Læsetid: 4 min.

Den endelige afgørelse

Statsløsesagen, Farum og Skattesagen. Undersøgelseskommissioner er populære blandt politikere, men også en behændig måde at parkere betændte sager, indtil interessen forsvinder eller til at ophøje politiske stridigheder til jura. En juridisk bastard, der kan være svær at finde alternativer til
Statsløsesagen. Mandag åbnede den undersøgelseskommission, som frem til sommer skal afdække forløbet i Integrationsministeriets ulovlige behandling af statsløse palæstinensere.

Statsløsesagen. Mandag åbnede den undersøgelseskommission, som frem til sommer skal afdække forløbet i Integrationsministeriets ulovlige behandling af statsløse palæstinensere.

Torkil Adsersen

8. december 2012

Embedsmændene frygter dem, dommerstanden hader dem, politikerne bruger dem og medierne elsker dem. Og det er lige præcis i feltet mellem de fire aktører undersøgelseskommissionerne, der er blevet mere og mere populære i løbet af deres snart 14-årige levetid, placerer sig: mellem jura, proces, politik og medier. Det er ikke en retssag, det er ikke en politisag, det er heller ikke en klagesag eller en voldgiftssag, og den skal ikke engang dømme nogen. Det er en juridisk bastard, der skal gøre det umulige: At lave jura ud af politik. Og det er det, der gør dem både elsket og hadet.

»Ja, det er en mærkelig størrelse,« siger forhenværende professor i offentlig forvaltning og medforfatter til bogen De store kommissioner – Vise mænd, smagsdommere eller nyttige idioter Jørgen Grønnegaard Christensen.

»Problemet med undersøgelseskommissioner er, at de i langt de fleste tilfælde bunder i en politisk strid, hvor det mere handler om, at man har opdaget en sprække i forvaltningen, som man håber at kunne føre helt op til den politiske chef, altså til en minister.«

På den måde forsøger man ifølge Jørgen Grønnegaard at omdefinere den politiske strid til et juridisk problem, og det er rigtig smart set i et politisk perspektiv.

»Det betyder at man i stedet for en diskussion om fornuftigt eller ikke fornuftigt, enighed eller uenighed, får man gjort det til et spørgsmål om, hvorvidt reglerne er overholdt, og så er man inde i et område, hvor man har benhårde kriterier for, om der er noget at komme efter, eller om der ikke er noget at komme efter.«

Politisk stridbart grundlag

Og det er den del, den danske dommerstand, der har været ansvarlig for at finde ledere af de forskellige undersøgelseskommissioner, har det rigtig svært med.

»Grænsen mellem jura og politik er hårfin i undersøgelseskommissioner og særdeles vanskelig for en dommer,« siger formand for Den Danske Dommerforening, Mikael Sjöberg, og understreger dommernes suveræne neutralitet og den store tillid, de nyder i befolkningen .

»Med undersøgelseskommissioner bliver den udfordret, fordi de er nedsat på et politisk stridbart grundlag. Derudover skal dommeren skal ikke dømme, men udtale sig. Og også der er vi uden for det område, hvor vi normalt arbejder. Vi synes, det er farligt for domstolene og dommerne at inddrage dem på denne måde. Den store tillid, der er til systemet, risikerer at blive sat over styr. Det er et sted, hvor man parkerer politiske spørgsmål og forsøger at gøre dem til jura.«

Undersøgelseskommissionerne har i varierende former eksisteret altid, men først efter Tamilsagen fik det en fast retlig form, og i 1999 nedsatte daværende justitsminister Frank Jensen med PET-Kommissionen den første egentlige undersøgelseskommission.

Tidligere justitsminister og nuværende politisk kommentator Hans Engell er det menneske i Danmark, der har nedsat flest undersøgelseskommissioner og vidnet i flest, og han mener, de forskellige kommissioner falder i tre forskellige kategorier:

»Den ene er de rene politiske sager, hvor du kunne vælge at smide tingene over til en dommer, og så blev det parkeret der – uden forventning om, at der kommer noget ud af det. Den anden har handlet om store vigtige forløb, hvor samspillet mellem politikere og embedsværk skulle afdækkes – Irak, Afghanistan; og så er der den tredje kategori og det er den helt farlige, hvor der kan være tale om misledning og magtmisbrug,« siger Hans Engell, der også mener, at mediernes rolle er blevet vigtigere og vigtigere.

Forhadt af embedsværket

Stort set alle de seneste sager, forklarer Hans Engell, har været initieret af medier – det gælder også de to nuværende statsløsesagen, som Information bragte frem, og skattesagen, som BT er involveret i, og hvor en meget stor del af vidnelisten består af journalister.

»Embedsværket hader de her undersøgelser,« siger han videre.

»De hader dem som pesten. Først og fremmest fordi de er vant til at arbejde bag kulissen. Se bare på skattesagen, hvor der er fyldt med journalister og snurrende kameraer, så snart de kommer ud, og det stresser dem. Det er de slet ikke vant til. Og så må du regne med, at hvor politikerne kan komme tilbage på sporet igen efter at være blevet skandaliseret, har embedsmændene slet ikke de samme muligheder for vende karrieren, hvis de kommer derud.«

To slags skarphed

Men Hans Engell deler ikke helt Grønnegaard og Sjöbergs kritik. Han mener undersøgelseskommissioner er den bedste instans til at afdække samspillet eller modspillet mellem minister og embedsværk:

»Rigsrevisionen for eksempel kan kun forholde sig til skriftligt materiale – de kan ikke indkalde vidner,« siger Hans Engell.

Men Mikael Sjöberg mener alligevel, systemet som i det mindste bør strammes op. Særligt i selve kommissionens opdrag.

»Når spørgsmålet som udgangspunkt er stillet bredt og politisk – fra én blok mod en anden – er det svært at forestille sig at svaret kan blive tolket som andet end politisk,« siger han og nævner Irak-komissionen som eksempel på en sag med et alt for bredt spørgsmål.

»Sagen handler dybest set, om det var rimeligt for Danmark at gå i krig. Det kan ikke nytte noget, at man sætter en dommer, der er vant til at vurdere ting på én måde. Den kommission udstillede, hvor svært det kan være at arbejde så tæt på det politiske system. Ole Wæver fra Københavns Universitet synes bare det var super skarpt, men for en dommer er skarphed er noget helt, helt andet.«

Og der findes et alternativ til Undersøgelseskommissionerne, mener Jørgen Grønnegaard Christensen.

»Der er muligheder for at undgå at sætte dommerne i den position. Vi har jo allerede procedure for den slags,« siger han.

»Ombudsmanden, Folketingets udvalg, Rigsrevisionen – man kan bede en juridisk professor gennem gå sagen eller også kan man jo endelige gå til en domstol. Problemet er, at en undersøgelseskommission inddrager dommerne, og i det øjeblik de er med, bliver sagen lige pludselig helt anderledes alvorlig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»Ombudsmanden, Folketingets udvalg, Rigsrevisionen – man kan bede en juridisk professor gennem gå sagen eller også kan man jo endelige gå til en domstol. Problemet er, at en undersøgelseskommission inddrager dommerne, og i det øjeblik de er med, bliver sagen lige pludselig helt anderledes alvorlig.«

Man står lidt tilbage med spørgsmålet hvorfor det er et problem og hvem det er et problem for, er det er det fordi man mener, at der er et misforhold mellem den vægt dommernes betænkninger/domme får og deres uvildighed eller neutralitet i afgørelserne. Er det fordi der er bekymringe for, at dommerne bliver politikere eller at politikerne bliver til dommere eller bægge dele?