Klimakampens uovervindelige ildsjæle

År efter år når vi samme konklusion: Klimatopmøderne er en fiasko. Intet sker, og de stater, der har musklerne til at forandre, har ikke viljen. Håbet blegner. Hvorfor bliver ildsjælene så ved med at kæmpe for klimaet?
Klimaforkæmpere demonstrerer på gaden ved COP18 i Doha, Qatar. Demonstranterne vil have de store, miljøforurenede stater til at tage ansvar for miljøet.

Klimaforkæmpere demonstrerer på gaden ved COP18 i Doha, Qatar. Demonstranterne vil have de store, miljøforurenede stater til at tage ansvar for miljøet.

Li Muzi
8. december 2012

Da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen besluttede, at han ville bang the hammer for at lukke munden på deltagerne i plenum en kold december-nat i København i 2009, spåede mange, at det var enden på FN-klimatopmøderne. At systemet endegyldigt havde vist, at det ikke er leveringsdygtigt.

Ikke desto mindre afsluttes i disse timer det tredje klimatopmøde efter København – det attende i alt. Denne gang i Doha i ørkenstaten Qatar.

Og igen sukker deltagerne efter resultater, og man hører de samme historier: Om den manglende politiske vilje, om de mange særinteresser, om slagsmålet om penge, om hvem, der er skyld i hvad, og hvor meget ansvar hvert enkelt land skal bære. Uenigheden er det samlede element, men sådan har det ikke altid været. Langtfra. Det fortæller Sunita Narain, der har deltaget i samtlige klimatopmøder siden det første i Berlin i 1995.

»I Berlin var der en dybtfølt tro på, at verdens lande i fællesskab både kunne og ville løfte opgaven med klimaudfordringerne. Jeg husker, at vi, da mødet var slut, gik ud i byen og så, hvor muren havde stået. Man kunne stadig se stumperne. Vi havde en følelse af, at vi kunne opnå alt, og at det virkelig betød noget. Det var en magisk tid,« siger Sunita Narain, der er daglig leder af det indiske Center for Videnskab og Miljø:

»I dag kan vi bare sige, at vi burde rive nogle flere mure ned. Det har verden brug for.«

Fra op til nedtur

Den danske Europaparlamentariker Dan Jørgensen (S) var første gang med ved klimatopmødet, COP13, på Bali. Det var her, fundamentet blev lagt til det, der senere skulle have været det store gennembrud i København.

»Det var jo fantastisk. Der var virkelig håb. Det var dengang, hvor Papua Ny Guineas forhandler bad USA om enten at udvise lederskab eller forsvinde, og tusind mennesker rejste sig og klappede. Dengang begyndte vi at tro, at det faktiskvar muligt at få en global aftale, der ville begrænse klodens temperaturstigning til maksimum to grader,« siger Dan Jørgensen.

Klimachef i Verdensnaturfonden, WWF, John Nordbo var også på Bali, som han ligeledes kalder klimahistoriens mest optimistiske øjeblik – hvor de store nationer for første gang viste tegn på, at også de kunne trækkes til truget:

»Vi fik sat gang i en køreplan frem mod København. Bush-regeringen måtte give sig, og det var første gang, at man oplevede, at Kina gav efter. En kinesisk kollega fortalte mig dengang, at vi kunne være helt rolige. Han sagde, at der havde været et møde i politbureauet, og at det var besluttet, at Kina var med. Det var amerikanerne, der var problemet, men det gik først op for de fleste senere,« siger John Nordbo.

Fiasko i København

Men der var kun to år mellem håb og fiasko.

»I København opdagede vi så, at der ikke var den fornødne politiske vilje. Det var en hård erkendelse,« siger Dan Jørgensen. Ikke overraskende peger stort set alle topmøde-veteraner på netop COP15 i København som klimahistoriens største nedtur. Øjeblikket, hvor alle vaklede i troen.

»Det var klimatopmødet, der aldrig skulle have fundet sted,« siger Sunita Narain:

»Aldrig har jeg været så vred, aldrig så skuffet. Jeg sagde faktisk den gang til dansk tv, at jeg aldrig ville komme tilbage til Danmark.«

Også Verdensnaturfondens klimachef, John Nordbo, kalder topmødet i København et absolut lavpunkt.

»Den følelse af, at Danmark som værtsland simpelthen havde misforvaltet sit mandat. Det var sgu hårdt. Men jeg vil sige, at Durban (COP17 i Sydafrika, red.) sidste år var næsten ligeså slem. Hvordan kan man forhandle en aftale, der først træder i kraft i 2020, når vi ved, at det er for sent.«

»Det hænger jo ikke sammen at sige, at man at man arbejder for et to graders mål, og så lave en aftale, der betyder, at vi forpasser målet. Men jeg er bange for, at det stadig ikke er gået op for mange, at det er en enorm katastrofe,«siger John Nordbo.

Europarlamentariker Dan Jørgensen mener også, at København blev et nulpunkt, fordi forventninger var så høje. Men »dødsstødet«. som han siger, det kom sidste år i Durban, Sydafrika.

»Efter København tænkte jeg, hvorfor ikke bare droppe det – altså hele det her FN-spor. Men jeg kom til den konklusion, at det gælder om at holde gryden i kog indtil det rette politiske moment opstår, og så slå til,« siger Dan Jørgensen. Og sådan har han tænkt indtil sidste år:

»Med aftalen fra Durban har man slået al tilbageværende håb ned. Videnskaben fortæller os jo, at udledningerne af CO2 skal toppe i 2015. Så kan man jo ikke vedtage først at gøre noget fra 2020. Derfor er aftalen fra Durban det værste, man kunne have besluttet,« siger Dan Jørgensen, der er rystet over det manglende politikerklarsyn:

»Specielt i den vestlige verden, hvor vi ellers opfatter os som meget rationelle individer, der i alle andre sammenhænge lytter til videnskaben og konstant forbedrer os, er det da utroligt, at vi på det her spørgsmål nægter at lytte. Det forstår jeg simpelthen ikke,« siger Dan Jørgensen, der sammenligner den aktuelle klimakrise med en kæmpemeteor med kurs mod jordkloden:

»Så ville vi da øjeblikkeligt sætte alt i stå og bruge hvad som helst af vores BNP på at stoppe katastrofen. Jeg synes egentlig godt, at vi kan sammenligne det med den situation, vi i dag står over for med klimaet,« siger Dan Jørgensen.

–Men hvorfor er du stadig her stadig – hvad skal vi bruge endnu et klimatopmøde til?

»Jeg mener sådan set stadig, at FNprocessen er vigtig. I forhold til eksempelvis at afklare spørgsmålet om finansiering. Altså overførelser fra de rige til de fattige lande. Det gælder både penge og teknologi, som de har et meget stort et behov for. Derfor mener jeg fortsat, at vi kan bruge FN processen som en struktur, hvor vi kan skabe noget. Men vi har ikke nået det, som var meningen med klimatopmøderne,« siger Dan Jørgensen.

FN eller ingenting

For hvad er alternativet til FN´s klimatopmøder? Verden består af 194 selvstændige nationer, og FN er skabt for, at alle har en stemme. Det bærende princip i systemet er, at beslutninger, der vedrører alle lande, kan bremses med et enkelt lands veto. Et princip, der en enkelt gang i klimatopmødernes historie blev fraveget i 2010 i Cancún, Mexico, hvor Bolivia nægtede at vedtage slutteksten, som de mente var endnu et skridt i retning af klodens destruktion. Men Bolivia blev overhørt, og teksten blev vedtaget.

»Vi lærte, at selv indenfor FN-systemet skal man have stærke alliancer,« fortæller René Orellana, der dengang som i dag er leder af Bolivias delegation.

– Men du har ikke mistet troen til systemet?

»Det, jeg tror på er, at vi er nødt til at være her for at få indflydelse og i sidste ende for at få en bedre verden. Og vi er jo nød til at have håb, for det er det eneste system, vi har.«

»Men jeg forstår kritikken. Og det er nødvendigt, at især de folkelige bevægelser stiller sig kritiske overfor FN og de her processer. Det er den måde, at man lægger pres på systemet, og det er der i høj grad behov for,« siger den bolivianske chefforhandler, René Orellano.

– Så du er fortsat positiv?

»Nej, jeg er bekymret. Problemet er naturligvis, at vi ikke har formået at stoppe udledningen – tværtimod. Det ved vi alle. Men jeg forventer, at vi på sigt kan skabe resultater – det er jeg jo nødt til at tro på, ikke?« Sunita Narain er enig. Uden FN og uden deltagelse er der intet. »Men jeg må indrømme, at det bliver ikke nemmere med årene at skulle trække mig af sted til de her møder. Men jeg er her, for i sidste ende er det for vigtigt til ikke at møde op,« siger Sunita Narain, der fortsætter:

»Og så bevarer jeg alligevel optimismen, fordi jeg stadig tror, at der er en mulighed. Og for lande som Indien har vi kun FN at holde os til. Ellers ville vi overhovedet ikke have en chance for at komme til orde.«

Og selv Verdensnaturfondens klimachef, John Norbo, er fortsat optimist.

»Ikke alt er sort i sort. Jeg tror, at vi går ind i en periode, hvor videnskaben igen får lov at spille en vigtig rolle, som politikerne ikke kan negligere. Også fordi der er et voksende folkeligt pres,« vurderer John Nordbo, der fortsætter:

»Og så er jeg sådan set optimist, fordi der er ting, der trækker i den rigtige retning. Videnskaben, de teknologiske muligheder og på mange måder også markedet, da det bliver billigere og billigere med de løsninger, som vi har brug for,« siger John Nordbo:

»Der er håb.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Steen Erik  Blumensaat

Penge, penge, penge i min lomme.
1200-1300 millioner kr bliver brugt på
champagne og coke, pyjamas orgiet i lesbisk bondage strip club.
Tillykke storforbrugere af andres penge.
Tro og håb, mine bare...
1990erne og 00er var undskyldningernes år-tier, undskyld, undskyld,
nu er det tro og håb, og pengene flyder ned i deres lommer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Og endnu engang må jeg citere en berømt mand:

"We shall never surrender".

Trods min udbredte skepsis over for meget af det som siges og foregår på klimaforkæmpernes fløje, er det også vigtigt at erkende, at fordi noget af det er det rene vrøvl, så betyder det ikke, at alt er det rene vrøvl.

Man kan godt vinde en krig, uden at vinde alle slag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Via Campesina: UN climate talks achieve nothing, promote false capitalist solutions

'The EU pledge, for example, of emissions reduction of 20 percent until 2020 will in reality be only 12 percent because they claim to have already accomplished the 8 percent during the first Kyoto Protocol period. Then for the remaining 12 percent they will not even make real reductions, as they will use market mechanisms.'

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Hvor han bla andet siger

"Germany and Europe are inviting freeloaders. It's a mistake to believe our noble behavior will so greatly impress others in these talks that it will move them to make concessions in return."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Niels-Holger,

Nej, jeg er ingen bot, jeg er et menneske. Et menneske som læser meget, og som gerne bidrager til debatten med meninger som går på tværs af de rygklappende, selvtilfredse, politisk korrekte meninger der er fremherskende på Informations debatsider.

Men det er måske for meget for dit demokratiske sindelag?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Filo Butcher

Det er for nemt NHN, at være så kulsort nihilistisk. Tag dig nu lidt sammen, du kan bedre end det.

Jeg er fuldstændig enig at kapitalismen er uforenelig med klimakampen, men dette betyder jo ikke at alt håb er ude.

Selv om klimatopmøderne er en omgang fis i en banan, så er det forkert at sige de ikke har en effekt. De har måske ikke den effekt vi forventer eller håber på men de har da i hvert fald formået at sætte klimaet på den politiske dagsorden verden rundt, udover at møderne skaber en enorm pres på alverdens regeringer.

Og der sker en langsom men sikker holdninsgændring, hos politkerne, videnskabsfolk, og allervigtigst - økonomerne. Godt nok råber økonomerne op om "politiske beslutninger" vedvidende at det kun er dem der overhovedet kan træffe politiske beslutninger, og hvad de mener er at vi skal give dem garantier for at de ikke mister penge ved at satse på bæredygtighed og økologi. Men som vi har set tager de pengene uanset hvad. Så hvorfor ikke give dem garantierne på forhånd?

Det er efterhånden kun penge det drejer sig om, og ikke engang rigtige penge, men den imaginære slags. Lad dem bare spekulere i bæredygtighed.

De vil skabe en øko- og klimaboble, fordi det er jo det eneste de kan, men denne boble vil for en gang skyld sætte gang i en realøkonomisk vækst.

Først og fremmest skal vi forhindre at de olie-gas-og kulreserver der stadig ligger gemt i undergrunden bliver hvor de er, det skal være vores pris for garantierne.

Så kan vi fortsætte kampen derfra. Finanskapitalismen er i forvejen i gang med at aflive sig selv, så vi skal jo bare skubbe den i den samme retning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Laursen

"Hvorfor bliver ildsjælene så ved med at kæmpe for klimaet?"

Jeg tror, at det er fordi vi ikke ønsker at bevæge os ned på det dekadente egoistniveau. Vi - måske med undtagelse af de aller mest naive af os - ved jo godt, at om under 100 år har mennesket udryddet sig selv som art. Men vi ønsker bare ikke at bidrage til denne destruktive adfærd.
I bund og grund kan man sige, at vi (kun) gør det for vores egen samvittigheds skyld. For en lille gruppe mennesker, der på verdensplan måske udgøres af en fronttrop på samlet 10.000 individer, kan INTET stille op mod den milliardstore pøbel af kulturassimillerede, materialistiske bil-, kød- og X-factorhungrende spidsborgere.

Og til jer, der tror, at kampen for en bedre verden og et bedre klima stadig kan vindes: Gå ind på dr.dk og gense "Teenage Boss"!

anbefalede denne kommentar