Læsetid: 4 min.

I tider som disse

Den tysk-amerikanske filminstruktør Ernst Lubitschs komedier fortjener en renæssance – ikke mindst på grund af deres politiske potentiale
Den tysk-amerikanske filminstruktør Ernst Lubitschs komedier fortjener en renæssance – ikke mindst på grund af deres politiske potentiale
3. november 2012

I Ernst Lubitschs Trouble in Paradise fra 1932 forekommer udsagnet »in times like these« (i tider som disse) adskillige gange. Mest slående sker det i scenen, hvor bestyrelsesformanden Monsieur Giron insisterer på at skære i lønningerne på parfumefabrikken Colet. »Hvis din mand var i live i tider som disse, så ville han som det første skære i lønningerne,« siger han til Madame Colet, som er filmens romantiske omdrejningspunkt.

Vi vender tilbage til hendes svar nedenfor. I første omgang er det interessant, hvor meget Girons udsagn minder om vore egne tider. I 1932 befandt man sig midt i den store depression, som var blevet udløst af et finanskrak, der først og fremmest var forårsaget af umådeholden spekulation. Den nuværende krise blev også udløst af umådeholden spekulation. Og løsningen er på forunderlig vis den samme. Er det ikke påfaldende, at hver gang finanserne smuldrer om hænderne på spekulanter, så er det politiske resultat lønnedgang og sociale nedskæringer?

I kølvandet på det seneste krak er der blevet foreslået ganske mange systematiske indgreb på finansmarkederne, og lige så ofte synes de at blive taget af bordet – på grund af en magtfuld banklobby, på grund af frygten for yderligere nedsmeltning på markederne, eller måske ganske enkelt fordi det er nemmere at generere politisk momentum omkring en nedskæringskurs over for dovne Robert og co. Det gode spørgsmål er imidlertid, hvorfor vi så hurtigt vender os til at acceptere denne fordeling af ansvaret.

Tidernes alternativer

Afsnit 10 af den danske familieserie over dem alle hedder I disse tider. Man kunne let forestille sig, at hele serien havde heddet I disse tider, hvis ikke det lige var fordi, den skulle hedde Matador. For det første fordi den fungerer som det store periode-drama, der genfortæller en vigtig del af danmarkshistorien med smørhullet Korsbæk som allegori over smørhullet Danmark, og for det andet fordi henvisningen til ’tiderne’ og deres hårdhed er et gennemgående tema i serien. Som bekendt udspiller handlingen sig lige som Trouble in Paradise i tiden efter den store depression, og den omhandler i store træk de ideologiske spændinger, der stod på i disse tider.

Det deprimerende ved et gensyn med serien er , hvor lidt tingene synes at have forandret sig. Er det ikke slående, hvor lidt forskel, der er på løsningsforslagene, som vi i Matador præsenteres for i forhold til depressionen der fulgte på krakket i ’29, og dem, som vi i vor egen politiske virkelighed præsenteres for i forhold til den nuværende økonomiske krise? Valget står stort set mellem (neo)liberalisme og konservatisme. Man kan vælge at slutte sig til udviklingen, og den dynamiske Mads Skjern; eller man kan vælge at slutte sig til de konservative dyder og Hans Christian Varnæs.

Det er i virkeligheden et mærkværdigt alternativ. På den ene side projektet med at lønningerne, dagpengene og skatten skal sænkes, imens reguleringer af markederne (især de finansielle) så vidt muligt fjernes, og hvis man så ønsker sig et alternativ til dette politiske regime, så kan man vælge Gud, Konge og Fædreland – i dag bedre kendt som projektet med at beskytte danskheden mod de farlige fremmede.

Sagen er den, at uanset hvad man vælger, så får man præcist det samme. Varnæs og Skjern kan trods alt godt blive enige såvel om den økonomise politik som om Gud, Konge og Fædreland. Og om det er Socialdemokraterne eller Dansk Folkeparti, der fastholder 24-års-reglen, ændrer lige så lidt, som det gør, om det er Radikale Venstre eller bare Venstre, der skærer i velfærden og bruger pengene på skattelettelser.

På mange måder synes vores politiske forestillingsverden stadig at være begrænset til de muligheder, der udspiller sig i det rum, der skitseres i Matador – egentlig er det ikke noget under, at serien stadigvæk trækker folk ind foran tv-skærmene, selv om den er blevet genudsendt et utal af gange og i øvrigt kan ses gratis på dr.dk.

Madame Colet vs. Spørgsmålet

Men lad os vende tilbage til Monsieur Giron, som med rette kan siges at stille et spørgsmål: »Hvis ikke vi skal skære i lønningerne, hvad så?« Hvad vil det i det hele taget sige, at stille den slags spørgsmål?

Aron Ronald Bodenheimer skrev i 1984 en lille filosofisk perle med den sigende titel Warum? Von der Obszönität des Fragens (Hvorfor? Om spørgsmålets obskønitet). Bodenheimers pointe var den lidt overraskende, at der er noget nederdrægtigt over selve det at stille spørgsmål. Alene i kraft af at man bliver stillet et spørgsmål, bliver man fanget i den verden, spørgsmålet tilbyder. I forhold til såvel Matador som den politiske situation efter en finansiel krise, er det let at se spørgsmålets obskønitet. Her har man valget mellem Varnæs og Skjern, men ikke alene kan man bebrejdes at have fravalgt Skjern, hvis man vælger Varnæs, og det viser sig at gå lidt halvskidt. Ved i det hele taget at vælge den ene løsning bliver man pludselig ansvarlig for det rum, spørgsmålet placerede én i.

Det er her Madame Colets svar til Monsieur Giron bliver interessant. Som vi husker, foreslog Giron, at lønningerne burde sættes ned. Hertil svarer Colet: »Desværre Mr. Giron, men forretninger keder mig uendeligt, og desuden har jeg en frokostaftale, så jeg er bange for, at lønningerne må forblive, som de er.« Det, som Colet her gør, er at afmontere selve spørgsmålet »Skal vi skære i lønningerne?«. Hun anerkender ikke det rum, spørgsmålet definerer for hende, og dermed bliver hun også fri for at skulle besvare det spørgsmål, som ellers uvægerligt ville have fulgt på et simpelt nej, nemlig: »Hvem skal vi så lade det gå ud over?«

Hvor henkastet og tilfældig Colets gestus end virker, så rummer den ikke desto mindre en vigtig lektie: Den første betingelse for at opfinde ny vej ud for et samfund i krise, er at afvise valget mellem økonomisk liberalisme og konservative dyder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad mon CEVEA egentlig laver, udover naturligvis den massive meningsdannelse i landet det giver at skrive interessante abstraktioner i landets intellektuelle avis?

Rasmus Bro Clemmensen

@ Esben

Jeg tror de er indenfor universitetsverdenen.
Og så laver de et lille radioprogram: http://www.radio24syv.dk/programmer/center-for-vild-analyse/

De har tidligere udgivet et par bøger, bl.a denne:
http://www.information.dk/217621

Og de er lige nu bogaktuelle med denne:
http://www.saxo.com/dk/saerklasse_center-for-vild-analyse_haeftet_978877...

Og så var der vist en konference for nylig med nogle slovenske filosoffer... De er nogle aktive herrer.
Måske Danmarks vigtigste intellektuelle institution.

Michael Kongstad Nielsen

Men der var jo andre svar i 1930-erne, end dem man har at vælge mellem i Matador, Varnæs eller Skjern. Der var Socialdemokraternes (foruden yderfløjenes (dog er "Røde" med)). Stauning trænger vist ikke meget igennem i det stærkt borgerlige Matador-univers (derfor er den måske så populær?). Men S fik i Staunings lejlighed i Kanslergade sat et svar igennem, der betød stop for arbejdsgivernes krav om 20 % lønnedgang, og et andet svar var brobyggerier over Storstrømmen, Lillebælt, Oddesund, Limfjorden, og andre offentlige arbejder, herunder etablering af S-tog i København. Samt udstykninger af nye husmandsbrug. Alt sammen svar på den store arbejdsløshed og økonomiens deroute. Dertil en devaluering af den danske krone.

Alt sådan noget kunne også være svaret idag, måske. Eller som en variant: - reguler finansverdenen og beskat transaktioner, tag pengene hvor de er, hos de rige (som i Frankrig og nu også i USA (måske)), hos både Varnæs og Skjern.

Det er mest anvendeligt, at finde årsagen til misbruget, derved åbnes vejen for nye tanker. I dette tilfælde må det være egoisme, og grådighed. Hvordan fodrer man empatisk udfordrede, med koder, der harmonerer med et fælles bedste.

Sproget ... gennem sproget defineres problemstillingerne, gennem problemernes definition findes løsninger.

Er det folks dovenskab der er problemet - jamen så må vi tugte dem til rette moral

Er det markedets manglende evne til at give alle mulighed for selvforsørgelse der er problemet - ja så må se på omfordelingen og stå sammen med de ramte.

Det er ikke bare et spørgsmål om at afvise valget mellem økonomisk liberalisme og konservative dyder, der er et før og et efter. Og "før'et" er forsømt. Jeg kan jo sagtens afvise valget, men det batter ikke før det er befolkningen der afviser valget. Det kan de kun hvis de har en mulighed for alternativ problemformulering. Hvis de har en anden fortælling at se kontekst fra. Hvem giver dem et nyt sprog at se med?

Ikke den etablerede parlamentsvenstrefløj. Nogen af dem forsøger at løse problemerne ud fra liberalistisk sprogbrug ... det kan man ikke, det giver liberalistiske løsninger.

Andre hænger fast i et dødt venstrefløjssprog som i dag vækker mere smil, ubehag og afvisning, end det kan mobilisere.

Det må være de intellektuelles job at formidle bredt. Det må være venstrefløjsorganisationernes (alle slags, partier, fagforeninger osv) job at give dem platform.

Indtil det indses, og sker, vil vi rende rundt i liberalistiske cirkler og forsøge at slukke den forkerte ildebrand, nemlig det der i virkeligheden ikke er brand, men ild under fyret: Befolkningens talent, evner, vilje og ressourcer.

(se en gang: Jeg skrev befolkningen i stedet for Folket ....)