Læsetid: 4 min.

Sagt og skrevet til lyden af raketter

Onsdag indgik palæstinenserne og Israel våbenhvile efter otte dages krig, der har kostet godt 140 palæstinensere og fem israelere livet. Hvis Danmark havde oplevet sådan en krig, ville vi huske det i århundreder. For befolkningerne i Israel og Palæstina er krigen dog blot endnu et par uger af en konflikt, der har stået på i generationer. Vi har plukket i kommentarerne
Slut for denne gang. En palæstinensisk dreng trækker sin cykel gennem ruinerne efter en israelsk fuldtræffer midt i Gaza by.

Slut for denne gang. En palæstinensisk dreng trækker sin cykel gennem ruinerne efter en israelsk fuldtræffer midt i Gaza by.

Mahmud Hmas

23. november 2012

»Så mange droner over Gaza by – det lyder, som om alle og enhver er ude og slå deres græsplæne i mørket.«

Richard Engel, udenlandskorrespondent, NBC, 16. november

 

»De droner, som svæver over Gaza, ville blive svimle, hvis de vidste, at deres funktion bliver sammenlignet med det, som udføres af plæneklippere, der fjerner uønsket vækst og sikrer, at terrænet er grønt. Der er snarere tale om livsklipning.«

Bloggeren Sinan Antoon, det arabiske onlinemagasin Jadaliyya, 16. november

 

»Den måde, vestlige medier dækker konflikten på, er dybt problematisk. De ignorerer fuldstændigt det faktum, at palæstinenserne har måttet hutle sig igennem tilværelsen i de sidste seks år under belejring. Israelerne giver kun lige akkurat palæstinenserne nok kalorier til at holde sulten fra døren. Men vestlige medier fortæller hverken om fødevarerationerne eller om de mange palæstinensere, der er døde. De dræbte palæstinensere bliver ganske enkelt ignorereret af de vestlige medier.«

»De vestlige medier beskriver de to parter som ligeværdige, men det er meget forkert. De måder, hvorpå palæstinenserne kan forsvare sig selv, kan slet ikke sammenlignes med, hvad Israel kan gøre med sin hær, som er blandt verdens stærkeste. Palæstinenserne er forsvarsløse, lever under ulovlig militær besættelse, og har ikke nogen til at hjælpe sig. De er desperate. Det skal selvfølgelig fordømmes, at de skyder ind i civile områder, men glem ikke, at retten til at forsvare sig imod besættelse er stadfæstet i international lov.«

Den australske forfatter og advokat Randa Abdel-Fattah, 17. november

 

»Hverken belejring eller bombningerne kommer til at vælte Hamas. Faktisk er Israel afhængig af, at Hamas kan udøve sikkerhedskontrol i Gaza og kontrollere raketter fra Islamisk Jihad og andre mere radikale grupper. Egypten har brug for Hamas til at kontrollere grænsen til Sinai, hvor ekstreme grupper prøver at angribe på Israel. Jeg håber inderligt, at yderligere tab af liv vil blive afværget. Udenrigspolitikken er beregnet til at forsøge at afholde folk fra at dræbe hinanden, men der er behov for mere. Uden radikal tænkning kan man ikke holde fast i idéen om to stater – måske er det allerede for sent.«

Storbritanniens forhenværende udenrigsminister David Miliband

 

»Det faktum, at vestens verdensledere bliver ved med at fremsige det samme mantra om fred gennem direkte forhandling er enten et udtryk for den største inkompetence eller for ond tro.«

Richard Falk, FN-rapportør for menneskerettigheder i Palæstina, aljazeera.com

 

»Til Staten Israel: Vi advarer jer kun denne ene gang: Lad være med at lukke adgangen til internettet for de besatte områder. Til folket i de besatte områder: Anonymous støtter jer i jeres kamp. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at bekæmpe de onde kræfter, som I udsættes for. Vi vil kæmpe for, at I opretholder forbindelsen til internettet og kan fortælle verden om jeres oplevelser.«

Videoklip fra Anonymous på Youtube.

 

»Vi har den seneste tid været vidne til en optrapning af raketangreb mod Israel fra militante grupper baseret i det Hamas-kontrollerede Gaza. Det er en udvikling, som understreger den for Israel helt uacceptable sikkerhedssituation. Regeringen fordømmer disse terrorangreb mod tilfældige civile mål.«

»Vi anerkender Israels ret til at forsvare sig selv. Samtidig vil en yderligere eskalering af situationen kunne få vidtrækkende konsekvenser, som hverken den israelske eller palæstinensiske befolkning vil være tjent med. Det er et dybt bekymrende perspektiv.«

Udenrigsminister Villy Søvndal, 14. november 2012

 

»Desværre står Søren Pind, Søren Espersen & co. på en linje om, at Israel har ret til nærmest hvad som helst. Det er som at se et slagsmål i skolegården, hvor Pind og Espersen står med fråde om munden og hepper på den ene part.«

»Jeg synes den helt igennem fanatiske position er uværdig for danske politikere. Det er Israel, der er besættelsesmagten. Det er Israel, der er stormagten.«

»Det er Israel, der har hovedansvaret for at skabe fred. Søren Pind og Søren Espersen burde tvinges til at holde en lang ferie i en af Gazas flygtningelejre. Konflikten i Mellemøsten er ulykkelig – både for palæstinensere og israelere. Men løsningen ligger først og fremmest hos Israel.«

Villy Søvndal, daværende formand for SF, 13. januar 2009.

 

»Det er Hamas, der er ansvarlig for udbruddet af vold. Den palæstinensiske regering burde opfordre Hamas til at stoppe eskaleringen, at tonen bliver mere moderat, for de skader den civile befolkning, og området er meget følsomt.«

Tysklands forbundskanslerAngela Merkel, 16. november.

 

»Israel er blevet så vant til, at dets konflikter med palæstinenserne og de arabiske naboer har kunnet løses med knusende militær overlegenhed. Den aktuelle Gaza-konflikt illustrerer alt for godt, at netop den tankegang på sigt er væsentligt farligere for Israels sikkerhed, end de primitive Hamas-raketter, der har taget deres fokus.«

Brian Esbensen, cand.scient.soc. med speciale i udviklingspolitik og internationale politiske forhold

 

»Det her kunne være selvstyret og Abbas’ sidste dage – for hver dag Hamas fortsætter med at vise styrke, mister selvstyret fodfæste.«

Palæstinensisk journalist Mohammed Jaradat 18.november 2012

 

»Den amerikanske interesse er en fredelig udgang på konflikten, der beskytter og forbedrer Israels sikkerhed og stabiliteten i regionen, fører til bedre forhold for de civile indbyggere i Gaza, og som kan genoprette arbejdet for en tostats-løsning, hvor palæstinensere og israelere kan leve side om side i fred og sikkerhed.«

Amerikansk vicesikkerhedsrådgiver Ben Rhodes, 19. november

 

»Situationen her i det sydlige Israel har været svær, ikke kun for os, men også for vores dyr. Vores dyr har for længe siden lært, at de, når alarmen går, skal løbe ind i et sikkert rum. Det gør de hver eneste gang, og nu foretrækker de faktisk at blive derinde.«

Israelske Nofar Gal fra Yad Mordechai tæt på grænsen til det nordlige Gaza til til The Jerusalem. Familien har en hund tre katte.

 

»På trods af den nuværende situations komplekse karakter og alle de frustrationer, der gør sig gældende, så siger vi til det internationale samfund, at der stadig er en chance – måske den sidste – for at opnå en to-stats-løsning og hive freden i land.«

Mahmoud Abbas på FN’s Generalforsamling, 27. september 2012

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu