i alle faser af deres nedstigning synliggør de stadier af vores klodes historie. Efterhånden følte jeg noget i retning af en kærlighed til is spire frem i mit sind.

Når humanismen ikke er nok

Vores skib stævnede videre gennem en naturlig kanal, der på begge sider var omgivet af hvide vægge, der steg op så langt øjet kunne se. Forude var kun den flimrende sorte overflade af glasagtigt vand. Verden var umærkeligt omdannet til en kridttegning på en tavle. Sammen stod vi der, indhyllet i varmt tøj i en tæt klynge på skibets dæk, som var vidne til en indvielse. Vores tavshed var ydmyghedens – et udtryk for en følelse af overvældelse, som var blevet stedse stærkere igennem i flere dage, siden vi fik øje på vores første albatros, vores første isbjerg, vores første hval, vores første takkede klippeø. I Antarktis får man snart den følelse, at man trænger sig på alene i kraft af at være menneske. Det er en inkongruent følelse, som fremkalder misantropi. Eller som i glaciologens tilfælde: Som lader antyde, at humanismen ikke længere er nok. Hans fortvivlede usikkerhed næres af skæmmende rudimenter af menneskelig bebyggelse i Antarktis’ udkanter. Især af de ødelagte hvalfangerstationer, disse rusttilgroede drabspladser, man finde på steder som South Georgia. Han kan ikke udholde et sådant vanvid af ødelæggelse, selv ikke som historiske levn.

Helvede er ikke et sted ...

Jeg kom tilbage fra Antarktis fast besluttet på at skrive romanen. For at udvide min research tog jeg kontakt til en førende glaciolog. Han lyttede høfligt til min historie og spurgte så, hvor gammel min hovedperson var. »På alder med dig,«svarede jeg spontant og til min egen overraskelse. Et eller andet sted først i 60’erne. Med andre ord: en videnskabsmand, der havde brugt det meste sit liv på at forske i is. Og som med tiden var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, hvad han gjorde. Da han som ung studerende indledte sit langsigtede forskningsprojekt i gletschere, gik han ud fra den naturlige antagelse, at analyserer man et problem korrekt, vil man også kunne løse det. Forstår vi, hvord an noget lever, kan vi også holde det i live.

Når vores instrumenter først har afgivet deres resultater, har vi et medie for, hvordan fremtiden viser sig gennem målinger. At finde de afgørende beviser er alt, hvad der behøves for at forbedre verden. Fremskridtet er et simpelt spørgsmål om præcise undersøgelser, og understøttende dokumentation er en plan for, hvordan man træffer de rette beslutninger. Sådan så han på det i begyndelsen af 1970’erne, da Gaia-hypotesen var genstand for heftig debat blandt unge forskere. Den samme Gaia, som engang blev tilbedt i Delphi, hvor fremtiden blev afsløret i ekstatiske udbrud. Den gang brugte de æthylen for at fremkalde deres trancetilstand. I dag producerer vi æthylen i enorme mængder. Den sidder i vores tøj, i de genstande vi omgiver os med og bruger til daglige gøremål og i vores kroppe, og således er civilisationen blevet immun de klartseende .»Er du ikke bange for helvede?«. Glaciologen får spørgsmålet hen imod slutningen af romanen. Han tøver længe, før han svarer. »Helvede er ikke et sted,« siger han så til sidst. »Helvede er summen af vores fejl.« Sådan formulerer man sig på poesiens sprog. På den politiske handlings sprog vil oversættelsen lyde noget i retning af: Kapitalismens patologier er overforbrug og affald. Den eneste kraft i verden, der er magtfuld, rig og kommunikativ nok til at forandre situationen, er den samme kraft, som forårsager den. Forandre den kommer den ikke til at gøre, så derfor må vi besejre den. Hvad kan litteraturen opnå andet end at beskrive den person, som gør modstand?

 

Ilija Trojanow

Tysk-bulgarsk forfatter, oversætter og forlægger, f. 1965 i Sofia, men kom til Tyskland i 1971, hvor familien fik politisk asyl. I 1972 flyttede familien til Kenya, hvor faderen arbejdede som ingeniør.Efter Universitetesstudier i Paris og München grundlagde Ilija Trojanow forlaget Marino, der har specialiseret i afrikanks litteratur. Han er i dag bosat i Wien. Ilija Trojanow er medlem af Tysk PEN og har udgivet en lang række skønlitterære og kulturkritiske værker, ligesom han skriver en fast klumme i det venstreliberale berlinske dagblad taz.

På dansk foreligger ’Verdenssamleren’ og hans nye roman om den globale opvarmning ’Isbrud’, der netop er udkommet på Tiderne skifter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu