Klumme
Læsetid: 3 min.

SPISDrik: Mellem pligter, pynt, pakker, papirklip og panik

Moderne Tider
8. december 2012

Allerede når de første julekataloger glider ind ad brevsprækken engang i oktober, begynder det ubønhørlige pres på forældre. Smukke billeder af glade børn, der bredt smilende tager imod julens glæder, strømmer en i møde overalt. Med december måned indvarsles alvoren. Nu handler det fandme om at levere varen, kære forældre: Æbleskiver, adventskrans, juletræstur, julestue i børnehaven, kalenderlys, hjemmebagte småkager og glade decembermorgener skal fikses inden selve store orgiedag den 24. december. Ordentlige forældre kan bare det hele, og der er ikke tid til at sidde og længes efter ro og lysere tider.

Allerede efter den første decemberweekend tapløber sveden, når man opdager, at pakkekalenderen er gabende tom og julepynten endnu uklippet, og som måneden skrider frem, bliver det formentlig kun værre.

Julepligterne kan en vinklumme ikke gøre ret meget ved, men den kan afgive et forsigtigt pip og en opfordring til pause og en smule selvforkælelse. Hold fri fra samvittigheden en enkelt aften, send ungerne tidligt i seng og lav en minismagning derhjemme og find ud af, hvad familiens julerødvin 2012 skal være. Med alt det ævl, der i øvrigt foregår om ørene på en, må det være tilladt bare en enkelt aften at sætte selvhyggen højest.

Julevin er en alvorlig beslutning, for den skal både kæmpe sig gennem fedt, sødt og surt, og den skal kunne glæde både tante Anna og en selv, når klokken bliver spisetid på en travl juleaften.

Bundsolid og alkoholtung

Vinhandlerne dynger os til i juletilbud, men Le Gravillas Gigondas 2010 er et fint udgangspunkt for smagningen. En bundsolid, alkoholtung Rhônevin, der har karakter nok til at glæde de vinkyndige, og så har den lige bestemt den sødme, der får tante Anna til at forholde i sig i ro uden brok, mens hun guffer af sovsen. En flot vin med stor eftersmag

Karakterfuld

Theis Vines 2009 Hito C21 Ribera del Duero er nok bedst til det relativt vinkyndige publikum. Det er en karakterfuld , tør vin, der stiller krav til ganerne, men med god og elegant smag af de otte måneder på franske fade.

Frugt og styrke

Vestaustralske Hazard Hill Shiraz 2009 har moden frugt og god styrke som de vigtigste træk. Den har flere krydderier i smagen end de andre julevine, men også en god og juleegnet sødme.

Elegant og afrundet

Et interessant bekendtskab er Gerard Depardieus Référence 2010. En sydfransk vin på 60 procent Merlot og 40 procent Cabernet, hvor Merlot’en virkelig dominerer i smagsindtrykket. Skuespillervinen er som andre vine med megen Merlot temmelig elegant med en afrundet og lang eftermag. I en konkurrerende klumme, der lægger vægt på sære vinudtryk, kan man læse, at den smager af ’lakrids og blyant’. Det lyder ret sjovt, men ikke helt behageligt, og det er bestemt ikke et smagsindtryk, denne klummeskriver kunne genkende.

Udfordring

Julesmagningen afsluttes med en flaske Mother’s Milk 2010 Shiraz fra Barossa County i Australien. Producenten har skabt en blød og nærmest fuldfed Shiraz, der med solide 15 procent alkohol kan få det meste julestress og dårlig samvittighed til at fortone sig. Den demonstrerer fint, hvorfor vine fra Australien og fra Rhône på Syrah/Shiraz så ofte gør sig ved julesmagninger. Skal der danses om juletræ efter middagen, så pas på med alt for store glas – det er en vin, der kan udfordre retningsstabiliteten.

Julesmagningen er slut, og der er kun godt et par uger til juleaften. Om lidt går det mod lysere tider, og nu skal der altså noget i den forbandede pakkekalender.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her