Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Henning Stæhr (1923-2012)

Et parti urlænker fra et fallitbo gjorde Henning Stæhr til Danmarks største urgrossist
Et parti urlænker fra et fallitbo gjorde Henning Stæhr til Danmarks største urgrossist
15. december 2012

Det var en nedslående nyhed, der ramte Henning Stæhr, da han som nyuddannet handelsstudent i 1940’erme ellers havde fået fast arbejde som sælger for en grossist i det nordlige København. »Firmaet er lukket, og vi bliver nødt til at fyre dig,« lød beskeden, men som kompensation kunne han få et parti danskfabrikerede urlænker, der måske kunne sælges.

De første år af sit liv havde han tilbragt i sin fars købmandsgård i Grenaa med sine fem søskende, men da Henning Stæhr endnu var dreng, søgte familien som så mange andre familier på det tidspunkt mod hovedstaden i et forsøg på at tjene så mange penge, at hele familien kunne leve af det. De åbnede en ny købmandsforretning på Lyngbyvej, og det var nok til, at familien blev mæt, og at Henning som den yngste kunne blive handelsuddannet. Nu sad han så der og kiggede på sine urlænker, men ikke ret længe. Det var lige efter Anden Verdenskrig, så ure var en rationeret vare, og af en eller anden grund skulle man som sælger have 10 urlænker for hvert ur, man lå inde med, og derfor var det en ret let omsættelig vare, han sad med. Som ene mand i sit nye firma cyklede Henning Stæhr rundt til sine kunder i al slags vejr og byggede langsomt en forretning op, hvor han også begyndte at have ure i sit sortiment. På det tidspunkt var urbranchen et meget fint erhverv, der gik i arv fra generation til generation, så det tog tid for ham at vinde fodfæste på markedet, men Henning Stæhr var ligeglad med, om han talte med høj eller lav – alle fik samme behandling, og han elskede at tale med alle – og dette kombineret med en ekstrem retskaffenhed gav ham større og større anerkendelse som grossist.

Mådehold og generøsitet

I mellemtiden var man begyndt at udstykke sommerhusgrunde langs de sjællandske kyster, og Henning Stæhr havde sammen med sin bror købt en grund i Kulhuse. Selv om ingen af dem havde hænderne særligt godt skruet på, lykkedes det dem at bygge et lille hus på grunden, og mens opførelsen stod på, mødte han hos den lokale bager den lidt yngre Ines. Det var vel en slags kærlighed ved første blik, for ret hurtigt blev de to gift.

Ines blev således en del af forretningen, for under opbygningen af Henning Stæhrs firma blev børneværelser, gæsteværelser og køkkenet fyldt med kukure og tikkende æsker. Men efterhånden fik firmaet egne lokaler, og i løbet af 60’erne, 70’erne og 80’erne voksede forretningen voldsomt og blev til landets største urgrossist med en omsætning på over 100 millioner.

På det tidspunkt ændrede urmarkedet sig, og fra at være en eksklusiv vare, der stod øverst på konformationsønskelisterne, blev uret en mere almindelig forbrugsvare, og det forstod Henning Stæhr at udnytte. Han fik agenturet på alle de største urmærker og begyndte selv at producere succesfulde urmæker som for eksempel Inex, der blev et af nordens mest solgte mærker og i øvrigt var opkaldt efter hans kone.

Men selv om Henning Stæhr selv blev meget velhavende, var han samtidig kendt for at besidde en mærkværdig blanding af mådehold og uhørt generøsitet. Han levede forholdsvist beskedent, men gav samtidig store summer væk til velgørenhed, til fattige på gaden og folk, der havde brug for det. Han brød sig ikke om, at ting blev for ekstravagante, og selv om han ganske vist købte sig et hus ved vandet i Rungsted og kørte i Jaguar, var huset småt og bilen en lille model. Folk omkring ham kunne godt finde ham en anelse naiv i hans omgang med penge, men Henning Stæhr var tilsyneladende ikke optaget materielle ting og rigdom: Da han købte sin første bil, var det en BMW, som han var meget stolt af, men samme dag som han fik den, skulle han rejse til udlandet, så han kunne ikke nå at køre i den. Til gengæld havde hans søn lige fået kørekort, så han smed nøglerne over til ham og sagde, at han skulle tage en tur i den. Sønnen, Bjarne, var ikke meget for at skulle køre i en helt ny flot bil, for tænkt hvis han lavede buler i den eller kørte galt. Men som Henning Stæhr sagde: »Det er jo bare en bil.«

Hævet over politik

Politisk set var Henning Stæhr ikke helt til at blive klog på. Under krigen var han kommunist, men kun fordi den modstandsgruppe, han var en del af, var det, så da resten af gruppen efter krigen regnede med, at han skulle til at arbejde videre inden for partiet, meldte han sig ind hos de konservative. Senere blev han glad for Poul Nyrup – mest fordi han havde mødt ham og synes, han virkede flink – men selv om han lige til det sidste læste Børsen og Berlingske fra A til Z hver dag, havde han ikke noget politisk hjerte.

Han var glad for at betale sin skat og i det hele taget meget optaget af at betale til samfundet. Helt sikkert er det dog, at han ikke brød sig om at ligge nogen til last. I sine sidste måneder faldt han og brækkede lårbenet i sit bryggers, og Ines, der fandt ham ringede omgående til sønnen Bjarne for at høre, hvornår han kom hjem fra arbejdet, så han kunne hjælpe. Bjarne, der ikke vidste, hvad der var sket, forklarede, at der godt kunne gå et par timer, men det var fint nok, mente Ines og Henning. Han ville bare blive liggende og vente indtil han kom. Han havde allerede ligget der i et par timer. Efter nogle måneder døde Henning Stæhr af komplikationer til bruddet. Han blev 89 år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu