Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: John Christian Albjerg (1923 - 2012)

John Albjerg var smed og svejser. I sine unge år arbejdede han blandt andet på Svendborg Værft og Lindøværftet, men i 1968 tog han en drastisk beslutning: Han blev kunstner, og det passede ham langt bedre. Nu var der ikke længere nogen, der skulle fortælle ham, hvor og hvornår han skulle arbejde
Syn. De sidste år var John Christian Albjerg næsten blind. Men han kunne stadig føle og forestille sig de skulpturer, han ville lave. Og til det sidste satte han sønnen Frank i sving med at hjælpe sig.

Syn. De sidste år var John Christian Albjerg næsten blind. Men han kunne stadig føle og forestille sig de skulpturer, han ville lave. Og til det sidste satte han sønnen Frank i sving med at hjælpe sig.

Michael Bager

22. december 2012

Det var baronessen fra Rødkilde, der i 1932 bar John Albjerg til døbefonden. John Albjerg var ikke af adelig slægt – hans far var havnearbejder i Svendborg og moderen hjemmegående.

Men baronen fra Rødkilde havde kort forinden kørt Johns storebror, Bent, ned. Bent klarede den, men baronen og baronessen, som var meget kede af episoden, besøgte familien og baronessen kastede sin kærlighed på den nyfødte John.

»Han var et meget charmerende barn,« fortæller storesøsteren Yvonne. Og sådan var det hele hans barndom:

»Når han var med sin far nede på havnen, så var alle betagede af ham. Han havde sådan nogle fine krøller,« husker hun.

Smed

John Albjerg stiftede familie i en tidlig alder. Han blev gift med Grethe og fik to børn, Frank og Jytte. Han arbejdede som smed og svejser rundt omkring i det fynske. Blandt andet var han med til at lave gelænderet på Svendborgsundbroen ligesom han arbejdede på både Svendborg Værft og Lindøværftet. John Albjerg var en dygtig smed, men han var også en bestemt herre, fortæller sønnen Frank:

»Han har altid været sådan, at man ikke skulle fortælle ham, hvad han skulle gøre. Det vidste han nok selv. Og man kunne ikke få ham til ham noget, hvis han havde besluttet sig for, at det ville han ikke. Han var meget bestemt.« Derfor fandt han sig heller aldrig helt tilrette i et liv med fast job og faste arbejdstider. At han ikke brød sig om at andre bestemte, hvad han skulle, blev meget tydeligt, allerede da han som ung var i militæret:

»Dét kunne han godt nok ikke lide,« fortæller Yvonne. Så John stak ganske enkelt af – flere gange. Yvonne husker, hvordan han efter en flugt boede hos hende i en kort periode, inden han måtte videre – sønnen Frank husker, at de på et tidspunkt måtte til Sverige for at gemme sig. Han kom også i militærfængsel for sine ugerninger, og det endte med at hans tid i forsvaret strakte sig over fire år i stedet for de normale 16 måneder.

Kunstner

Ægteskabet med Grethe holdt ikke og på et tidspunkt midt i 60’erne havde nogle af »gutterne fra værftet,« ifølge sønnen Frank »skrevet til en dame i Jylland.« De havde arrangeret det, man i dag vil kalde en blind date. Damen i Jylland hed Rosmarie og var keramikkunstner, og snart flyttede John til Vejle. Forholdet varede kun i et par år, men John blev i høj grad inspireret af kunstens verden, og i 1968 besluttede han sig – tilbage i Svendborg – for at blive kunstner med eget værksted:

»Nu var han kunstner og kunne gøre lige, som det passede ham – og når det passede ham. Så han arbejdede om natten og sov om dagen. Det gør sådan nogle kunstnere jo,« siger Frank. I starten gik det lidt trægt med salget, men efterhånden fik han nogenlunde hul igennem, og hans skulpturer og billeder blev kendte om ikke i hele landet, så i hvert fald lokalt på Svendborg-egnen:

»På et tidspunkt fik han sådan en Biafra-dreng, han havde lavet, udstillet på Louisiana,« husker sønnen. Det var i forbindelse med en udstilling om sult i Biafra. Når det gik mindre godt med kunstsalget, »kunne han godt have perioder, hvor han var ked af det,« fortæller søsteren. Men han beklagede sig aldrig. Og han ville ikke have penge fra kommunen: Han skulle nok selv klare det. Og så var der vennen Jens Lyn. Han kørt med gammelt jern, og af og til hjalp John til og tjente lidt ad den vej.

Til det sidste

John Albjerg blev gift igen – og flyttede til Langeland, hvor han fik et stort værksted. Men helbredet begyndte at svigte. Han havde rygerlunger og mistede langsomt synet. I 2007 besøgte Fyns Stiftstidende John Albjerg, fordi han var ved at udarbejde en skulptur, som skulle stå i Svendborg:

»Lysten er der jo, og det kan godt være, at jeg ikke kan se ret meget, men det jeg har inde i mit hoved, kan jeg stadig lave med mine hænder,« sagde han dengang.

»Han fortsatte med at lave kunst til det sidste,« fortæller Frank »Også selv om han i virkeligheden ikke kunne mere. Han brændte fingrene, når han svejsede, og han lavede en masse af det, man kalder ’mågeklatter’. Så når jeg kom forbi Langeland, så svejsede jeg det om for ham.« Til sidst var John Albjerg så dårlig, at han flyttede til Holstebro, hvor både hans søn og datter er bosat. Her nød han at være tæt på familien i de sidste år. Og kunsten lagde han aldrig fra sig:

»Lige til det sidste sagde han – Frank, vi skal lige have lavet den her færdig. Så skulle jeg stå og svejse, og han skulle selvfølgelig bestemme, hvor tingene skulle sidde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu