Læsetid: 8 min.

Han forsøgte at kapre præsidentposten. Den amerikanske offentlighed er ligeglad

Mediemagnaten Rupert Murdoch ville køre general Petraeus i stilling som republikansk præsidentkandidat i 2012. Det afslører en båndet samtale, der slet ikke har vakt den moralske forargelse, som den burde, skriver Carl Bernstein – journalisten, der i sin tid var med til at afsløre Watergate-skandalen
Korrupt. Murdochs bestikkelse af demokratiske institutioner er en af de vigtigste historier i de seneste 30 år, skriver Carl Bernstein.

Korrupt. Murdochs bestikkelse af demokratiske institutioner er en af de vigtigste historier i de seneste 30 år, skriver Carl Bernstein.

Jessica Rinaldi

29. december 2012

Så der fik vi det altså sort på hvidt: det uigendrivelige bevis for Rupert Murdochs ultimative og mest dristige forsøg på at bemægtige sig Amerikas demokratiske institutioner i et omfang, der er på niveau med hans succesrige bestræbelser på ved hjælp af penge, pression og omfattende misbrug af den frie presses privilegier at skaffe sig afgørende indflydelse på og korrumpere nogle af Storbritanniens væsentligste demokratiske institutioner. Kun tilfældige omstændigheder gjorde, at mediemagnatens forehavende ikke blev til noget i denne omgang.

I det amerikanske tilfælde ser det ud til, at Murdochs hensigt var intet mindre end at bruge sit medieimperium, frem for alt Fox News, til diskret at rekruttere David Petraeus som præsidentkandidat og finansiere og støtte hans kampagne op til valget i 2012.

I foråret 2011 – mindre end ti uger før Murdochs centrale rolle i skandalen om hans britiske tabloidavisers hacking af mobiltelefoner og bestikkelse af politikere omsider kom frem – sendte Roger Ailes, bestyrelsesformand og grundlægger af Fox News, en budbringer til Afghanistan. Hendes mission var klar: at opfordre Petraeus til at afslå præsident Obamas forventede tilbud om at blive CIA-direktør for i stedet at stille op som republikansk nomineringskandidat til præsidentvalget med løfter om at få økonomisk støtte af Murdoch. Ailes selv ville træde tilbage som formand for Fox News og stille sig i spidsen for Petraeus’ valgkampagne. Dette fremgår af en samtale mellem Petraeus og Ailes’ udsending, K.T. McFarland, ’forsvarsanalytiker’ for Fox News og tidligere højrehånd for nationale sikkerhedschefer i tre republikanske administrationer.

At vi kender til samtalen mellem Petraeus og McFarland, kan vi takke journalist Bob Woodward for. Det lykkedes ham at få fat i en digital optagelse af diskussionen, hvis indhold han efterfølgende har redegjort udførligt for i en artikel offentliggjort i The Washington Post. Artiklen blev bragt den 3. december, men besynderligt nok fik den ikke den forsideplacering, den fortjente. Selve lydfilen findes på Washington Posts hjemmeside.

Næsten lige så skræmmende som Ailes’ og Murdochs foragt for en uafhængig, reelt fri og hæderlig presse – og lige så bemærkelsesværdig som deres sendebuds sleske iver for at formidle til Petraeus det usædvanlige tilbud om med al mulig Fox-støtte at blive præsidentkandidat – er den afdæmpede reaktion fra USA’s presse og politiske etablissement. Man kan spekulere over, hvad grunden kan være. Frygt for Murdoch, Ailes og Fox? Eller har kynismen i dag et sådant omfang, at ingen længere kan overraskes over Murdochs, Ailes’ og Fox’ foragt for anstændige journalistiske værdier og for gennemsigtigheden i et demokratis valgproces.

Stilen for de amerikanske mediers reaktion blev fra starten lagt af Washington Posts tonedøve behandling af den sensationelle historie. De henviste den til den sektion af avisen, som er helliget insidersladder fra Washingtons politiske miljøer, og som fokuserer på underholdning og dyrker society-kendisser.

»Bob havde et stort scoop, en pikant mediehistorie, der passede perfekt til vores Style-tillæg. Men historien havde ikke den principielle karakter, der kunne have båret en forsideplacering,« udtalte Washington Posts chefredaktør, Liz Spayd, til de amerikanske politiske journalisters branchemedie Politico, der ville vide, hvorfor i alverden en sådan historie dukkede op i livsstilssektionen.

»Pikant mediehistorie«? Ikke tilstrækkelig »principiel karakter« til at bære en forsidehistorie? En så eklatant fejlbedømmelse kan man næsten ikke forestille sig hos nogen af Spayds forgængere som chefredaktører for Washington Post, hvis de havde fået en tilsvarende båndoptagelse – og endda af højeste lydkvalitet – stukket i hånden.

»Sig til Ailes, at hvis jeg nogensinde stiller op,« siger Petraeus på den krystalklare digitale lydoptagelse, hvorefter han griner ... »ja, ikke at jeg vil gøre det, men hvis jeg skulle ... så vil jeg holde ham fast på hans tilbud ...«

Herefter hører vi McFarland præcisere vilkårene:

»Den store boss finansierer det. Roger vil køre det. Og resten af os bliver så dit organisatoriske bagland«.

Kan man tænke sig nogen mere utvetydig bekræftelse af berettigelsen af den kritik, som kritikere af Fox News konsekvent har rejst omkring tv-stationens falske nyhedsdagsorden og indbyggede ideologiske forudindtagethed?

Murdochs skamløse vilje

Lad os prøve at forestille os følgende: Var en udsending fra bestyrelsesformanden for NBC News eller fra redaktøren for New York Times eller Washington Post nogensinde blevet grebet i at give løfter (på en båndoptagelse) om ting af den type, som Ailes og Murdoch øjensynligt tilbyder her, ville ramaskriget og raseriet, især fra Fox News og det republikanske Tea Party-Amerika, Kongressen, Det Amerikanske Handelskammer og tænketanken Heritage Foundation have været øredøvende og umuligt at stilne, før der var iværksat en kongresundersøgelse, eller før tv-bestyrelsesformanden og avisredaktøren var gået af. Eller indtil der var kommet plausible og overbevisende beviser for, at historiens vigtigste elementer var falske. Og selvsagt ville historien fortsætte som forsidestof dag ud og dag ind, indtil hvert et gram af (berettiget) harme over misbrugt pressefrihed og utilbørlig indblanding i et demokratis valgproces var kommet til udtryk.

Optagelsen med Petraeus’ og McFarlands samtale er et bemærkelsesværdigt dokument. Den er et bevis på Murdochs skamløse vilje til magt og på de foretrukne metoder hos det udspekulerede geni, han har hyret til at lede Fox News. Og den er et bevis på, hvordan ledelsen af Fox News tromler hen over det amerikanske civile og politiske landskab uden så meget som at ulejlige sig med at foregive journalistisk uafhængighed og hæderlighed. På samme måde som hackingskandalen, som åbenlyst for alle dokumenterede Murdochs evne til at indfange og fordærve de tre grundlæggende elementer i det britiske demokratis samfundspagt – pressen, politikerne og politiet – viser Ailes/Petraeus-båndet, at Murdochs mål i Amerika altid har været lige så ambitiøse, lige så fordækte og lige så forbryderiske.

Den digitale optagelse og den dødsensalvorlige konspiratoriske samtale, den indfanger så skræmmende i tone og indhold – »jeg melder kun tilbage til Roger. Og det er så vores aftale,« forsikrer McFarland Petraeus efter at have konkretiseret tilbuddet – dementerer fuldstændig Ailes’ uvederhæftige afvisning af, at hvad han og Murdoch i realiteten var i færd med at gøre, var at købe det amerikanske præsidentembede.

»Det var mest af alt en joke. En form for wiseass-kækhed, der falder mig naturlig,« hævdede Ailes således senere, idet han ikke desto mindre bekræftede, hvad der stod på spil: »Jeg mente, at det republikanske felt (i primærvalgene, red.) ville være godt tjent med at blive rusket lidt op i, og at Petraeus kunne være en god kandidat.«

Murdoch og Ailes har opbygget et utroligt indflydelsesrigt medieimperium, hvis magt over britisk og amerikansk kultur er i en klasse for sig: Snarere end velovervejet at udøve denne magt til at skabe en bedre nyhedsdækning og højne de journalistiske standarder med de enorme ressourcer, imperiets ledere råder over, har de som oftest forfulgt en hensynsløs dagsorden med sensationsjournalistik, fremmanipulerede kontroverser, ideologisk messianisme og opkøb af politisk indflydelse under dække af at være forbilleder for en fri og ansvarlig presse. Båndet er et stærkt bevis på, hvad deres metode går ud på, og hvor langt den rækker.

En historie uden sidestykke

Historien om Murdoch – om hans bestikkelse af de væsentlige demokratiske institutioner på begge sider af Atlanten – er en af de vigtigste og mest vidtrækkende politiske og kulturelle historier i de seneste 30 år. En fortløbende fortælling uden sidestykke. Ligesom tilfældet var med Richard Nixon og hans bånd, har megen opmærksomhed rettet sig imod at finde den rygende pistol, der kunne bekræfte, hvad andre beviser allerede havde godtgjort hinsides enhver tvivl: at demokratiets elementære instrumenter – præsidentembedet i Nixons tilfælde, den frie presses privilegier i Murdochs – blev misbrugt for egen vinding af mennesker, der udnyttede den enorme magt, de havde fået betroet til fremme af almenvellet.

I Nixons tilfælde virkede systemet. Hans forbryderiske handlinger blev undersøgt af Kongressen. Det amerikanske retssystem slog fast, at selv De Forenede Staters præsident ikke er hævet over loven, og han blev tvunget til at træde tilbage eller få en rigsretssag på halsen, der med sikkerhed ville føre til dom. Det amerikanske og det britiske demokrati har ikke været lige så heldige med Murdoch, hvis magt og korruption har kunnet florere ukontrolleret i en tredjedel af et århundrede.

Det vigtigste, vi som journalister kan gøre, er at foretage vurderinger af, hvad der tæller som nyheder. Næppe nogen historie er i den grad gået vores næse forbi dagligt i så mange år (fordi vi ikke engang har gidet prøve at forfølge den) som historien om Murdochs destruktive march hen over vores demokratiske landskab. Kun The Guardian påtog sig igennem en energisk indsats at følge sporene i hacking-historien og metodisk afdække den igennem måneder og år. Ikke på noget tidspunkt ignorerede avisen den underliggende sammenhæng, hvori Rupert Murdoch praktiserer sin ’tag ingen fanger’-journalistik uden hensyntagen til de mest elementære normer for retfærdighed, nøjagtighed eller balance – eller bare lovlydig adfærd.

Da The Guardians dækning af hackersagen fik kritisk masse sidste år, kunne jeg citere en tidligere Murdoch-chef for følgende:

»Denne skandale og alle dens implikationer kunne ikke være forekommet nogen andre steder. Kun i Murdochs kredsløb. Hackeraktiviteterne på The News of the World blev gennemført i industriel målestok. Mere end nogen anden opfandt og etablerede Murdoch denne kultur på medieredaktioner, hvor man gjorde alt, hvad der var nødvendigt for at få sin historie hjem, for ikke at tage fanger og for at tilintetgøre konkurrenter. Og hvor målet i sidste ende helligede midlerne.«

Den optagelse, som Bob Woodward fik fat på, og hvis ordlyd Washington Post refererede i sin livsstilssektion, bør være den definitive afsløring af Murdoch-historien på begge sider af Atlanten. En afsløring, som viser, at ingen institution – heller ikke det amerikanske præsidentembede – kunne vide sig sikker for at blive genstand for hans undergravende virksomhed. Hvis Murdoch havde finansieret en succesrig Petraeus-præsidentkampagne, og hvis – som hans sendebud McFarland lovede – »resten af os [på Fox] vil være dit bagland«, kunne Murdoch have syet det amerikanske demokratis institutioner endnu tættere sammen, end han formåede med sit britiske skræddersnit.

Heldigvis var Petraeus ikke interesseret i præsidentembedet på det tidspunkt, hvor sendebuddet kom til ham. Generalen var godt tilfreds med udsigten til at få den stilling som CIA-direktør, som Ailes ville tilskynde ham til at opgive.

»Vi er alle sammen klar,« sagde sendebuddet med henvisning til Ailes, Murdoch og Fox.

»Det kommer aldrig til at ske,« svarede Petraeus. »I ved godt, at det aldrig kommer til at ske. Det gør det virkelig ikke ... Min kone vil kræve skilsmisse.«

 

© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Se også Jonathan Cooks artikel Why the Washington Post Killed the Story of Murdoch’s Bid to Buy the US Presidency

- "The significance of Woodward’s story is not that it proves Rupert Murdoch is danger to democracy but rather that it reveals the absolute domination of the US political system by the global corporations that control what we hear and see. Those corporations include, of course, the owners of the Washington Post.

The saddest irony is that the journalists who work within the corporate media are incapable of seeing outside the parameters set for them by their media masters. And that includes even the most accomplished practitioners of the trade: Woodward and Bernstein."

http://www.counterpunch.org/2012/12/21/why-the-washington-post-killed-th...