Læsetid: 7 min.

»Set fra et dansk perspektiv er jøder da sindssygt mærkelige ...«

Det er rigtig sjovt, når hele Danmark er på den anden ende, fordi der er nogen, der måske har set en ulv i Nationalpark Thy. Eller når DR-ansatte diskuterer, om Laurent Fabius hedder ’Fabyss’ eller ’Fabiyss’. Peter Falktoft er kun 27 og har fået priser for at være Danmarks bedste radiovært. Måske fordi han går lige til grænsen
To slags skæg. Det er aldrig virkelig farlige ting som islam eller jødedommen, folk bliver sure over. Men hvis du kommer til at sige, at de, der har HTC-produkter, ikke bryder sig om Apple-produkter, eller at det er en god ide at lægge atomaffald på Lolland, så bliver folk rasende. Det undrer Peter Falktoft.

To slags skæg. Det er aldrig virkelig farlige ting som islam eller jødedommen, folk bliver sure over. Men hvis du kommer til at sige, at de, der har HTC-produkter, ikke bryder sig om Apple-produkter, eller at det er en god ide at lægge atomaffald på Lolland, så bliver folk rasende. Det undrer Peter Falktoft.

Tine Sletting

3. november 2012

Dagen inden, jeg møder den 27-årige radiovært Peter Falktoft, havde han og medværten Esben Bjerre haft jødetema i Monte Carlo på P3. Komplet med jødequiz og svarmuligheder på om jøden er: A: ganske fedtet? B: en stræber? C: alt for meget?

De havde diskuteret et tv-indslag i ugens udgave af DR’s udlandsprogram Horisont, der handlede om en ultraortodoks jødisk kvinde i køkkenet og hendes kvaler ved at bruge en gaffel fra køkkenets mælkeafdeling til at røre rundt i noget kød, og om hvordan hun i desperation til sidst måtte ringe til rabbineren for at finde ud af, hvad hun så skulle gøre for at være kosher.

Især havde Falktoft og Bjerre fremhævet indslaget om, hvordan en flok rabbinere på markedet begyndte at skændes om en plet på en dragefrugt, et skænderi, der endte med, at de måtte ringe til overrabbineren for at finde ud af, hvem der havde ret.

Esben Bjerre ligner endda en jøde, konstaterede Peter Falktoft. »Høj og tynd og bleg og voldsomt opmærksom på, hvad han putter i munden.«

Det er totalt over grænsen. Og totalt komisk. Der hvor man faktisk ikke helt ved, om man skal være forarget, få det dårligt – eller om man kan tillade sig at bryde ud i latter.

»Ja, da, er du sindssyg, det er da totalt politisk ukorrekt,« siger Falktoft. Han lægger begejstret trykket på sindssyg, gestikulerer engageret, klapper, når han vil understrege noget. Hans Aarhus-dialekt underspiller, det han siger, mens hans begejstring hiver det op igen.

»Men ud fra et dansk perspektiv er jøder da sindssygt mærkelige med deres våde krøller og toraen og den der tilgang til sanitet i køkkenet. Det skal man da have lov til at snakke om, hvis man gør det nogenlunde sobert,« siger Peter Falktoft også kendt som Snebolden, den ene halvdel af duoen i radioprogrammet Monte Carlo på P3.

I DR omtaler man ham som talent, et af de største radiotalenter i public service-organet lige nu, og i september fik han og Esben Bjerre da også »papir på, at de er Danmarks bedste radioværter«, som han siger. Det var der de vandt den fornemste radiopris i Danmark, Den Gyldne Mikrofon, for deres program, der kun har eksisteret siden februar, og som siden da har ligget lige der. På grænsen.

Virkeligheden

»Hvordan ville Skagen se ud med en vindmøllepark? Som pis. Hvordan ville Lolland se ud med et atomkraftværk? Fin,« lød deres kommentar til, at en bus fyldt med vrede lollændere var taget til København for at protestere mod atomaffald på Lolland.

»Det er det sjove: Det er aldrig virkelig farlige ting som islam eller jødedommen, folk bliver sure over. Men hvis du kommer til at sige, at de, der har HTC-produkter, ikke bryder sig om Apple-produkter; at de er sådan nogle, der køber lys pålægschokolade og sørger for, at der kommer stemmer ind til Vild med Dans via telefonen. Eller hvis man siger, at det er en god ide at lægge atomaffald på Lolland. Så bliver folk rasende. Det vælter ind. Hvor vover I?«

Det er selvfølgelig synd for dem fra Lolland, erkender han. Men egentlig er det også bare rigtig sjovt.

»Fordi det er en perfekt valgt location. Fordi lollænderne A: nok ikke lægger mærke til det, og B: de nok har ting i deres køleskabe, der slår dem ihjel før strålingen gør. Men hvis du skærer en hel verdensdel af som værende ikke rigtige mennesker, for eksempel asiaterne, så er folk iskolde. Alle de her fordomme, der er om Danmark … Det er meget vildere i virkeligheden.«

På DR’s hjemmeside bliver Peter Falktoft præsenteret som den sjove, sarkastiske, unge vært med hang til sjældne kondisko og hip-hop-ikonet Kanye West.

Ham, der laver sjov med prinsgemalen og Svenning Dalgaard, skal få de unge til at lytte til radio fra valgkampen i USA og fra folkemødet på Bornholm, står på snowboard og hader ’haters’, mens han i mandebladene mest bliver spurgt om, hvordan hans drømmekvinde skal se ud.

Det lyder tilbagelænet, ligesom i radioen. Men så siger han ting, som man også ville høre fra en sur gammel mand.

Ting som: »man kan godt skamme sig over sin generation, jo mere håbløst du kan opføre dig og jo mere du kan blamere dig, des mere opmærksomhed får du.«

Eller: »det amerikanske valg er det vigtigste i vores tid.«

Eller: »Ekstra Bladet har sin eksistensberettigelse som den lille mands forsvarer, men 90 procent af tiden handler det bare om, hvem der har været stivest på en natklub lørdag aften og obskure kannibalhistorier, samtidig med at de driver prostitutionsvirksomhed på de bagerste sider.«

Peter Falktoft kan godt blive sur. Og forarget.

»Hele spørgsmålet om homovielser gik vi sindssygt meget ind i og fik skabt os en del uvenner. Der var for eksempel en fremtrædende biskop i Danmark, der foreslog, at man helt måtte droppe den kristelige vielse. Der står et voksent menneske med et helt liv inden for sit eget fag, som så foreslår skolegårdsmanøvren med, at hvis ikke der er slik til alle, så er der ingen, der må. Det var vi ret rystede over.«

Eller det, Ekstra Bladet kalder Min Sag, hvor man som privatperson kan opnå nok støtter til, at du kan få en artikel i avisen, hvor man selv har valgt kilder.

»Det har vi brugt meget tid på. Det er at skide højt og flot på ordentlig journalistisk. Når det er sagt, så laver de et fremrgende sportstillæg.«

Og gode rubrikker. Det er det mest irriterende ved Ekstra Bladet.

»Også fordi vi ikke er bedre, end at vi selv kommer til at trykke på de dummeste artikler. Vi har et indslag, der hedder, ’Jeg hader mig selv’. Sådan noget som ’Politibetjent kvalt i analkugler’. Åhh, hvor du skammer dig. De har valgt en vej, og de vandt, så kan vi andre være idioter.«

Det hedder Fabiyss!

— Hvad synes du selv er sjovt?

»Jeg synes ofte, korrespondenter er rigtig sjove. Søren Bendixen, DR’s mand i Kina, han er skøn. Hans jakkesæt er altid krøllet, han er pisseligeglad med, hvordan han ser ud, han har boet så længe i Kina, at han har fået lige så travlt, som de har; han skynder sig hele tiden, så han har aldrig en strøget skjorte og har altid bare lige fået kastet den der blazer på. Og så synes jeg, det er sjovt, når hele Danmark er på den anden ende, fordi der måske er nogen, der har set en ulv oppe i Thy nationalpark. Jeg synes tit, de ting, der sker i virkeligheden, er de sjoveste ting overhovedet.«

Peter Falktoft følger med i alt. Ser tv-aviser, Deadline og Horisont, så snakker han og Esben Bjerre om, hvad de har set, og hvad de synes er sjovt, og det er ofte det samme.

»Det er bare Esben og mig og den måde, vi ser på verden. Der er for eksempel barok-uge i Gentofte i denne her uge. Det ved jeg ikke, om du er klar over?« siger han på en måde, som igen gør en i tvivl om, hvorvidt han synes, det er sjovt, vigtigt eller latterligt.

»Vores program er en modreaktion til den her meget puritanske og alvorlige tilgang, der er til alting herhjemme. Jeg tror, at det afholder folk fra at forholde sig til verden, om det nu er en kommunalreform eller præsidentvalget i USA, fordi det bliver præsenteret af meget alvorlige folk i flotte jakkesæt.« siger han. Som fornuftigt menneske, må man ikke sætte spørgsmålstegn ved noget, hvis det er sagt alvorligt.

»Jo, Clement Kjersgaard må godt. Som Clement selv siger, at når Clement holder fri, så bliver der ikke lavet kritisk journalistik i Danmark.«

Det er ikke til at høre, om han kan lide Clement Kjersgaard eller ej.

»Hvis Clement er højkulturen, så er vi proletariatet. Og vi synes, det er synd, at den her måde, folk forholder sig til, hvad der sker i Mellemøsten eller i Champions League på arbejde eller blandt venner, ikke kom til udtryk i mediebilledet.«

— Hvad er det bedste, du nogensinde har lavet?

»Det var, da vi fik fat i et hemmeligt dokument lækket af vores gode, unavngivne ven fra nyhedsgangene,« siger han og forklarer, at det var en korrespondance, der afslørede en kontroversiel og voldsom uenighed mellem TV Avisen, Deadline og korrespondenterne om, hvordan franske politikeres navne bliver udtalt. For eksempel Laurent Fabius. Eller magasinet Charlie Hebdo.

»Det var en tråd, der var stukket helt af, der handlede om, om man sagde Fabyss eller Fabiyss. Til sidst blandede Mette Fugl sig og sagde: Så stopper I: Der bliver sagt Fabiyss og ikke Fabyss. Hun havde set meget fransk fjernsyn, sagde hun, og det var altså Fabiyss. Jeg ved ikke hvorfor, det er muligvis meget indspist, og som udgangspunkt er det nok mest sjovt for Esben og mig, men jeg mener, det er nok det bedste, jeg nogensinde har lavet. Det var virkelig sjovt.«

— Er der et radioprogram, du ville ønske, du havde lavet?

»Mit eget.«

— Hvorfor?

»Fordi jeg synes, det er det bedste.«

Han holder en lille pause.

»Det er så her, det kommer til udtryk, at jeg er enebarn og vokset op med den tro, at universet drejer sig om mig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Hvis regeringen nu sagde, at man kunne lukke hele P3 og flytte Danmarks radio til Lolland, vil man så også skrige af grin?

Ortodokse jøder kan jeg forstå og respektere, men dannelsesfjendske århusianske radiohipstere, slet ikke.
Radio er blevet et medie hvor der bare skal lukkes så meget anti-lærd pis ud som muligt. Så kan man give en pris til dem der kan nå at larme mest uden at komme til at tænke noget igennem.

Jo, jøders særheder er sjove. Men de der holdninger, som nogle få af dem har til fødevarer, er en voldsomt udbredt tendens. Fx hos folk der har fået konstateret mælkeallergi hos den nærmeste healer (for lægens test gav ingen udslag), og på samme vis nægter at røre fødevarer, som blot dråber af denne hvide gift har ramt. Eller vegetarer der simpelthen får kvalme når de opdager, at der er små to procent sardiner i deres tomatpuré (tjek selv på glasset).

Og naturligvis skal religiøse fanatikere punkes på passende vis for lignende absurditeter. Grænsehumor kan være interessant, og Monte Carlo er ikke det værste af slagsen - men jeg orker ikke selv at høre på det. Så hellere Selvsving...

Heinrich R. Jørgensen

Monte Carlo og dets to værter, har en satirisk tilgang til at forholde sig til væsentlige emner.

Deres program er ikke mindre begavet eller relevant end de Clement Kjergaard ryster ud af ærmerne. De er blot ikke tilhængere af formatet, hvor vrede, råberi, konflikter og meningspromovering er komponenter, der danner rammen om realityshows med alt for megen selvhøjtidelighed, spydig foragt og adrenalin.

Mht. de franske navne og deres udtale viser dette klart at mange i Danmark ikke længere har haft fransk i gymnasiet, og derfor intet aner om hvordan franske navne udtales. Også engelske og tyske navne bliver alt for ofte udtalt forkert i de danske medier og helt galt går det da med polske, eller kinesiske navne mv.

Derudover laver Clement Kjærsgaard aldeles ikke kritisk journalist, han laver selvpromoverende Kjærsgaard journalistik, hvor han på overfladisk vis forsøger er være kritisk.

Men bare fordi A er en forudsætning for B, så følger der af ikke nødvendigvis, at B er en forudsætning for C.
Et eksempel:
Bioware laver computer-rollespil. Mange spillere antager automatisk at når Bioware siger de fokuserer på romancer i spillet, så betyder det at f.eks. kamp-systemet lider eller at historien lider. Og sådan er det altså ikke.

Ligeledes kan man ej heller slutte at fordi Ida Auken synes at regerings politik er for blå, og at hun personligt godt kunne tænke sig at den var mere rød, at hun mener, at regeringen fører blå politik. Det var nemlig det der var denne Clement, denne Kjærsgaards, pointe i interviewet med Ida Auken. Men det at opstille en falsk modsætning, en stråmand, som det vist hedder i dag i moderne kommunikation....

Og derfor bør programmet med Clement Kjærsgaard stoppes pr. omgående....

Heinrich R. Jørgensen

Karsten Aaen:
"Og derfor bør programmet med Clement Kjærsgaard stoppes pr. omgående…."

Langt de fleste tv og radio-programmer der foregiver at være seriøse, er en krænkelse af humanitet og humane bestræbelser til alle tider. Problemet er ikke alene værterne -- det er vel ret beset konceptet, der oftest er forfejlet.

til Aaens kritik af Clemens kan siges, at 'stråmands'-eksperimenter - 'placebo'-eksperimenter normalt kaldet indgår i enhver post-positivistisk videnskabelig undersøgelse.
Men et politiker-ego kan bare ikke klare at blive guineapigget. Det er noget man gør ved andre, ikke 'mig den betydningsfulde'.
Joe....

Niels Engelsted

Jeg har også haft mine problemer med Clement, men efter striden med Anita Bay Bundegaard fra Politiken om interviewet med Astrid Krag, har jeg besindet mig. Astrid snakkede uden om, som alle politikerne gør, og Clement holdt fast. Det ser man ikke tit. Eller rettere, hvornår ser man en tv-journalist, der ikke er mikrofonholder for blå side? Måske Qvortrup i ny og næ, men ingen andre. Så jeg er begyndt at værdsætte det opblæste gabehoved.

Vibeke Rasmussen

Hvordan blev konkurrencen om Danmarks "bedste" radioværter egentlig afgjort? Via SMSer? Og hvordan definerede man – hvis overhovedet – begrebet "bedste"?

Men bortset fra dét så er Peter Falktoft og Esben Bjerre faktisk ganske fornøjelige at lytte til. Og jeg mener, modsat journalisten her – dér har vi den igen: Hvordan definerer man betydningen af et ord? – ikke, at de er sarkastiske. De er ironiske, ja, men helt uden den ondskab og ondskabsfuldhed, som ofte er en (hoved)bestanddel af sarkasme.

I øvrigt er det ret interessant at høre, at DRs medarbejdere, angiveligt, har haft en så voldsom diskussion angående udtalen af Laurent Fabiuses efternavn. Hvor svært kan det egentlig være, angående ethvert udenlandsk navn, at få det opklaret én gang for alle og så sende et memo ud til samtlige studieværter og reportere?

På tilsvarende vis kan det undre, at der f.eks. og tilsyneladende kun er én medarbejder på DR, der véd at Kofi Annans efternavn har tryk på første stavelse. Og at hans fornavn ikke udtales kof-fi men koh-fi.

Men sådan er der jo så meget …

Nu vi taler om mishandling af navne vil jeg fremhæve et eksempel, der irriterer mig inderligt og har gjort det i mere end 20 år, siden juntaen 'omdøbte' Burma til Myanmar. Siden har samtlige radio- og TV-journalister omtalt landet som 'Myanmar, det tidligere Burma'. Ordet er i sin oprindelse ganske det samme og udtalen stort set også, hvad folk med kendskab til asiatiske sprog vil kunne bekræfte - der er tale om en formelt litterær form versus en kollokvial form. Det samme gælder de 'omdøbte byer Yangon/Rangoon, Mawlamyine/Moulmein etc. Ideen med et memo om udtale lyder som nødvendig førstehjælp...

Til memo'et der skal sendes rundt til alle nyhedsoplæsere ikke blot i DR, bør tilføjes den rette udtale af ordet "Premierminister", tak. Jeg magter ikke at (for) mange folk udtaler det [præmiere-minister]...!