Læsetid: 5 min.

Putin eller en kat

Det kan ikke være gået mange næser forbi, at der er mange katte på Facebook og lignende sociale medier, men hvad i alverden laver de der?
Det kan ikke være gået mange næser forbi, at der er mange katte på Facebook og lignende sociale medier, men hvad i alverden laver de der?
15. december 2012

Der er utroligt mange søde dyr på Facebook. Særligt nuttede og sjove katte synes at være populære. De har endda fået deres eget navn, LOL-katte, og sågar har et vittigt hoved opfundet LOL-kattens Værn, der dog ikke eksisterer andre steder end på facebook. Hvorfor denne trang til at se på katte og lave sjov med dem? Den lacanianske forklaring ville være, at det handler om nydelse. Spørgsmålet er imidlertid, hvilken form for nydelse der er tale om.

Ifølge den russiske filosof Oxana Timofeeva er en af de mest sejlivede forestillinger i filosofiens historie, at dyret er den rendyrkede immanens. Dyret er det væsen, der lever uden transcendente hæmninger som religion og moral; fri sex, hvor man kan få det, og fri mad, hvor man kan finde og forsvare det, synes at være centralt i dyrets verden.

Tænk på fisken, som har været et yndet billede på immanens. Fiskens immanens er selve det, at den bare er til stede dér i vandet; for fisken giver det ikke rigtig mening at tale om forskellen på vand og jord og luft. Den er bare i vandet umiddelbart og uproblematisk. Lykkeligt svømmer den af sted uden at skænke det den mindste tanke.

Naturligvis er det allerede for meget en projektion at sige, at fisken ikke tænker over sin omverden, men det er netop pointen i denne sammenhæng. For er det ikke netop den samme projektion, som styrer vores glæde ved at udbrede billeder af katte på Facebook? Det, som katten bedre end noget andet dyr formår at fremstille for vores blikke, er vel netop at virke totalt uberørt af, hvad der foregår omkring den. Kattens nuttethed er først og fremmest bestemt af dens immanens.

At vi på denne måde projicerer en bestemt form for immanent, og tilsyneladende urørlig, nydelse over på katten, kan også beskrives på den måde, at den er det, som Slavoj ŽŽižek har kaldt »the subject supposed to enjoy« – subjektet som formodes at nyde. Når vi selv går omkring med alle mulige politiske, eksistentielle, seksuelle (osv.) problemer, så kan det være ganske rart at have et billede af en immanent og uproblematisk nydelse ved hånden.

Suveræniteten genbesøgt

Subjektet som formodes at nyde er en besynderlig størrelse. Vi kender denne struktur fra så forskellige fænomener som orientalisme, som med Edward Saids ord er den vestlige tendens til at betragte Østen som stedet for blandt andet ubegrænset nydelsesfuld seksualitet. Og vi finder den i sitcoms, hvor dåselatteren netop ikke skal til for at markere de tidspunkter, hvor seeren skal grine, men derimod for at indskrive latteren i selve udsendelsen. På den måde finder morskaben eller nydelsen ’objektivt’ sted, også selv om vi rent faktisk keder os bravt.

Men måske det mest prægnante udtryk for subjektet, som formodes at nyde, alligevel er den suveræne hersker. I anden del af Enten-Eller kommer Kierkegaard med en interessant betragtning over Kejser Nero. Han lader sit pseudonym, Assessor Wilhelm, kommentere på den tese »at man ikke kunne fortænke Nero i, at han brændte Rom af, for at faae en Forestilling om Trojas Ildebrand«. Hertil skriver han nu, at det sådan set kan være rigtigt nok, men at det store problem for Nero måtte ligge i, »om han nu virkelig havde Kunst nok til at forstå at nyde det«.

Sagen for Nero var den, at han havde fundet plads på toppen af verden. Som kejser af Rom ejede han stort set hele verden. Således placeret havde han kun én væsentlig opgave: at nyde. Og det kedede ham bravt, samtidig med at det fyldte ham med ubehag. I Kierkegaards analyse måtte Nero nødvendigvis ende som tungsindig.

Putin hvem ellers?

Subjektet som formodes at nyde, er med andre ord ikke et subjekt, som passer specielt godt til en menneskelig krop. Den excessive nydelse, som vi projicerer over i både katte og majestæter, er det de færreste, som er i stand til for alvor at udleve. Tænk bare på de sørgelige skæbner, der huserer i kongehuse rundt omkring i Europa.

Måske er det netop ved aktivt at påtage sig sin nydelse, at Putin er i færd med at hejse sig selv op til royalt niveau – til en form for naturlig enehersker. Et af hans besynderlige kendetegn er, at han holder af at give den som overdrevet macho. Således poserer han gerne ridende på en hest i bar overkrop eller på jagt i bar overkrop, eller på fisketur – også i bar overkrop. Det er selvfølgelig klart, at dette macho-image er en bevidst strategi, men måske er det faktisk ikke sin potens, Putin her poserer med, men snarere sin evne til at nyde. Det er rent faktisk den forklaring, Putins folk ofte selv kommer med, når de forklarer eskapaderne. »Putin ønsker blot at forsikre befolkningen om, at han stadig er i stand til slappe af og nyde tilværelsen.«

Ville det ikke være nærliggende at tænke, at det, som Putin og lignende statsmænd som Berlusconi formår at vedblive med at fortrylle deres befolkninger med, egentlig ikke så meget er evnen til at være macho-mænd, der holder hånd i hanke med venstreorienterede, bøsser og andet pak, men derimod langt snarere deres evne til at fremstå, som om de uhildet nyder deres tilværelse som macho-mænd.

På den måde var det måske en større sandhed, end man skulle tro, der blev italesat, da en Putin-kritisk kampagne i forårets præsidentvalgkamp vendte et af hans egne slogans imod ham. Putins eget lød Esli ne Putin to kto?, som betyder: Hvis ikke Putin, hvem så? Alt, hvad kritikerne gjorde, var at bytte om på ’o’ og ’t’ i det sidste ord, så der i stedet stod: Esli ne Putin to kot?, hvilket betyder »… så måske en kat?« Hermed ville man givet lave en ironisk kommentar om, at det stort set kunne være ligegyldigt, om man valgte Putin eller en kat til præsidentembedet. Men hvis vi tager pointen om kattens immanente nydelse for pålydende, så iklædte man måske i virkeligheden dermed Putin en endnu mere skinnende aura: Putin formår at nyde sin egen suveræne magt lige så uforstyrret som en kat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Er ikke på facebook, og går heller ikke
glip af så meget, kan man forstå. Jeg håber ikke, kattenes udstilling som sjove og nuttede går ud over kattene, for så er det jo dyrplageri, og så er den nydelse, der tales så meget om, måske ondskab.

Men hvordan kan en nuttet eller sjovt udseende kat være udtryk for immanens? Og er katten ikke netop bragt ud af sin uberørthed af omgivelserne, ved at blive påvirket til at se sjov ud? Jeg synes, artiklen er noget vrøvl, for en gangs skyld.

Immanens er et mærkeligt ord at bruge i denne sammenhæng. Et andet mærkeligt ord, der bruges, er "lacanianske", jeg ved ikke hvad det betyder, og kan ikke finde det i ordbogen - kan nogen hjælpe?
Men immanens, det betyder "iboende", "forblivende i", "det ligger i sagens natur" osv. Hvordan skulle en kat kunne være iboende? Der tænkes vel på, at katten hviler i sig selv, men det skal ikke forveksles med nydelse, som analysecentert gør her helt uvidenskabeligt.

Katten hviler i sig selv, nyder ikke sig selv. At mennesket er nydelsessygt og hele tiden jager tilfredsstillelsen står netop i skærende kontrast til kattens ro. Man kan altså slet ikke bruge analogien til at lave en nedgøring af Putin. Når Putin satirisk sammenlignes med en kat er de snarere pga. nogle af kattens andre egenskaber: den er et rovdyr, der jager iskoldt, og kommer trækkende hjem med det stakkels bytte.

Sören Tolsgaard

For en sund sjæl i et sundt legeme er selve tilstedeværelsen og oplevelsen af livets basale funktioner en nydelse. At slumre, at strække sig, at lade sig kæle for, osv.

Alt dette kommer i særdeleshed til udtryk i katten, som ikke blot er god til at hvile i sig selv, men også god til at nyde sine kropsfunktioner. Hunden har en mere støjende måde at nyde livet på, den iscenesætter sine præstationer og hungrer efter anerkendelse, som det flokdyr, den er. Disse betragtninger kunne muligvis bero på antropomorfismer, og gennem domestiseringen har vi utvivlsomt i nogen grad indpodet vore tilbøjeligheder i dyrene, men jeg vil dog påstå, at de nævnte træk er naturligt til stede i disse dyrearter, og katten besidder i særdeleshed en frivilligt ensom topprædators ubekymrede og selvnydende immanens.

Menneskets trang til at opsøge og forlænge nydelsen ved tilfredsstillelse af sanselige indtryk er derimod dømt til at mislykkes. Den er ikke naturlig og instinktiv, men næres af forstanden og overtræder derfor de grænser, indenfor hvilke den må holde sig, hvis den skal forblive sund og afstedkomme nydelse på længere sigt. Det er derfor stofmisbrugere i stadig mindre grad har nydelse ud af deres stof, som til sidst trods store doser kun tjener til at holde de af misbruget fremkaldte smerter fra livet.

Putin og Berlusconi har en del til fælles, bl.a. er begge født i Vægtens tegn, hvilket giver stor tilbøjelighed til livsnydelse og kan udarte til narcissisistisk selvoptagethed, hvor trangen til at eksponere sig selv og sin livsstil når groteske højder. De er ofte dygtige til at aflæse tidens tendenser og forstår at skabe en kundekreds, mens deres fald i reglen bliver udløst af, at de udnytter andre så groft, at deres image tager skade.

Om Putins evne til at nyde livet er lige så naturlig som kattens, eller blot et falsum fremkaldt af medierne, er svært at vide. Han gør dog på mange måder indtryk af at være et velafbalanceret menneske. Vejen til magten har dog haft sin pris, og om hans karisma holder, vil jeg lade være usagt.

Det insinuerende ordspil omkring kto/kot kunne dog meget vel være introduceret af hans egne supportere.

Michael Kongstad Nielsen

Tak til Niels, - aha, det var en hr. Lacan fra Paris,
der gav navn til ordet “lacanianske”, interessant. Jeg har læst lidt på linket, tak for det.

@Søren Tolsgaard

"Det insinuerende ordspil omkring kto/kot kunne dog meget vel være introduceret af hans egne supportere."

Jeg tror, du har aldeles ret her.

Flere af mine russiske venner, som fordeler sig på både tilhængere og modstandere af Putin, har givet udtryk for noget lignende i egentlig overraskende enighed om, at alternativerne til ham virkelig er noget tvivlsomme.