Hesten, der blev til en ko

Hvordan er danskerne i rollen som indvandrere, når det er os, der træder gennem en fjern og fremmed dør? Forfatteren Carsten Jensen har besøgt efterkommerne af de danske emigranter i Argentina
Hvordan er danskerne i rollen som indvandrere, når det er os, der træder gennem en fjern og fremmed dør? Forfatteren Carsten Jensen har besøgt efterkommerne af de danske emigranter i Argentina
22. december 2012

Rabatten er ikke bare blød, den er også bred. 30-40 meter måske. Så først kommer hegnene. På den anden side begynder uendeligheden. På pampassen er der lige så meget plads som på havet. Og det er også havfornemmelsen, der melder sig, da jeg krydser over den. Horisonten er så langt borte, at blikket uforstyrret fanger Jordens runding. Her og der rejser der sig en lund eller et læhegn, men lukke landet inde eller sætte en stopper for grænseløsheden formår træerne ikke. Det kan kun horisonten med dens knaldende sammenstød mellem grønt og blåt. Her er der kun græs og himmel.

Sådan har de første danske immigranter også set Argentina. De har krydset havet, og de ankommer til et land, der som havet er uden grænser, næsten svimlende i sin åbenhed. De er rejst fra et land, hvor horisonten aldrig ermere end en armslængde borte, og alting er inddelt i ejendomsrettens kvadrater og rektangler, markernes terningemønster, der dækker, hvad der engang var natur. Fladheden kender de hjemmefra, men ikke i så radikal, diktatorisk en form. Her er der ikke andet. En gravhøj ville være en sensation, Himmelbjerget et Himalaya. Men en bondes blik søger ikke afveksling. Hvad skal han med bakker og skove? Her er jorden plan som en præsenterbakke, og det er det, den er for emigranten: en invitation til at tage for sig.

En modtagelseskomité har den gæstfri pampas også arrangeret. Et pludseligt glimt af flaksende sort og hvidt, så et par lange røde streger, der bryder den grønne monotoni. Det er storken, der med tunge vingeslag stiger op fra den frodige rabat. Stork, stork, langeben, den mytologiserede danske nationalfugl, som så få nulevende danskere nogen sinde har set, fordi den ikke længere yngler i Danmark. Jeg ser den stige op fra den frodige vejkant, og det går op for mig, at det er første gang i mit liv, jeg ser en stork, dette symbol på en danskhed, der mere består af drømme end realiteter.

Sådan har det ikke været for emigranterne dengang for over 100 år siden. Storken har været et velkendt syn. De kendte den fra kæret, engen og bondens tag. De søgte efter det velkendte, for i det nye slår man ikke rod, og stork, stork, langeben glimtede rødt og hvidt over pampassen som en forsikring om, at de efter at have krydset Atlanten stadigvæk var hjemme. Så langt havde de heller ikke rejst, og en fremmed verden var de slet ikke interesseret i.

Det er ikke kun storken, rabatten gemmer på. Der er også en mangfoldighed af gnavere, som efterlader deres fladkørte lig på vejbanen. Af og til røber en skarp, bitter lugt, som trænger ind i bilen og bliver hængende i luften de næste par minutter, at et af trafikofrene må have været et stinkdyr. Tid til at stoppe eller navigere udenom, er der aldrig, for på pampassen køres der ikke under 150 kilometer i timen. Det er uendeligheden af plads, der går argentinerne i blodet. Her og der varsler trafikskilte om fartbegrænsninger, fordi vejen et par kilometer længere fremme slår en umærkelig kurve. 40 kilometer står der, og så sænker de forsigtige farten til 140 kilometer.

Der er 3.000 kilometer foran dig, før vejen ender i Ildlandet. Der er 3.000 kilometer i bakspejlet, før vejen ender i den brasilianske jungle, så din sidste tanke i verden er speedometret. Der er altid plads til en overhaling ude mellem stjernerne, og når du kører på pampassen, kører du ikke på noget så kedeligt som en vej, for der findes ikke nogen vej. Der findes kun en permanent overhalingsbane. Du er deltager i et væddeløb i Galaksen.

Selvbevidsthed

Jeg er i Argentina på invitation af den danske kirke. Danskerne indvandrede til Argentina i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Hvert år siden 1929 har de fået besøg hjemmefra, og foredragsholderen sendes rundt til de byer, hvor de, der endnu taler dansk, stadig kan fylde en sal. Det er på pampassen, de bor, hvor jorden er flad som i Danmark, men der bare er så velsignet meget mere af den. Jeg besøger et fædreland i inflationsstørrelse.

Jeg skal tale om det lille land, de engang forlod. Det er deres skrantende erindring, jeg skal hjælpe på, hukommelsens sorte hul, jeg skal hive dem op af.

Jeg kommer med mit eget spørgsmål. Hvordan er danskerne som indvandrere?

I Danmark ved vi alt om indvandrere. Vi har prøvet at leve med dem i 40 år, men i vores øjne er der altid noget, der er galt. Indvandrerne kommer med alt for stor en oppakning til at kunne træde ind igennem vores dør, og skønt det meste af deres bagage er usynlig, gør det den ikke mindre uhåndterlig. Se, hvordan de slæber på kufferter fulde af fremmede sprog, afvigende kulturer, religioner og en tyngende historie, som gør dem træge og modvillige. Bedst ville det være, hvis de kunne træde os nøgne i møde, afklædte for alt andet end deres villighed til at arbejde. I stedet må vi hver dag tage dem i skole, aflære dem deres uvaner og befri dem for det handicap, vi anser deres fortid for at være. Det er så fandens besværligt, at vi må stønne højt og utilfredst under sisyfos-arbejdet med at rette op på deres menneskelige mangler, og det er denne stønnen, der har fået navn af indvandrerpolitik.

Og os selv? Hvordan træder danskere gennem en fjern og fremmed dør, når det er os, der er i rollen som indvandrere?

Vi byggede landet, siger danskerne i Argentina selvbevidst. De havde, dengang de ankom for over 100 år siden, nybyggernes privilegier, en på en gang krævende og let rolle. Den jord, de slog sig ned på, var der ingen, der havde dyrket før, bortset fra en håndfuld indianere, der villigt lagde sig ned og døde i mødet med den moderne civilisation. Der var kun et bud, de danske nybyggere måtte adlyde: enten arbejde hårdt eller give op. Men der var ingen stat, der bad de nyankomne undergå et hamskifte og antage en ny identitet, for der var ingen, der vidste, hvad det ville sige at være argentiner. Argentina var et land, hvor englændere, hollændere, tyskere, danskere, arabere, spaniere og italienere tilfældigvis befandt sig på samme sted, ikke fordi de havde søgt hinandens selskab, men fordi landet under deres fødder bød på muligheder. Den typiske argentiner, lød et ordsprog, er en italiener, der taler spansk og påstår, han er englænder.

Argentina var et samfund uden centrum, og derfor var der ingen til at stigmatisere de andre som forkerte i sprog, livsstil, kultur eller religion. Argentina havde ikke noget integrationsministerium. Der var ingen Pia Kjærsgaard, intet Argentinsk Folkeparti. Indvandreren havde en grundlæggende ret, som blev tilkendt ham uden ord. Han kunne forblive den, han var. Eller han kunne blive en anden. Beslutningen var hans egen.

Og danskerne traf deres beslutning. De holdt fast.

Det er derfor, jeg er her.

Parallelsamfund

De holdt fast i deres sprog, deres tro, deres kirker og præster, deres begravelsesritualer, deres spisevaner. De dannede parallelsamfund. De hentede deres brude i hjemlandet, hvilket på nutidsdansk også kaldes familiesammenføring. Kvinderne lærte aldrig at tale spansk, men ernærede sig af en åndelig føde, der bestod af abonnementer på Familiejournalen og Skive Folkeblad, hvilket i nutidens Danmark ville svare til en parabolantenne indstillet på Al Mustakillah eller Sharjah TV. De sendte deres børn hjem på højskoler, så de kunne lære dansk tradition og historie at kende, hvilket vi dag kalder genopdragelsesrejser. De udstødte dem, der giftede sig med en ikkedansker. De skabte ikke et Danmark langt hjemmefra. De pakkede bare kufferten ud og nøjedes med den medbragte bagage.

»I skolen skulle vi fortælle, hvem vi var,« fortæller Inger. ’Jeg er dansker, svarede jeg.’ ’Nej,’ sagde lærerinden, ’du er argentiner.’ ’Mor,’ sagde jeg, da jeg kom hjem, ’i skolen siger de, at jeg er argentiner.’ ’Nu skal du høre,’ sagde mor og trak mig til side. ’Fordi en hoppe foler i en kostald, er det ikke en kalv, der kommer til verden. Det er stadigvæk et føl.’«

De danske emigranter ankom til Argentina i det 19. århundredes sidste årtier. De kom ind til verdenskrisen i 1929. Jeg tæller på fingrene. Hvilken emigrantgeneration tilhører dem, jeg møder? Fjerde eller femte?

»Da min far kom til Argentina,« siger en ældre dame til mig. Hun er altså kun anden generation. Men far kom i 1914. Vil hun tale med sine børnebørn, må hun gøre det på spansk. Også med sine børn taler hun spansk. Selv med præsten, der iført pibekrave og sort kjole forretter gudstjenesten. Guds ord er ikke længere tilgængeligt på dansk. Det gamle sprog er forbeholdt de aftener, hvor hun og jævnaldrende veninder samles for at se Matador. Det danske sprog har også i bogstavelig forstand nået pensionsalderen. Disse kvinder er enker efter et afdødt fædreland, som nu kun overlever på stuevæggene som juleplatter fra Den Kongelige Porcelænsfabrik og guldindrammede korsstingsbroderier, der med deres størrelse vidner om, at nogen her i det fremmede har haft god tid, når de skulle genskabe en landlig idyl fra et halvglemt land.

Hesten er blevet til en ko.

Der er en eneste ting, som det ligger uden for menneskelig magt at holde fast i. Det er tiden. Tålmodigt gør den sit arbejde og undergraver selv de mest rodfæstede vaner, også dem, der kalder sig religion og kultur. Danmark – et kongerige i tusind år, står der på turistplakaten. Men så længe holder ingen vane. Ikke engang i 100 år.

Hvert år samles de endnu dansktalende i fem dage til et såkaldt højskoleophold i Tandil, byen, der regnes for en slags uformel hovedstad i det danske trekantsområde i den sydlige del af Buenos Aires-provinsen. Engang mødtes de på den danske skole uden for byen. Men nu er den lukket og solgt. Der er stadigvæk en dansk kirke, men i den har der ikke været prædiket på dansk siden engang i halvfemserne. Forsamlingshuset med den store teaterscene er lejet ud som lokalt weekend-diskotek. Det dunkle bibliotek vidner med sin hengemte lugt om, at her har der ikke været læst eller lånt bøger i årtier.

Gastronomisk glemsel

’Suppe med boller,’ står der som første punkt på højskoleopholdets program. Middagen er fuldt så vigtigt som foredragene. Den er en slags nationalismens nadvermåltid, kernen i en hjemstavnsfølelse, hvor ganen spiller samme rolle som hjertet. Der er melboller og kødboller, og suppen er rigtignok klar, men min hukommelse er ikke så dårlig som kokkens, og som min mors smager den ikke. Det gør frikadellerne heller ikke. De serveres med persillesovs og rødkål i en udansk farvekombination, og også frikadellernes blege, bruskfyldte indre vidner om, at her er en kok, der nok kan nynne med på den fædrelandssang, der gemmer sig i opskrifterne og få det til at ligne i det ydre, men ordene og ingredienserne har han glemt. Om søndagen er der de danske desserter æbletrifli og risalamande. De fleste placerer dem ved siden af hinanden på tallerkenen og lader det hele svømme i den samme kirsebærsauce. Deres gastronomiske hukommelse er så dårlig som kokkens.

Det er søndagens hovedret, der røber, at vi er i Argentina. Så kommer nationalretten asado på bordet i store fade, hvor bjerge af indmad, saftigt, grillet oksekød og krydrede chorizo’er hober sig op, og stemningen skifter fra den stille andagt, som nadveren kræver, til den oprømthed, som kun et virkeligt måltid formår at udløse.

Hver morgen, når flaghejsningen finder sted, og Dannebrog går til tops side om side med det argentinske flag, mens stemmerne tøvende leder efter ordene til I Østen stiger solen op, så står de der i oktober måneds silende forårsregn, disse sen-danskere med deres runde, milde ansigter og lyse farver, der røber, at i hvert fald denne generation aldrig blandede gener med omgivelserne. Men argentinere blev de alligevel. For i hænderne holder de en lille kalabas med den bitre, galdegrønne maté, der går fra hånd til hånd, og som de indtager gennem det flade mundstykke på et sugerør af sølv. Det er afløseren for den emaljeblå kaffekande, de efterlod for 100 år siden. Kaffe kan de stadig drikke. Men det er maté, der starter dagen. Det er maté, der holder dem gående. Det er den sociale drik, der binder mennesker sammen i en følelse af fællesskab, og det fællesskab er ikke længere dansk.

Spor har de efterladt sig i Tandil, også selv om de monumenter, de byggede over sig selv, forsamlingshus, bibliotek og kirke, er i færd med at miste deres funktioner. Jeg kører ned ad Avenida Ceferino Pedersen. Jeg passerer også en gade, der er opkaldt efter Juan Fugl. Fugl har også fået en statue opstillet i Tandils udkant, for han regnes for en af byens grundlæggere. Ceferino er spansk for Søren, Juan for Hans. På kirkegården er der en Sector Danes. Her ligger mange, der har ladet deres navn blive mødestedet for to identiteter, en gammel og begyndelsen på en ny. Roberto Madsen. Federico Gandrup. Enrique Andersen. Adolfo Larsen. Efternavnet er altid dansk. Fornavnet er en hilsen til det nye land.

Men ligesom bøgerne i Tandils danske bibliotek, er der også mange af disse gravsteder, der er ubesøgte. Det er længe siden, nogen har lagt buketter her. Den tørre jord slår sprækker rundt om en udgået busk, og også navnene på gravstenene forvitrer. I nabobyen Tres Arroyos 150 kilometer borte har protestanterne deres egen kirkegård, hvor hollændere og danskere deles om pladsen. Her er knoglerne fra de nedlagte grave samlet i en græsklædt gravhøj, der med kampesten på toppen imiterer oldtidsminderne i det danske landskab.

Vores død – og de andres

I det hvidkalkede kapel står et stort maleri i en svær guldramme skødesløst lænet op ad væggen. Det kommer fra den nedlagte danske skole 19 kilometer uden for byen og passer ikke særligt godt ind i kapellet med sin skildring af en byggeplads med murersvende, kvadersten og stiger op ad en solid mur. Måske er det en middelalderlig kirke, der er under opførelse. Men et bibelsk motiv er det ikke. Maleren har ikke efterladt sig nogen signatur, og nu er hans navn glemt. »Ibsen – vistnok,« siger den danske konsul i Tres Arroys tøvende. De lyse farver og penselstrøgets lette anslag, men frem for alt det langagtige i figurerne får mig til at tænke på Niels Larsen Stevns. Senere får jeg det bekræftet. Det er et maleri af Stevns, kunstneren, der var med til at udsmykke Viborg Domkirke og senere H.C. Andersens hus, der nu står og venter på, at et legende barn vælter ind i det udspændte lærred eller en uopmærksom rengøringskone skubber en bænk for tæt på.

I døden er vi alle lige. Det er en illusion, der kun kan opretholdes, hvis man dør inden for sit lands grænser. Emigranten ved bedre. Porten til evigheden befinder sig ikke ved livets afslutning. Den står ved dets begyndelse. Du fødes som dansker, og som dansker vil du også gå over i det hinsides. Hver nation har sin egen måde at møde døden, og en dansk lutheraner skal ikke tilbringe evigheden i en niche i en væg eller på gulvet i et prangende mausoleum, sådan som det sker på Argentinas katolske kirkegårde. Han skal under mulde. Om den så er sort og dansk, sandet eller terrakotta-rød og leret, ned skal han, ned i den jord, hvorfra vi alle ifølge Skabelsesberetningen kom op, og hvorfra han en dag skal genopstå. Det er derfor, danskerne har sat et større præg på de argentinske kirkegårde end på Argentinas byer.

Genbegravelsen

Det er også derfor, Fritz Bierlich blev begravet to gange.

Fritz Bierlich ligger begravet på den lille forsømte kirkegård uden for småbyen Las Dulces. Men der har han ikke altid ligget. Han tog fat på evigheden et andet sted.

Fritz Bierlich hører ikke til dem, der bliver nævnt, når der skal holdes festtaler for de danske emigranter og deres virkelyst. For virkelyst havde han ikke. Han gik på landevejene, de lyserøde, sandede jordspor, der går tværs over den uendelige pampas. I de danske bønders mund blev pampassen kaldt ’kamp’en’ i en fordanskning af det spanske ord for mark, campo. Så på kamp’en levede Fritz Bierlich, men ikke i kamp med jorden. Han forlod sig på de danske landmænds gæstfrihed, og den fik han, for han var en underholdende og vidende mand, og hans værter var overbeviste om, at han måtte have en universitetsuddannelse bag sig. Og en tragedie. For hvordan skulle det ellers gå en så begavet og talentfuld mand så galt?

Bierlich kastede sig over børnenes skolebøger, han slugte ugeblade og leksika, for dengang var der endnu mange bøger på gårdene. Fik han de rigtige informationer, kunne han på få minutter regne gårdens høstudbytte ud. Sine sidste år tilbragte han i et skur langt ude på kamp’en, som en af de danske landmænd stillede til rådighed for ham. Han fik bragt mad ud en gang imellem, og så passede han ellers sig selv og sit indre liv, som alle gik ud fra måtte være rigt.

Indtil han blev syg og kom på hospitalet. De tog ind for at besøge ham, men fik af en læge at vide, at han brat var afgået ved døden. Fritz Bierlich var ikke bare død. Han var også begravet, for i Argentina kræver loven, at liget skal begraves inden for 24 timer. Så udbrød der panik i den danske menighed. Om Bierlichs gudsforhold vidste de i grunden intet, men han var født i Danmark, og så kunne han ikke være andet end lutheraner. Ende sine dage på en katolsk kirkegård skulle han under ingen omstændigheder. Under pres fik de udvirket, at kisten med den afdøde blev åbnet. Men der lå en fremmed. Endnu et kistelåg blev løftet, og så kunne Fritz Bierlich, der i livet var hjemløs, i døden vende hjem og komme i jorden, som den dansker han var og skulle forblive, også ind i evigheden.

Jeg møder kun en mand i Argentina, som ikke har nogen stamtavle. Juan er også leende ligeglad med sine rødder. Danske er de ikke, hvad hans mørklødede ansigt med de brede træk straks røber. Juan er dansk gift, med Andrea, der lige som han selv er agronom. »Min stamtavle begynder og ender med min mor,« ler han bag rattet på sin Renault Fluence, hvis speedometer kun bevæger sig under 150 kilometer i timen, når han parkerer. Hans hænder har sjældent kontakt med rattet, ligesom hans blik kun nødigt dvæler på vejbanen foran ham. Sådan kører en mand, for hvem livet er lutter fremdrift, tænker jeg.

Juans mor fødte ham dagen efter sin seksten års fødselsdag. En far kendte han ikke. Den lille familie boede i et blikskur uden vinduer. Her voksede Juan op. Indtil han var fjorten, delte han seng med sin mor og en kvinde, han betragtede som sin bedstemor, men som blot havde taget moren til sig, da hun var barn. Sengen var blikskurets eneste møbel. Siden er han blevet uddannet både i England og USA. En selfmade mand, der ikke er tynget af nogen medbragt bagage.

Ramun Clausen har orden i familieregnskabet. Far var sønderjyde, bedstefar fynbo, og hans 98-årige mor, Karen, bor stadig på den store landejendom. Men de fire børns navne er et signal. Nicolas, Yvonne, Gaston og Andrés, hedder de. Ramun gik på den danske skole ikke langt fra den 5.000 hektar store ejendom. Han hadede skolen og ser ingen grund til, at børnene lærer dansk. Skal de på studietur til Europa, bliver det til England, ikke Danmark. Det er en argentinsk familie med globalt udsyn, jeg er på besøg hos.

Inspiration til Skou-Hansen

Tage Skou-Hansen var i begyndelsen af firserne inviteret på samme rejse som jeg. Han var indkvarteret hos Lisbeth Kallesøe, som stadig husker ham. »Han var flink til at hjælpe til med opvasken,« siger hun. Men hun fandt også forfatteren indadvendt. »Glad for ensomhed,« som hun kalder det. Tage Skou-Hansen skrev en roman inspireret af sin rejse, Sidste sommer, der blev fjerde og sidste bind i kvartetten med fællestitlen En historie om det runde bord. Jeg har taget romanen med for at genlæse den. Lisbeth Kallesøe har også læst den. Hun trækker på skuldrene, da jeg nævner den. »Jeg forstod den ikke,« siger hun afvisende.

Herman er dansk præst i Argentina og på besøg i Danmark i tiden lige efter Murens fald. Sidste Sommer udkom i 1991, men over 20 år senere kan man læse den som en profetisk roman, der med forbløffende klarsyn forudser den bølge af nationalisme, der i dag ruller over Europa. Det er ikke et nyt fællesskab, der bliver skabt, da Europa bliver samlet i årene efter 1989. Det er et gammelt og separatistisk, der bliver genopdaget og oplever en militant renæssance. Den distance til den københavnske kulturradikalisme, der altid har været mærkbar i Tage Skou-Hansens forfatterskab, er endnu mere markant her. Det nationalistiske oprør er skildret indefra, som en uundgåelig reaktion mod et politisk liv, der er stivnet i teknokrat-tænkning og manipulation fjernt fra al elementær menneskekundskab.

Herman, der er emigreret til Argentina i skuffelse over udviklingen efter befrielsen i 1945, vender hjem til sin fødeegn og oplever en slags forsoning, der formår at forbinde det velkendte med det fremmede. Det slog mig, da jeg læste romanen for første gang for over tyve år siden, og det slår mig igen under genlæsningen: I Sidste Sommer har Tage Skou-Hansen fundet en lykkelig metafor som afløser for den trælse snak om menneskers ’rødder’, der altid antyder, at vi befinder os bedst i en statisk, stillestående position. Det er åen, der er hans metafor: »Den å kom fra et eller andet fremmed sted og havde været igennem andre enge og småbyer. Men den var stadig i forbindelse med sit udspring og ville aldrig komme fri af det punkt, hvor den var begyndt. Den blev der bare ikke. Og alligevel var det den samme å.«

Her ved bredden af den evigt løbende å, kan Herman omsider give slip på følelsen af, at hans ejendomsret til fædrelandet er blevet krænket af andre. »Godt at landet blev brugt af nye mennesker og betød noget andet for dem end for ham.«

Det nye sprog

Jeg kan godt ane, hvorfor Lisbeth Kallesøe, Tage Skou-Hansens værtinde, ikke forstod hans roman. Det kan godt være, at Herman bor i Argentina, men Sidste Sommer er en roman om danske, måske også europæiske dilemmaer. Lisbeth Kallesøe er argentiner. Og som efterkommer af emigranter er hun det levendegjorte eksempel på, at mennesket ikke er et træ lænket til sine rødder, men altid på vej. Hermans dyrebare og sent erhvervede indsigt, at livet er bevægelse og forandring, sidder allerede i hende. Skou-Hansens dilemmaer er ikke hendes.

Jeg finder landskaber i romanen, som jeg ikke selv har oplevet. Tage Skou-Hansen er på sin rejse i Argentina kommet videre omkring end mig. Det er der en simpel forklaring på. De steder, hvor efterkommerne af de danske emigranter stadig taler sproget, bliver færre og færre. En efter en forsvinder disse forposter for en skrøbelig danskhed, og foredragsholderens rejserute er i dag betydeligt kortere, end den var for tredive år siden.

Men der er noget, Tage Skou-Hansen ikke har set eller rettere hørt. Han hører sproget skrumpe, og han tror, at det indskrænkede ordforråd også dømmer dets udøvere til et indskrænket følelsesliv, hvor mere og mere må forblive usagt. »Hvordan klarer de sig overhovedet, så fattigt deres sprog var blevet?« spørger hans hovedperson, Herman, tydeligvis på Skou-Hansens egne vegne.

Men hvor noget skrumper, er der andet, der vokser, og spansk er ikke et ordfattigt sprog. Da spansk afløser dansk som emigranternes hverdagssprog, er de ikke længere danskere, men blevet argentinere.

»Argentina har lært os at give udtryk for vores følelser,« siger en ældre dame til afsked, da hun lægger sin bløde kind mod min.

Dette er den første del af Carsten Jensens fortælling om danskere i Argentina. Anden og sidste del bringes den 29. december

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Peter H. Olesen

Blot en sidebemærkning: Maleriet, som nævnes i artiklen, er ganske rigtigt af Niels Larsen Stevns og motivet forestiller Absalon, der bygger Sorø Kloster. Skitser til værket findes i Sorø Kunstmuseums magasiner.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Borup-Andersen

På et punkt er jeg vildt, vildt uenig med forfatteren. Han siger: 'Javist kommer indvandrerne med en alt for stor oppakning'. Det postulat ' alt for stor' må stå for hans egen regning. Den kan da ikke være for stor! Der´ hvor det går galt, er den type indrejsende indvandrere, som medbringer en kultur, det indeholder: 'at man ikke kan rumme andre kulturer', ej heller den som de rejser frem til, og i øvrigt en kultur der vil fjerne 'de andre' . Jeg har hørt et begreb 'vantro', som muligvis dækker. Det må forfatteren dog kende til fra sin viden om BALKAN. Men ellers skriver Carsten Jensen særdeles udmærket.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

I går kunne på DR2 se sidste afsnit i SVTs serie om Olof Palme. En ny oplysning for mig kom frem:

Olof Palmes mor kom fra Estland (eller var det Letland?). Og mon ikke holdningen til hans mor fra svenskerne i 1930erne, og flygtninge generelt i Sverige i 1930erne, satte sig spor i ham. Bl.a. i hans indstændige kamp mod racisme og fremmehad i 1980ernes Sverige.

Flygtninge rejser aldeles ikke frem til en kultur, de bliver bragt frem til denne kultur. Masser af bosniere, palæstinensere mv. er blevet bragt frem til den danske kultur, af andre end dem selv. Indvandrere som f.eks. tyrkerem pakistanere, jugoslaver, nordnænd, litauere, polakker mv. har selv rejst frem til kulturen - den danske.

Pointen i CJ's artikel er denne: danskerne kræver at alle skal være som dem, indvandrere og flygtninge skal/bør skifte den kultur de har med i bagagen ud, og det overnight. CJ's andene pointe er at det tager mindst 40-50 år, hvis ikke længere at gøre dette.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

Jeg bliver glad af at læse Carsten Jensen. Han formidler en dyb indsigt med enkle ord og sprogbilleder. Tænk, hvis jeg ikke kunne forstå det han skriver. Tænk, hvis jeg kunne forstå alt hvad han skriver.
Selvom Jensen nok ikke læser kommentarerne i Informeren, så er det svært ikke at takke ham. Så. Tak Carsten Jensen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helle Degnbol

Glæder mig til at læse CJ-artiklen engang i 2013 (som det ofte går med én og én artikel i Inf.). I mellemtiden: kan nogen fortælle mig, hvad forfatteren hedder, en herboende kurder, og hvad bogen hed, som han skrev for et par år siden om dette samme tema, danske emigranter i Argentina? hørte i sin tid interview med forfatteren i radioen, det var skarpt og sjovt og tankevækkende.

anbefalede denne kommentar