En jaget mand forklarer sig

Ecuadors ambassade i London-bydelen Knightsbridge ser prangende ud fra gaden, men indeni er den ikke meget større end en lejlighed. De væbnede politivagter siges at koste 12.000 pund om dagen. Jeg kan dog kun få øje på tre betjente, og de ser alle ekstremt trætte ud. Travle juleshoppere på vej til stormagasinet Harrods, passerer forbi tilholdsstedet for en af verdens mest berømte flygtninge. Men enten ved de det ikke, eller også er de ligeglade.

Næsten et halvt år er gået, siden Julian Assange søgte tilflugt her. Ecuador har formelt bevilget sin gæst asyl, men Wikileaks’ stifter kan ikke nå hen til Harrods og da slet ikke til Sydamerika. For i samme øjeblik han forlader ambassaden, vil han blive anholdt – og det gælder, uanset om han forsøges smuglet ud som diplomatisk pakkepost eller han er lænket til ambassadøren. Og herefter vil han blive udleveret til det svenske politi, der ønsker ham afhørt som mistænkt for voldtægt og sexovergreb.

Assange siger, at han gerne tager til Sverige imod statsgarantier om ikke at blive udleveret videre til USA, hvor han frygter at blive retsforfulgt for spionage. Sveriges regering afviser at kunne give en sådan garanti med henvisning til, at kun de svenske domstole kan træffe en sådan beslutning.

Nervøsitet

En receptionist ringer mig ind via dørtelefonen og tjekker mit id. En ung kvinde fører mig til et anonymt mødelokale, hvor en ung mand, der åbenbart er pr-medarbejder for Assanges forlag, sidder ved en bærbar computer. På bordet ligger kameraudstyr. En ambassademedarbejder tilbyder kaffe. Det hele ser ud og føles som en almindelig samtale. Indtil Julian Assange kommer.

Wikileaks-stifteren virker mere som en rekonvalescerende hospitalspatient end som en interviewperson. Han taler langsomt og tøvende og udtaler sine første ord med så svag og sprukken stemme, at jeg knap kan høre, hvad han siger.

Assange fortæller mig, at han får besøg næsten hver dag.

»Jeg ser altid frem til selskab. Eller i nogle tilfælde: at få besøg af fjenden.«

Hans blik flimrer køligt.

»Vi får se, hvilken af delene.«

Ifølge medierygter skulle han lide af kronisk lungeinfektion. Det afviser han: »Jeg skal vel være glad over, at så mange bekymrer sig om mit helbred.« Belejringen i ambassade er dog ikke så slem som den fængsling og husarrest, der gik forud, siger han.

»Da jeg sad i husarrest, havde jeg elektronisk fodlænke om mit ben døgnet rundt. For en person, der i hele sit voksne liv, har arbejdet for at fremme andre menneskers frihed, var det fuldstændig uudholdeligt. Jeg skulle også møde op hos politiet på et bestemt tidspunkt hver dag – hver dag, juledag, nytårsdag osv. – i over 550 dage i træk.«

En stadig mere harmdirrende Assange er ved at have talt sig varm.

»Kom jeg bare et minut for sent, ville jeg straks ryge i fængsel«. Så når han nu føler sig friere, er det så fordi, han selv er herre over sin egen indespærring her? »Netop«.

Et kritisk punkt

Assange har brugt en del af belejringen på at skrive en ny bog, Cyberpunkere: Internettets frihed og fremtid. I bogen formulerer han en advarsel om, hvordan vi søvngængeragtigt vakler i retning mod »en ny transnational dystopi«. Bogen er holdt i en ildevarslende tone – »Internettet, menneskehedens største redskab for frigørelse, er blevet forvandlet til den farligste forløser for totalitarisme, vi nogensinde har set«.

»Inden for de sidste 10 år er der sket en revolution inden for aflytningsteknologi. Vi er gået fra taktisk aflytning til strategisk aflytning,« forklarer Assange.

»Taktisk aflytning er den, vi alle kender. Det er, når staten eller dens venner fatter interesse for bestemte personer: aktivister, narkohandlere osv. og aflytter deres telefoner og opsnapper deres e-mail-kommunikation. Men nu er vi gået fra denne situation til strategisk aflytning, hvor alle de informationer, som flyder ud af eller ind i et land – og i nogle lande også det, som flyder rundt i landet – bliver opsnappet og lagret permanent. Permanent! Det er blevet mere effektivt at gemme alt, end det er at finde ud af, hvem du ønsker at aflytte.«

»Vi har nået et kritisk punkt, hvor det er muligt at aflytte og registrere alt og alle: Hver sms, hver e-mail, alle mobiltelefonopkald. En sydafrikansk it-virksomhed har udviklet software, der kan indeksere al teletrafik ind og ud af en mellemstor nation for kun 10 millioner dollars om året.«

Det uhyggelige er, at offentligheden ikke aner, at alt dette foregår, pointerer Assange. Hvorfor ikke? Fordi en magtfuld lobby arbejder målrettet på at holde os alle hen i uvidenhed, hævder han. Og til dels også på grund af overvågningsoperationernes juridiske og teknologiske kompleksitet. Men reelt bruger vi en stor del af vores tid på at hjælpe staten med at tyvstjæle private oplysninger om os selv, ved selv at lægge alt op online.

»I Østtyskland omfattede Stasi 10 procent af befolkningen – 10 procent af østtyskerne var på et eller andet tidspunkt meddelere. Men i lande som Island har Facebook en udbredelse på 88 procent, og Facebook-brugere leverer langt mere detaljerede oplysninger om sig selv, end Stasi nogensinde var i stand til at fremskaffe om DDR’s borgere. Og de gør det hele tiden! Frivilligt og uden betaling! Derfor befinder vi os nu i denne unikke position, at vi har alle ingredienserne til en totalitær fangevogterstat.«

Assange ser kun én måde, hvorpå vi kan beskytte os selv imod denne dystopiske fremtid: kryptografi. Ligesom håndvask engang var en nyhed, der revolutionerede vores hygiejne, må vi vænne os til at kryptere vores online-aktivitet.

»En veldefineret matematisk algoritme kan kryptere et sæt informationer ret hurtigt, mens dekrypteringen kan tage milliarder af år. Derfor er kryptografi den væsentlige byggesten for organisationer eller individer, der vil være uafhængige på internettet. På samme måde, som en hær er den væsentlige byggesten for en stat, der ikke vil overtages af andre stater. Der findes ingen anden måde, hvis vi vil beskytte vores intellektuelle livs uafhængighed af denne verdens sikkerhedsvagter – af de mennesker, som kontrollerer den fysiske virkelighed.«

Et spørgsmål om magt

Assange taler som en mand, der har regnet ud, at Jorden er rund, mens alle andre fremturer i den vildfarelse, at den er flad. Ingen tvivl om, at Assange ved mere om overvågning end de fleste. Men når man kender til alle dramaer, som det sidste to et halvt år har budt på, er det svært at læse hans nye bog uden at spørge: Er Assange en hykler? Er han et sandhedsvidne? Bliver vi advaret af en unik og klarsynet Cassandra eller af en paranoid konspirationsteoretiker, hvis nuværende omstændigheder, ifølge ham selv, kun bekræfter alle mistanker om, at skumle statslige kræfter er på spil?

Jeg indvender, at mange af dette interviews læsere garanteret vil undre sig over, at det på den ene side skal forestille at være så skrækkeligt, så oprørende, når staten læser vores e-mails. Men at det på en anden side skulle være helt i orden, når Wikileaks offentliggør fortrolig korrespondance.

»Det handler om magtforhold,« svarer han. »Og om ansvarlighed. Jo større magt, des større behov for gennemsigtighed. Det kan få enorme konsekvenser, når magt misbruges. På den anden side har vi mennesker med ringe eller ingen magt. Vi skal ikke forstærke vores magtesløshed ved at gøre os selv mere gennemsigtige.«

Her vil flere sikkert mene, at Assange selv er ganske magtfuld og fortjener at blive draget til ansvar ud fra en højere standard for ansvarlighed og gennemsigtighed. Var Wikileaks’ beslutning om at offentliggøre navnene på afghanske informanter (uanset at Taleban dermed kunne få kendskab til dem, red.) udtryk for magtmisbrug? Assange sprutter af forargelse:

»Det er absurd propaganda. Ren børnehaveretorik! Der har ikke været nogen officielle anklager fremme overhovedet om, at nogen af vores udgivelser over en seksårig periode skulle have forårsaget et eneste menneskes død! Det her viser Pentagons utrolige politiske magt. At man kan ændre rammerne for debatten på den måde.«

Andre har spekuleret på, hvilket motiv Assange kan have haft til at påtage sit værtskab for et talkshow på en statsejet tv-station i Moskva.

»Jeg har aldrig arbejdet for nogen russisk statsejet tv-kanal. Det er det sædvanlige propaganda-vrøvl.«

Han taler pludselig ekstra langsomt og tydeligt.

»Jeg har et tv-produktionsselskab. Ejet af mig. Vi arbejder i et partnerskab med Dartmouth Films. Et produktionsselskab i London. Om at producere en tv-serie i 12 dele. Om aktivister og tænkere fra hele verden. Rusland i dag er så bare en af over 20 forskellige medieorganisationer, der har købt licens til serien. For at køre på hospitalet, må vi putte Shell i benzintanken. For at give vores kilder gennemslagskraft måtte vi entrere med organisationer som New York Times og The Guardian.«

Han gør en kunstpause og siger så:

»Det betyder ikke, at vi blåstempler disse organisationer.«

Jeg spørger, hvordan en forkæmper for ytringsfrihed kan leve med den måde, Ecuador forfølger kritiske journalister. Men Assange hører ikk efter. Han har kastet sig ud i en tirade mod The Guardian. I 2010 arbejdede Wikileaks tæt sammen med bl.a.The Guardian og New York Times om at offentliggøre enorme mængder fortrolige dokumenter, før organisationen ragede uklar med begge mediehuse. Assange fastholder, at The Guardian brød sit ord. Men sandt at sige synes han at have en kedelig uvane med at rage uklar med sine allierede. Ud over de to kvinder i Sverige kom det også til et brud med Canongate, et lille forlag, der havde betalt et stort forskudshonorar for en selvbiografi. Da Assange havde læst ghostwriterens første udkast, trak han sig ud af projektet. Forlaget udgav alligevel bogen, men tabte en masse penge. Flere medarbejdere forlod desuden Wikileaks i 2010, herunder en nær kollega, Daniel Domscheit-Berg, der beklagede sig over, at Assange opførte sig »som kejser eller slavehandler«.

Fjender med alle

Jeg spørger, hvordan han vil forklare, at så mange af hans relationer er endt i fjendskab. »Det er de ikke! Ok, lad os gå igennem disse sager én efter én. Forholdet til Canongate ...«

»Åh Gud!, « han afbryder vredt sig selv og hæver stemmen. »... disse mennesker – vi sagde jo, at de ikke skulle gøre det. Det var forkert at krænke forfatterens ophavsret.« Vil han betale sit forskud tilbage? »Canongate skylder mig penge. Jeg har ikke set en cent fra den bog. Canongate skylder mig hundredtusindvis af pund.« Forskuddet lod han for øvrigt deponere på sine advokaters bankkonto til dækning af deres honorarer. Men snart klagede advokaterne over, at forskuddet ikke dækkede udgifterne, hvorefter Assange også blev uvenner med dem.

»Jeg var sidste år i en situation, hvor alle troede, der var frit slag imod mig. Det troede de, fordi jeg var involveret i en enorm konflikt med USA’s regering. Også advokatfirmaet. Men den tid er ovre nu.«

Hvad så med bruddet med de nære kolleger på WikiLeaks? »Nej!«, råber han næsten. Jamen Domscheit-Berg blev da så træt af makkerskabet med Assange, at han trådte ud, gjorde han ikke?

»Nej, nej, nej, nej og nej. Domscheit-Berg havde kun en mindre rolle i WikiLeaks. Jeg suspenderede ham 25. august 2010. Suspenderede«. Altså endnu en person, som Assange blev uvenner med. »Vær nu seriøs for en gangs skyld! Det, vi taler om her – det, som vores arbejde handler om – er hundredtusindvis af menneskers død. Hundredtusindvis! Som vi har afsløret og dokumenteret! Og dit spørgsmål handler om en eller anden, vi suspenderede i 2010?« Min pointe var, at der er mønster i, at der går koks i hans samarbejdsrelationer. »Det er der ikke!«, råber han.

Savner familien

Jeg spørger, om det er faldet ham ind, at han kan komme til at tilbringe resten af sit liv i Ecuadors ambassade. »Det kan godt være. Men hellere det end et Supermax (højsikkerhedsfængsel, red.).« Er han ikke bekymret for, hvad belejringen gør ved hans mentale helbred?

»Jeg kan godt savne at gå en tur i skoven. Psyken er vigtig. Fordi der er så mange mennesker, der er afhængige af mig, må jeg kunne være tæt på toppen af min mentale ydeevne på alle tidspunkter. Vi er involveret i konflikt med en stærk modstander, som vil forstå at udnytte enhver fejlbedømmelse.« Har han nogensinde forsøgt at finde ud af, om han er ved at blive paranoid? »Ja. Jeg har en mængde erfaring. Jeg vil sige, at jeg har 22 års erfaring.« Han vil ikke fortælle, hos hvem han søger følelsesmæssig støtte, »fordi vi er i en konflikt med en stærk modstander.« Men han savner sin familie mest, siger han. Hans stemme bliver igen svag og sprukken.

»Kommunikationen er vanskelig. Nogle har taget navneforandring. Eller har måttet flytte til et nyt sted. Fordi de er blevet udsat for dødstrusler som en metode til at få ram på mig. Højreorienterede grupper har eksplicit foreslået, at man skulle gå målrettet efter min søn, for at få ram på mig. Det har fået resten af min familie til at tage deres forholdsregler.« Men har det, han har opnået, så været det hele værd?

»Vi har ændret udfaldet af valg. Vi har bidraget til revolutionerne i Mellemøsten, og den viden, vi har fremskaffet, har bidraget til at hjælpe det irakiske folk og det afghanske folk. Også afslutningen på krigen i Irak har vi leveret et vigtigt bidrag til. Det kan dokumenteres! Jeg tænker på dengang, da de amerikanske tropper i slutningen af 2011 blev nægtet immunitet. Irakerne henviste direkte til de dokumenter, som begrundelse for at ophæve immuniteten. Og USA sagde, at uden fortsat immunitet ville man trække sig ud.«

Assange siger, at han af juridiske årsager ikke vil udtale sig om voldtægtsbeskyldningerne, men forudser, at udleveringsbegæringen droppes. Hvad han bygger det på, står ikke klart, for i næste åndedrag tilføjer han:

»Sverige nægter at opføre sig som en retsstat. De nægter at give garanti for, at jeg ikke vil blive udleveret til USA«. Men Sverige gør jo gældende, at i en retsstat må sådanne beslutninger netop ligge hos domstolene og ikke regeringen.

»Det er ikke sandt,« vrisser han. »Regeringen har det sidste ord.« Hvis han har ret, og det virkelig er så entydigt, hvad skyldes så den juridiske forvirring? »Det er, fordi der er enorme kræfter på spil,« siger han ophidset. »Striden er et resultat af, at nogen forsøger at rykke den politiske opinion på den ene eller anden måde.«

Assange bruger en særlig ultraviolet lampe for at kompensere for det manglende sollys, men han bruger den »med stor nervøsitet« efter at være blevet forbrændt den første gang. Hans assistent, som måske eller måske ikke er hans kæreste – hun siges at være det, men benægter det, da jeg spørger hende – er konstant til stede. Wikileaks-projekt trives fortsat. Meldinger om, at det dybest set skulle være imploderet, ødelagt af al dramatikken omkring dets chefafviser Assange som mere ondsindet bagvaskelse. Organisationen vil have offentliggjort over en million lækager i år, siger han. Og vil offentliggøre »betydeligt mere« i 2013.

En gentleman?

Assange er blevet kaldt mange ting – terrorist, en visionær, voldtægtsmand, frihedskæmper. I visse øjeblikke minder han mig mest om en karismatisk kultleder, men i betragtning af hans nuværende knibe, er det næppe overraskende, hvis loyalitet tæller mere end kritisk distance i hans verden. Selv ynder han at betegne sig selv som en gentleman, et bizart gammeldags udtryk, man ikke ville forvente fra en cyberpunker. Jeg beder ham om at forklare.

»Hvad er en gentleman? Jeg vil tro, at der er – du, ved – et pænt udsnit af australsk kultur, som tyvagtige metropoler som London bare ikke fatter. Betydningen af at være hæderlig, holde ord og opføre sig som en gentleman. Det er en person, der har sine overbevisningers mod; som ikke vil bøje sig for pres; og som ikke vil udnytte folk, der er svage. Hvem i dag handler så hæderligt?«

Ham selv, måske?

»Nej, men det beskriver et ideal jeg mener, at vi som mennesker bør stræbe efter.«

© The Guardian og Information – Oversat af Niels Ivar Larsen