Klumme
Læsetid: 4 min.

Det næste skridt er altid allerede taget

Uden diskussion og uden offentlige begrundelser er den Europæiske Centralbank blevet suverænen i det europæiske samarbejde
Ansvar. Vi kan drage de nationale ledere til regnskab, men ingen kan drage dem, der laver redningsplaner og kræve kolossale nedskæringer i stater, hvor de ikke selv bor, til ansvar.

Ansvar. Vi kan drage de nationale ledere til regnskab, men ingen kan drage dem, der laver redningsplaner og kræve kolossale nedskæringer i stater, hvor de ikke selv bor, til ansvar.

Daniel Roland

Moderne Tider
15. december 2012

Der er i Danmark ikke nogen diskussion om Europa. Modstanderne vil vist ikke mere ud af EU, og tilhængere er ikke så begejstrede, at de har lyst til at tale for den.

Det konservative landsråd var ved at blive ødelagt af diskussionen om Europa, og Venstres landsmøde blev spoleret af én, der sagde højt, hvad partiet alligevel kommer til at gennemføre. Når vores statsminister taler om ’vores sag’ og noget, hun vil ’kæmpe for’ i Bruxelles, er det ikke Europa eller principper. Så er det, at Danmark skal betale én milliard mindre. Mens en fjerdedel af sydeuropæerne bliver arbejdsløse, og socialstaten i flere lande bliver afmonteret, er ’vores sag’ størrelsen på det danske bidrag.

Helle Thorning-Schmidts udtalelse, efter aftalen om banktilsyn blev indgået, er karakteristisk: Nu må vi vente og se den nye aftale implementeret og det videre samarbejde præciseret, før vi tager en større samtale om det bedste for Europa og det rigtige for Danmark.

Det er ikke tid til det nu.

Første og andet skridt

Det lyder fornuftigt: Man har produceret en aftale, og nu må man se resultaterne, før man diskuterer næste skridt. EU’s dynamik er bare, at det næste skridt altid allerede er taget.

Det ene tiltag kræver større beføjelser for at blive realiseret, og når man har taget det første skridt, må man også tage konsekvensen. Finanspagten kan siges at være en konsekvens af euroen, og banktilsynet kan udlægges som en konsekvens af finanspagten, som igen vil kræve en bankunion for at fungere. Unionen kræver hele tiden ekstra beføjelser for at kunne blive det, den allerede er. Hvis vi skal gennemføre det, vi har vedtaget, må vi overføre yderligere magt til Den europæiske Union. Historisk har argumentet været, at vi skal tilslutte os samarbejdet mere og mere, fordi det producerer positive resultater. Nu er argumentet, at fordi samarbejdet ikke fungerer, skal vi tilslutte os mere og mere. Det kræver mere magt til unionen, at løse de problemer, som den endnu ikke har formået at løse.

Det forklarer, hvorfor nationale ledere, som gennemfører forandringer i Europa, helst ikke omtaler dem over for de borgere derhjemme, der kan smide dem ud ved valg. Afhængigheden af det europæiske samarbejde vokser på ledelsesniveau, mens modstanden stiger i befolkningerne.

Vi kan drage de nationale ledere til regnskab, men ingen kan drage dem, der laver redningsplaner og kræver kolossale nedskæringer i stater, hvor de ikke selv bor, til ansvar.

Den internationale valutafond har erkendt, at redningsplanen for Grækenland er temmelig risikabel: Man vil reformere en hel økonomi uden devalueringer. Der er ingen historiske fortilfæld. Vi kan regne på de økonomiske konsekvenser, men de sociale og politiske indsatser er umulige at forudse.

Alligevel bliver planerne ikke diskuteret offentligt, og alligevel er den stadige afgivelse af selvbestemmelse ikke genstand for offentlig debat. Det skyldes sikkert, at lederne ikke vil argumentere for en politik, som de ikke kan overbevise borgerne om, er rigtig. De foretager sig noget, som de i ordets bogstaveligste betydning finder ’uforsvarligt’.

Det skyldes også, at det bedste argument for forandringerne er, at alternativet er værre. Og det bedste argument er indimellem det eneste argument.

Den mægtige bank

Der efterlyses i Europa både demokrati og lederskab. Drømmen om en folkevalgt præsident er utopien om ledelse og legimitet i én skikkelse. Men realiteten er betragtelig overførsel af magt til den institution i det europæiske samarbejde, der måske er mindst demokratisk: ECB, den Europæiske Centralbank. Som den tyske forsker Ulrike Guérot har påpeget: Den Europæiske Centralbank er blevet suverænen i Den Europæiske Union. Det fremgår ikke af de forfatninger og traktater, som har været diskuteret, og det ikke blevet besluttet med folkelige begrundelser. Det er en suverænitet udviklet gennem den proces, hvor vi ikke diskuterer, hvad vi vil, men lader det ene administrative skridt tage det næste.

Den Europæiske Centralbank er hævet over demokratisk kontrol, fordi den skal varetage pengepolitikken, der traditionelt ikke regnes for et demokratisk anliggende. Vi lader heller ikke i Danmark de folkevalgte føre pengepolitik. Men den Europæiske Centralbank begrænser sig ikke til pengepolitiske anliggender: Den krævede sidste år sociale nedskæringer i Spanien og Grækenland som betingelse for redningspakker. Nu har vi en centralbank, der kan diktere finanspolitik og socialpolitiske reformer.

»Den almægtige Centralbank,« skrev Frankfurter Allgemeine Zeitung efter indgåelsen af bankunionen i denne uge. Det blev i offentligheden fremhævet som en triumf, at centralbanken ikke uden videre kan regere over lande uden for eurozonen, men som avisen fremhæver, har banken i alle anliggender formelt vetoret og reelt et stort overskud af information.

Der er i Danmark ingen diskussion af en proces, hvor magt systematisk overføres til en institution, der hverken har vist sig effektiv eller fremstår legitim. Det giver som sagt ingen kritisk mening at være for eller imod Den Europæiske Union. Det giver derimod mening at kræve tilsyn med tilsynet. Hver gang magt overføres til institutioner, som vi ikke kan drage til regnskab, må vi kræve processer, som sikrer, at de kan blive draget til regnskab.

Vi kan ikke gå tilbage, når det næste skridt altid allerede er taget. Men vi vil have argumenter for, hvor det fører os hen. Og som bekendt: Ingen bliver bedre af at være hævet over kritik og kontrol.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Det er al sammen rigtigt, Rune Lykkeberg....og så alligevel ikke. Du forholder dig ikke til, at Grækenland begærer fortsatte kapitaloverførsler.

Hidtil har grækerne muntert finansieret statsunderskuddet - ikke ved at opkræve skatter, uha nej - men ved at sælge græske euroobligationer, drevet kunstigt op i kurs ved forfalskning af nationalregnskabet. De uheldige købere af obligationerne bliver nu tvunget til indløsning til underkurs, så den trafik kan ikke fortsætte.
Den forsatte finansiering skal så komme fra den øvrige Eurozone, læs Tyskland, og her er lysten til at skatteyderfinansierede kapitaloverførsler til Grækenland absolut begrænset. Især når grækerne fortsat nyder godt af lavere pensionsalder og korrupt skatteligning. For slet ikke at tale om alle de statsansatte, der blot er anbragt på lønningslisterne af de politiske partier.

Torben Lindegaard

Det er al sammen rigtigt, Rune Lykkeberg....og så alligevel ikke. Du forholder dig ikke til, at Grækenland begærer fortsatte kapitaloverførsler.

Hidtil har grækerne muntert finansieret statsunderskuddet - ikke ved at opkræve skatter, uha nej - men ved at sælge græske euroobligationer, drevet kunstigt op i kurs ved forfalskning af nationalregnskabet. De uheldige købere af obligationerne bliver nu tvunget til indløsning til underkurs, så den trafik kan ikke fortsætte.
Den forsatte finansiering skal så komme fra den øvrige Eurozone, læs Tyskland, og her er lysten til yderligere skatteyderfinansierede kapitaloverførsler til Grækenland absolut begrænset. Især når grækerne fortsat nyder godt af lavere pensionsalder og korrupt skatteligning. For slet ikke at tale om alle de statsansatte, der blot er anbragt på lønningslisterne af de politiske partier.

Martin B. Vestergaard

@Torben Lindegaard
Og fordi Grækerne ikke har kunnet styre deres økonomi, skal al magt i EU overdrages til ikke-demokratiske organisationer så som ECB, selvom de reformer ECB dikterer, ikke gør andet end at forværre krisen.

Dan Johannesson

Med de små skridts politik føres vi ind i et gennemcentraliseret permanent bur af neoliberal ideologi.

Processen nærmer sig sin afslutning, og vil ikke møde modstand pga. borgernes frygt og barnetro på politikere, der åbenlyst ikke forstår deres egen rolle som simple grissestødere, bag en destruktiv udemokratisk proces. (Eller forstår den ganske godt, men er ligeglade)

Læs artiklen "Dukkefolket" her for uddybelse af situationen: http://www.danjohannesson.dk/1244

"Since 2007, central banks have flooded the world financial system with more than $11 trillion. Faced with weak recoveries and Europe's churning economic problems, the effort has accelerated. The biggest central banks plan to pump billions more into government bonds, mortgages and business loans.

Their monetary strategy isn't found in standard textbooks. The central bankers are, in effect, conducting a high-stakes experiment, drawing in part on academic work by some of the men who studied and taught at the Massachusetts Institute of Technology in the 1970s and 1980s.

While many national governments, including the U.S., have failed to agree on fiscal policy—how best to balance tax revenues with spending during slow growth—the central bankers have forged their own path, independent of voters and politicians, bound by frequent conversations and relationships stretching back to university days.

If the central bankers are correct, they will help the world economy avoid prolonged stagnation and a repeat of central banking mistakes in the 1930s. If they are wrong, they could kindle inflation or sow the seeds of another financial crisis."

Kilde QE 4: Folks, This Ain't Normal.

Michael Kongstad Nielsen

ECB er ikke så suveræn, som man skulle tro,
den foretager ikke store skridt uden at være i overensstemmelse med Angela Merkel og François Hollande, eller kredsen af stats- og regeringsledere, kaldet Det Europæiske Råd
http://www.euo.dk/fakta/institutioner/der/

ECB har til opgave at sikre prisstabilitet, men den opgave er glemt i forhold til statsgældsproblemerne i Sydeuropa og Irland m. fl., samt bankproblemerne i navnlig Spanien.

Det nye banktilsyn hører altså under ECB. Tilsynet må siges at være en mistillidserklæring til de nationale tilsyn, der i sig sel er en slags mistillidserklæring til de 6000 banker, der åbenbart ikke kan opføre sig ordentligt. Nu har det vist sig, at selv denationale tilsyn ikke tilser tilstrækkelig kritisk, bl.a. i Danmark, med hvilken grund skulle vi så have tillid til det fælleseuropæiske banktilsyn under ECB?

Nej, dem kan vi nok heller ikke have tillid til, og derfor burde vi holde os væk. Som Sverige og Storbritannien. Og Tjekkiet. Her er sidste nyt:
http://europa.eu/newsroom/index_en.htm

Holde os væk skulle vi, bl.a. fordi tilsynet ikke kan løse bankproblemerne før man tør regulere bankerne i bund, så de får adskilt almindelig bangvirksomhed fra investrings- og børsspekulation, og så de tvinges væk fra "supermarkeds"-finansvirksomhed og gearede og superspekulative derivater mv., og så de gøres mere solide med krav om langt højere ejenkapital.

Har vi hørt noget til en sådan regulering af bankerne? Nej. Kun i England, som er udenfor.

Og når en bank så går konkurs, så skal den jo lukke - ikke reddes eller overtages af skatteyderne. En bank er en selvstændig privat virksomhed. Går den ned, må indehaverne, dvs. aktionærerne, tage tabet. Måske skulle man overveje, om ikke indskyderne også måtte bære et tab, så kunne de jo se sig om efter en bank, de havde tillid til.

Philip B. Johnsen

Hvorfor høre vi ikke om et nyt landsdækkende skattesystem i Grækenland? Er der noget stort projekt der skal bringe Grækenland videre?

Grunden til jeg ønsker en anden tilgang er at det vel er evident, det vil blive noget nær umuligt at skyde ned(metaforisk). Så det bedste bud er at slå dem på deres egen banehalvdel, og indføre det der aldrig blev muligt på nationalt plan - demokrati.

Det største skræmmebillede lige nu er teknokratiet der er ved at blive indført i små bider.

Subsiderede aftaler, der stadfæster den overordnede ramme.

Det enorme raseri den bankunion skal presses igennem på skyldes, efter min overbevisning, ikke kravet til strammere styring af bankerne, som man nemt kunne komme om ved nogle harmoniserede regler, som man også kunne søge indført internationalt/globalt.

Grunden, har jeg på fornemmelsen, er at den enorme udskrivning af 1000vis og gentagne 1000vis af milliarder af euros, skal finansieres tilbage - hvor de ved at det kan Grækenland, Spanien, Portugal og de andre ikke. Frankrig er udemærket klar over at de enorme udlån som franske banker har tonset i sydenlandske statsobligationer og spekulative ejendomsinvesteringer - er i mere end overhængende fare for ikke komme retur, og kan slå bunden ud af den franske økonomi -og ditto, men i mindre grad Tyskland etc.

Hvordan skal de betales tilbage, for bankerne kan ikke stå imod - deres egne sindsyge udlån, med sikkerhed i en rygende varm ECB seddelpresse og evige garantier om at EU dækker af. De er udemærket klar over nu, som vi andre har vidst længe, der er overhængende fare for kollaps - og det er skatteyderne der skal betale gildet.

Hvad hvis de enkelte stater og medlemslande indfører regeringer, der melder pas til disse afdrag gennem højere nationale skatter og nedsat social velfærd - så kollapser det.

Derfor skal hele denne smeltedigel af panik-støtte udbetalinger og afdrag på fejlslagen europæisk politik - nødvendigvis kunne gennemføres uden for offentlighedens observation - fordi det bliver ualmindeligt grimt scenario. Hvor udsigten til den nye generation der står og mangler kvalificeret arbejde til deres uddannelser oveni, kan risikere at skulle betale af i måske 10-25 år - fordi man ikke fra EU side har været deres politiske ansvar bevidst..

Rigtig god artikel iøvrigt - pointer nemlig præcis hvorfor befolkningen ikke skal spørges - den er nemlig indført!

David Steinberg

Jesper Wendt, det er helt korrekt, at teknokratiet er ved at blive indført i små bidder.

Denne anti-demokratiske og dermed i bund og grund totale styreform vil én gang for alle sætte demokratiet ind i historiebøgerne. Er det det, som de europæiske borgere vil?

Det er også korrekt, at det næste skridt allerede er taget. Det følger ikke som en logisk nødvendighed af teknokratiet men af den nødvendighed, som planen, der har været gældende for EU siden dens spæde begyndelse lige efter anden verdenskrig, tilsiger at udviklingen skal have.

Euroen var jo som bekendt på tegnebrættet allerede i starten af tresserne. Men faktisk har EU fra starten været tænkt som et projekt, der skulle ende med en superstat, som springbræt til en integration af de andre regionale superstater, der er ved at blive dannet (NAU, AU osv.). Man startede bare med en stål- og kulunion, så der ikke gik koks i det, og tog blot én bid ad gangen af nationalstaternes suverænitet. Hver gang blev modige kritikeres røster gjort til skamme - Unionen var som bekendt stendød - og så sådan lige pludselig helt mærkeligt, når unionen var stendød, var den der, unionen, præcist som man havde arbejdet på siden EUs spæde begyndelse lige efter anden verdenskrig.

Så derfor er det korrekt, at det næse skridt allerede er taget, for der er en plan. Det er vigtigt, at folk forstår, at der er en plan. Det er planen, man følger, ikke udfaldet af diverse møder mellem de franske og tyske statsledere. Jeg ved godt, at det er det, man forsøger at give indtryk af, men som Rune Lykkeberg jo skriver, så er det næste skridt allerede taget.

Der er en plan.

Og vi som europæiske borgere i stadigvæk på papiret selvstændige nationer, der på papiret stadigvæk har folkestyre, bliver ikke spurgt. "Hvis det at stemme ændrede på noget, ville det blive gjort ulovligt," som et berømt citat lyder. Derfor spørger man ikke befolkningen, selvom man burde, men bruger alle mulige teknikaliteter, fejen ind under gulvtæppet-manøvrer, kreative fortolkninger af den kommende lovgivning ("Vi må fremover ikke selv bestemme, men der er ikke tale om afgivelse af suverænitet!" - hvor idiotisk det jo faktisk lyder), dæmonisering af EU-modstandere (de er jo alle på den yderste højrefløj som bekendt, som om man ikke kan være mod det statskapitalistiske teknokratiprojekt uden at befinde sig der) og så videre og så videre.

Nej, i virkeligheden er EU i færd med at blive til en superstat med sin egen hær, sin egen uderingspolitik, med teknokratisk styring af økonomien (ECB, teknokrater i Italien og i Grækenland indsat af EU) og så videre.

I forvejen består ledelsen af EU - helt bevidst - ikke af folkevalgte politikere. Man taler om "det demokratiske underskud" som om det var en fejl (goddaw do!). Denne voldsomt voksende statskapitalisme går endda - surprise! surprise! surprise! - ind og påvirker markedet, så de store spillere kan overleve, mens alle andre så småt går til grunde.

Der er debattører her på Information, som håber, at EU kan tøjle finanskapitalen. Hertil har jeg blot at sige en dårlig nyhed: EU styres af finanskapitalen.

Philip B. Johnsen

@ David Steinberg

Hvis det du skiver var sandt, er der et ord der sammenfatter, alt du skriver "Statskup" skal vi lige klappe hesten, men det er vigtigt, at alle gør sig klart hvad vi er på vej imod.

David Steinberg

Statskup er et ord, jeg ikke har overvejet, men det er måske meget passende. Dvs. at EU er et stort statskup af de europæiske nationer. Hm... meget tænkeligt, egentlig.

Det hele starter imidlertid ikke med EU men med forståelsen af, hvad en statsdannelse er i de moderne demokratier. Hvis ikke man forstår dette, forstår man heller ikke resten. Her tænker jeg sådan set på alle, der har fået lyst til at læse denne tråds artikel og debatten under den.

Vi lever i et "demokrati". Hvad består demokratiet af? Det består af en folkevalgt forsamling - med ministre, et statsoverhoved, tjenestemænd/embedsmænd med en udøvende magt og en dømmende magt, der på bedste montesquiesk vis, i hvert fald i princippet, er adskilt fra de andre (aka magtens tredeling). Vi har i Danmark 179 folkevalgte, og de folkevalgte vedtager landets love, som underskrives af dronningen, der dermed ophøjer det lov, der gælder i Kongeriget.

Det er der ikke noget mærkeligt i, og de fleste vil jo nikke genkendende til det. Jeg tvivler på, at der er nogen herinde på Informations debatsider, der vil være uenig.

Så lad os antage, at vi alle kan være enige i ovenstående beskrivelse.

Nuvel, på nettet findes der en "awareness test", hvor man skal se nogle unge mennesker iført sort og hvidt tøj spille basketball (du kan formentlig finde den på youtube, hvis du laver en søgning på "awareness test". Man ser filmen og bliver bagefter stillet et spørgsmål. Første gang jeg så den troede jeg ikke mine egne øjne og måtte se den igen - jeg var sikker på, at det var skjult, og at der var fusk i foretagendet. Men nej, den var god nok.

Nu vil jeg ikke spolere fornøjelsen for de af jer, der ikke har set den, så ved lejlighed må man meget gerne se videoen.

Man spørger sikkert sig selv, hvad det har med sagen at gøre. Jo, se på ovenstående afsnit om det danske folkestyre igen og se, om du kan få øje på det.

Det er svært at se, ikke?

Nuvel, her kommer pointen: Vi har ikke blot folkestyre i Danmark men folkestyre, hvor en lovgivende forsamling vedtager landets love, som så gælder i hele den juridisktion, som landets territorium består af. Vi kunne have en anden form for folkestyre, fx som de har det i Schweitz (med direkte demokrati) eller som i USA før forfatningen efter Uafhængighedserklæringen, hvor statsmagten i sidstnævnte tilfælde alene handler om at beskytte folkets (negative) frihedsrettigheder - dvs. retten til at være fri for andres tvang, vold og magt, herunder statsmagten selv. Danmark har ikke en Grundlov, der kun handler om negative frihedsrettigheder - den består også af positive frihedsrettigheder. Det sidste handler om, at man legitimerer tvang, vold og magt over for en større eller mindre del af befolkningen.

Når det er så svært at få øje på, er det fordi vi i Danmark normalt ikke har nogen diskusssion af, hvilken slags frihedsrettigheder, vi skal have. Hvis man argumenterer for, at bistandshjælpen skal skæres eller sættes op, om Dovne Robert skal have et spark bagi, eller om han skal have en hjælpende hånd - med statsmagtens mellemkomst i begge tifælde - så argumenterer man faktisk ud fra positive frihedsrettigheder. Disse positive frihedsrettigheder er principielt set i modstrid i større eller mindre grad med de negative frihedsrettigheder, for man kan - når man er en statsmagt, kommunalmagt eller kongemagt - ikke give noget til nogen uden at tage det fra andre først. Derfor er friheden til at være i fred ikke garanteret i et samfund, der anerkender positive frihedsrettigheder.

En lovgivende forsamling, der vedtager love, der gælder for hele kongeriget, og som ikke nøjes med at begrænse sig til at sikre de negative frihedsrettigheder men som i stedet for vedtager love, der påvirker de positive frihedsrettigheder, er derfor ude i et æriende, hvor man legitimerer statens brug af magt over for en del af befolkningen til at gøre noget for en anden. De fleste accepterer dette præmis uden at blinke, da de fleste gerne vil have velfærd, hjælpe de fattige osv., så derfor kan denne mekanisme både være synlig og skjult på samme tid - synlig, fordi alle, hvis de tænker sig om, kan se, at det åbenlyst er det, der foregår, skjult fordi den dybere sandhed om det kræver, at man tænker dybere over det.

Hvad er det så, man skal tænke dybere over?

Jo, ethvert land, der har en lovgivende forsamling, der legitimerer sin magtudøvelse med henvisning til, at nogle skal begunstiges med positive frihedsrettigheder og alt, hvad dertil hører, vil fungere på denne måde. Alle europæiske lande, efterhånden som de bliver samlet til nationalstater, får sjovt nok denne måde at fungere på. Når EU - efter anden verdenskrig er blevet tænkt som en fremtidig superstat, der med salamimetoden gradvist skal etableres uden at de europæiske befolkninger får alt at vide - også skal etableres som en overnationalstat med en lovgivende praksis, så er der ingen, der tænker nærmere over det, for det ser ud - på papiret - som en videreførelse af den nationale lovgivningspraksis, bare på overnationalt niveau. For at gøre dette nemmere at udføre i praksis etableres EU med en kommision, hvor en stor del af magten i virkeligheden befinder sig, med et Mickey Mouse-parlament til at vedtage og dermed legitimere lovgivningsprocessen, der så får betydning for alle EUs 27 lande.

Processen, set her med internetklogskabens klare blik, går altså via nationalstaten og lovgivende forsamlinger, der med demokratiet legitimerer denne styring af folket via positive frihedsrettigheder, til den gradvise underminering af nationalstaternes lovgivningspraksis, så denne praksis nu befinder sig på føderalt niveau.

Med andre ord - et statskup, hvor statsmagten først kupper befolkningerne via bestikkelse med positive frihedsrettigheder og al mulige snak om demokrati, folkestyre osv., og siden hen et kup af staterne, hvor denne magt overføres i små bidder over snart 70 år til uvalgte kommisionsfolk, der så mere eller mindre kan beslutte sig for, hvad de vil hen over hovedet på almindelige mennesker.

Man skal forstå, at repræsentativt demokrati - folkestyre - er en genial måde at styre folket på, hvor det at folk stemmer legitimerer, at deres negative frihedsrettigheder trædes under fode. Det er intet mindre end genialt.

Som man siger - så er folkestyret i de avancarede demokratier (hvor avanceringen i forhold til undergravning af de negative frihedsrettigheder er meget fremskreden) baseret på, at den lovgivende forsamling har nogle håndtag, som lovgiverne kan hive i og en udøvende magt og en dømmende magt, der kan gøre alt det, der vedtages, lovligt.

Spørgsmålet vil altid være, hvem det er, der hiver i disse håndtag.

Et er sikkert. I Danmark og i EU er det ikke folket.

Og det næste skridt er allerede taget...

Philip B. Johnsen

@ David Steinberg
Jeg enig, der er ikke taget hensyn til, hvad det danske folkestyre mener, vi stempler kun love der vedtages i EU langt de fleste er fra EU.
Når vi stemmer om EU spørgsmål, kan vi bestemme over udviklingen i EU, for vi er ikke det eneste land i EU, vi er del af en forening, hvis vi stemmer” forkert”, udløser det en ny afstemning, med en om formulering af forslaget.

Men vi har:

Retsforbeholdet
Forsvarsforbeholdet
Euroforbeholdet
Unionsborgerskabet

Vi har fire forbehold, jeg formoder vi får afstemning før de aftages, men vi for kun en chance og det er ikke det samme, som en afstemning, men stemmer vi ikke for, at beholde forbeholdene til alle tider er løbet kørt.

Philip B. Johnsen

"Når vi stemmer om EU spørgsmål, kan vi bestemme over udviklingen"

læs: kan vi "ikke" bestemme over udviklingen
sorry..

Heinrich R. Jørgensen

David Steinberg:
"Hvad består demokratiet af? Det består af en folkevalgt forsamling - med ministre, et statsoverhoved, tjenestemænd/embedsmænd med en udøvende magt og en dømmende magt, der på bedste montesquiesk vis, i hvert fald i princippet, er adskilt fra de andre (aka magtens tredeling). "

Montesquieu ville være dybt uenig i den beskrivelse ;-)

1) Montesquieu hævder, der er tre mulige principper styreformer kan hvile på. Det monarkiske princip (hvor 'ære' er modus operandi), de republikanske principter (enten en demokratisk republik funderet og garanteret af borgernes retsskaffenhed, eller en aristokratisk republik), eller det despotiske princip (fundet på 'frygt').

Den styreform der praktiseres pt., bærer karakteristika der massivt peger på det despotiske princip.

2) Magtens tredeling betyder, at magten mindskes gennem uddeling. Den udøvende magt består, men det tøjles ved at denne ikke må sammenblandes med 'lovgivende myndighed' (som ikke er 'magt'), eller med 'dømmende myndighed' (ej heller 'magt').

Da udøvende magt udgår af den lovgivende myndigheds flertal, er det ikke plausibelt at hævde at der er en adskillelse på det område.

Montesquieu's fokus på 'dømmende myndighed', var ikke rettet mod almindelige domstol (straffedomstole og civilretlige domstole). Den slags befinder sig udmærket som en del af den udøvende magt. Den type 'dømmende myndighed', der blev tænkt på, foregår i de noget højere luftlag. Det er de domstole o.lign. der er passende at anvende når ministre eller embedsmænd anklages for deres embedsførelse. Denne hører ikke hjemme under vanlige domstole, man kunne ideelt set placeres som en funktion et parlamentarisk andet-kammer kunne tage sig af.

Montesquieu er virkeligt værd at læse -- vel at mærke i uforkortet udgave. Cambridge University har en udmærket (og komplet) udgave.

Det er sandt, at monarken signerer de vedtagne love. Monarken har dog en veto-ret, men hvis denne ikke ønskes anvendt, skal lovtekster underskrives i løbet af kort til efter folketingets beslutning herom.

Bortset fra disse teknikalia (som er yderst vigtige at forstå motiverne bag), kan jeg tilslutte mig din kommentar.

David Steinberg

Heinrich R. Jørgensen, tak for din præcisering. Jeg er meget glad for din historiske viden, så del endelig mere ud af den - det er meget værdsat.

Jeg har min viden om magtens tredeling fra min historieundervisning i gymnasietiden. Er det helt forkert at konkluder, at min historielærers tolkning var systemets tolkning? I den fortsatte opdateringsproces, jeg befinder mig i, ville det ikke længere undre. Under alle omstændigheder må jeg finde ud af det, så jeg vil derfor tage din opfordring til mig og læse op på lektien, så snart lejligheden byder sig en gang i det nye år.

Jeg lagde mærke til, at du i tråden om den amerikanske forfatning og amerikanernes ret til at bære skydevåben også her viste, at du har stor indsigt i historien. Blandt mange ting nævnte du fædrenes uddannelsesniveau og omtalte det noget i retning af som værende på et niveau vi i dag kun vanskeligt kan forestille os - eller noget i den stil. Helt enig - mange af dem, dog ikke alle, var klassisk uddannede, hvilket i dag burde være en kilde til inspration, hvis man gerne vil give sig selv og sine børn en bedre uddannelse end den, som det offentlige skolesystem forsøger at spise os af med. Når de klassisk uddannede havde latin og oldgræsk (nogle gange den ene, nogle gange den anden, men når det var bedst dem begge), så var det ikke uden grund - sprogene gav kraft til tænkningen og vinger til poesien og filosofien, og så åbnede det historibøgerne direkte tilbage til historiens store tænkere, som man kunne læse uden en oversætters filter. Jefferson selv var virkelig glad for latin og oldgræsk og omtalte sidstnævnte som det fineste sprog, menneskeheden nogensinde havde skabt. Al sproglig træning, som et uddannet menneske har brug for, kunne gives gennem oldgræsk og latin, mente han. Og det var blot en sætning blandt flere, som havde stor betydning i det samlede billede, du tegnede i den anden tråd (og som jeg her har bygget videre på), idet det er rimeligt at antage, at fædrenes uddannelsesniveau og historiske indsigt var medvirkende til at forme deres opfattelse af, hvorfor en befolkning skulle have lov til at være bevæbnet.

Jeg er sikker på, at en større historisk indsigt generelt ville hjælpe med at forstå nutiden og fremtiden - herunder hvorfor og hvordan EU er blevet skabt, som det er, og hvad fremtiden vil kunne bringe.

Herfra kan kun komme en opfordring til, at du fortsætter med at dele - det er fornøjeligt og indsigtsgivende at læse.

Har du mulighed for at give nogle links, der beskriver motiverne bag, og den Cambridge-udgave, du nævner?

Hvis du har andre links, du kan dele ved samme lejlighed, som kan give yderligere historisk indsigt, vil jeg også sætte pris på dem.

Philip B. Johnsen

Heinrich R. Jørgensen:
David Steinberg:

Det er tydeligt, i er meget kvalificeret til, at udtale jer på området nationale styreformer.

Hvad er holdningen til Danmarks demokratiske model, styrker og svagheder, i forhold til Danmarks medlemskab af EU.

Har vi den mest gavnlige styreform i forhold til medlemskabet af EU.

Håber i har lyst til at komme med jeres bud.

Med venlig hilsen
Philip B. Johnsen