For en rugemor handler det om mere end rettigheder

Det er ikke de ulige magtforhold i den internatinale rugemorindustri, der gør folk i Nordeuropa oprørte, siger sociologen Amrita Pande. Det er det, at kvinder får penge for noget, de forventes at gøre gratis
Arbejdskamp. Diskussionen handler ikke om moral, men om det globale arbejdsmarked, for der kan vi tale styrkeforhold. I det moralske landskab bliver rugemødrene ikke anerkendt som handlende individer, der kan stille krav. De forbliver sårbare, umælende, ansigtsløse, siger Amrita Pande.

Arbejdskamp. Diskussionen handler ikke om moral, men om det globale arbejdsmarked, for der kan vi tale styrkeforhold. I det moralske landskab bliver rugemødrene ikke anerkendt som handlende individer, der kan stille krav. De forbliver sårbare, umælende, ansigtsløse, siger Amrita Pande.

Anders Wiklund
17. november 2012

Folk i Vesten er ekstremt optaget af rettigheder og meget lidt optaget af realiteter,« siger den indiske sociolog Amrita Pande, der er ekspert i den transnationale rugemorindustri. Her er produktet et barn og ydelsen ni måneders graviditet. Industrien vokser eksplosivt i disse år, og ’barnløse’ fra hele verden rejser til rugemorklinikker i Indien, hvor det er lovligt – og relativt billigt – at betale en anden kvinde for at føde ens barn. Amrita Pandes feltarbejde fra rugemorklinikker i den indiske delstat Gujarat danner udgangspunkt for socialteatergruppen Global Stories’ forestilling Made in India, hvor Pande også selv er skuespiller. Forestillingen turnerer i Sverige i disse måneder og kommer til Danmark næste år.

I Sverige er folk optaget af barnets rettigheder, retten til at få børn, rugemorens ret til sundhed og til at vælge, fortæller Amrita Pande, da Information møder hende i Stockholm i oktober efter Made in Indias premiere på Södra Teatern. Pande mener imidlertid, at den ’euro-amerikanske tendens’ til at gøre alt op i menneskerettigheder er meget lidt brugbar.

»Rugemorindustrien handler ikke kun om valg over for ikke-valg i liberal forstand eller rettigheder over for mangel på rettigheder,« siger Amrita Pande, der er opvokset i Delhi, men uddannet i USA. Derfor var hun også selv påvirket af ’liberal feminisme’, da hun startede sit feltarbejde i Gujarat i 2006. Men hun måtte slippe rettighedstænkningen for at forstå de realiteter, hun mødte, fortæller hun: »Rettighedsdiskursen er blevet til en individualiseret, privatiseret kontekst. Som ikke passer på virkeligheden et sted som Gujarat. For de kvinder handler rugemorarbejdet om langt mere end rettigheder. Det er en strategi til overlevelse, til at skaffe sig arbejde, indkomst, fremdrift. For sig selv og for deres familier.«

Pande har opholdt sig i to længere perioder på en af Indiens mest succesrige rugemorklinikker i landsbyen Anand. Her bor rugemødrene på særligt indrettede hostels, mens de venter på at føde børn, som hverken juridisk eller genetisk er ’deres egne’. Æg og sæd kommer enten fra kunderne eller en donor, og bliver sat op i rugemødrenes livmor ved hjælp af IVF-teknologi. Så går dagene med hormonbehandlinger, hvile, håndarbejde, fjernsyn, bøn, snak, undervisning, måske et besøg udefra. Indtil kvinderne efter ni måneders arbejde leverer et barn til ’klienter’ fra Delhi eller Japan eller Canada eller Californien eller Europa. Oftest ved kejsersnit. Det er nemmere at planlægge både for klinikkerne og for de tilrejsende klienter, eller køberne, som Pande kalder dem. Efter et par dages restituering kan rugemoren tage hjem med hvad der svarer til op mod fem års løn i Indien. Hvad overlægen på klinikken og alle de andre aktører i industrien tjener, er der ingen tilgængelige tal på. Men samlet anslås rugemorindustrien at kunne genere op mod 2,3 milliarder dollars alene i 2012.

Ulighed og afkoblethed

For at forstå logikkerne i rugemorindustrien, må man hoppe ned fra moralens høje hest, siger Pande.

»At opfatte rugemorfænomenet som amoralsk er at være fuldstændig ude af stand til at se virkeligheden, som den former sig for disse kvindelige arbejdere. For dem er det en anstændig indtægt. Den realistiske tilgang handler om at styrke kvindernes muligheder for at stille krav til deres vilkår.«

I Sverige kredser rugemordebatten om legalisering eller kriminalisering efter købesexforbudsmodellen. Pande bliver derfor konstant afkrævet stillingtagen til dette spørgsmål – som hun mener skyder forbi målet.

»I Sverige er der to grundpositioner: Feminister, der mener, at rugemorindustrien er det samme som prostitution, og at kunderne bør kriminaliseres. Og den modsatte, som især mandlige homoseksuelle er fortalere for: At alle har ret til at blive forældre, herunder ved at bruge rugemødre. Men ingen af yderlighederne indfanger de mange nuancer,« siger Pande, og uddyber:

»Særligt med en industri som denne, hvor produktet – et barn, der genetisk er ens eget – er så eftertragtet, er det urealistisk både at ville gennemtvinge et forbud og at forsøge at løse det inden for nationale grænser. Det er en af udfordringerne for lande som Sverige og Danmark: ikke at gribe til national lovgivning, som er et meningsløst redskab til at regulere en transnational industri.«

Men nationale løsninger er ofte netop, hvad der kræves, når der opstår »et moralsk betændt spørgsmål,« siger Pande: »Folk vil have skubbet problemet ud af deres synsfelt. ’Vi vil ikke have det i vores land’ er en bekvem reaktion, men det hjælper ikke de involverede aktører.«

Den indiske kvinde

Amrita Pandes kommende bog, der udkommer på New York University Press næste år, hedder Wombs in labor, og hun understreger, at hvad man end kan mene om rugemorindustrien, er man nødt til at anerkende det arbejde, kvinderne leverer.

»Ja, det er stigmatiseret, diskrimineret, usædvanligt, udbyttet, kønnet, reproduktivt – men det er ikke desto mindre arbejde,« siger Amrita Pande. Hun mener imidlertid, at debatten har tendens til at fokusere på relationen mellem mor og barn, hvor det er barnets rettigheder og morens sundhed, som er i centrum.

»Men ydelsen er på markedet, og så handler det ikke længere om mor-barn-relationer, men om relationer mellem køber og sælger, mellem kapital og regering, mellem turisme og medicin, mellem forskellige raciale og økonomiske klasser – alt sammen på tværs af landegrænser. Der er ekstremt mange lag i det,« siger Pande, der vil have diskussionen flyttet over, hvor den hører til:

»Det globale arbejdsmarked. For så vi kan komme til at snakke styrkeforhold. I det moralske landskab bliver rugemødrene ikke anerkendt som handlende individer, der kan stille krav. De forbliver sårbare, umælende, ansigtsløse.«

Amrita Pande mener også, at folk i det globale nord generelt har vanskeligt ved at forholde sig til den konkrete indiske kvinde, som udfører rugemorarbejdet.

» De kan forholde sig til barnet, til et svensk eller dansk barn, som vokser inde i en livmor i Indien. Men de kan ikke forholde sig til rugemoren som et andet menneske. Som en stærk kvinde, der muligvis ikke er uddannet, men som udmærket ved, hvad hun gør, og hvad hun siger. Folk kan have ondt af dem, men derudover kan de ikke forholde sig til dem.«

I Danmark er det forbudt at bruge en kommerciel rugemor, men tilladt at bære andres børn som en altruistisk gerning. Pandes ’problem’ med rugemorindustrien er derimod ikke, at kvinder bliver betalt for at være gravide, men derimod den markante ulighed mellem køber og sælger.

»Men faktisk er det sjældent uligheden, som får folk op af stolene,« siger Pande. »Det, der forstyrrer folk, er, at det er reproduktivt arbejde, som kvinder forventes at gøre gratis. Om det så er sex, at passe børn eller at føde andres børn. Når disse markant kønnede former for arbejde kommer på markedet, bliver folk ekstremt utilpasse. Det kan vi også se historisk. Da kvinder begyndte at ville betale andre for at passe deres børn, så de selv kunne tjene penge, var folk bestyrtede. Jeg taler konstant om uligheden mellem køber og sælger, men jeg oplever, at folk primært er optaget af, at dette er noget, kvinder burde gøre, fordi de føler en naturlig omsorg, er opfyldt af følelser og moderlighed.«

Og de forestillinger er klinikkerne gode til at udnytte, fortæller Pande:

»De spiller på de moderlige følelser og moderidentiteten, når det er bekvemt; og på kontraktarbejderforpligtelserne, når det er bekvemt. De vil have rugemoren til at føle omsorg for barnet, nære det og behandle det, som var det hendes eget, mens det stadig er i hendes livmor. Hun må endelig ikke anskue det som en forretning, for så får hun måske den idé at kræve flere penge fra kunden. Men i det øjeblik, hun har født barnet, skal hun glemme alt om moderlighed og blive en professionel kontraktarbejder, der opgiver alle krav på den vare, hun har produceret. Overlægen, forstanderinderne og sygeplejerskerne træner kvinderne til at være ikke en arbejder og ikke en mor, men en perfekt mor-arbejder,« siger Pande.

Prostitutionstruslen

Da Pande lavede sit feltarbejde, overnattede hun somme tider på rugemorklinikkens hostel.

»Om aftenen lyttede jeg til den uformelle snak, hvor forstanderinden forklarede rugemødrene, at dette er Guds gave til dem. Og at hvis de tænkte for meget på penge, ville de blive ligesom prostituerede. Rugemorindustrien er kontroversiel i Indien, fordi mange betragter det som en slags prostitution, og mange af kvinderne tøver i starten, fordi de ikke kender teknologien og tror, at de skal have sex med en fremmed mand. Så får de at vide på klinikken, at det overhovedet ikke har noget med prostitution at gøre. Men så snart, de begynder at lufte tanker om betalingen, så kommer disciplineringen: Vær ikke grådig, for så er du ligesom en prostitueret.«

Kammeratskaber

Første gang Pande hørte om rugemorhostels, forestillede hun sig noget fængselsagtigt – og det er de også. Men ikke kun.

»De er vitterligt meget restriktive, disse hostels, den absolutte legemliggørelse af Michel Foucaults teori om disciplinering og overvågning. Men inden for dette ’fængsel’ opbygger kvinderne utrolig smukke fællesskaber. De bor sammen i ni måneder og har praktisk talt ingen kontakt med omverdenen. Og når jeg spørger, om de ville have foretrukket at bo hjemme, siger langt de fleste: ’Nej, for herude har vi vores søstre.’ De er underlagt det samme regime og deler alle sorger og glæder.«

Nogle af kvinderne har Pande kendt i seks år, fordi de har været rugemødre flere gange, og hun kan konstatere, at de danner varige relationer indbyrdes.

»Der er for eksempel en trio, som går tilbage til mit første feltarbejde: En nepalesisk migrant, en gujarati fra landdistriktet, og en kristen kvinde fra den lidt større by Ahmedabad. Det var højst utænkeligt, at de tre kvinder skulle finde sammen, men de har dannet et stærkt fællesskab. De plejede at gøre sig lystige over, at de blev udstyret med computere og skulle lære engelsk, mens de var på hostellet. I deres livssituation var det stort set udelukket, at de ville få brug for den viden. I stedet ønskede de sig undervisning i skønhedspleje, så de kunne åbne en salon sammen og skabe en varig indkomst. Anden gang jeg var der, havde de fået opfyldt det krav. Det er ikke for at romantisere eller påstå, at der findes en rugemorfagforening, men kvinderne danner kammeratskaber. De har ikke mange magtmidler, men de bruger de redskaber, de har, og de bruger dem kollektivt. De har også fået indført, at ’formidleren’ – den som bringer rugemoren til klinikken første gang – ikke skal betales af rugemorens løn, men direkte af kunden. For kvinderne er det store sejre.«

Vokser eksplosivt

— Hvad har ændret sig mest, siden du kom til klinikken første gang i 2006?

»Omfanget,« udbryder Amrita Pande straks. »Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at industrien kunne vokse så hurtigt. Klinikken skal udvides til 20 gange sin størrelse, hele byen summer. For seks år siden var det en afsides landsby, som ingen rigtig kendte. Og så er industrien begyndt at knopskyde: Der er opstået en industri for barnepiger til de kunder, der ikke aner, hvad de skal gøre med barnet. Der åbner en brystmælkebank, og der bliver etableret samarbejder med ægbanker over hele verden. De ’kaukasiske’ kunder vil ofte ikke købe indiske donoræg, så nu har overlægen direkte kontakt med bureauer i Sydafrika og USA, der kan levere hvide æg til hvide kunder,« siger Amrita Pande og tilføjer:

»Men ellers er alt det samme: Kvinderne bor stadig på hostels, der er stadig ingen kontakt mellem rugemor og kunde, rugemødrene må stadig ikke forhandle deres løn, og lægerne vil stadig ikke snakke med mig.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Opvokset i Delhi, Indien, uddannet i Boston, USA og ansat ved University of Cape Town, Sydafrika. Som forsker og skuespiller er hun en del af Global Stories’ dokuteater ’Made in India’ om rugemorindustrien.

Pandes ph.d.-afhandling ’Commercial Surrogacy in India: Nine months of Labor?’ udkommer som bog på New York University Press i 2013.

Blandt hendes forskningsartikler er bl.a. følgende tilgængelige online:
- ’It May Be Her Eggs But It’s My Blood: Surrogates and Everyday Forms of Kinship in India’, 2009.
- ’Commercial Surrogacy in India: Manufacturing a Perfect Mother-Worker’, 2010

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu