Læsetid: 13 min.

Den indre dansker

At emigrere er noget andet end at rejse, og dans handler ikke kun om at kunne sine trin. Forfatteren Carsten Jensen er til tango med skandinaviske kvinder i Buenos Aires
At emigrere er noget andet end at rejse, og dans handler ikke kun om at kunne sine trin. Forfatteren Carsten Jensen er til tango med skandinaviske kvinder i Buenos Aires
29. december 2012

Før jeg inviteret af den danske kirke tager til Argentina på foredragsturné, hører jeg om efterkommerne af de danske emigranter, at de er gamle, affældige og åndeligt set mumificerede, og jeg kommer temmelig respektløst til at tænke på den argentinske forfatter Jorge Luis Borges’ berømte historie om de udødelige, der lever dybt inde i et utilgængeligt ørkenlandskab, og det er da også her, historiens beretter finder dem, i ruinerne af den by, de engang byggede, selv en slags menneskelige ruindynger, uordentlige bunker af hud og knogler, der er ude af stand til at bevæge sig. Men de er også ude af stand til at holde op med at trække vejret. Udødeligheden er deres forbandelse.

Det er bestemt ikke sådan, jeg møder dem. Jeg møder efterkommere af de danske emigranter i alle aldre. De taler bare ikke alle sammen dansk. Og de, der gør, er ganske rigtigt for de flestes vedkommende ældre, oftest kvinder. Men der er også yngre mennesker, der har været i Danmark på højskoleophold og bragt lidt sprog med sig hjem, og der er midaldrende mænd, der i den altid turbulente argentinske økonomi er gået konkurs og så er taget til Danmark for at arbejde, som lastbilchauffører eller på fabrik, indtil de har tjent nok til at rejse sig igen. Og så er de taget hjem. Til Argentina. For Danmark var ikke hjem.

Ingen af dem lider af nogen desperat nostalgi eller er håbløse fastholdere af en afdød identitet. For dem er det danske noget ekstra, en berigelse og tilføjelse til det, de allerede er, ikke et værn mod fremmede omgivelser, men et ekstra rum at gå ind i.

Jeg hørte også før min afrejse, at de alle sammen står langt til højre og begejstret bakkede op om militærdiktaturet i 70’ernes slutning, den junta, der først faldt, da dens inkompetente generaler tabte Falklandskrigen i 1982. Det er ikke forkert. Men det kræver også en forklaring. De var bønder, langt fra de bycentre, hvor noget, der lignede en borgerkrig, dag for dag blev optrappet.

»Samfundet var ved at gå i opløsning,« siger Ricardo i en nølende indrømmelse. »Men vi vidste ikke, at generalerne ville gå så langt. Det var en fejltagelse.«

For den robuste, runde Ingrid, som var rektor på et gymnasium i feriebyen Monte Hermoso på Atlanterhavskysten, var militærdiktaturet en helt anden oplevelse. Hun og hendes mand kom under mistanke for at være venstreorienterede. En tidlig morgen bankede den lokale politimand, synligt utilpas, på døren. Med sig havde han seks soldater, der straks gik i gang med en husundersøgelse. Den ene af dem tog familiens seksårige søn Mario på skødet og begyndte at udspørge ham om forældrenes aktiviteter. Den 40-årige Mario husker stadigvæk soldatens greb om sin arm og den væmmelse, den uvante intimitet med en fremmed vakte i ham. Han var ikke et øjeblik i tvivl om soldatens hensigter.

Ingrid var gravid og i sjette måned. Hun havde en babylift fyldt med tøj til den nyfødte.

»En af soldaterne gennemrodede tøjet med sin bajonet. Hvad havde han forestillet sig? At jeg gemte bomber i babyliften?«

Kort tid efter soldaternes besøg blev hun fyret fra sin stilling. Mange år senere, da rehabiliteringen kom, blev hun tilbudt at få den tilbage, men sagde nej. Ingrid var kritisk fra starten. Men at Rio de la Plata-floden en dag skulle flyde med ligene af militærjuntaens ofre, det havde hun aldrig forestillet sig. Selv da hun fik det fortalt, nægtede hun at tro det.

I dag ved hun bedre. Hun ved også, at hun slap mere nådigt end de fleste, der kom under mistanke.

Poul Pedersen bor i den lille by Las Grutas i Patagonien, hvor der kun er få, om nogen danskere overhovedet. Han arbejdede som leder af en teknisk skole, der også var kostskole for halvvilde drenge ude fra pampassen. Da militærdiktaturet faldt, var han en af de ukompromitterede og blev valgt til byens borgmester. Men det var en desillusionerende oplevelse. De nye magthavere talte ligesom de gamle, selv om de ikke benyttede sig af samme metoder.

»De talte om at tilintetgøre deres fjender. På det første møde var der en, der sagde: ’Vi skal sparke hovedet i stykker på dem.’ Det var ikke noget for mig.«

Poul Pedersen mener selv, at det var det, han kalder »danskeren inden i mig«, der fik ham valgt, men som også gav ham afsmag for den argentinske udgave af politik med dens voldsomt optrukne, uforsonlige modsætninger.

Efter et par år i politik trak han sig tilbage, og i dag, da han har nået pensionsalderen, har han helliget sig et forfatterskab, der omfatter syv bøger, publicerede, selvpublicerede og upublicerede mellem hinanden, som han omtaler i de mest beskedne vendinger. Men selv om der er en dansker inden i ham, er det på spansk, han skriver, når han skal udtrykke sine tanker.

Monument over et hukommelsestab

På Strandpromenaden i Necochea flankerer det argentinske flag sammen med det danske en kopi af Den Lille Havfrue. Havfruen skal vist nok minde havnebyens 80.000 indbyggere om, at et lille mindretal blandt dem nedstammer fra danskere. Men da ingen tekst fortæller, at havfruen udspringer af danske H.C. Andersens fantasi, og at hun på det fjerne Langelinie har en tvillingesøster, er sammenhængen svær at gennemskue. Nogen enægget tvilling er den argentinske havfrue bestemt heller ikke. Copyright-udgifter stod efter sigende i vejen for en ægte kopi, og i dens sted har en lokal kunstner med en murerske klasket en bredbaget dame med alt for meget fiskehale sammen af mørtel og cement og oversmurt det hele med en opsigtsvækkende, nærmest selvlysende mønjegrøn. Med lidt god vilje kan man sige, at denne skulptur ikke forestiller Den Lille Havfrue. Den forestiller en halvglemt erindring om hende. Den er et monument over et hukommelsestab.

Det er en måde at hylde Danmark på. En anden mere diskret er den lille by Las Dulces, der med sine 2.000 indbyggere ligger midt på pampassen. Er der danskere her, annoncerer de det ikke med vajende Dannebrogsflag, mindeplader eller skulpturer. Ikke engang med en kopi af en dansk landsbykirke med dens karakteristiske kamtakkede tårn, for menigheden holder til i en vinduesløs bygning, der tidligere var mødesal for spiritister, og hvis eneste åbning ud over døren er et hul i loftet, hvorigennem ånderne kunne få adgang. Nej, det er en anden del af den danske arv end den, der består i den selvgode fremhævelse af et etnisk eller religiøst særpræg, indbyggerne i Las Dulces har valgt at bygge et monument over. Det er evnen til at tænke på det fælles, som har været deres motiverende drivkraft, også i et samfund, der er etnisk opdelt.

I 1922 oprettede danskerne i Las Dulces med inspiration fra andelstanken et gensidigt forsikringsselskab, der skulle beskytte de lokale bønder mod de haglskader, som det vilde vejr over pampassen ofte blev årsag til. Mere prosaisk kan det ikke være. Men hvis man så tilføjer, at selskabet fra at være en lokal succes blev en national, og at det i dag har filialer i de fleste af Argentinas provinser, og at der i dets bestemmelser står, at fem procent af overskuddet skal gå til almennyttige formål, ja, så er der pludselig en forklaring på, hvorfor Las Dulces ikke ligner nogen anden lille by i Argentina, der sjældent er meget mere end et tilfældig sammenløb af gader. I Las Dulces er der et stort bibliotek. Der er en endnu større idrætshal. Og der er et kulturcenter, hvor der afholdes konferencer og møder og vises teater og film. Det er alt sammen finansieret af overskuddet fra det gensidige forsikringsselskab. Det er det, der gør Las Dulces til en by og mere end blot en samling af huse.

I de lyse, højloftede bibliotekssale finder man de samlede værker af latinamerikanske klassikere som Jorge Luis Borges, Gabriel García Márquez og Mario Vargas Llosa. Man finder også de samlede værker af en syndflod af amerikanske thriller-forfattere. De danske bøger står opmagasineret i kælderen. Dem er der ingen, der spørger efter, og der er da heller ingen af dem, der bare er halvnye. Det kaldes også uegennytte: Biblioteket er bygget for at gøre livet rigere for indbyggerne i Las Dulces. Det er ikke bygget for at fremhæve dansk kultur, men med det modsatte formål: at skabe fællesskab på tværs af kulturerne. De danskere, der stod bag ideen, hørte fra nu af hjemme i Las Dulces og vidste det. De havde ikke længere brug for vejskilte til at udpege vejen tilbage.

I Dorrego er gaderne opkaldt efter de indvandrere, der har slået sig ned i byen. Her ligger Syriensgade ved siden af Danmarksgade. I Tres Arroyos er der en Indvandrernes Plads, hvor otte flagstænger står side om side, og hvert år på flagdagen den 4. september går flagene til tops, mens pladsen fyldes med boder. Her mødes mennesker, der engang kom fra Italien, Spanien, Israel, Libanon, Syrien, Holland, Frankrig og Danmark. Nu er de argentinere. Hjemme i Danmark har vi også fået en flagdag. Den følger lige efter flagdagen i Tres Arroyos, den 5. september, hvor soldater i uniform paraderer gennem danske gader for at fejre, hvor mange afghanske bønder vi har skudt siden sidst. Sådan kan et samfund også vælge at hylde sig selv.

En uofficiel emigrationsbølge

Min rejse slutter i Buenos Aires. Den danske kirke i bohemekvarteret San Telmo rejser sig som en kamtakket gavl i røde mursten klemt inde mellem alle de andre facader i det tætbyggede kvarter. De fleste af kirkegængerne på denne søndag har aldrig været i nærheden af Danmark, uanset hvor mange generationer, man tæller tilbage. De kommer her, fordi de er protestanter, og gudstjenesten foregår da også på spansk, for selv om præsten med det danskklingende navn Martin Olesen er tredjegenerationsdansker, taler han ikke sine forfædres sprog.

I krypten under kirken møder jeg unge danskere. De er her ikke på ferie. De er heller ikke emigranter. Hvor lang tid de vil blive, ved de ikke selv. I nogen tid – helt bestemt. Eller også for altid – måske. Livet står åbent. De tilhører den forbløffende emigrationsbølge, vi aldrig hører om, men som omfatter over 600.000 danskere, der i løbet af de sidste 30 år har forladt Danmark for at leve i udlandet i kortere eller længere tid. To af dem er Stine og Julie.

Fortidens emigranter, der blev drevet af fattigdom og nød, ville aldrig have genkendt sig selv i de to unge kvinder. Det er ikke det argentinske arbejdsmarked, der har tiltrukket Stine og Julie. De er på opdagelsesrejse – i sig selv. Eller rettere i den ukendte dimension af forholdet mellem kønnene, som vi fejlagtigt identificerer med navnet på en dans: tango. Det er Buenos Aires by night, der interesserer dem, ikke Buenos Aires by day, siger de samstemmende.

Stine kom her til som antropolog. Nu har hun boet her i fire år, har fået sig en lejlighed og spiller bandoneón i et tangoorkester. Fra iagttager er hun blevet deltager.

»Du ville blive forbløffet, hvis du vidste, hvor mange unge skandinaviske kvinder, der kommer til Buenos Aires. Det er nærmest en uofficiel emigrationsbølge,« siger hun.

Og hvad leder de så efter?

»En livsstil, der er mere flydende, intens og uforudsigelig. I Danmark spørger vi altid hinanden: Hvad er dine planer? Vores liv er lineært. Vi har sat det hele på skinner.«

Julie fik efter et par måneder i Buenos Aires det, hun selv kalder »tangofeber«. Hun byttede dagen ud med natten, sov til hen på eftermiddagen og tilbragte så tiden med utålmodigt med at vente på, at tangoklubberne skulle åbne. Dansen, som den argentinske digter Ricardo Güiraldes har beskrevet som barsk, vemodig og truende, udtryk for »herskerviljens jalousi«, beskriver hun derimod som »et samarbejde«.

»Du oplever en enorm intensitet med en fremmed, som varer i ti minutter.«

Og det var disse ti minutter, som kunne gentages igen og igen natten igennem, som gjorde hende afhængig af dansegulvet. På et tidspunkt tog hun tilbage til Danmark. Opholdet hjemme beskriver hun som at være narkoman på afvænning. »En kold tyrker«. Der er også tangoklubber i Danmark. »Men alle er optaget af at kunne de rigtige skridt. Der ingen, der bare giver sig hen i musikken og lader hele kroppen blive et med den.«

Jeg tager på et af byens folkelige dansesteder, en såkaldt milonga, for at høre Stine optræde sammen med sit orkester, Andariega. Der er også en flok danske tango-turister, som gennemfører de indviklede dansetrin panderynkende af koncentration, mens de med opspilede øjne kaster kontrollerende blikke ned på deres egne og partnerens fødder. Rundt om danser umage argentinske par, tårnhøje kvinder med små plumpe mænd, gamle med unge, midaldrende ægtepar, der pludselig synes at genopleve den første forelskelses kurtiseren, alle sammensmeltede til en krop i den samme tilsyneladende skæbnesvangre omfavnelse. Så griber en lavpandet, undersætsig fyr klædt i sort med balletagtige sko en af de midaldrende danske kvinder og fører hende ud på dansegulvet. Hendes øjne lukker sig, hun glemmer sine fødder og lader sig føre med et udtryk af hengivelse i ansigtet, som hendes mand, der glor på fra et bord i dansegulvets udkant, tilsyneladende aldrig før har set, og jeg kommer igen til at tænke på digteren Ricardo Güiraldes og hans besyngelse af tangoen:

»Føjelige kvinder, undergivne som trofaste dyr./ Voldførerens uudgrundelige smil.«

Så slipper de hinanden, da musikken stopper, og da dansepartneren krydser dansegulvet for at byde en ny kvinde op, er hans ansigt uudgrundeligt uberørt. Hun derimod har mistet noget, der sidder dybere end den uskyld, hun formodentlig uden de store falbelader engang for mange år siden forærede til en tilfældigt forbipasserende jævnaldrende dreng, og i svimmel indadvendthed synker hun ned på sædet ved siden af sin i sandhed bedragne ægtemand. Det er tangoens hemmelighed. Du kaster dit liv bort i ti minutter. Bagefter må du finde det igen, hvis du kan. Eller igen bevæge dig ud på dansegulvet i en ny overgivelse til en skæbne udstyret med et stopur bestemt af musikkens metronom.

Det forkerte Amerika

Latinamerika som kroppens kontinent. Eller kærlighedens. Sådan var det ikke for de første danske emigranter. De bar på rundt på protestantismen som et korset på deres hæmmede kroppe.

Undtagen én, og det er hans historie, jeg får at høre i krypten under den danske kirke i San Telmo den samme søndag, da jeg møder tango-emigranterne.

»Vil du vide, hvorfor min danske oldefar forbød sine børn at lære dansk?« spørger en kvinde mig på engelsk. At dømme efter hendes sydeuropæiske udseende forbød hendes danske oldefar også sine børn at gifte sig ind i den danske menighed, for der er intet spor af nordeuropæiske gener i hendes mørke øjne og ravnsorte hår.

»Min oldefar forelskede sig, da han var en ganske ung mand, hovedkulds i en amerikansk cabaretdanserinde, som optrådte i byen, hvor han boede. Hun gengældte hans følelser, og ved afskeden gav hun ham sin adresse i New York. ’Du må komme,’ sagde hun indtrængende. Han plagede sin far om penge til billetten. Men hans far var en hård mand, der mente, at sønnens griller snart ville gå over. Det gjorde de imidlertid ikke, og faren endte med at give efter. ’Her er din billet til Amerika.’«

»Min oldefar, der var ganske ung og uerfaren, holdt sig under den lange overfart for sig selv, helt opfyldt af sin hede drøm om gensynet med den kvinde, han havde kastet sin kærlighed på. Omsider ankom han til Amerika. I tolden blev han som alle emigranter underkastet et grundigt forhør og bedt om at fremvise adressen på dem, der ventede på ham, Han gav dem cabaretsangerindens adresse. De stirrede længe på den. Så stirrede de på ham. ’Det er jo i New York,’ sagde de. ’Ja,’ sagde han . ’Hvor skulle det ellers være?’ ’Jamen, det her er Buenos Aires. Du er kommet til det forkerte Amerika.’«

»Råd til at rejse videre til det rigtige Amerika havde min oldefar ikke. Hans far havde sikkert gerne sendt ham penge til returbilletten hjem til Danmark. Han havde haft en grusom spøg for med sin opsætsige søn og mente sikkert, at han nu havde sat ham på plads. Men min oldefar besluttede sig for at blive. Til sin far skrev han et afskedsbrev: ’Jeg indser, at du har holdt mig for nar og sendt mig til et helt andet Amerika end det, jeg drømte om. Jeg accepterer din beslutning. Jeg bliver her og agter ikke nogen sinde at vende hjem. Du kommer aldrig til at se mig igen. Betragt fra nu af din søn som død.’«

»Min oldefar endte ganske vist med at gifte sig med en dansk pige. Men han forbød hende at tale dansk med børnene. Når han var ude af huset, forsøgte hun ganske vist at lære dem dansk, men det blev aldrig til mere end tak for mad, goddag og farvel.«

Om oldefaren endte med at forsone sig med det forkerte Amerika, ved jeg ikke. Da han skrev sit afskedsbrev til faren, gjorde han det, der var begyndt som en grusom spøg, til sit eget valg. Han accepterede det forkerte Amerika som sit sted. Det er der, alle emigranters liv begynder, ikke i den halvhjertede midlertidighed, hvor de bliver ved med at drømme om hjemkomsten.

Det er også der, danskerne i Argentina er endt, i omfavnelsen af det nye liv. Det betyder ikke, at de har forrådt eller glemt Danmark, eller at landet, de engang forlod, ikke stadigvæk spiller en rolle for dem.

De har bare fundet hjem efter en rejse, der har varet hundrede år. Og hjem hedder ikke mere Danmark.

Det er deres hilsen til os: Så lang tid kan det tage.

 

Dette er den sidste af forfatteren Carsten Jensens to fortællinger om danskere i Argentina.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Latinamerika som kroppens kontinent. Eller kærlighedens. Sådan var det ikke for de første danske emigranter. De bar på rundt på protestantismen som et korset på deres hæmmede kroppe.
Skriver Carsten Jensen
Helt rigtigt, så kan de lære det de sure protestanter.

Tango og kærlighed og 40% af alle graviditeter ender i abort. Illegale forstås. Det er også så meget mere spændende, så 80.000 må på hospitalet og ordnes bagefter.
Vi har meget at lære af den afslappede kropslige bevidsthed i Latinamerika. Fascisme, militærdiktatur og katolsk livsglæde. Så ganske bestemt.

Til Jens Peter Hansen
Jensen beskæftiger sig ikke med Argentina, men med hvordan, hyan oplever, at danske udvandrere har fundet sig til rette i et udland.
Jeg ser ingen reklame for katolicisme over for protestantisme, men det er tydeligt for mig, hvordan der er noget galt i det protestantiske snæversyn.
Et gok i nødden til mange danske nationalprotestanter. Lidt ligesom dronningens nytårsgok til samme holdning.
Et sådant gok behøver jo ikke være en anerkendelse eller leflen for nogen anden religion, leveform eller politik.

Der er noget galt med det danske protestantiske snæversyn, er der. Når man som jeg kan se tysk tv er det en lise - og dejligt at se - protestantiske gudstjenester fra forskellige steder rundt omkring i Tyskland. Ofte er der mennesker med fra alle mulige steder i verden som er flyttet til Tyskland.

Ift. det med at lade kroppen føre, så går vi alt for meget op i Danmark i at trinene skal være perfekte og ikke lade os føre af stemningen, musikken, trinene...

jens peter hansen

Er der et særligt protestantisk snæversyn til forskel fra den katolske ? I Argentina er det først inden for de sidste 25 år blevet muligt at blive skilt, abort er stort set ikke mulig selv efter voldtægt. Argentina har et gammelt kærlighedsforhold til nazismen, hvad der jo også betød at bødler fra Tyskland gemte sig der.
Jeg tror helt bestemt at der er anden kropslighed i Argentina end i Danmmark og de har fantastiske fodboldspillere og tangodansere, men hvad med om Carsten Jensen var ligeså kritisk over for Argentina som han er over for Danmark. Nogle mødre leder stadig efter deres sønner, der forsvandt under diktaturet. De danser vist ikke.

Jeg vil gerne knytte en komentar til Karsten Jensens observationer på en tilfældig milonga en tilfældig aften.
I fire år har min kone og jeg besøgt Buenos aires med det ene formål at danse på milonga i alt knap 8 måneder.Vi blev introduceret til milongalivet af et argentinsk par (såvel på dansegulvet som på i livet) den ene bor bare i Mar del Plata, så de må køre 400 km hveranden weekend for at danse med hinanden og det er helt klart at det er for at danse med hinanden de kører den lange tur. Hvilket vi selvfølgelig også gør når vi går på milonga,
Carsten Jensens observationer kan sagtens være korrekte, men fortæller bare ikke hele historien om livet på milonga.
for ifølge kulturen , etiketten eller kodeks , er det fuldstændig uantagelig at en mand/single eller ægtemand, byder en kvinde op som er i selskab med sin partner. Det gør man bare ikke. Ligesom er man et par så danser man med sin partner alt andet er meget ilde set.
Sandsynlig har det været et udenlandsk ægtepar Carsten Jensen skarpe øjne faldt på.
Når man kommer ind bliver man spurgt om man er par og henvist til området hvor parrene sidder, men nogle par fra Europa vælger at splitte op, og sidde hver for sig eller tydelig give tilkende at man er villig, manden kan selv byde op selvfølgelig, men det er ilde set, og de fleste vi har set der vælger denne måde at gå på milonga , sidder da gså og keder sig hver for sig henover en aften, mødes måske for hver valsetanda.