Læsetid: 8 min.

’Vi har ikke brug for et land ved navn Europa’

David Owen var den britiske udenrigsminister, der tilbage i 1977 definerede landets forhold til det europæiske samarbejde. Siden har skiftende konservative og Labour-regeringer fastholdt hans overordnede kurs: ’Ja til Europa – men der er grænser’
Stop nu op. Meningsmålingerne viser utilfredsheden med EU’s struktur. Vi må stoppe op, se på det – og ændre det. Det opfylder ikke borgeres ønsker, og gabet mellem udmeldingerne fra Kommissionen og livets realiteter er ved at blive ret absurd, siger David Owen.

Stop nu op. Meningsmålingerne viser utilfredsheden med EU’s struktur. Vi må stoppe op, se på det – og ændre det. Det opfylder ikke borgeres ønsker, og gabet mellem udmeldingerne fra Kommissionen og livets realiteter er ved at blive ret absurd, siger David Owen.

Colin McConnell

22. december 2012

Han var en af de Labour-rebeller, der i 1971 gik imod partilinjen og derved sikrede, at den konservative Edward Heath-regering med nød og næppe sikrede Storbritanniens entre i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Siden forlod han Labour i protest mod partiets anti-europæiske linje. I dag beskylder han premierminister David Cameron for at have ’dummet sig’ med sit veto i EU, og han erklærer sig arg modstander af en folkeafstemning om britisk medlemskab af unionen, som han bedømmer som »for risikabel«.

Men hvordan hænger det så sammen, at 74-årige David Owens vision for fremtidens Europa – for nylig udgivet i bogform med titlen Europe Restructured – er en vision, som selv landets EU-kritikere kan tilslutte sig?

Forklaringen hænger nøje sammen med historien om Storbritanniens 40-årige medlemskab af det europæiske samarbejde, som David Owen har været del af fra årene op til medlemskabet, siden som landets udenrigsminister, senere som medstifter af det EU-positive Social Democratic Party og i dag som medlem af landets Overhus og dybt involveret i debatten om fremtidens Europa.

Men pejlemærket for hans holdning til EU blev sat allerede i 1960’erne, hvor han som ung, nyuddannet læge blev opstillet for Labour i en håbløs valgkreds, og hvor partiets formand hed Hugh Gaitskell.

»Gaitskell var meget europæisk, han talte flydende tysk og fransk, havde boet og arbejdet i Wien og var en moderne socialdemokrat. Han sagde om Europa: ’Fint, men ikke den model, der reelt skaber et land ved navn Europa. Ikke Monnets og de grundlæggende fædres fulde vision’. Det gav mening for mig, og det har det gjort lige siden,« fortæller David Owen i et interview med Information i sit rummelige kontor med udsigt til Hyde Park i det centrale London.

»I dag kan jeg se, at jeg var mere entusiastisk angående Europa end Gaitskell selv, men hans afvisning af den føderale retning deler jeg. Jeg ved, at det er et meget vanskeligt ord, fordi alle tolker det forskelligt, men jeg foretrækker at kalde det: ’Et land ved navn Europa’,« tilføjer Owen, der i dag er aktivt medlem af Overhuset, hvilket understreges af, at hans sekretær med jævne mellemrum kommer ind med dokumenter, der skal rettes til, sendes som redigerbar tekst til hans iPad eller underskrives.

Europa-tilhænger

Tilbage i 1971 havde Storbritannien to gange forsøgt at blive medlem af den europæiske klub, men Frankrigs præsident, Charles de Gaulle, havde nedlagt veto. Alligevel havde den unge David Owen – nyvalgt til Westminister-parlamentet – udviklet sig til en af Labour-partiets mere entusiastiske tilhængere af medlemskab. Han troede – siger han nu – at de Gaulle for altid havde formået at begrave ideen om en europæisk føderation, og han var stærk tilhænger af britisk medlemskab af fællesmarkedet. Han støttede ideen i så høj grad, at han var en af de 68 Labour-parlamentarikere, der i 1971 stemte med den konservative regering – imod partilinjen – for medlemskab. På grund af en allerede dengang større gruppe konservative rebeller, var David Owens stemme afgørende for, at briterne overhovedet blev medlem sammen med Danmark og Irland 1. januar 1973.

»Jeg fortryder ikke den position, og dengang i 1972 trådte jeg tilbage sammen med Roy Jenkins (senere formand for den Europæiske Kommission, red.), da vi blev tvunget til at stemme imod den selvsamme lovgivning, vi principielt havde accepteret at støtte. Vi var ved at blive viklet ind i noget værre rod, og da vi trak os (fra skyggekabinettet, red.) gik loven rent igennem. Jeg er en af dem, der gjorde det muligt, og det er jeg overhovedet ikke flov over,« siger han i dag og fortæller, hvordan det var Labours stadig mere negative holdning til det britiske medlemskab af det europæiske samarbejde, der senere fik ham til at melde sig ud af partiet og i stedet – sammen med den såkaldte Fire-bande – stifte The Social Democratic Party (SDP), som han var leder af fra 1983 til 1987.

»Jeg forlod Labour i 1981, da det stemte imod Europa i en grad, at de bandt sig til – og i 1983 gik til balg på – at forlade samarbejdet uden en folkeafstemning som den, vi i Labour havde givet befolkningen i 1975. Jeg indtog den position, at enten gik jeg helt ud af politik, eller også ville jeg være med til at starte et nyt parti. Jeg kunne ikke blive, for jeg vurderede, at det ville tage 10-15 år, før Labour ændrede holdning, og det var præcis, hvad det gjorde,« fortsætter han.

Inden bruddet med Labour havde David Owen imidlertid en årrække tæt på og ved magten. Efter Labours valgsejr og en periode som sundhedsminister, fik han i 1976 udpeget en underordnet ministerpost i udenrigsministeriet i den nye James Callaghan-regering. Da udenrigsminister Tony Crosland i februar 1977 uventet afgik ved døden, blev Owen forlandets hidtil yngste udenrigsminister med ansvaret for – og autoriteten til – at definere landets EU-strategi.

Owens måske vigtigste bidrag til Storbritanniens EU-historie kom netop i disse første måneder som udenrigsminister i 1977, hvor briterne for første gang holdt formandskabet for EF.

»Jim Callaghan bad mig – frem for bureaukratiet i udenrigsministeriet – om personligt at udarbejde et dokument, der definerede vores position i forhold til EU, og vi slog fast: Europa? Ja. Mere Europa? Nogle gange – men der var altid grænser, og grænsen var: Vi vil aldrig krydse den tærskel, hvor vi ikke længere er en uafhængig, selvstyrende nation. Jeg tror, det er den eneste gang, en britisk regering har taget et grundigt kig på, hvad dens politik er. Og i store træk har alle regeringer lige siden – hvad end de var Labour eller konservative – fulgt den linje,« fortæller Owen, der var udenrigsminister indtil valgnederlaget i maj 1979, som bragte Margaret Thatcher til magten.

Mere union

David Owen har siden været tro mod sit anti-føderale synspunkt, hvilket i 1987 betød, at han afviste at slutte sig til det nye parti Liberaldemokraterne, da SDP og den Liberale Alliance besluttede at slå sig sammen.

»Selv hvis jeg var blevet valgt som deres leder, ville jeg ikke have kunnet forhindret dem i at støtte europæisk integration, som de stadigvæk gør, i 2012,« forklarer han.

I dag sidder han i landets Overhus som uafhængig, men afslører, at han »i det store hele er tilbage hos Labour«, selv om han ikke er helt sikker på, »hvad Labours Europa-politik er«.

Den anti-føderale holdning er imidlertid kollideret med Owens – såvel som mange andre briters – støtte til det europæiske projekt i de seneste år. Især siden euroen blev en realitet i 1999, og siden finans- og eurokrisen, hvor det er blevet klart, at eurozonen bevæger sig hen imod etableringen af en føderation.

David Owen er imidlertid stadigvæk »stolt af at kalde mig europæer«, men han hører nu til landets mere skeptiske tilhængere. Han mener ikke, at EU, som det er konstrueret i dag, er den rette model for fremtiden.

»Meningsmålingerne udtrykker utilfredshed med EU’s udformning, som det er i dag. Jeg er dybt utilfreds, og jeg mener, at vi ganske enkelt må stoppe op og vurdere det og ændre det. Det opfylder ikke borgeres ønsker, og svælget mellem udmeldingerne fra Kommissionen og livets realiteter er ved at blive ret absurd,« siger han forarget og nævner bl.a. de »utrolige tal« for arbejdsløsheden i lande som Spanien og Portugal.

»Det her kan ikke overleve, så hvad skal vi gøre ved det? Jeg tror, vi vise hinanden større tolerance, lytte mere til hinanden og have et mere fleksibelt arrangement. Jeg tror ikke, at Europa rigtig forstår, at den britiske regering har indtaget en ekstraordinær position i forhold til eurozonen. I 400 år har Storbritannien gjort alt, hvad der har stået i dets magt for at hindre, at en gruppering af nationer på det europæiske kontinent i gennem sin samlede vægt at kunne sætte sig op imod briterne. Nu siger vi: ’Okay, vi vil ikke stoppe jeres planer. Det eneste, vi beder om, er, at der foretages nogle ændringer, som kan tage hensyn til dette’,« siger Owen og fremfører sin idé om et »omstruktureret Europa«.

»Den nye struktur er simpel. Eurozonen vil reelt føre til ’et land kaldet Europa’, med en meget stor grad af integration. Jeg ønsker, at det indre marked skal være fritstående og bredere. Ganske som man kan blive medlem af eurozonen, skal man også kunne blive medlem af det indre markedet – uden at blive medlem af eurozonen. Vi kunne have Tyrkiet, Island, Norge med. Og du kan have et ’venteværelse’, for de medlemmer, som ønsker at blive medlem af eurozonen,« siger Owen og erklærer sig modstander af »det konservative synspunkt om at repatriere beføjelser«.

»Cameron forsøger at slippe for en ind-ud-folkeafstemning, men med mindre han håndterer det meget klogt, så er det det, der vil ske,« siger han og ryster på hovedet over premierministerens håndtering af sagen.

»Jeg tror, at Cameron i høj grad deeler min holdning, hvis jeg skal dømme efter nogle konservatives holdning til min bog – de er enige i det hele, fortæller de mig.«

Og han er enig med dem – og den voksende befolkningsgruppe – der er skeptisk over den drejning EU-medlemskabet har taget.

»Jeg tror ikke, at offentligheden er anti-Europa – den er i mod tingene, som der har udviklet sig nu,« siger han.

Hvad årsagen end er – eurokrisen, den føderale retning EU bevæger sig i eller noget helt tredje – så viser meningsmålinger i Storbritannien på 40-årsjubilæet for landets medlemskab, at et flertal er parat til at forlade samarbejdet igen. David Owen mener, at det vil »gøre stor skade«, hvis Storbritannien forlader det helt. Men han tror, at der skal en omstrukturering, som den han foreslår, til, hvis befolkningen skal overtales til at blive. Om det bliver den nuværende koalitionsregering, der forhandler en ordning på plads, eller den Labour-regering, han håber landet vil få efter næste valg i 2015, er ham underordnet.

»Jeg har aldrig set EU som et partipolitisk emne. Det handler om landets skæbne, og jo hurtigere, vi forsøger at få en aftale om, hvordan vi håndterer det, des bedre,« siger han og bliver afbrudt af en påmindelse, der bipper fra hans mobiltelefon.

Han skal videre til næste møde.

»Jeg tror, at det omstrukturerede Europa, som jeg beder om, kunne leve lykkeligt sammen med eurozonen – og jeg tror, det kunne passe en række andre lande.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I dét omfang europæisk solidaritet retter sig mod andet og mere end et indbyrdes samarbejde om sikring af egen velstand og egen magtposition, forekommer den muligvis bæredygtig. Ellers ikke.

Et 'omstruktureret' Europa som lever i lykkelig harmoni med Eurozonen, ja tilmed udgør et 'venteværelse' for en mulig senereEurozone- tilslutning, lyder mere som ny glasur på samme gamle kage - end som en grundlæggende diskussion af den europæiske fremtid.

Ofte droemmer jeg soedt om at se englaenderne ro paa for foerst at laegge til langt ovre mod vest.

Ved naermer eftertanke skal jeg maaske snarere oenske, at de bliver syd for Skotland ... for at forhindre Europa-land ?

USA har supertanker-problemer med ide-dynamikken der er af socialdemokratiske dimensioner, og det skyldes jo grundlæggende, at staterne kan lovgive alt hvad de vil om hvordan de vil indrette sig i deres mormonstat. Men 'the Feds' ikke bare ikke anerkender disse love - de saboterer af ren idealisme ....
På den baggrund er et monetært - og IKKE juridisk, baseret flerhastigheds-EU vel en slags lille fremskridt indenfor styringskoncepter. Men problemet med et overordnet magtlags overordnede magt er vanskeligt at løse overnight.

Poul Borup-Andersen

David Owen lyder til at være en fornuftig mand. Mener jeg. Den danske politiker som fremfører samme filosofi er - hvis ellers jeg hørte rigtigt - Morten Messerschmidt. Han er ligeledes stor tilhænger af EU ( EF for at sige det kortest), men imod at Danmark bliver en lille u suveræn landsby i forbundsstaten 'Brüssel-Strassbourg'.

Claus Sønderkøge

David Owen er en naiv drømmer som end ikke kan simpel matematik. Europa har mistet 2/3 af sin globale menneskemasse siden han var fortaler for et industriengagement for Europa.

Ingen venter i dag på hverken Storbritanien eller Europa for den sags skyld.

Europa har travlt så englændernes naivitet med at tro på særarrangementer er ren nostalgi.

Englænderne vil finde sig selv i en situation om 20-30 år at de skal træffe det svære valg mellem at søge optagelse i Europa eller USA.

Robert Ørsted-Jensen

Karlsen, det her handler om at Storbritanien stadig vil have lov til at logre med halen, gaere udenrigspolitisk som de stadig var et imperie ruling the waves, og i realiteten agere sheriff for USA i enhver tankelig situation. EU vil aldrig blive Europas forenede stater på samme måde eller i samme form som USA - det er og var altid nonsens. Men Europa kunne tjene verden og sog selv bedre ved at have en fælles udenrigs og forsvarspolitik og sen sådan ville bestemt ikke blive logren halen for USA - det ved enhver der har fulgt bare lidt med. Hverken England eller Danmark ville have været i Irak som Bush skødehunde havde der været en fælles EU udenrigs- og forsvarspolitik.

Det er faktisk ret morsomt når danske kommentatorer uden rigtig forståelse for Storbritannien, eller Storbritanniens forhold til EU, vender tilbage til banale og helt uvidende fortærskede udsagn om Storbritanniens imperialisme, når Danmark rent faktisk er mere imperialistisk end Storbritannien er, og har flere EU-forbehold end Storbritannien har.

Robert Ørsted-Jensen

Claus
Ind imellem morskaben kunne du måske bringes til at forholde dig til det faktum at ingen har nævnt GBs 'imperialisme'

Det der tales om er national stolthed og uvilje når det gælder om at opgive sin rolle som enespiller hvad angår udenrigspolitik. Alt sammen noget der mere end bare signalere at man på visse punkter stadig har fortidens storhed sidende på tværs i halsen og ikke evner at erkende sin egen faktiske lidenhed, at man ikke længere er en global stormagt men at man som Tyskland og Frankrig idag er en ret ubetydelig nation i dagens globale virkelighed.

Ikke kun GB men bestemt også Frankrig har problemer med at ankomme til det 21 århundrede hvad dette punkt angår.

Alene er de enkelte europæiske nationer stort set betydningsløse på den globale scene, kun i fælleskab har man idag en mulighed for at gøre sig gældende og yde et kvalitativt og (helst progressivt) modspil ikke kun til USA men også til f.eks. Kina og Rusland.

Vi har briúg for Europa som en global spiller - kloden har ikke længere brug for Europæisk nationalt navlepilleri.