Læsetid: 4 min.

Say ooh aah…

For (næsten præcis) tyve år siden ankom en flamboyant franskmand til Manchester United, og klubben har ikke været den samme siden
Genistreg. Eric Cantona tromler igennem Tottenhams Ramos Vega under et opgør midt i 1990’erne. Manchester Uniteds køb af Cantona for 20 år siden blev regnet som en panikhandling af en presset træner. Det viste sig at være en genial redning af både træneren, holdet – og Cantona.

Genistreg. Eric Cantona tromler igennem Tottenhams Ramos Vega under et opgør midt i 1990’erne. Manchester Uniteds køb af Cantona for 20 år siden blev regnet som en panikhandling af en presset træner. Det viste sig at være en genial redning af både træneren, holdet – og Cantona.

15. december 2012

Selv om det kan være svært at tro i disse dage, hvor Manchester United for længst har etableret sig som den dominerende klub i Premier League, så var der faktisk mange, der tilbage i starten af 90’erne tvivlede på, om holdet fra Old Trafford nogensinde ville blive i stand til at kæmpe sig tilbage til toppen af engelsk fodbold igen.

Og den tvivl må især have fået næring i efteråret 1992, hvor United var ramt af en alvorlig novemberfunk. Klubben lå nummer otte i Premier League efter blot to sejre i de forgående 13 kampe.

En tilfældig opringning

Deres nyindkøbte angriber Dion Dublin havde brækket benet; de var slået ud af to pokalturneringer, og værst af alt virkede spillerne stadig mentalt rystede efter at have tabt mesterskabskampen til Leeds tidligere på året. Holdet forekom skrøbeligt i modgang og scorede alt for få mål.

Men den 25. november skete der noget, der med ét slag skulle blæse holdets efterårsdepression bort og markere indledningen på Manchester Uniteds æra som overhund i engelsk fodbold.

Den engelske avis The Guardian har for nylig genfortalt den berømte sekvens, der begyndte med et rutinemøde mellem manager Alex Ferguson og klubbens bestyrelsesformand Martin Edwards. På Edwards’ kontor sad de to mænd og drøftede mulige indkøb til angrebskæden, og netop som Ferguson brokkede sig over, at United ikke forsøgte at få fat på Cantona, der var på kontrakt i Leeds, ringede telefonen. Det var Leeds administrerende direktør Bill Fotherby, som ville høre om muligheden for at købe Uniteds venstre back Dennis Irwin.

Et chok-skifte

Irwin var ikke til salg, men mens Fotherby og Edwards talte, forsøgte Ferguson med håndsignaler og hvisken at fange sin formands opmærksomhed. Da det ikke lykkedes, greb han et stykke papir og skrev navnet ”Cantona” på det og skubbede det hen foran Edwards, der pligtskyldigt spurgte Fotherby, om Leeds ville overveje at skille sig af med sin franske playmaker.

Det ville Leeds tilfældigvis gerne, eftersom Cantona var faldet i unåde hos klubbens træner Howard Wilkinson. Og mindre end et døgn senere var den franske enfant terrible officielt United-spiller.Nyheden om skiftet kom som et chok i den britiske fodboldverden, hvor Cantona i højere grad blev betragtet som en gal mand end et geni. Mange anså det for at være en presset træners sidste satsning, og den tidligere landsholdsanfører Emlyn Hughes kaldte indkøbet for et panic buy.

Dåseåbneren

Hughes og de øvrige kritikere tog imidlertid fejl, for erhvervelsen af Cantona var ikke udtryk for panik men derimod det trænermæssige geni, der var ved at vågne i Alex Ferguson. Han havde indset, at løsningen for hans hold ikke ville være at anskaffe endnu en traditionel angriber som Dean Saunders eller David Hirst eller en af de andre måljægere, der var i spil på det tidspunkt.

Hvad United manglede, var en karismatisk og egenrådig skikkelse, der kunne forløse det talent, der var indestængt i det selvtillidsramte mandskab. Og sådan én fandt Ferguson i Cantona.

Den franske angribers ankomst havde en nærmest mirakuløs effekt på det ellers så kriseprægede hold. Ud af hans første 10 kampe vandt United de otte og spillede de sidste to uafgjort. Og det fortsatte i samme dur resten af sæsonen, som endte med, at de røde djævle vandt mesterskabet med 10 point ned til de nærmeste forfølgere.

Ferguson beskrev efterfølgende Cantona som ’dåseåbneren’, der frisatte de andre spilleres potentiale. Og sandt er det, at United med Cantona som styrmand definitivt forlod den britiske fodboldfilosofi til fordel for de hurtige, flade pasninger og det store frirum til individualisterne, som kendetegner fodbolden på kontinentet.

Gensidig frelse

Gennem hans fem år i engelsk fodbold vandt United fire mesterskaber. De missede kun guldet i den sæson, hvor Cantona måtte tilbringe foråret på tribunen som straf for sit forsøg på at stemple sine antiracistiske synspunkter på brystet af en Crystal Palace-tilhænger på Selhurst Park. Og det forekommer rimeligt at formode, at United også havde taget førstepladsen det år, hvis Cantona havde været til rådighed i hele sæsonen.

Det var imidlertid ikke kun Cantona, der reddede United – og Ferguson. Det var i lige så høj grad United, der reddede Cantona. For sandheden er, at han ankom til Old Trafford som en mand, der var ved at løbe tør for overlevelsesmuligheder i fodboldbranchen.

Skandalernes mand

Gennem de forgående år havde han skandaliseret sig selv ved adskillige eskapader i fransk fodbold. Og hans deroute blev komplet, da han ved en disciplinærdomstol reagerede på tildelingen af en måneds karantæne for at kaste en bold efter en dommer ved at gå op til disciplinærdomstolens medlemmer enkeltvis og kalde dem idiot. Domstolen kvitterede ved at lægge en måned oven i straffen, hvorefter Cantona bekendtgjorde, at han indstillede sin karriere.

Topfolkene i det franske fodboldforbund var dog ikke til sinds at lade sådan et enestående talent gå til spilde. Så de gik i forbøn for ham på den anden side af Kanalen. Først forsøgte Michel Platini at få Liverpools daværende træner Graeme Souness til at tilbyde ham asyl på Anfield. Men det ville Souness ikke. Han afslog med henvisning til, at han frygtede, at Cantona ville skabe splid i omklædningsrummet.

Men da den daværende franske landstræner Gerard Houllier priste Cantonas kvaliteter over for Alex Ferguson, fandt han en langt mere lydhør tilhører. Og derfor var Ferguson klar til at slå til, da Cantona kørte sur i tilværelsen under Howard Wilkinson i Leeds.

Cantona blev blot hos United i fem år. Så forsvandt han igen, lige så pludseligt som han var kommet. Men legenden om ham lever stadig. Og den dag i dag synger tilskuerne på Old Trafford ved hver eneste hjemmekamp den slagsang, der gjaldede fra lægterne, da King Eric regerede på banen:

Ooh ahh Cantona, say ooh aah Cantona!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Kaspersen

Burde Informations sportssektion ikke bare ændre navn til fodbold? Hvornår kommer der en artikel som omhandler andre sportsgrene end fodbold?