Læsetid: 5 min.

Identitetskrise i London

Både Chelsea og Arsenal bevæger sig ind i det nye år med murren på tribunerne og et uafklaret forhold til egen spillestil
Svære tider. Arsenals træner, Arsène Wenger (tv.), er gået på kompromis med sin filosofi om at sætte sin lid til talenter af egen avl, og et dårligt efterår har sat ham under voldsomt pres. Hos rivalerne Chelsea er den nyansatte træner, Rafael Benitez, en upopulær herre blandt klubbens tilhængere, der har grumme minder om ham fra tidligere tider.

Svære tider. Arsenals træner, Arsène Wenger (tv.), er gået på kompromis med sin filosofi om at sætte sin lid til talenter af egen avl, og et dårligt efterår har sat ham under voldsomt pres. Hos rivalerne Chelsea er den nyansatte træner, Rafael Benitez, en upopulær herre blandt klubbens tilhængere, der har grumme minder om ham fra tidligere tider.

Tony O’Brien

29. december 2012

Helligdagene er over os, og med dem følger et af den internationale fodboldverdens mest sælsomme fænomener, nemlig det særligt sammenpressede tidsrum af dage omkring jul og nytår, hvor de engelske fodboldspillere tordner ud på frosthårde baner fra Southampton til Newcastle for at afvikle et større antal kampe i den særlige form for manddomsprøve, der på de britiske øer er kendt som The Christmas Season.

Fire kampe på omtrent ti dage plejer at være kosten for aktørerne i Premier League, og julesæsonens kampforløb tillægges stor betydning blandt fodboldens kendere, eftersom det ofte er i denne tid, at de afgørende knæk i toppen og bunden af tabellen indtræffer. Det er nu, spillerne begynder at vise de første tegn på slid efter et krævende efterår. Det er nu, karantæner og træthedsskader begynder at tynde ud i truppene. Det er nu, at fårene bliver sorteret fra bukkene, kort sagt. Og hvis man mister et par skridt i julesæsonens sammenpressede kampprogram, er det sædvanligvis særdeles vanskeligt at lukke hullet i det hæsblæsende forår.

Denne sæson står der ekstra meget på spil hen over jule- og nytårsdagene for to af Premier Leagues største klubber, Arsenal og Chelsea. De kommende kampe må anses for deres sidste chance for at melde sig ind i mesterskabskampen og leve op til deres vanlige rolle som Londons modsvar til den dominans, de to store Manchester-mandskaber har etableret i toppen af engelsk fodbold.

Wenger tvivler på sin filosofi

Det største pres hviler på Arsenal, der reelt har befundet sig i en identitetskrise siden den 28. august sidste år. På denne dag tabte Wengers tropper 8-2 til Manchester United i en af de største ydmygelser i klubbens historie. Og nedslagtningen kan efterfølgende stadfæstes som det tidspunkt, hvor Arsène Wenger begyndte at tvivle på sin egen filosofi om, at han altid gennem udviklingen af unge spillere vil være i stand til at fremelske mandskaber, der kan spille med om guldet i Premier League.

Op til ydmygelsen på Old Trafford virkede Wenger urokkelig i sin tillid til holdets unge talenter, men i dagene efter nederlaget fór han ud på transfermarkedet og købte fire rutinerede aktører i skikkelse af Mertesacker, Santos, Arteta og Benayoun.

Indkøbene standsede den sportslige blødning hos The Gunners og sikrede, at holdet kunne slutte sæsonen på en godkendt tredjeplads. Men de resulterede samtidig i et mærkeligt miskmask af et fodboldhold, der virker i tvivl om sin egen identitet og spillestil. Puristen Wenger er gået på kompromis med sin egen filosofi og har mikset unge talenter og internationale lejesvende i en sammensætning, der leverer stærkt svingende resultater, og som har mistet den særlige Arsenal-flair, der tidligere var så prægnant på netop hans mandskaber.

Det har heller ikke hjulpet på sagen, at Wenger kategorisk nægter at deltage i det opskruede indkøbsræs, som særligt Manchester City og Chelsea fører an i.

»Spend some fucking money,« synger de trofæsultne fans fra tribunerne på Emirates Stadium, men Wenger – der ved flere lejligheder har givet udtryk for, at priserne på topspillere på det internationale marked efter hans mening er helt hen i vejret – har ingen intentioner om at følge den opfordring.

Et mareridtsagtigt efterår har imidlertid sat ham under større pres, end han har været på noget andet tidspunkt, siden han ankom til Nordlondon for 16 år siden. Et ydmygende nederlag til Bradford fra den fjerdebedste række sendte Arsenal ud af Liga Cuppen, og en resultatmæssig slingrekurs i Premier League har betydet, at holdet ligger 13 point efter førerhundene fra Manchester United, så den franske manager har desperat brug for en god julesæson for at få ro på bagsmækken – både i forhold til fans og medier.

Upopulær spanier i Chelsea

I et andet hjørne af London, på Stamford Bridge, finder man endnu en træner med behov for et vellykket højtidsforløb i skikkelse af den trinde spanske supertaktiker Rafael Benitez.

»No one ordered a fat Spanish waiter,« skrev Chelsea-tilhængerne på et banner, da Benitez – der blandt fodboldfans i England går under øgenavnet ’den fede spanske tjener’ – havde sin debut som træner for The Blues for en måneds tid siden, og det vil være synd at sige, at stemningen over for ham er mildnet siden.

Chelsea-tilhængerne har ikke glemt de hadefulde opgør mellem Liverpool og Chelsea, som udspillede sig i sidste årti, da Benitez stod i spidsen for Liverpool, og ved hver eneste hjemmekamp markerer de deres protest mod hans ansættelse ved at synge den fyrede forgænger Roberto di Matteos navn i det 16. spilleminut (di Matteo havde rygnummer 16, da han i sin aktive karriere spillede for Chelsea).

Det gjorde ikke sagen bedre, at Benitez indledte sin tid på trænerposten med nogle skuffende pointtab, og selv om han efterfølgende har fået rettet skuden op, så ændrer det ikke ved, at hans tilstedeværelse på Stamford Bridge må betragtes som ganske gådefuld. Chelseas ejer Roman Abramovich har i årevis arbejdet på en vision om at omskabe sit hold til de britiske øers svar på Barcelona: et underholdende og pasningsorienteret mandskab med stort frirum til individualisterne. Og af samme årsag har han i de seneste transfervinduer spenderet hundredvis af millioner på superteknikere som Eden Hazard, Oscar og Juan Mata.

Men som træner for dem har han altså indsat en mand, der gennem hele sin karriere har stået for den stik modsatte fodboldfilosofi, nemlig Benitez, der om nogen har været kendt for at skabe velorganiserede og disciplinerede mandskaber, der kværner modstanderne til døde – men som bestemt ikke er specielt morsomme at se på.

Denne sportslige diskrepans er naturligvis ikke gået hverken mediernes eller tilhængernes næse forbi, og Benitez har været behandlet som en mærket mand i både avisspalterne og på tribunerne, siden han trådte ind på The Bridge. Hvis han skal gøre sig nogen realistiske forhåbninger om at overleve ud over den midlertidige kontrakt, som han lige nu er ansat på, skal han løfte Chelsea så højt op i tabellen, at de har en realistisk chance for at snuppe mesterskabet for næsen af de to Manchester-klubber.

Der er de ikke lige nu. Men en hurtig stribe sejre omkring jul og nytår vil bestemt hjælpe på humøret på trænerbænken og i ejerens skybox på Stamford Bridge.

I det hele taget må man sige, at både den franske fodboldpurist og den fede spanske tjener befinder sig i last chance saloon, hvad angår mulighederne for at melde sig ind i guldræset. Hvis d’herrer Ferguson og Mancini skal udfordres, skal Chelsea og Arsenal sammensætte en nydelig stribe af sejre hen over højtiden. Ellers er kan én ting slås fast med sikkerhed: Så ender guldet igen i Manchester.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu