Læsetid: 6 min.

Egypten: Ingen siger det højt – ikke endnu

Islamister og sekulære har indstillet al samtale, og det vil vare længe, før modsætningerne heles – så længe, at militæret nu er begyndt at røre på sig
Opstilling. Et morgensøvnigt Kairo passerer forbi militærets opstilling foran præsidentpaladset. Den er ikke så meget for at beskytte præsident Morsis person som for at vise respekt for præsidenten som institution, vurderer iagttagere.

Opstilling. Et morgensøvnigt Kairo passerer forbi militærets opstilling foran præsidentpaladset. Den er ikke så meget for at beskytte præsident Morsis person som for at vise respekt for præsidenten som institution, vurderer iagttagere.

Marco Longari

15. december 2012

En bankreklame i lufthavnen kundgør, at egypterne »med én stemme har sagt ja til demokratiet«. Det er en anelse overdrevet. Egypterne har i dag og næste lørdag to bud på den kommende samfundsudvikling: Guds og oppositionens.

At de to ikke er på talefod for tiden, fremgår af ankomsthallens rigelige albuerum, hvor fraværet af ferierejsende er iøjnefaldende. Kun folk med et ærinde finder på at rejse til dette land, og mit er at dække folkeafstemningen om den ny forfatning, der har trukket fronten mellem Gud, der med Det Muslimske Broderskabs Mohamed Morsi på præsidentposten har den formelle magt, og den liberale opposition, der politisk er splittet, men som står samlet i kravet om at afvise den forfatning, der stemmes om i dag og næste lørdag.

Det er ikke sådan, at det ikkereligiøse segment er modstandere af Gud, og hvis de er, holder det det for sig selv. Aviserne rapporterer jævnligt om lange fængselsdomme til aktivister, der dømmes for ’fornærmelse mod islam og kristendommen’. På denne dag er to idømt tre års fængsel. Men det er sådan, at islamisterne har taget patent på Gud ved at haste et forfatningsforslag igennem, der udelukker enhver demokratisk samtale – det er enten eller i det delte Egypten.

Det er lyder meget enkelt og er temmelig kompliceret. Det enkle er at konstatere den tilstand, der fremgår af blot et sideblik på nyhedsstrømmen, nemlig at befolkningen er delt i to lejre – den islamistiske, domineret af Det Muslimske Broderskab og støttet af salafister og jihadister – mere fundamentalistiske og mindre pragmatiske end brødrene – og den sekulære-liberale lejr, der spænder fra revolutionære anarkister og kommunister til nationalister, stenrige kapitalister, ’free lancere’ fra det gamle styre og nogle ’få demokrater’, som en iagttager kort konstaterede.

Det komplicerede består i at afkode de to lejre – ikke så meget deres motiver, de er sådan set klare nok og handler om, at begge lejre ser 25. januar-revolutionen som deres momentum for skabelsen af det ny Egypten. Problemet er, at de ikke kan tale sammen på grund af politiske angstneuroser.

Frygt og bæven på begge sider

De sekulære frygter for deres individuelle rettigheder, der i forfatningsforslaget står langt nede på prioriteringslisten. Sharia, islamisk lov, er Guds ord og foreskriver, at mænd kan have fire koner, at en leder (præsident) er immun og ukrænkelig, så længe han er rettroende muslim, og i den ny forfatning er shariaen sikret med et panel af imamer, der – frygtes det – vil udgøre en ’overregering’.

Islamisterne, der for første gang udgør en legitim politisk gruppe, og som har vundet de to (rimeligt gennemsigtige) valg, der indtil nu er afviklet, er bange for, at militæret og de såkaldte feloul, de efterladte fra Mubaraks politiske, sikkerhedsmæssige og juridiske segment, pønser på erobre magtens centrum med hjælp fra det sekulære segment. Hvilket – tror brødrene – vil betyde, at de igen skubbes tilbage i det illegitime vakuum, de kommer fra, og hvor de var tålte, men også forbudsramte. Antydninger af et militært comeback viste sig i tirsdags, da Det Militære Revolutionære Råd, som har afløst Det Øverste Militære Råd (SCAF), der regerede frem til august – inviterede til ’national dialog’ – angiveligt for at overtale oppositionen til at tale med islamisterne. Men – som Abdel-Beri Atwan, chefredaktøren for den arabiske London-avis, Al Quds al-Arabi (seere, der følger BBC World Service-tv vil genkende ham som den altid eksalterede araber med det blyantsmalle overskæg i kanalens politiske debat-paneler) skrev: »Generalerne er stærkt på vej tilbage på den politiske arena under dække af de demonstrationer og protester, der forærer de militære ledere en gylden mulighed.«

Militærets pip

Men hærchef og forsvarsminister Abdel Fattah al-Sisi udsatte torsdag morgen dialog-mødet på grund af ’mange afbud’, som det hed i aviserne. I følge en politisk analytiker, Kareem Mokhtar, jeg talte med på Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, var det Mohamed Morsi, der havde aflyst. »Militærets ’udsættelse’ kom nærmest minuttet efter, at oppositionens ledere i Fronten til National Frelse havde opfordret til at deltage i folkeafstemningen,« sagde han. Hensigten med mødet var at vride armene om på den tidligere chef for FN’s atomagentur, Mohamed ElBaradei og de to tidligere præsidentkandidater, Amr Moussa – Mubaraks udenrigsminister i 80’erne – og Hamdeen Sabahi, leder af et nationalist-parti med venstreorienteret hældning, der havde antydet, at det ville anbefale en boykot.

Det afgørende er imidlertid, at militærets invitation er det første politiske pip fra generalerne i den nuværende forfatningskrise – som Abdel-Beri Atwan skrev.

»Men det var da heller ikke af respekt for personen, at hærchef og forsvarsminister Abdel Fatah al-Sisi adlød Morsi og aflyste mødet, men af respekt for selve præsident-institutionen,« tilføjede Kareem Mokhtar. »I øvrigt har Morsi været meget stille en uges tid – det ser ud, som om hans bagland i Det Muslimske Broderskab har overtaget præsidentembedet. Det er brødrenes stærke mand, Khairat al-Shater, der forklarer sig i medierne, ikke Morsi.«

Regnedrengene i IMF blander sig

Det er her komplikationerne gemmer sig: Ikke alene er de to parter i struben på hinanden, de er også uenige indbyrdes om strategi og politisk taktik. Tonen skærpes i kommentarer og erklæringer fra de stridende parter. Islamisterne kalder oppositionen for ’kontrarevolutionær’, og oppositionen kalder Morsis styre for ’amatøragtigt’ og ’rådvildt’. Præsidenten har udstedt dekreter om totalitær magt i en midlertidig periode, der skulle beskytte mod det juridiske systems sabotage af forfatningsafstemningen, men tilbagekaldte dem, da forfatningskommissionen med et flertal af islamister havde gjort arbejdet færdigt og fastsat en afstemningsdato.

En skatte- og afgiftsforhøjelse bl.a. på alkohol og cigaretter blev ligeledes kaldt den tilbage, seks timer efter den var udsendt som dekret. Morsi havde glemt at tage IMF, Den Internationale Vautafond, i ed, og da IMF-regnedrengene og -pigerne opdagede, at en af forudsætningerne for et lån på 4,8 mia. dollar var sløjfet, beordrede de Morsi til at ’udsætte’ underskrivelse lånet med en måned. Så er folkeafstemningen overstået, og skatteforhøjelserne kan genindføres. I det hele taget beskyldes præsidenten for at te sig som en elefant i en kinesisk porcelænsbutik.

Oppositionen fremstår dog ikke mere organiseret. Da Morsis forfatningskommission havde hastet det nuværende forslag igennem og sat en dato, var de tre oppositionsledere meget længe om at tage stilling.

Da de havde fået tænkt sig om – formentlig ved et analysere stemmetallene fra parlamentsvalget i november-januar 2011-12 og præsidentvalget i maj-juni, der viste, at Det Muslimske Broderskabs vælgerandel blev halveret ved præsidentvalget som følge af islamisternes talentløse politiske indsats i parlamentet – opfordrede de til at deltage i folkeafstemningen og sige nej til forfatningen. Opfordringen er behæftet med en stribe betingelser – at internationale observatører overvåger afstemningen, at stemmeboksene bliver optalt straks efter valgstedernes lukning, og at afstemningen finder sted samme dag. Ingen af disse betingelser vil formentlig blive opfyldt, men afstemningen skal finde sted over to dage – i dag i halvdelen af Egyptens provinser, og om en uge, 22. december, i den anden halvdel.

Det tredje koks

Denne beslutning er resultatet af et tredje koks, nemlig den egyptiske dommerstands modstridende meldinger om, hvor vidt dommerne – som den nuværende forfatning kræver – vil overvåge afstemningen, eller om de, som den uafhængige dommerklub har bebudet, vil strejke i protest mod Morsis ageren. Løsningen: At de offentlige anklagere mobiliseres som tilsyn.

»De er ganske vist ikke neutrale, så det er ikke etisk i orden, at de skal overvåge afstemningen. Men juridisk er der ikke noget at komme efter,« sagde Kareem Mokhtar.

Men et er jura, noget andet er egypternes skrigende behov for at vende tilbage til en nogenlunde normal tilværelse. Så længe de to fløje slås, har det lange udsigter – så lange, at selv demokratisk sindede mennesker er begyndt at tænke, om det mon var en god ide, at militæret kom tilbage og ryddede bulen.

Men det siger ingen højt – ikke endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg synes at Ellegaard behandler krusninger på overfladen. Vi hører om læger der skændes, men vi hører aldrig om hvad patienten fejler eller om hvilke behandlinger de stridende læger foreslår.

"Men et er jura, noget andet er egypternes skrigende behov for at vende tilbage til en nogenlunde normal tilværelse."

Hvad menes der med en normal tilværelse, og, uanset hvem der vinder, hvilke muligheder har egypterne for at opretholde "en normal tilværelse?" Hvilke indtægtskilder har Egypten? Hvilke udgifter? I hvilket omfang er landet selvforsynende? Er der udsigt til at landets situation vil blive forbedret eller forværret?

Mit bud er at Egypten er hvad der på engelsk kaldes a basket case. For dem der ikke er med, her er en definition:

basket case
noun, Slang.
1. Offensive . a person who has had all four limbs amputated.
2. a person who is helpless or incapable of functioning normally, especially due to overwhelming stress, anxiety, or the like.
3. anything that is impaired or incapable of functioning
http://dictionary.reference.com/browse/basket+case?s=t

Her er nogle kendsgerninger til støtte for den konklusion:

Egypten har begrænsede indtægtskilder, først og fremmest energi – olie og gas – Suezkanalen og turisme. Ifølge den amerikanske Energy Information Administration (Country Analysis Briefs: Egypt) er Egyptens olieforbrug steget med 30% over det sidste årti. Produktionen toppede i 1993 og siden 2008 har forbruget værret større. Egypten er nu blevet olieimportør.

Gassektoren går bedre, men også her konkurrerer eksporten med den voksende hjemlige efterspørgsel.

Indtægterne fra Suezkanalen synes at være stabile.

Jeg har ikke forsøgt at undersøge udviklingen med turistindtægter, men det fremgår af Ellegaards artikel at den ustabile politiske situation ikke ligefrem lokker turister til landet. Desuden betyder den generelle økonomiske krise at der er færre der har råd til at tage til Egypten og at mange af dem der har råd i stedet vælger at holde igen.

Hertil er Egypten, i en tid med stigende fødevarepriser, verdens største importør af hvede. Landet importerer 40% af sine madvarer og 60% af sin hvede. Befolkningen er vokset fra ca. 40 millioner i 1980 til godt 83 millioner i dag, og er koncentreret i området omkring Nilen. Befolkningen er afhængig af mad- og energisubsidier, som landet i mindre og mindre grad har råd til.

Jeg vil opfordre Ellegaard til at skrive om landets problemer, muligheden for at løse dem, og hvad de politiske aktører agter at gøre. Hvis han kan se lyspunkter som jeg ikke kan se, vil jeg gerne høre om dem.

Johannes Lennar

Philip C Stone:
Noget andet Egypten også kan vise sig at være stor-eksportør af, alt afhængig hvordan tingene udarter sig, kan være ideen om at autoriteterne ikke dur til noget.

Mads Christensen

@Philip Stone,
Du har ganske ret, hvad angår Egyptens skift til at være nettoimportør af olie. Hele olieproduktionsoverskuddet, som var op mod en halv million tønder om dagen i 1974-85, er siden blevet spist op af stigningen i det indenlandske olieforbrug, som er blevet overstimuleret af kunstigt lave priser. Olieoverskuddet fik især ben at gå på, da olieproduktionen begyndte at falde efter 1996.

Og som du skriver, kan det snart gå samme vej med naturgassen, hvor produktionsoverskuddet alt andet lige også ser ud til at blive spist op af stigningen i det indenlandske gasforbrug. Skurken er igen de kunstigt lave gaspriser, som får lov at slå igennem i form af lave el-tariffer, så elforbruget eksploderer.

Ifølge IEA’s seneste World Energy Outlook brugte Egypten i 2011 hele 25 milliarder USD på subsidiering af de indenlandske priser på olie, gas og strøm. Egypten ligger nr. 7 på listen over verdens lande, som spenderer en større eller mindre del af deres BNP på at please deres forbrugere/vælgere.

Nr. 1 på den liste, i absolutte tal, er Iran (80 milliarder USD), nr. 2 Saudi Arabien (60), derefter kommer Rusland (50), Indien (50) og Kina (32), mens Venezuela (28) lige klemmer sig ind foran Egypten.

I Egypten svarer subsidierne til 6-7% af BNP. Det er en byrde, der vil noget. Og det kan kun blive værre, hvis man skal til at subsidiere importeret olie og gas, købt til markedspriser.

Et af problemerne for Morsi et al er selvfølgelig, at det ikke ligefrem var reformer i retning af højere energipriser, som der blev råbt om på Tahrir pladsen i sin tid…

Iflg. en PEW undersøgelse offentliggjort for et par dage siden, andrager den sekulær-liberale fløj L.E. nævner i artiklen 6% af befolkningen. Resten af egypterne ønsker islam i større (60%) eller mindre (30%) grad. Så meget for de demokratiske kræfter og udsigter i Egypten.

Det må forventes at det kun er et spørgsmål om tid, før militæret griber ind. Med stigende priser på stort set alt, kan Mursi ikke levere den bedre levestandard til folket der er nødvendig og som de forventer. Det kan militæret heller ikke, men de kan forhindre det totale sammenbrud og anarki der vil komme, når folket har tabt tålmodigheden med Mursi.

Johannes Lennar

Ole:
Resten af egypterne ønsker islam i større (60%) eller mindre (30%) grad. Så meget for de demokratiske kræfter og udsigter i Egypten.

Og hvorfor kan islam ikke eksisterer samen med demokrati?

Den attitude der er jo noget middelalderligt pjat.

Preben Haagensen

Johannes Lennar skriver "og hvorfor kan islam ikke eksistere sammen med demokrati", ja indtil nu har man henvist til Tyrkiet, men desværre bliver den sekulære stat som blev indført af Atatyrk, lidt efter lidt ødelagt. Alle steder hvor islamister og salafister kommer til magten, bliver demokratiet en kortvarig affære,da noget så latterlig som demokrati ifølge Koranen er en uting, da det er G-d og sharia som er i højsædet.