Den tidligere Chelsea-træner, Roberto Di Matteo, var klar i spyttet, efter at Atletico Madrids colombianske centerforward havde lavet hattrick mod hans hold i UEFA Super Cup’en i starten af sæsonen: »Hvem ville ikke have Radamel Falcao i deres trup? Den mand er sensationel.«
Lige nu ligger Atletico Madrid nr. 2 i den spanske liga, og det interessante er ikke, om Diego Simeones krigere kan nå helt op til FC Barcelona, der topper tabellen, men derimod, at Real Madrid bestrider tredjepladsen. Real. De evige arvefjender fra hovedstaden. De rige. De irriterende storebrødre. Falcaos meritter ligner et juleeventyr, for den 26-årige Radamel Falcao Garcia Zárate er virkelig, som Di Matteo siger, sensationel.
Til gengæld er Atleticos titeljagt den sædvanlige, romantiske drøm: De vinder det hele. Bare ikke over Barca og Real Madrid. I sidste weekend kom Falcao ganske vist på måltavlen, men blev overtrumfet af en dobbelt målscorende Leo Messi og Barcelonas 4-1-sejr på Camp Nou.
Og i begyndelsen af december tabte Atletico 0-2 på Bernabéu til Real Madrid. Man skal helt tilbage til 1999 for at finde Atleticos sidste Real-sejr. Spørgsmålet er nu, hvor længe Simeone overhovedet kan holde på Falcao, El Tigre.
»Han er en af de bedste angribere. I Europa og i verden. Hans scoringssnit pr. kamp er fænomenalt, ikke bare i denne sæson, men igennem de sidste tre sæsoner både i Porto og i Atletico Madrid,« fortsatte Roberto Di Matteo lovprisningen af den brandvarme forward.
Deportivo la Corunas træner, José Luis Oltra, ville også være med på omkvædet:
»Jeg er overbevist om, at Falcao snart bliver den bedste angriber i verden.«
Fem chancer – fem mål
Få øjeblikke forinden havde Oltra set Falcao ene mand køre sine spillere – engang nogle af Spaniens bedste, nu bundprop i La Liga – midt over med ikke mindre end fem mål i samme match. Slutresultatet sneg sig lige akkurat op på det, man frygter mest i fodboldverdenen: Tenniscifre. 0-6. Et æg.
Det ubegribelige antal fuldtræffere bragte Falcao op på en samlet andenplads i den spanske topscorerrække, foran Cristiano Ronaldo og ikke langt fra Leo Messi.
»Det her er en historisk aften. Falcao er den bedste forward i verden,« udbrød en pavestolt Diego Simeone på pressemødet. Måske sagt med en anelse vemod, for Atletico har de senere år haft en enestående evne til at producere stjerner med løbepas til endnu større klubber: Luis Garcia Postigo, Luboslav Penev, Christian Vieri, Jimmy Floyd Hasselbaink, Sergio Agüero, Diego Forlan. Og nu Falcao.
Han bliver kaldt Kongen af Europa League. Han har vundet UEFA’s turnering to gange i streg, først med Porto i sæsonen 2010/11 og siden med Atletico i 2011/12. Falcao har scoret mere end 100 mål i de tre sidste sæsoner i Portugal og Spanien. Alligevel er det ikke antallet, der er mest chokerende. Det overgås af Messi og Ronaldo. Nej, det er frekvensen, det antal minutter, der går, indtil Tigeren scorer et nyt mål. Her er Falcao urørlig. Han er en målmaskine.
Også træfsikkerheden er imponerende. Messi og Ronaldo har langt flere chancer. De skyder simpelthen mere på mål – især Ronaldo. Da Falcao nettede fem gange mod stakkels Deportivo, havde han fem forsøg inden for målrammen. Og det var så de fem scoringer. Skræmmende effektivt. Dernæst kommer colombianerens alsidighed. Ganske vist er han centerforward af den traditionelle slags – og det kan der næppe rokkes ved – men målene kommer alle mulige steder fra. Fra siden. Lige foran keeperen. I hård infight med defensiver midt i boksen. Som en raket dybt fra banen. De fleste med foden, endda begge fødder næsten lige godt, men de mest spektakulære med hovedstød. Det sidste er ret imponerende, når man betænker, at Falcao blot er 177 centimeter høj.
Historiens store rovdyr
Tiger-navnet fik han som barn, og det blev hængende. Det er også noget med håret, langt, sort og tilbagestrøget som en indianer, på én gang sydamerikansk kliché og et signal om, at Falcao er helt sin egen. Man kan spotte ham på lang afstand. Og dog. For med til jungle-allusionen hører også hans mani med at gemme sig på grønsværen, noget, han har til fælles med andre af historiens store rovdyr – Gerd Müller, Filippo Inzaghi, Raúl González. Så dukker de pludselig op, fra tomrum og sære blindvinkler, og river forsvar i stumper og stykker. Eller med ét sætter de fart og overløber modstanderens flanker. Eller den dér fod, som lige præcis var forrest i kampen om nedfaldsbolden. Med Falcao tænker man Maya, graciøsitet og dødsensfarlig incognito.
Men også en mand med et system og et nærmest rationelt, kynisk forhold til sin metier. I et interview med det engelske fodboldmagasin FourFourTwo fortalte Falcao, at han helt sikkert ville kunne tegne alle sine mål på et stykke papir, hvis han blev bedt om det. Hvor bolden ramte maskerne; hvor målmanden var i forhold til bolden; og hvor han selv var, da han scorede.
Real Madrid
Storklubber som Chelsea og Manchester City vil selvfølgelig gerne signe Falcao. Rygterne har således i mere end et år samlet sig om netop Chelsea som colombianerens næste destination. Mange har også hvisket om Barcelona. Men det er en fejlslutning. Ikke fordi, der ikke er plads til flere superstjerner på det catalanske hold, men på grund af konceptet: Falcao er den klassiske forward, der lurer i offsiden, og som indimellem glider ned på trequartista-positionen, altså hængende angriber. Barca spiller i princippet ikke med dedikerede offensiver, men med Messi i en fri rolle eventuelt suppleret med ’angribende’ fløjspillere og offensive wingbacks.
Så ville Falcao passe langt bedre ind i Real Madrids aktuelle filosofi. Her er der plads til bomberen, strikeren, ham på spidsen, der også har teknikken til at holde på bolden og lægge de afgørende pasninger. Man kan sammenligne med Karim Benzema, Reals franske forward. Benzema er ’brasiliansk’ i antrittet og i hele sin forståelse af spillet – cirkulær i bevægelserne, driblende, dynamisk, boldstærk. Falcao er mere ’argentinsk’ – kynisk, forudseende, lurende, eksplosiv og nådesløs.
Ved en julefrokost mellem klubber og journalister i Madrid fornylig blev Falcao placeret ved samme bord som Real Madrids magtfulde præsident, Florentino Pérez. Iker Casillas var der også. Pérez hviskede jokende til Sankt Iker, at han allerede havde en serviet klar. Det var nemlig sådan, Pérez havde sikret sig Zinedine Zidane tilbage i 2002. De havde også været til gallamiddag, og på præsidentens serviet med ordene »vil du spille for Real Madrid?« havde Zidane skrevet »ja!«
Ramt af krise
I årene efter Fernando Torres’ exit til Liverpool i 2007 havde Atletico svært ved at finde sine ben. Og med salget af Sergio ’Kun’ Agüero i 2011 troede de fleste, at derouten var uigenkaldelig for Los Rojiblancos. Men så kom Falcao og ikke mindst træneren Diego Simeone. Indstillingen blev ændret. Man holdt op med at spille udelukkende som Spaniens hårde hunde, men med taktisk kløgt og i bølger af offensiver, der samtidig var godt garderet af en stramt orkestreret defensiv. Sæt økonomien i parentes. På nær nogle enkelte topklubber sejler regnskaberne rundt for langt de fleste. Spørgsmålet er snarere, hvordan de næststørste klubber overhovedet kan overleve på de mest funklende scener, når de både kæmper for at bevare deres identitet og samtidig tydeligvis er rugekasser for morgendagens stjerner.
Atletico er lige præcis sådan en klub. Ramt af finansiel ustabilitet. Trynet af et gigantisk Real Madrid-kompleks. Og ude af stand til for alvor at bide skeer med de to store – og eneste – i Primera Division, Real og Barca.
Og Atletico har lige præcis sådan en stjerne. Én, der står på spring for at rejse videre. Midt i juletidens kværnende ritualer er der noget befriende naivt over Atleticos togt mod tinderne. For selv om spændingen i La Liga, som man siger, for en gang skyld lever, er alt alligevel ved det gamle: Mod Real og Barca er de rød-hvide Indios – indianere – reduceret til statister.
Man så det i matchen på Bernabéu. Sergio Ramos og Falcao er i kamp om bolden, Ramos vinder den tæt på baglinjen og flagrer bagud med den ene arm. Den rammer Falcao let på siden af hovedet, men colombianeren tager sig teatralsk til næsen og signalerer, at han er hårdt ramt. Af den kulturelle overmagt. Af fucking Real Madrid! Men også på selvbilledet, som desværre ved den lejlighed blev skyllet ud i toilettet: Falcao plejer ikke at opføre sig som en skabet tøs.
Og der er kampen om årets Guldbold. Bliver det Messi eller Ronaldo? Begge er moderne hybrider, 9’er og 10’er i skøn kombination. I dét kapløb har Atletico og tidens hotteste forward, El Tigre, noget til fælles: De er truede dyrearter.
