Læsetid: 10 min.

Xi Jinping: Hans styrke er alt det, han ikke mener noget om

Han er søn af en revolutionshelt og er langsomt kravlet op ad kommunistpartiets rangstige. Xi Jinping overtager magten i Kina – og dermed ansvaret for at finde løsninger på de store udfordringer, Riget i Midten står overfor. Men ingen ved rigtigt, hvad han står for – han går tilsyneladende ikke ind for noget. Og måske er det det, der banet hans vej til magten
Velkomst. Xi Jinping (i midten)  hilser på øvrige medlemmer af ledelsen ved åbningen af kommunistpartiets kongres torsdag i Folkets Store Hal i Beijing. Efter kongressen vil han kunne slette ordet ’vice-’ fra alle sine titler.

Velkomst. Xi Jinping (i midten) hilser på øvrige medlemmer af ledelsen ved åbningen af kommunistpartiets kongres torsdag i Folkets Store Hal i Beijing. Efter kongressen vil han kunne slette ordet ’vice-’ fra alle sine titler.

Wang Zhao

10. november 2012

Det er sommeren 1992 i Fujian-provinsen. Peng Liyuan, en af Kina mest kendte folkesangere, er højgravid. Hendes mand, kommunistisk partisekretær i provinshovedstaden, ser hende normalt kun én gang om måneden på grund af et stort antal tjenesterejser, men da konens termin nærmer sig, er han fast besluttet på at lægge arbejdet fra sig. Han vil ikke gå glip af sit barns ankomst.

Men pludselig trues den sydøstkinesiske provins af en kraftig cyklon. Landsbyer skal evakueres, og redningsaktioner skal organiseres. Partichefen insisterer på, at det skal være ham, som personligt koordinerer operationen. Arbejdet i folkets tjeneste kommer før alt andet, også familien, og Peng Liyuan er alene om at bringe deres datter til verden.

Lav profil

Anekdoten cirkulerer for tiden i de kinesiske statsmedier. For den travle ægtemand er Xi Jinping, Kinas leder in spe.

I et land, hvor toppolitikeres privatliv håndteres som en statshemmelighed, er den lille godbid nøje udvalgt for at introducere en mand, som ellers er helt ukendt for den kinesiske offentlighed. Og historien er partiets budskab om den tiltrædende leder: Han er en mand, hvis første og eneste prioritet er at kæmpe for folket.

I disse dage er Kinas Kommunistiske Parti samlet til kongres i Beijing. Og selv om der trænger meget få informationer ud fra den lukkede begivenhed, så lader én ting til at være sikkert og vist. Xi Jinping vil her blive præsenteret som partiets – og dermed Kinas – nye chef. Han vil afløse Hu Jintao som partiformand, og i starten af næste år vil han overtage præsidentembedet.

Dermed vil Xi overtage ledelsen af verdens folkerigeste nation og verdens næststørste økonomi i hele det kommende årti.

Men hvem er denne mand, som vil være topfiguren i folkerepublikkens femte generation af ledere. Håndgribelige tegn på, hvad han vil bruge magten til, er forsvindende få.

Han har holdt lav profil. Når mange almindelige kinesere tænker på Xi Jinping, så vil de fortsat først og fremmest komme i tanke om hans berømte kone, der har gjort karriere med at synge patriotiske sange på stats-tv. Embedsfolk, analytikere og forretningsfolk både i og uden for Kina forsøger med lup at finde små krummer af indikationer på, hvad han står for, og hvordan Kina under Xi kan forventes at agere på den internationale scene, hvor den voksende stormagt allerede er godt i gang med at rykke rundt på det økonomiske og geopolitiske møblement.

Optimister ser i ham en reformvenlig politiker med et åbent sind over for omverdenen, som endelig kan bringe nye politiske vinde til Kina. Pessimister mener, han hverken har viljen eller styrken til at ændre på systemet, og at han i stedet, som sin snarlige forgænger, vil forsøge sig med en blanding af nationalisme, propaganda og undertrykkelse for at fastholde partiets magt.

»Xi vil i begydelsen være under stærk indflydelse fra sin forgængers indflydelse,« siger John Wong, Kina-ekspert fra National University of Singapore.

»Hvad han selv har af ideer, vil vi nok først se om nogle år, og selv da vil det være tvivlsomt, at han overhovedet vil være i stand til at sætte sig igennem.«

For Xi er bestemt ikke enehersker. Hvis han skal gennemføre ændringer, skal det ske med samtykke fra de andre medlemmer af politbureauets stående udvalg, landets absolutte magtkerne, som efter kongressen formentlig vil bestå af seks medlemmer ud over Xi.

Ekspert i kommunistpartiet, professor Bo Zhiyue, også fra Singapore, tillægger heller ikke Xi store visioner, og tror, at han i vid udstrækning vil være svagere, end manden han afløser.

»Hu Jintao havde en vis form for autoritet, fordi han blev udpeget personligt af Deng Xiaoping (landets reelle leder frem til sin død i 1997, red.), men han gjorde ikke meget brug af den,« siger Bo. »Xi Jinping er en konsensuskandidat mellem de forskellige partifaktioner, og han kan kun træffe beslutninger, hvis der er enighed i kollektivet af ledere.«

Søn af en helt

Xi Jinping kender sit parti bedre end de fleste, da hans liv i høj grad er formet af en af partiets revolutionshelte: hans far. Xi blev født ind i den kommunistiske elite i Beijing i 1953, fire år efter folkerepublikkens oprettelse. Hans far, Xi Zhongxun, var på det tidspunkt vicepremierminister.

Xi junior levede derfor sine første år en privilegeret tilværelse afskåret fra den almindelige befolkning og beskyttet af murene, der omkranser Zhongnanhai, de kinesiske lederes egen forbudte by nær Den Himmelske Freds Plads.

Xi senior havde tilsluttet sig partiet allerede som 15-årig i 1928, og blev en anerkendt kraft i formand Maos revolution og borgerkrigen mod Chiang Kai-sheks nationalistiske styrker.

Men i 1962, da Xi Jinping var ni år gammel, faldt faren i unåde under en af Maos mange politiske kampagner. Han blev fjernet fra sin post, sendt ud for at arbejde på fabrik og senere smidt i fængsel.

Det fik store konsekvenser for sønnen. I løbet af Kulturrevolutionen, der startede fire år senere, blev han som straf for sin fars politiske synder, som 15-årig tvunget ud til en af landets fattigste provinser, Shaanxi, hvor han i landsbyen Liangjiahe blev sat til hårdt arbejde i markerne. Her endte han med at tilbringe syv år.

Mens faren i Beijing ofte blev hevet ud af fængslet for at blive ydmyget offentligt af rødgardister, blev sønnen flere gange tvunget til at fordømme sin far. Xi Jinping sagde senere, at han »spiste mere bitterhed end de fleste« i de år.

Men det hårde liv sammen med fattige landboere i området kendt som Den Gule Jord har Xi selv beskrevet som en afgørende og karakteropbyggende oplevelse.

»Da jeg ankom til Den Gule Jord som 15-årig, var jeg nervøs og forvirret,« skrev han i et selvbiografisk essay i 1998. »Da jeg forlod Den Gule Jord som 22-årig, var mine mål i livet fastlagt, og jeg var fyldt med selvtillid.«

Det er en fortælling, Xi i dag kan bruge til at bevise over for befolkningen, at han kender det hårde liv og almindelige menneskers tilværelse, og ikke er et af de andre såkaldte ’prinsebørn’, sønner og døtre af kommunistpartiets tidligere ledere, som blandt kinesere ofte kritiseres for at være del af en privilegeret, stenrig overklasse, der ingen føling har med samfundet.

Politisk rejse

Da Xi fik lov til at forlade landsbyen i 1975, tog han direkte til Tsinghua Universitet i Beijing, hvor han var blevet optaget på anbefaling fra lokale partikadrer i Shaanxi. Han studerede til kemiingeniør. Året inden blev han medlem af kommunistpartiet.

Efter Mao Zedongs død i 1976 blev faren politisk rehabiliteret af den nye leder, Deng Xiaoping, og blev først i 1980’erne sendt ned for at styre den sydlige Guangdong-provins, der på det tidspunkt var laboratorium for Kinas tidlige eksperimenter med markedsreformer og økonomisk samkvem med omverdenen. Han opbyggede et ry for at være reformvenlig på det økonomiske område.

Farens politiske forbindelser førte til, at Xi Jinping i slutningen af 1970’erne fik et velplaceret job i den centrale militærkommission i Beijing, som gav ham mulighed for at knytte værdifulde kontakter til militæret, som den dag i dag anses for at være en af hans stærkeste magtbaser.

Men Xi besluttede sig for at forlade en ellers lovende og behagelig karriere inden for hovedstadens bureaukrati og valgte igen at tage ud på landet. Denne gang som partisekretær i et lille, uglamourøst og fattigt amt i den nordlige Hebei-provins – et træk, der senere skulle vise sig ganske smart, da han dermed stort set har kunne sige sig fri for anklager om at have brugt sin fars navn til at opnå en luksuriøs og privilegeret tilværelse.

Stillingen i Hebei var starten på en lang politisk rejse for Xi Jinping rundt i den østlige del af landet, som først over to årtier senere bragte ham tilbage til Beijing.

Han kom til provinserne Fujian og Zhejiang, der førte an i landets økonomiske reformer, og han rykkede hurtigt op i hierarkiet, fra partichef i byer til chef for hele provinsen. I 2007 blev han partisekretær i storbyen Shanghai.

Alle steder blev han kendt for sit arbejde for at tiltrække udenlandske investeringer og for at skære ned på bureaukratiet. Han blev anset for erhvervsvenlig og opmuntrende over for private virksomheder.

Samtidig blev han set som en bekæmper af den korruption, der gennemsyrer det politiske system, og som er et af kinesernes største klagepunkter – og af den udbredte nepotisme, der har gjort, at toppolitikeres familier har kunnet rage gigantiske formuer til sig.

I 2004 fortalte han andre partimedlemmer, at de skulle »tøjle« deres familier, og »love ikke at bruge magt til personlig vinding«. I juni i år kunne nyhedsbureauet Bloomberg dog afsløre, at Xi Jinpings familie og personer omkring ham har investeringer i firmaer for over to milliarder kroner. Der var dog intet bevis for, at Xi selv skulle have spillet en ulovlig rolle i skabelsen af familiens store rigdom.

Få synspunkter - færre fjender

Der blev tilsyneladende lagt mærke til Xis politiske arbejde, for allerede for 10 år siden spurgte en journalist ham, om han var på vej til at blive Kinas leder inden for et årti. »Er du ude på at jage en skræk i livet på mig?« svarede Xi, og gjorde grin med spørgsmålet.

Men da Xi sidst i 2007 blev hentet til Beijing af topledelsen for at blive medlem af politbureauets stående udvalg – og i 2008 blev vicepræsident – var det tydeligt, at han var udset til at afløse Hu Jintao. De forskellige fraktioner i partiet havde ellers hver især andre foretrukne kandidater. Xi skulle dengang være ingens favorit, men da han havde de færreste politiske fjender, var det i sidste ende ham, som alle sider kunne enes om.

Det viste sig tilsyneladende at være en fordel, at Xi i sin karriere ikke var kommet med stærke politiske udmeldinger, som kunne støde forskellige politiske fraktioner. Som professor Wang Gongwu, formand for East Asian Institute, siger det:

»Xi Jinping står tilsyneladende ikke for noget.«

Det er i kinesisk politiks natur, at der kendes meget lidt til topledernes individuelle politiske synspunkter – det går imod partiets ønske om at præsentere en samlet, konsensusledelse. Og opadstræbende politikere forfremmes ved at skabe økonomisk vækst, holde uroen i samfundet nede og følge retningslinjerne fra Beijing – ikke ved at udvise karismatiske og innovative initiativer.

Liberalisering

Kinesiske politiske eksperter må derfor nøjes med indicier på holdninger, når de skal fastslå Xi Jinpings politiske ståsted – og ofte drage konklusioner på et meget tyndt grundlag. »De, der vil forstå partiet, må være i stand til at kigge om hjørner,« siger en chefredaktør fra et indflydelsesrigt tidskrift i Beijing, som kun vil udtale sig anonymt, da han anser Xi Jinping og lederskiftet som politisk følsomt.

»Vores politikere ytrer sjældent deres virkelige meninger,« siger han. »For at finde ud af, hvad de tænker, er man nødt til at nærme sig dem indirekte.«

I sin søgen efter indirekte beviser er redaktøren stødt på en bog af reformtænkeren Zhang Musheng, som opfordrer partiet til at åbne op for mere medbestemmelse, gennemsigtighed og pressefrihed – for dermed at styrke partiets greb om magten.

Interessant er værket dog ikke kun på grund af de liberale teser, finder redaktøren, men også især på grund af forordet, forfattet af den indflydelsesrige general Liu Yuan, en barndomsven af Xi Jinping. »Det kan ikke være nogen tilfældighed,« mener chefredaktøren. »I Kina er der tradition for, at herskerne bruger den slags omveje for at udbrede deres egne ideer.«

Redaktøren erkender dog, at det er yderst spekulativt at konkludere, at et forord skrevet af en ven af Xi i en bog, der indeholder reformtanker, er lig med, at landets kommende leder dermed også er reformvenlig. Måske er det mere et udtryk for redaktørens egne forhåbninger end noget andet. »Men det er det eneste, vi har at holde os til, når Xi ikke kommer med klare udmeldinger,« siger redaktøren.

Hvad mere er der at sige?

Siden han blev vicepræsident har Xi været i træning som statsleder. Han har besøgt over 50 lande.

For at give hans profil mere tyngde fik han overdraget ansvaret for at sikre, at OL i Beijing 2008 blev succesfuldt. Og han blev sat i spidsen for en intern partiorganisation, der har som opgave at sikre freden i det kinesiske samfund, og som bl.a. har ført an i en stramning af kursen over for dissidenter, ngo’er og indholdet på internettet.

Samtidig har han også scoret point hos de nationalister, der ikke vil se en kinesisk leder fremstå blød og imødekommende over for Vesten. De så det som et tegn på, at han er klar til at svare hårdt igen til Vesten, da han i 2009 lod til at håne vestlige landes bekymring over Kinas voksende magt med ordene:

»Nogle udlændinge med mætte maver har intet bedre at tage sig til end at pege fingre af os. Kina eksporterer ikke revolution, sult eller fattigdom; ej heller giver Kina jer nogen form for hovedpine. Så hvad mere er der at sige?«

Men nu vil Xi være den øverste chef. Og selv om de færreste ved, hvad hans planer er, så er det sikkert og vist, at han står over for kæmpe udfordringer.

Hu Jintao har efterladt store problemer til den kommende femte generation af kommunistpartiets ledere. De skal finde en bæredygtig økonomisk model, de skal bekæmpe den stigende ulighed i samfundet, råde bod på den vækstens katastrofale følger for miljøet og få tøjlet den enorme korruption, der har ført til stor bitterhed i befolkningen. Og så skal den kommende ledelse forholde sig til det fundamentale politiske spørgsmål: om Kina kan leve op til sit potentiale, hvis kommunistpartiet bliver ved med at holde samfundet i fast greb, eller om politiske reformer er nødvendige.

Som John Wong siger det, så er udfordringerne så store, »at jeg nødig ville være i Xis sko«.

Kineserne ved ikke, hvordan Xi Jinping vil håndtere den store, overvældende dagsorden. Men kommunistpartiets topfolk må have tiltro til ham. Det var trods alt dem, der valgte ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Og han blev sat i spidsen for en intern partiorganisation, der har som opgave at sikre freden i det kinesiske samfund, og som bl.a. har ført an i en stramning af kursen over for dissidenter, ngo’er og indholdet på internettet."

Et ringe håb om, at han måske via sin støtte i militæret, kan komme med reformer, der tjener borgerne. Men det tyder det ikke på af ovenstående, da det er en markant linje. Måske en nødvendighed, hvem ved, ændringerne skal komme indefra.

Det er en skør situation vi er vidne til med valget at verdens to mægtigste mænd.

I Kina er alt så hemmeligt at INGEN har en mening om manden

I USA er kandidaterne så snaksaglige og der er så meget fokus på dem og deres politik at ALLE har en mening om manden.

Troels H. Poulsen

吃苦 er den mest normale kinesiske vending for at have det hårdt. At oversætte det med »spiste mere bitterhed end de fleste« giver et indtryk af, at Xi Jinping taler i et meget blomstrende sprog, hvilket han ikke gør. Det burde have været oversat som "havde det hårdere end de fleste".