Det rimer på kød, charcuterie og indmad

Pluto byder på international stemning, meget moderate priser og sindssyg lækker mad. Og bagefter kan det godt være lidt svært at rejse sig
Stemning. Der er god stemning. Der bliver snakket højt og grinet, bestilt drinks og flirtet, poseret og hygget, ædt og drukket. Og tjenerne myldrer, men har også tid til at være tilstede, når der er brug for dem.

Stemning. Der er god stemning. Der bliver snakket højt og grinet, bestilt drinks og flirtet, poseret og hygget, ædt og drukket. Og tjenerne myldrer, men har også tid til at være tilstede, når der er brug for dem.

Moderne Tider
1. december 2012

Okay det var bare en ret fed fredag, det var det. Den startede med, at Tone kom op forbi museet, hvor jeg nu har arbejdet i snart 10 år, og vi så Anri Sala sammen. Bagefter tog vi ind til byen, hvor der var CPH:DOX på programmet. Vi havde billetter til en dokumentar om performancekunstneren Marina Abramovi. Kort sagt følte vi os kulturelt berusede og med fingeren på pulsen – og så havde vi tilmed bestilt bord på Pluto, den nye Rasmus Oubæk-restaurant.

På Pluto køres der ud ad en tangent, der rimer på kød, charcuterie og indmad, men der er skam også fisk, skaldyr, rodfrugter og selvfølgelig oste og desserter på programmet. Det er ikke en restaurant for de frelste. Pluto kommer af Pluton guden over det romerske dødsrige. Vi lever kun én gang og velkommen ombord på færgen over Styx.

Vi bestilte straks syndens bobler.

Det er Beruselsens Time!

For ikke at blive Tidens mishandlede Trælle,

saa berus jer; berus jer uafladeligt!

I Vin, i Poesi, i Dyd – som I vil

Som han skrev engang, ham Baudelaire. Alt imens vi drak, fik vi bestilt østers au Dan Turéll til mig og kammuslinger med jordskok og soja til Tone. Mine østers var franske og friske, mens Tones kammuslinger var hårdt stegte med sprød skorpe og et blødt indre, der smagte så godt, at de ville kunne få ledelsen på Radio24syv til at falde hinanden om halsen og synge All You Need Is Love. Dertil var der tre slags jordskokker: rå (i papirtynde skiver), som creme og endelig en bagt og så med soja til for at salte og give kontrast.

Holder med Baudelaire

Tjenerne lignede nogle, der vil få en afsindig festlig julefrokost senere i år, og var samtidigt opmærksomme, søde og professionelle. Jeg kan vist godt afsløre allerede nu, at jeg er fan af det sted.

Små 100 kilo Børge holder sig jo ikke oppe på håndvarmede beder og klid-saft alene eller faktisk ikke overhovedet, så jeg bestilte en charcuterie-tallerken og en omgang croutoner med andelever og hjerter for at lægge en bund inden hovedretterne. Svimlende nuancer af kød, kød og kød, og så kan det godt være, at »for det sløvede Menneske bliver den sandselige Nydelse Hovedsagen«, men altså: Vi er en del, der holder med Baudelaire og tallerkener med kød, masser af kød. Peberpølsen var i skarp konkurrence med sortfodskinken, der begge fik baghjul af morkelpølsen, der igen blev sat skakmat af cornichonerne og de små syltede løg, som dog ikke kunne stille noget op mod patéen af vildsvin og Karl Johan, der var rå og fuld af natur; ja, man kunne næsten høre vildsvinet grynte ude i skoven en efterårsdag.

Mens kødet skælvede i min mund, fik Tone blæksprutter med grønne chili og citron. Grillet smag, syre fra citronen og chili til at løfte smagen. Det var den hellige treenighed på én tallerken.

Lokalet er råt, musikken dæmpet, så man sagtens kan snakke, men havde en fast tung bund af fest, der fik København til at lyde rigtigt godt den novemberaften.

Vi fik også bestilt mere vin – en orange én – som de kalder selektionen af naturlige vine på Pluto. Vi fik en 2009 Pico, La Biancara di Angiolino Maule, Veneto.

En af mine gamle venner, Svenske Per, mente engang, at grønne oliven smager af gedelort, men han kunne alligevel ikke lade være med at spise dem, fordi de jo smager godt. Picoen smagte måske lidt hen af grønne oliven, og skal vi ikke blive enige om, at den gyldne farve mindede om – flydende guld? Anyway, den havde talent, den vin, og kunne snakke med både kød og fisk som det mest naturlige i denne verden uden at miste mælet på nogen måde. I forhold til de forskellige retter viste den bare forskellige sider af sig selv, hvilket er en oplevelse, som jeg finder næsten mere spændende end tilpassede vinmenuer, hvor kun én side af vinen for alvor foldes ud. Selv da vi gik videre til hovedretterne og smagen blev kraftigere og gik endnu mere i hver sin retning kunne den knevre med, den vin der.

Tone fik sandart med urteolie og papirtyndt skåret blomkål. Sprødstegt fisk med mild og behagelig smag af hav, der fik kontrast af de skarpe nuancer fra urteolien og den rå blomkål. Picoen viste sin alsidighed og komplementerede fiskeretten med skarpe præcise toner samtidig med, at den underbyggede de mørkere nuancer på min tallerken, der tilmed var serveret i en sovs af rødvin.

Jeg havde fået serveret et bjerg af onglet, der var grovsprød i kanten og blodrød i midten, med rigelige mængder af marv og løg gavmildt imellem og over kødstykkerne. Det var ambrosisk kongeføde, der gav tårer i øjnene af lykke.

Vi delte en sort og grøn kålanretning til, som gik rigtigt fint til begge retter. Vi kom godt rundt i smagsnuancerne her, men vinen bandt det hele godt sammen, og vi løb hånd i hånd ned af de elysæiske marker, forfulgt af en bjæffende aflang orange hund med blafrende sorte ører, som var der ikke en dag i morgen.

Som travle bier

Stedet er ret stort. Jeg vil tro, der er plads til godt hundrede mennesker, og der var helt fyldt. Det var fredag aften, og der var god stemning. Der blev snakket højt og grinet, bestilt drinks og flirtet, poseret og hygget, ædt og drukket. Frække chicks og friske fyre, som Gasolin’ engang sang. Der var tryk på, og tjenerne myldrede rundt som travle bier, men de havde også tid til at være tilstede, når de kom forbi bordet.

Jeg ville godt have kastet mig ud i ostene, men jeg var så mæt, at jeg hoppede direkte til desserterne, og jeg faldt for passionsfrugt som is med hasselnødder og saltet karamel elegant serveret med blød maltose, der lå som en fin sne over og rundt om isen.

Pheew, det var en herlig omgang, men vi kunne ikke rigtigt rejse os endnu, og jeg trængte til noget hård spiritus. Jeg bad vores smukke tjener overraske mig, og jeg fik serveret en lyngsnaps, der kunne nydes som den bedste cognac.

Pluto byder på international stemning, sindssyg lækker mad til meget moderate priser. Vi slap 1.400 for os to, hvor halvdelen af prisen gik til drikkevarerne. Næste gang vi skal spise der, tror jeg vi skal være et større selskab og bestille 20 serveringer family style til 650 pr. næse og på den måde komme endnu mere rundt på kortet. Det er et hit, det sted, og jeg spår, at Pluto vinder nogle priser af forskellige slags i 2013.

Beværtet

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her