Klumme
Læsetid: 2 min.

Selvoptagethed – et grimt ord

Man må ikke være selvoptaget. Og slet ikke her ved juletid. Men vi sender penge til fattige børn her og dér, og så er alt vel som det skal være: Vi har tænkt på andre!
Indblik. Selvoptagethed kan være en kvalitet i sig selv. Gad vidst hvor meget der var tilbage af verdens romaner og poesi, hvis ikke der var nogen, der brugte den kreativt; som f.eks. Knausgård.

Indblik. Selvoptagethed kan være en kvalitet i sig selv. Gad vidst hvor meget der var tilbage af verdens romaner og poesi, hvis ikke der var nogen, der brugte den kreativt; som f.eks. Knausgård.

Mark Werner

Moderne Tider
21. december 2012

Selvoptaget – det ord har bare en dårlig klang. Selv når det bliver brugt med et lille skævt smil og et stænk af selvironi – som her i avisen for nylig i anledning af Karl Ove Knausgårds enorme succes med sit tonstunge seksbindsværk Min kamp. Succesen skyldes, ifølge Stefan Kjerkegaard, at vi har noget til fælles med ham, nemlig hans »nærmest uhyrlige narcissisme og selvoptagethed«.

Jeg hører til dem, der fra første side var totalt solgt. Og ja, selvfølgelig er han da selvoptaget! Og hvad er der så i vejen med det – når det gør ham i stand til at bruge (så vidt jeg husker) 30 åndeløse sider på at beskrive, hvordan han gør rent i sin fars badeværelse?

Stemme til det ordløse

Jeg selv har altid været selvoptaget – hvem er ikke det. Men der var to ting der gjorde, at jeg kom til at se min selvoptagethed som en kvalitet:

Det første var mit møde med den franske forfatter Nathalie Sarrautes Tropismer. I sine romaner beskriver hun de små bitte højdramatiske bevægelser, der ustandselig foregår i hovedet på os, når vi er sammen med andre mennesker; tankeboblerne, impulserne, frygten, mistænksomheden, magtspillet, hvem vinder, nu kigger han væk, jeg bliver rædselsslagen – alle de umærkelige stemningsudsving, som det kræver en speciel lup at iagttage, ja, bare at få øje på!

Hun må have været ret selvoptaget, Nathalie Sarraute, (også kaldet Prousts efterfølger). Og gudskelov for det. For det at give stemme til disse tusind dybt personlige, men ordløse stemningsudsving bliver en nøgle til at forstå mere af det der foregår imellem mennesker/os.

De dybere mekanismer

Min psykoterapeutuddannelse tog over, hvor Sarraute slap – på en måde en uddannelse i selvoptagethed. Her startede jeg med mig selv, og hvad der foregår inde i mig selv – i stedet for at nøjes med så og så mange psykologibøger: Åh, det er sådan, jeg bremser mig selv – lige nu! Det er lige her jeg bliver så bange, at jeg klapper i, for ellers bliver mor ked af det, eller far bliver vred … Det er derfor, jeg hele tiden undgår den type, eller falder for de forkerte!

Og når man kender noget til sine egne mekanismer, kan man begynde at arbejde med andre. Så har man selv prøvet det, man udsætter andre mennesker for.

Mother Teresa behøvede ikke den slags, hun kunne give fra sit rene hjerte. Men hvis man satser på at få andre til at mærke, hvor de bremser for deres ressourcer, deres muligheder for ægte kontakt med andre, må man åbenbart gå en omvej. Så er det, at selvoptagetheden bliver en kvalitet i sig selv, et nyttigt redskab, en bro til et mere vågent liv.

Og gad vidst hvor meget der var tilbage af verdens romaner og poesi, hvis ikke der var nogen, der brugte den kreativt; som f.eks. Knausgård. Så selvoptagetheden længe leve!

Men pas på, hold den lidt for dig selv – de dér selvoptagne typer er faktisk ikke til at holde ud at høre på …

Glædelig jul!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Fremragende betragtninger. Mange tak.