Klumme
Læsetid: 4 min.

Følelsernes opdragelse

Kristendommens centrale budskab om kærlighed til næsten, fordømmelsen af blind, jordisk materialisme, den hæmningsløse jagt på gods og guld, fremhævelsen af oprigtighed og uskyld, har ikke hæmmet dens udbredelse og status som officiel religion i samfund, der ellers hylder gods og guld som målestok for alt godt, foragter hellig enfold og skelner skarpt mellem et lands egne indbyggere og folk fra andre lande og kulturer.
Kristendommens centrale budskab om kærlighed til næsten, fordømmelsen af blind, jordisk materialisme, den hæmningsløse jagt på gods og guld, fremhævelsen af oprigtighed og uskyld, har ikke hæmmet dens udbredelse og status som officiel religion i samfund, der ellers hylder gods og guld som målestok for alt godt, foragter hellig enfold og skelner skarpt mellem et lands egne indbyggere og folk fra andre lande og kulturer.
Moderne Tider
21. december 2012

I Følelsernes opdragelse fortæller Flaubert om en rigmands begravelse i midten af 1800-tallet. Den fornemme, hestetrukne rustvogn og hestenes kostbare seletøj beskrives i alle detaljer, med en nøgtern og næsten videnskabelig grundighed. Der fortælles om det store følge, om den store magt og betydning afdøde havde haft i levende live. Beretningen munder ud i en kortfattet beskrivelse af lyden af jord og grus, der rammer kistelåget. Og som finale, ultralakonisk, afsluttes hele beskrivelsen med en enkel, ganske kort sætning, nemlig: Og det var så det. Det står der virkelig! Hverken mere eller mindre. Og det var så det! Man kan sige sig selv, at der senere ventede et kolossalt gravmonument, men det omtaler Flaubert ikke.

Kristendommen, der i sin oprindelse var en lille, mellemøstlig sekt, har unægtelig siden haft stor succes. Dens centrale budskab om kærlighed til næsten, fordømmelsen af blind, jordisk materialisme, den hæmningsløse jagt på gods og guld, fremhævelsen af oprigtighed og uskyld, har ikke hæmmet kristendommens udbredelse og status som officiel religion i samfund, der ellers hylder gods og guld som målestok for alt godt, foragter helligt enfold og skelner skarpt mellem et lands egne indbyggere og folk fra andre lande og kulturer. Kristendom er ikke for dissidenter eller den rebelske avantgarde, kristendom er ikke for folk med begge ben solidt plantet i den blå luft, men for de praktiske, egennyttige og bjærgsomme af sind og tilbøjelighed. Den har for længe siden gjort den himmelske retfærdighed til et nøjagtigt billede af samfundets indretning på godt og ondt. Den oprindelige religiøse følelse er blevet grundigt opdraget, kan man vel sige. Man kan gå en tur på en hvilken som helst kirkegård, hvis man skulle være i tvivl. Selv i døden, selv blandt gravsteder, er der velhaverkvarterer – med god afstand til de mere anonyme gravpladser for folk med jævne og almindelige indkomster. Hvad det videre angår, kan man selvfølgelig ikke vide noget med bestemthed, men mon dog ikke dem med de største gravsteder også kommer først i køen ved Perleporten? Hvis man har en rest af den oprindelige religiøse ånd i sig, kunne man måske også have en mistanke om, at Skt. Peter får en bonus, hvis størrelse afhænger af, hvor mange fattigrøve han afviser. Der kan vel ikke blive ved med at være plads til alle, der vil, bare fordi de nu tilfældigvis er rene af hjertet. Og når de ikke engang i jordelivet, hvor alle kneb ellers er tilladt, formåede at drive det vidt, hvorfor skulle de så være specielt egnede i rollen som Guds engle små? Det var trods alt ikke i går Gud skabte jorden og himlen, dyr og fugle og til sidst mennesket. Gudfader, så at sige, manden må jo have lært et og andet siden dengang. En smule realpolitisk snusfornuft må da have indfundet sig? Den pubertært-forstokkede forestilling om, at det skal være sværere for en rig mand at komme i himlen end for en tumpe, der har levet på overførselsindkomst hele sit voksne liv, er ikke bare utidssvarende, den er også grundlæggende uretfærdig. Det skal altså ikke kunne betale sig at arbejde, eller hvad?

Guds søn skal da på Herlufsholm

Hvad nu den nærmeste, og i øvrigt eneste, familie angår, er der vel ikke nogen, der for alvor forestiller sig, at Gud af i dag vil lade sin enbårne søn spilde sit liv sammen med ludere, småkriminelle og religiøse fanatikere i ørkenen? Toldere og forpissede daglejere! Evangelister! Og skulle Gud virkelig lade sin enbårne ende sine dage sømmet fast til et SM-trækors på en losseplads? Selvfølgelig vil han ikke det. Som den gode og kærlige – og dertil jo også almægtige – far han er, vil han selvfølgelig sørge for, at hans søn som det første får en ordentlig uddannelse. Herlufsholm og Københavns Universitet som et minimum. Og derefter en solid karriere i erhvervslivet. En ministerpost i en borgerlige regering, måske, dog kun som et intermezzo, til brug for cv’et, men det er forresten noget, der skal overvejes nøje, for politik er nu engang politik, sådan set Satans værk, og det giver ikke nødvendigvis et godt omdømme.

En folkekirkelig karriere kan heller ikke komme på tale, selv om man måske kunne synes, det måtte være et naturligt valg. Men helt ærligt, Gud Herrens eneste søn som biskop for f.eks. Lolland-Falsters stift? Det kan selv den almægtige ikke byde sin søn, ikke engang i opdragende øjemed. Skulle Jesus Kristus hutle sig igennem med en gemen biskopløn og en tjenestebolig vis a vis hjemstavnsforfatteren Bent Vinn Nielsen? Nej, nu stopper vi! Hvad skulle han også få tiden til at gå med? At drikke sognekaffe sammen med Udkantsdanmarks provinsborgerskab? Det vil og må Gud forbyde! Jesus af i dag vil gøre karriere som international forretningsmand under navnet Jay Kay, og som den sunde, unge mand han vil være til evig tid, vil han forstå at udnytte sine forbindelser til det yderste. Så kan det selvfølgelig godt være, han vil oprette en fond eller noget til fordel for de nødlidende, de fattige og de knap så heldige på Guds grønne jord. Noget for noget, vil være fondens motto. Mikrolån til hjemløse, så de selv kan spare op til en ejerlejlighed. Varm suppe til de sultende når de har udført én dags ulønnet arbejde for Jay Kay Ltd. Noget for noget, dejlig er jorden, julen har brækket sit ene ben, en fattig jomfru blev sat ned i løn. Glædelig højtid, kære læser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Frisendal

Årets bedste juleprædiken. Tak Bent.

Lise Lotte Rahbek

Herligt billedsprog.

Ps I øvrigt har jeg hørt, at det ikke længere hedder Udkantsdanmark men Udfaldsdanmark - evt. Akutdanmark.
Men det kan godt bare være et løst rygte.

Tja, det er et teater, det hele. Hvad skal vi gøre med den løgn?

tro er subjektiv. hvorfor bebyrde andre ?