Læsetid: 6 min.

Dogme gjorde Danmark til en kulturel supermagt

Britisk Danmarks-kender trækker her en lige linje fra 1990’ernes Dogme-film til nordisk mad, arkitektur og danske tv-serier, der har gjort det hipt at være dansker – i udlandet
Britisk Danmarks-kender trækker her en lige linje fra 1990’ernes Dogme-film til nordisk mad, arkitektur og danske tv-serier, der har gjort det hipt at være dansker – i udlandet
8. december 2012

Sådan noget lort,« råbte den britiske filmkritiker Mark Kermode fra biografens bageste række. Året var 1998, scenen var filmefestivalen i Cannes, og Kermode var ikke imponeret af Lars von Triers nyeste påhit, Idioterne – en film optaget med håndholdt kameraer om en gruppe rebeller, der elsker orgier og opfører sig som psykisk handicappede.

Tre år før havde Dogme 95-bevægelsens bannerfører vakt opsigt på en konference i Paris, hvor han bombarderede Europas største filmkoryfæer med en ny doktrin om kyskhed, der tog afstand fra alt det, de stod for. Dogme 95 formulerede 10 regler underskrevet af fire danske instruktører. Det var dybt seriøst. De danske ’dogmatikere’ rasede mod mainstreamfilmenes urealistiske plotstrukturer og overspændte visuelle effekter. Genrefilm skulle forbydes, de samme skulle optiske filtre og fancy lyssætning. Instruktører måtte ikke krediteres.

Dogme var for mange det mest spændende nybrud i filmkunsten siden den franske nybølge. »Jeg sad i Cannes og så Festen og Idioterne og tænkte: ’Det er fantastisk’,« husker filmanmelder Christian Monggaard, der dengang var i begyndelsen af sin karriere. »Sådan måtte det have været at sidde i Paris i begyndelsen af 60’erne og se de første film af Godard og Truffaut. Endelig nogle film, der talte til mig selv, om den slags oplevelser, der sker i mit liv.«

Von Trier og Thomas Vinterberg opgav siden projektet, bekymrede for, at deres regler skulle udvikle sig til en ny spændetrøje. Men i flere år var Dogme 95 Europas hotteste filmemne. Og Dogme-manifestet blev ikke kun et vendepunkt for film. Det kom til at markere en bemærkelsesværdig kulturel genfødsel fro Danmark.

Stjerner skabt af ingenting

Her i foråret rejste jeg rundt i landet. Fra København, hvor de fleste scener til Forbrydelsen er optaget, til vindmøllerne i Jylland og interviewede store danskere til min bog om den nation, der går for at være verdens lykkeligste. Dogme, opdagede jeg, havde også forløst en renæssance i dansk madlavning. Tilbage i midten af 1990’erne, siger Bi Skaarup, formand for Det Danske Gastronomiske Akademi, »skrabede dansk madkultur virkelig bunden. Hvis mor havde en friaften, stod den på pizza, cola og chips.« Nu har København 12 Michelin-stjernekronede restaraunter – 12 mere end først i 80’erne. Blandt dem nogle af verdens mest feterede: I tre år i træk er Noma blevet kåret som verdens bedste restaurant.

Hvordan gik det til? Primært takket være Det Ny Nordiske Køkken (NNK), en bevægelse, som blev stiftet i 2004 på værdier, der delvis var inspireret af Dogme 95. Von Trier og co. var fortalere for kun at bruge det mest basale udstyr og rekvisitter fundet på stedet. NNK havde en lignende tilgang: Lokale teknikker. Lokale, sæsonbetonede råvarer. NKK’s gastroideologer havde også et manifest, der skulle fremme »den renhed, friskhed, enkelhed og etik, vi ønsker at forbinde med vores region«.

Claus Meyer, medstifter af Noma, siger: »Jeg blev meget inspireret af Dogme-brødrene. Jeg tænkte: Kan de gøre det, kan vi også gøre det.« Københavns supermarkeder er nu fulde af rødder og urter, der før var obskure, og en ny generation af danske kokke elsker at chokere og forvirre. På Kombo i Kødbyen må jeg skære mig igennem et bord med hobbykniv for at nå frem til en del af mit måltid: et bæger med urter. Sjovt, bizart, chokerende og i betragtning af den tid, det tager – lidt trættende. »Man ved ikke rigtig, hvad man skal sige, når man ser tre små rejer, der stadig er i live,« siger madanmelder Bent Christensen. »Man kan godt blive lidt bange«.

Mennesket er vendt tilbage

Dogmebevægelsens tentakler har også omklamret dansk arkitektur ved at minde fagets udøvere om behovet for at fokusere på det menneskelige. Midt i 1990’erne var danske mainstreamarkitekter blevet for optagede af fikse detaljer og alt for lidt optaget af, hvordan de kunne fremme menneskelig interaktion. »Store kontorlandskaber blev opført i, hvad jeg vil kalde hi-tech barok,« siger Nille Juul-Sørensen fra Dansk Design Center. »De blev indrettet sådan, alene fordi det skulle virke avanceret.«

Men siden 2000, siger Juul-Sørensen, har en ny generation af arkitekter (Bjarke Ingels Group, Effekt, Cobe m.fl.) fokuseret på at skabe åbne rum, som er rige på arkitektoniske fortælling snarere end overlæssede med detaljer. »Detaljer er noget skidt,« siger Juul Sørensen. »Men at gå rundt i disse bygninger og pladser er en ren fornøjelse. Man kan sige, at hver en åben plads er sin egen lille Dogme-film.« Den indirekte virkning af Dogme-tænkningen, tilføjer han, er mere omfattende, end de fleste indser: »Den rykkede alle ud af deres normale boble og fik dem til at spørge sig selv: ’Er det dén retning, vi ønsker at gå?’ Disse unge designere var arkitekurens dogmebrødre. De bragte mennesket tilbage.«

Måske er Dogmebevægelsens største effekt mere psykologisk end ideologisk. I årevis havde Danmark set på sig selv som en ligegyldigt provinshul. Danskere, som tænkte stort, blev ofte pillet ned af deres landsmænd i overensstemmelse med den såkaldte Jantelov. Men Dogme viste, at Danmark kunne være en kulturel supermagt. »Det er det samme som en fyr med en lille penis, der ønsker sig en stor motorcykel,« sagde Vinterberg engang til magasinet Variety. »Når du er et lille land, må du råbe højt for at blive hørt.«

Lige netop det budskab blev hørt af danskerne. Ikke mindst af holdet bag de to tv-serier, som er blevet genstand for en næsten kultagtig tilbedelse i Storbritannien. »Dogmebevægelsen,« siger Piv Bernth, producent af Borgen og Forbrydelsen, »har åbnet folks øjne for Danmark. Hvilket igen har fået os til at åbne os mere for verden. Vores selvbillede som danskere er blevet mindre lokalt og mere internationalt. Vi er blevet mere nysgerrige og ambitiøse«.

Trods en realisme, der kan minde om Festen og Iditoerne, står Forbrydelsen ikke i direkte gæld til Dogme. Men efter Dogme, siger Bernth, begyndte hun og hendes kolleger at gæste sætstykkerne ved store amerikanske serier, som NYPD Blue og The West Wing. Tanken var ikke at kopiere, men at forbedre. »Jeg ville lave verdens bedste tv-serie,« siger Søren Sveistrup, skaberen af Forbrydelsen.

Tvivl om sammenhængen

Ikke alle danskere anerkender, at nationens kulturelle genfødsel blev udløst af Dogme. Danmarks triumf ved EM i fodbold 1992 gav unægtelig et løft, og landets stjerne-modedesigner Henrik Vibskov, hævder, at Danmark allerede var på vej op. »Dogme-filmene,« siger han, »afspejlede bare det opbrud, der i forvejen var ved at ske.«

Danske politikere har en mere prosaisk forklaring: »Dogme er en af grundene til, at en masse kreative ting, der sker,« siger Uffe Elbæk, den nu tidligere danske kulturminister. »Men det er ikke den eneste.« Udviklingen inden for madkultur, tv og arkitek tur, siger han, er resultatet af tre årtiers økonomisk støtte. Der er pumpet offentlige kulturmidler i det vækstlag af græsrødder, hvorfra Danmarks unge kreative genier kommer. At det er gratis at læse på universitetet i Danmark, har heller ikke skadet.

Men kritiker Monggaard er ikke i tvivl om, at der er en sammenhæng mellem von Triers 1995-pamflet og ambitionsniveuaet hos nutidens unge danske himmelstormere. »Det var en temmelig fræk erklæring von Trier kom med,« siger han. »Og man kan sige det samme om køkkenchef René Redzepi, når han laver mad på i Noma. ’Her er jeg, det er det, jeg kan, jeg er en ualmindelig god kok’. Der er meget praleri og selviscenesættelse over det. En meget ligefrem og næsten aggressiv måde at markedsføre sig selv på.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Disse ny arkitekter skaber huse, der ser flotte ud på afstand, men hvor detaljerne ikke tåler dagligt brug. Ikke rigtigt noget at prale af.

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Om 100 år skammer Danmark sig over at have frembragt Lars von Triers film, eller også eksisterer Danmark ikke længere.

....satte Danmark på det kulturelle verdenskort og gjorde det hipt at være dansk

Det er hip som hap.

især når man modregner hvad Danmark ellers har mistet i international renommé under VKO rædselsregimet.

Design, arkitektur og madlavning - det er netop de tre fænomener, som DR og dens kulturkanal er gået ind i det tredje årtusinds andet årti med som den store satsning. Og det vrimler med "briter" overalt i programmerne. Intet befordrer Kulturen mere end krigsdeltagelse, som er afbetaling af æresgæld på halvfjerdsindstyvende år.

Den ulideilgt æsteticerende radikale har brødre og søstre overalt. Det langt væsentligere, at Danmark har fostret Kierkegaard, der formodentlig vender sig i sin grav over netop al denne overflade, forbigås i stormægtig tavshed.