Læsetid: 6 min.

Den ukendte historie om Maos Store Sult

Nyt historisk værk om den kinesiske ledelses medskyldighed i den store hungersnød er blevet en politisk sensation i Kina
Vidste besked. Bogen dokumenterer, at partiledelsen – her med formand Mao i midten – ikke kendte til katastrofens fulde omfang. På partikonferencen blev prisen på Det Store Spring Fremad foldet helt ud.

Vidste besked. Bogen dokumenterer, at partiledelsen – her med formand Mao i midten – ikke kendte til katastrofens fulde omfang. På partikonferencen blev prisen på Det Store Spring Fremad foldet helt ud.

22. december 2012

Historien om det Store Spring Fremad«, sådan begyndte en af mine lærerkolleger sine forelæsninger, »er historien om kinesisk bogholderi.« Manglen på begejstring stod skrevet i ansigtet på de studerende, men den lidet opstemmende indledning opsummerer glimrende denne bizarre og trøstesløse periode i moderne kinesisk historie.

For med sine fortællinger om overdrivelser af kornproduktionen og stadigt mere urealistisk industrielle målsætninger lærer Det Store Spring Fremad os, hvordan tvivlsomme statistikker og mangel på transparens i samfundet kan resultere i millioner af døde.

I 1958 var Kina som stat stadig nervøs over sin placering i verden, isoleret fra de kapitalistiske lande og med en alliance med Sovjet, der var begyndt at vise svaghedstegn. Mao Dzedong pressede på for et nyt program, der med ét slag kunne styrke den kinesiske økonomi. Hans kolleger støttede ham i initiativet, der skulle blive kendt som Det Store Spring, et forsøg på at øge landbrugs- og industriproduktionen til højder, der aldrig før var set i menneskehedens historie.

Udgivet via Hong Kong

På mindre et år stod det imidlertid klart, at planerne var gået galt. Helt galt. I Kinas landlige områder blev fødevarer endnu mere sparsomme. Stærkt overdrevne rapporter om kornhøsten blev taget seriøst på højeste niveau, og fødevarer blev transporteret fra landet til byerne, mens millioner af bønder begyndte at dø af sult og følgesygdomme. Dødstallet er aldrig blevet udregnet præcist, men i Mao’s Great Famine (Maos store sult) anslår Frank Dikötter antallet af døde mellem 1958 og 1962 til omtrent 45 millioner mennesker. Dikötter tegner et knugende billede af lidelserne, så har vi virkelig brug for endnu en lang og detaljeret bog om hungersnøden?

Svaret er ja. Tombstone (Gravsten) er ikke blot historieskrivning, men også en politisk sensation. Bogens forfatter, Yang Jisheng, var i mange år journalist ved det kinesiske nyhedsbureau Xinhua. Hans egen far døde af sult i 1959, og ’gravstenen’ i bogens titel er delvist en hyldest til en afdød forælder, der aldrig blev anerkendt som offer for statens politik.

Gennem mange år havde Yang gennem sit arbejde adgang til at samle materialer fra lukkede arkiver, der omhandler hungersnøden. Han fik forbud mod at udgive sine bøger i det kinesiske hovedland, men i 2008 udkom bogen i Hongkong og er siden blevet genoptrykt otte gange. Oversættelsen er en redigeret udgive af den originale kinesiske udgave i to bind. Redaktørerne og oversætter Stacy Mosher og Guo Jian har gjort et dygtigt stykke arbejde med at reducere og omforme bogen, så dens kapitler veksler mellem undersøgelser af de storpolitiske linjer og detaljer fra hungersnødens virkelighed på bunden af samfundet.

Ledelsen vidste besked

Yangs opdagelser er værd at kende til. En af de mest ødelagte provinser var Henan i det centrale Kina. Henan havde tidligere kendt til hungersnød. Henan var centrum for den forfærdelige hungersnød, der under Anden Verdenskrig kostede tre til fire millioner menesker livet i perioden 1942-43.

Politikken under Det Store Spring førte til nye lidelser for provinsen. Yang har fundet rapporter, der afdækker en cyklus af hungersnød og vold: Et dokument fra 1959 fortæller om en bonde, der blev »gennembanket«, da et lille stykke oksekød blev fundet i hans hjem. Han døde seks dage sere. En kvinde, der blev taget i at tilberede korn blev »underkastet gruppetæsk« for tyveri. Hun blev bundet og nedsunket i koldt vand og døde kort efter.

Et stykke ad kunne man tro, at ledelsen ikke havde forstået katastrofens fulde konsekvenser for landbefolkningen. De illusioner blev smadret med Lushan-konferencen i 1959. Peng Duhai, en af de ledende marskaller i den kinesiske borgerkrig mod nationalisterne, var en af Springets stærkeste støtter. Da han opdagede, at mennesker på hans hjemegn døde af sult, skrev han til Mao og bad ham om at skifte kurs. Mao blev rasende og læste brevet højt på konferencen og bad partifolkene om at stille sig enten bag ham eller Peng. Næsten alle støttede Mao, hvis sikkerhedschef Kang Sheng kommenterede brevet således: »Jeg vil anbefale, at dette ikke behandles med overbærenhed.« Peng blev sendt ud i den politiske glemsel. Selv om der blev foretaget mindre justeringer af Det Store Spring, forblev de fundamentale fejl uaddresserede. Millioner fortsatte med at dø, indtil programmet blev droppet i 1962.

Lidt for tæt på Mao

Yangs bog er rig på detaljer og statistik, men der er ikke tale om en akademisk afhandling. Den er blevet sammenlignet med Solsjenitsyns Gulag Øhavet. Det er ikke en helt passende sammenligning: Selv om bogen er forbudt i Kina, er Yang hverken blevet arresteret eller er forsvundet. Men der er ingen tvivl om hans enorme politiske mod ved overhovedet at indsamle materialet og skrive om det: Den officielle kinesiske holdning til katastroferne under Mao er fortsat ambivalent. Det Store Spring er måske ikke lige så ømfindtligt et emne som Liu Xiaobo og Ai Wei Weis akademiske og kunstneriske udfordring af det aktuelle lederskab. Der er masser af bøger i Beijings boghandlere, som viser de mørkere sider af Maos regeringstid. Men forfatterne skal stadig træde varsomt, når de nærmer sig formanden.

I stigende grad debatterer man nuancer i fortolkningen af hungersnøden under Det Store Spring. Et synspunkt er, at mens Mao må regnes som klart ansvarlig for politikken, var hans kolleger i politbureauet også medskyldige i dens implementering. Det demonstreres på grusom vis af beretninger om møder mellem højtstående ledere, eksempelvis på Lushan-konferencen. Ledelsens stil blev heller ikke bedre efter hungersnøden. I Roderick Macfarquhar og Michael Schoenhals rystende Mao’s Last Revolution (Maos sidste revolution) gøres det klart, at alle Kinas førende skikkelser stod bag Maos politik under kulturrevolutionen, i det mindste indtil Mao vendte sig imod dem selv. Det er også vigtigt, at ikke alle kinesiske familer led i samme grad under hungersnøden. I visse provinser fandt lokale embedsmænd og den bredere befolkning metoder til at kompensere for katastrofen. De åbnede for kornreserver eller flyttede simpelthen til andre områder. Derudover fandt der aldrig endnu en hungersnød sted: Efter 1962 lærte partistaten at forhindre hungersnøden i at komme igen.

Hungersnøs er politisk

Men disse præstationer bør ikke fjerne fokus fra hovedanklagen. Forekomsten af hungersnød er politisk betinget: fra den irske kartoffel-hungersnød til den bengalske hungersnød i 1943 til Etiopien i 80’erne. Som Amartya Sen har argumenteret, ligger problemet ikke i den absolutte mangel på føde, men i systemiske fejl eller beslutninger, der forhindrer fødevarer i at nå folket.

Under Det Store Spring tog Mao og hans kolleger i ledelsen en række specifikke beslutninger, der førte til massehungersnød. De holdt et system i live, der skabte manglende gennemskuelighed og opfordrede folk til at lyve om kornproduktionen. Da samtlige ledere – ikke kun Mao – blev konfronteret med Pengs kritik, dannede de front mod deres kritiker og tillod den hidtidige politiske kurs at fortsætte i to år. Det var i det øjeblik, at den kinesiske ledelse blev kriminelt ansvarlige for hungersnøden. Måske var det ikke mord eller folkemord, men det var en samvittighedsløs beslutning, netop fordi der i modsætning til eksempelvis hungersnøden i Henan, der udspillede sig i en krigssituation, ikke var nogle eksterne omstændigheder, der kunne bruges som undskyldning.Yang Jishengs bog er ikke blot en gravsten for hans far og andre ofre for hungersnøden. Den er også en gravsten for kommunistpartiets lederskab på et tidspunkt, hvor det burde have handlet, men undlod at gøre det.

© The Guardian og Information – Oversat af Troels Heeger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spørgsmålet er om ikke moderne kommunikation gør at større enhederi dag kan fungere på visse overregionale områder hvor et samarbejde er nødvendig for et godt resultat.

Michael Kongstad Nielsen

Hvem er Rana Mitter?
Er dette ikke et politisk partsindlæg fra modstandere af Kinas udvikling efter at Guomindang og Chiang Kai-shek måtte trække sig ydmygt tilbage og kolonisere Taiwan.
Så hvad skal vi med gammel historieomskrivning?

"I 1958 var Kina som stat stadig nervøs over sin placering i verden, isoleret fra de kapitalistiske lande og med en alliance med Sovjet, der var begyndt at vise svaghedstegn. "

Hvilket betyder:

Kina's alliance med Sovjet ophørte gradvist efter Stalins død. I årene 50-58 brugte sovjet 7% årligt, af sit brutto national produkt, på teknologisk udviklingshjælp til Kina. Efter 1956 blev forholdet gradvis forværret, af at Mao ikke var enig i den, af Staliniserings kurs, Khrushchev var slået ind på.

@Michael Kongstad Nielsen

En af de bedste måder at afvise historiske fakta man ikke bryder sig om, er at kalde det ting, som fx "(...) politisk partsindlæg fra modstandere af Kinas udvikling (...)",
eller
"(...) gammel historieomskrivning"

Mao er en af de største forbrydere i historien, helt på højde med Stalin eller Hitler. Prisen for Kinas utrolig udvikling har, dengang som i dag, altid været bygget på en massiv undertrykkelse af deres befolkning. Forskellen er at de (direkte og indirekte) myrdede langt flere mennesker dengang.

Michael Kongstad Nielsen

Emil Arneholt, jeg er sikker på, at du ved bedst.
Det kan jeg høre af dit indlæg, selvom det ikke forholder sig til de mere overordnede ting i Kinas udvikling.

@Michael Kongstad Nielsen

Med et så stort land som Kina ville jeg have brug for at skrive en bog, for at få alle de mere overordnede ting i Kinas udvikling med. Fx som den bog artiklen omhandler.
Desuden er jeg ikke Kina ekspert. Men der er rigeligt med kilder der kan bakke op om de forbrydelser imod menneskeheden, der er blevet begået i Kina siden 1949.

@Michael Kongstad Nielsen

Den sang du synger er en gammel slager, den blev blandt andet sunget af kultur personligheder i trediverne der have besøgt Tyskland, og vendte hjem dybt fascineret af det man havde set. Siden er den blevet sunget af kommunister der havde været på partiet regning i østblokken, og sidst af erhvervs folk og studerende der vender hjem fra Kina.

Ung må verden endnu være.

Lidt omtale fra en anden bog:

Xinran havde et andet formål med sin research. At sikre eftertiden så mange udsagn som muligt fra disse ældre mennesker, inden de tog deres vidneudsagn med sig i graven. For at sikre sig en optimal forståelse af de givne udsagn blev alle interviews – som hovedregel – gennemført som video-optagelser. Xinran er uddannet journalist. Så sammen med en god fotograf og lydmand/-kvinde blev fundamentet lagt for bogen KINAS VIDNER. Optagelserne var private. Ikke til eller på vegne nogen kinesisk TV-station. Det ville i øvrigt være forbudt at udsende Xinrans optagelser over TV-nettet i Kina. Samme skæbne er overgået bogen. Den må ikke udgives i Kina.
http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/rosinante_kinasvidner.htm

At nogen for alvor kan sidestille Stalin og Mao med Hitler viser, at det af hensyn til fremtidens forståelse af planøkonomi som et nationaløkonomisk redskab er nødvendigt, at der skrives bøger med baggrund i historisk research om Sovjets og Kinas vigtige planøkonomiske tiltag.

Vi ser i disse år et Afrika, som ikke har været den industrialisering og urbanisering igennem som Sovjet og Kina har været, og resultatet er at det afrikanske kontinent og afrikanerne er et forsvarsløst offer for den industrialiserede verdens økonomisk udbytning. En verdensøkonomisk rolle der også var tiltænkt Rusland og Kina: Leverandører af råstofferog og billig arbejdskraft samt viljeløse markeder for privatkapitalismens overskudsproduktion.

Nivellering og relativering mellem nazisme og kommunisme et vigtigt redskab for den økonomiske imperialisme.

Wild Bill jeg giver dig ret, men jeg tror det mange herinde sidestiller er, den groteske kynisme som består i, at man ofrer individets rettigheder i fremskridtets tegn.

Regimers forbrydelser, bør som sådan ikke relativeres, men bør efter min mening, studeres som enkeltstående tilfælde.

Men jeg syntes dog at du modsiger dig selv, da Kina jo netop er blevet vestens marked for billig arbejdskraft. En situation Kineserne "selv" har sat sig i, og hvis den ændres vil være en gave til industri arbejderne i vesten. Og det vil ske, for fremtidens Kina vil efter al sandsynlighed være en fragmenteret version, lidt a la Kina før Mao.

I denne forbindelse er Gandis ord fortrøstningsfulde

"When I despair, I remember that all through history the way of truth and love has always won. There have been tyrants and murderers and for a time they seem invincible but in the end, they always fall - think of it, always."

Mahatma Gandhi

Levi Jahnsen, indtil anden verdenskrig og atombomben var krige en yderst realistisk virkelighed for folkeslag i selv de helt store lande og set i dette historiens lys er det at ofrer individets rettigheder i fremskridtets tegn. et helt acceptabelt og et nødvendigt skridt hvis en nation og et folk af hensyn til fred og suverænitet skulle med i den eksplosive industrialisering (herunder militarisering) der skete i den historisk korte periode, 1900 - 1945, og som klingende ud under den kolde krig frem til 1989.

Kina levere godt nok billig arbejdskraft men de ejer selv deres produktionsmidler - det er den afgørende forskel på Kina og Afrika.

”Stærkt overdrevne rapporter om kornhøsten blev taget seriøst på højeste niveau” og alligevel stå SANHEDEN (som altid) i arkiverne lige til at læse for Yang Jisheng. Kære medborgere enten er den første påstand løgn, eller også er den anden påstand løgn.
Er godt træt at denne strøm at fantastiske overdrevne film og bøger, som kun har et formål, nemlig at legetimere kapitalismens udbytning af mennesker og resurser. Rædslen for de andre og selvgodheden syntes at være drivkraften i alle disse løgnehistorier. At nogen med bare en smule forstand i behold tror, at dette er videnskab, er jo en sensation i sig selv!
PS: Under krisen i tredvernes USA døde omkring 4. millioner mennesker af sult – skal vi ikke runde det op til 50 millioner – så har vi en bestseller.

At høre folk affærdige Maos og Stalins forbrydelser som én stor konspirationsteori, er som at høre folk benægte Holocaust. Hele baduljen er ikke andet end løgn og overdrivelser og propaganda!
I øvrigt er det okay at sætte individets liv og rettigheder over styr, så længe det er i revolutionens/fremskridtets/folkets interesse. Ikke sandt?

Leopold Galicki

Levi Jahnsen,

Jeg er enig med dig, når du skriver:

" Regimers forbrydelser, bør som sådan ikke relativeres, men bør efter min mening, studeres som enkeltstående tilfælde."

Når journalisten Yang Jisheng udgiver en bog, hvor han, ifølge Independents anmelder, fremstiller vidnesbyrd om alvorlige tilfælde af tragiske sultedød-hændelser i perioden 1958-62, som har kostet menneskeliv, er det vigtigt at spørge, hvordan det kom til, hvilke mekanisme gjorde, at det som skete kunne ske, hvem havde ansvaret.

Dog er at bringe disse tragiske - og ganske muligt forbryderiske - hændelser på et niveau med Hitlers forbrydelser, er nemlig, hvad Bill Atkins præcis skriver, en politisk agenda som skal sætte realsocialistiske erfaringer i samme bås med de nazistiske. Denne sammenstilling af realsocialismen med nazismen gør man først og fremmest ved at en eller anden historiker, endda historieprofessor, fremturer med "millioner, milliarder", af ofrene. Naturligvis kvalificerer sådanne kvanta af ofre Stalin- eller om vi nu taler om Mao-perioden til at være lige, eller mindst lige så folkeforbryderiske og destruktive som de nazitiden var.

Men er Frank Dikötter klar over, at hans beregningsmetode af Mao-tidens ofre overført til tiden i Østeuropa efter 1989 kan føre til den konklusion, at 1990ernes overgang fra realsocialismen til markedsøkonomien, som var så barsk for en del af de pågældende befolkninger, har kostet millioner menneskeliv. Se på den gennemsnitlige levealder for f.eks. russiske mænd fra bestemte samfundslag og sammenlign den med den gennemsnitlige levealder op til 1989.

jeg ser et par folk ovenfor som taler om individets rettigheder. Jeg synes det er en meget vestern/kapitalistisk tankegang. Selvfølgelig er det godt med individuelle rettigheder, men det er et meget dødt/menneskefjernt synspunkt at anlægge.
Problemet i kina som andre steder er jo ikke i første række at individets rettigheder blev taget bort, men at lederne var selviske, selvforherligende, usamvittighedsfulde, og endnu mere, at samfundet var skruet sådan sammen at - ikke at der var mangel på individuel frihed - men at der var mangel på strukturelle mekanismer, som ville sørge for at tragedier som disse simpelthen ikke kunne ske i det omfang de gjorde. Ikke om individets frihed, men om individets velfærd. Vi har endnu ikke set noget samfundssystem som er så ideelt, at alle slutter op omkring det. På den anden side vil jeg mene at et samfund hvor individets velfærd er taget vare på er meget mere værdifuldt end et hvor deres frihed er i første række. Friheden er oftest en kapitalistisk floskel som skal dække over at man har frihed til at være selvisk, selvforherligende og usamvittighedsfuld, så længe man blot følger reglerne i lovbøgerne.
Og selvfølgelig, velfærden må ikke være tilvejebragt ved at eksternalisere omkostningerne ved den, som 1960ernes velfærdsfrådseri var.
Fejlen ved de fleste kommunistiske regimer var at de ikke tog meget hensyn til individets velfærd, og det gør kapitalismen jo heller ikke, men hvor det er en indbygget umulighed at gøre det for kapitalismen, andet end som en forbipasserende illusion, så er der ikke noget strukturelt i vejen for at et system som det kommunistiske kunne have gjort det. Det lå jo da i selvforståelsen og i retorikken. Og hvis der så var døet nogen få tusinde på den ene eller den anden måde, ja så kunne man måske regne det for rimelige omkostninger - det kapitalistiske system regner jo da erhvervssygdsomme, livsstillsygdomme og trafikulykker som rimelige omkostninger, men ja nogle isolerede 'omkostninger', ikke sult på det forfærdelige plan.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg læste for nogle år siden Jung Chang and Jon Halliday: MAO, The Unkown Story, oversat til dansk. Heri fortælles også om Mao's vanvittige holdning til "Det store spring", så historien er langt fra ukendt. Jeg husker, at han ville have at alle fuglene skulle indfanges, fordi de åd af kornet. Og da man fangede fuglene kom insekterne og ødelagde høsten. Så vidt jeg har forstået, var Mao med hensyn til døde under hans regime, både Stalin og Hitler overlegen. Både som et dumt svin, men også som den, der fik myrdet flest af sine landsmænd.

Der er intet ukendt i historien!

Men det er da absolut positivt at kinesere i hovedlandet nu kan læse bøger om emnet.

Det vil næppe gøre dem mere utilfredse med deres nuværende regering, at de kan sammenligne de nuværende forhold med fortidens grumme virkelighed og ikke propagandaens og skolebøgernes glansbillede.

De er faktisk slet ikke så dumme på direktionsgangen i det nye firma, selvom de har beholdt det gamle navn.

Michael,
A æ osse en dum jyde, men du misser pointen. At bekymre sig om menneskers velfærd inkluderer at give dem frihed. Frihed er en del af velfærden. Et meget socialdemokratisk synspunkt at velfærd kun inkluderer skole, sygehus og pensionsordning. Den samme tykhovedethed som fik dem til at bygge pæne, rene, lyse betonkolosser til at bo i fra 60erne og fremefter. Der skal meget til virkelig velfærd.

Frihed!,Frihed!, Frihed! skider hul i menneskers velfærd. Det er en juridisk konstruktion hjemmehørende i en kapitalistisk tankeverden, hvor den giver ret til at gøre hvad der passer en uden ansvar over for andet end loven, som i forvejen er tilpasset denne tankeverdens tendenser.

Leopold Galicki

Arneholt,

Det er ikke nedladende og hovmodigt over for nogen at minde vedkommende om, at han lige foran næsen har haft en mulighed for at læse Atkins udlægning af de mekanismer i verdenshistorien som har skabt og desværre fortsat skaber kollektive ofre, nemlig at:

"indtil anden verdenskrig og atombomben var krige en yderst realistisk virkelighed for folkeslag i selv de helt store lande og set i dette historiens lys er det at ofrer individets rettigheder i fremskridtets tegn. et helt acceptabelt og et nødvendigt skridt hvis en nation og et folk af hensyn til fred og suverænitet skulle med i den eksplosive industrialisering (herunder militarisering) der skete i den historisk korte periode, 1900 - 1945, og som klingende ud under den kolde krig frem til 1989."

Og så alligevel fremhæver man en historie om Maos påståede trang til at bekæmpe/udrydde Kinas hele fuglebestand for så at bruge denne historie til at underbygge påstanden om, at Mao endda var en større folkedrab-forbryder end Hitler.

Galicki,

hvis du tænker lidt, så burde du kunne se, at Hitler selv kunne have brugt samme lamme undskyldning!

Han var selv død og borte, da atombomben sprang. Men hans tankegang om ofre på nationens, folkets og fremskridtets alter var helt den samme!

Jeg tillader mig at henføre den slags "argumenter" til ubetænksomhed i bedste fald eller i værste fald anakronistisk ideologisk blindhed.

Michael Kongstad Nielsen

Stadig ingen vil fortælle, hvem "Rana Mitter" er.
Kommentatorerne synes at indtage de sædvanlige, koldkrigsagtige synspunkter, hvilket ikke bringer debatten framad. Det handler bare om at få presset sine meninger igennem, om de så er valide eller ej. Pres, pres , pres.

Efter min mening er der intet bedre end den virkelige natttergal.

Mon ikke svaret mht. Rana Mitter kan findes på The Guardian, Michael?

Jeg kan bare ikke se, hvad det skulle rokke ved kendte forhold, som nu åbentbart kan læses og diskuteres frit også i Kina, hvilket kun tjener nutidens KIna til ros og gavn.

Leopold Galicki

Nic Pedersen:

"Hvis du tænker lidt, så burde du kunne se, at Hitler selv kunne have brugt samme lamme undskyldning!"

Hvis du, Nic, tænker bare en lille smule på den Vietnam-krig, hvor USA støttede den ene part, og samtidig selv direkte var engageret i militære handlinger, så havde denne krig, ifølge de vietnamesiske kilder, kostet 2 mio. menneskeliv, og 0.5. børn som var født med defekter pga. krigsførelsesfølger deres forældre var udsat for.

USA og dens allierede begrundede deres engagement i Vietnam-krigen med, at denne krig, ifølge dem, var en krig for frihed og demokrati. Stalin begrundede sin krig mod systemets fjender, med en krig for et kommunistisk paradis. At Stalin også desværre havde pga. paranoide træk og andre brister i sin karakter, gjorde denne krig for det kommunistiske paradis i hans forstand, også forbryderisk. Men har der ikke været begået forbrydelser ifm. Vietnam-krigen? Eller Irak-krigen? Eller……

Og ved du, eller vil du vide hvem Hitler har ført en total krig vha. industrielle metoder imod?
Bare du ville lidt tænke, Nic.

Leopold Galicki

Nic,

I den citat fra Atkins indlæg, eller i mine skriverier, handler det ikke om undskyldninger, men en nuanceret forståelse af de kollektive tragedier moderne samfund har udsat sig selv og hinanden for,

Det handler om at forstå/ ville forstå forskellen mellem , hvad Hitlers regime stod og alle andre samfundsformer vi kender siden den franske revolution repræsneterede mhp. frihed og velfærd, hvor begerbet velfærd er lige så vigtigt som begrebet frihed, fint påpeget af Bob Jensen.

Jeg ved ikke om jeg her tilføjer nogen viden til den viden du allerede har, men din argumentation demonstrerer ikke en viden om, hvem Hitler førte en total krig imod. Ellers ville du aldrig sætte Mao i samme bås med Hitler. Spørgsmål er er ikke om at se ukritisk på Mao eller Stalin. Spørgsmålet gælder som sagt om at se forskel.

Det er åbenbart helt uforståeligt for nutidens borgerliggjorte danskere hvad et socialistisk samfund havde af opgaver.

Proletarer og landarbejdere blev gang på gang ofrede i millionvis på slagmarken for overklassens vanvittige trang til krigseventyr og berigelse. (Napoleon 1812, Bismarck 1914 og Hitler 1941). Soldater er som bekendt proletarernes fædre og sønner, og deres døtre og mødre krignes voldtægtsofre, og disse mennesker kommer altså frem til at indse, at hvis ikke de tog magten og krævede at deres nation blev i stand til at afskrække fremmede magters overklasse, så vil de blive evige ofre for krige, samtidig med at de skulle knokle for deres egen overklasses luksusliv.

En proletar, har ganske få krav til livet: Tag over over hovedet for sig og sin familie, et arbejde, og mad på bordet, samt en fremtid for sine børn, hvilket punkt ét, indebærer fred. Så enkle er deres krav.

Både i Rusland og i Kina var forholdene så elendige for proletarerne, at disse mennesker i 1.000 vis overalt inden for landenes grænser oprettede revolutionære grupper, som forberedte sig politisk og militært, og som slog til da først tiden var inde til revolution.

I den situation accepterer man en hel del begrænsninger i det man kan kalde de intellektuelles, middel- og overklassens borgerlig rettigheder. Demokrati der udspringer af revolution ser anderledes ud end demokrati, der opstår fordi overklassen bøjer sig af frygt for revolution (Danmark).

Ingen blandt proletarerne kunne dengang forudse at kapitalismen så indædt, som det skete og forsat sker, ville bekæmpe først socialismen og nu demokratiet.

Niels-Holger Nielsen

Michael Kongstad Nielsen

Siden du nu er så doven, så lad mig give en hånd med;-)

Rana Mitter er professor i orientalske studier ved Oxford. Med speciale i Kina. Han har skrevet og bidraget til adskillige bøger om Kina, den kolde krig etc. Han arbejder meget for BBC. Han har modtaget et forskningsstipendiat på 70.000 £ fra Leverhulme Trust, som er en af Storbritanniens største uddelere af legater, priser, stipendier m.m. Denne trust er stiftet af en hovedrig engelsk storkapitalist ved navn Lever. Han blev adlet under navnet Lord Leverhulme (first viscount of L). Han startede i sæbe, men bragte det sidenhen vidt inden for fabrikation af forbrugsartikler af alskens slags. En stor del af hans formue stammer fra koncessioner, som han fik af sin gode ven Kong Leopold i dennes personlige koloniale besiddelse Congo, hvor der som bekendt døde dusinvis af millioner af indfødte under den ryggesløse udbytning og udplyndring, tvangsarbejde (det gør der stadigvæk). Leverhulme Trust fusionerede i 1930 med den hollandske margarinefabrikant Van den Bergh under det senere så velkendte navn Unilever. Unilever må konstant forsvare sig mod anklager fra diverse NGOer, græsrodsorganisationer og menneskeretsforkæmpere, som mener at firmaet groft udbytter plantagearbejdere (her iblandt børn) (bananer, kakao m.m.) i udviklingslandene, samtidig med at de forhindrer disse i at udøve deres demokratiske rettigheder, som fx. at organisere sig i fagforeninger. Så, man kan roligt sige, at firmaet lever op til traditionerne fra den ene af firmaets grundlæggere (Lever) og hans ven kong Leopold.

Var det ikke noget i den retning, du var ude efter, Michael;-)

Niels-Holger Nielsen

De socialistiske revolutioners første bølge er for længst døet ud, nye spirer er under vejs. Nye erkendelser bygget på den første bølges erfaringer skal vejlede næste bølge. Den vigtigste erfaring fra første bølge er at den socialistiske revolution kan starte hvorsomhelst i omegnen af det svageste led i imperialismens kæde, men at den ikke kan konsolidere sejren i et kapitalistisk verdenshav, hvor de dominerende magter endnu ikke er blevet sat på en afgørende prøve af deres hjemlige proletariat. Den næste revolution bliver en verdensevolution, elles blive den ikke. Jeg synes ikke, at det ser værst ud. Lad os forenes.

Niels-Holger Nielsen

Jeg tror gerne at hungersnød skete under det store spring fremad. Jeg tror gerne, at klassekampen i Kina efter 1949 udkrystalliserede sig i en forøget dødsrate i en periode, hvor man fosøger sig med radikale forandringer inden for en kort tidshorisont. Derudover tror jeg, at det ikke er helt så lige til, at afgøre hvorfra volden stammer i et samfund under socialistisk revolution, hvor proletariatet udgør et lille mindretal, og hvor det kommunistiske parti udgør et forsvindende ditto. Mao selv blev jo aldrig træt af at fremhæve, at når man har et etpartistyre, så vil klassekampen kun have et legitimt forum til sin udfoldelse, nemlig selvsamme proletariatets parti. Mægtige reaktionære kræfter var stadig intakte, og har vel været det siden?

Derimod tror jeg ikke på en hungersnød med 45 millioner døde. Under den bengalske hungersnød unde anden verdenskig (med Churchill i toppen) var dødstallet 3,5-5 millioner. (Artiklen nævner denne hungersnød, men den er elles temmelig fortiet.) 45 millioner døde fordi kineserne skulle omsmelte teskeer og søm i baghaven mens de jagtede fugle. Der kan I bare se hvor vanvittig Mao var! http://www.information.dk/156620

Om den bengalske hungersnød læs her, hvis du har tid nok, elles kan man godt plukke de faktuelle afsnit ud, det gjorde jeg. Det er interessant:

JANE AUSTEN AND THE BLACK HOLE OF BRITISH HISTORY

Forfatteren Gideon Maxwell Polya står jeg inde for, men jeg vil anbefale enhver (også MKN) at reserache lidt på ham. Han er også en sand klimakæmper!

Niels-Holger Nielsen

Nu ved jeg ikke hvad dette Schillerinstitut er, men hvad de står i artiklen stemme meget godt overens med Gideon Polyas redegørelser. Der var to store bengalske hændelser med hungersnød, den første i slutningen af 1700-tallet og den anden altså i 1941-43 i det britiske herredømmes aften. Polya har også nogle sammenligninger mellem hungersnød før og unde det britiske herredømme.

Niels-Holger Nielsen

We Call This Progress
By Arundhati Roy (18/12-2012)

From a speech at the Earth at Risk conference on the misuses of democracy and the revolutionary power of exclusion.

'I don’t know how far back in history to begin, so I’ll lay the milestone down in the recent past. I’ll start in the early 1990s, not long after capitalism won its war against Soviet Communism in the bleak mountains of Afghanistan. The Indian government, which was for many years one of the leaders of the nonaligned movement, suddenly became a completely aligned country and began to call itself the natural ally of the U.S. and Israel. It opened up its protected markets to global capital. Most people have been speaking about environmental battles, but in the real world it’s quite hard to separate environmental battles from everything else: the war on terror, for example; the depleted uranium; the missiles; the fact that it was the military-industrial complex that actually pulled the U.S. out of the Great Depression, and since then the economies of places like America, many countries in Europe, and certainly Israel, have had stakes in the manufacture of weapons. What good are weapons if they aren’t going to be used in wars? Weapons are absolutely essential; it’s not just for oil or natural resources, but for the military-industrial complex itself to keep going that we need weapons.'

'In the 1990s, when the markets of India opened, when all of the laws that protected labor were dismantled, when natural resources were privatized, when that whole process was set into motion, the Indian government opened two locks: one was the lock of the markets; the other was the lock of an old fourteenth-century mosque, which was a disputed site between Hindus and Muslims. The Hindus believed that it was the birthplace of Ram, and the Muslims, of course, use it as a mosque. By opening that lock, India set into motion a kind of conflict between the majority community and the minority community, a way of constantly dividing people. Finding ways to divide people is the main practice of anybody that is in power.'

'In so many ways, we have regressed. Even the most radical politics are practiced by people that are privileged enough to have land. There are millions and millions of people who don’t have land, who now just live as pools of underpaid wage labor on the edges of these huge megalopolises that make up India now. The politics of land in one way is radical, but in another way it has left out the poorest people, because they are out of the equation. We don’t talk about justice anymore. None of us do; we just talk about human rights or survival. We don’t talk about redistribution. In America, four hundred people own more wealth than half of the American population. We should not be saying tax the rich, but instead we should be saying take their money and redistribute it, take their property and redistribute it.'

Historie forskning så vel som boghandler branchen er kapitalismens lejesvende. At der kommer bøger som denne er ikke underligt, men hvorfor kommer der en syndflod af lignede litteratur, samt i massevis af film med lignende indhold (3-4 om ugen i TV K) lige netop nu?
Kan det have noget med krisen i det økonomiske system at gør?

Niels-Holger Nielsen

Selected Works of Mao Tse-tung
ON THE TEN MAJOR RELATIONSHIPS
April 25, 1956

Det kan hænde, at manden var fyldt med løgn, men hvilket formål skulle det tjene at udøse disse mange ord over de mange fremmødte til et vigtigt møde i den udvidede centralkomite?

Enten lyver Dikötter, eller også gør Mao. Næ, vent lidt, sandheden kunne måske også ligge et eller andet sted imellem? Hvem har interesse i, at det skal være så umanerlig svært at få rede på de vigtige erfaringer fra vedens største sociale eksperiment?

Fri mig for lobhudling, men fri mig også for nedgøring af millioner af menneskers stræben, uanset mængden af fejl, der måtte være begået undervejs. Og husk så en ting: Deng blev aldrig gjort et hoved kortere, men vendte tilbage til partiets øverste ledelse hele tre gange. Vi kan godt berømme den angloamerikanske imperialismes (og vel især det engelske og det amerikanske folks) deltagelse i nedkæmpelsen af aksemagterne uden at berømme deres nedkæmpelse af talløse revolutioner i udviklingslande og kolonier gennem 100 år. Lad os få nogle nuancer og lidt rummelighed i analyserne. Det giver sædvanligvis et mere sandt billede af det skete.

Niels-Holger Nielsen

Claus Oreskov

Du har helt ret i, at der for øjeblikket i al almindelighed køres en koordineret kampagne/hetz mod alt hvad der ligger til venstre for Helle Thorning, og i særdeleshed mod bestræbelserne for at skabe et socialistisk samfund, historisk og aktuelt. Årsagen har du også rigtig godt fat i. Det kan selv en blind føle med sin stok.

Niels-Holger Nielsen

'Det kan hænde, at manden var fyldt med løgn, men hvilket formål skulle det tjene at udøse disse mange ord over de mange fremmødte til et vigtigt møde i den udvidede centralkomite?'

Jeg mener, det er jo hans 'formodede medskyldige' han taler til. Manden har næppe egenhændigt, 'dumt svin' (J.O Bjerre ovenfor) eller ej, taget livet af 45 millioner mennesker på tre år.

Man skal altid huske at være kritisk, når noget lyder aldeles urimeligt.

Michael, du ved godt at under socialismen er det Statens skyld når folk dør på grund af misvækst og i hungerkatastrofer, mens det under kapitalismen er naturens gang...

Alex de Waal fokuserer på at en "politiske kontrakt" mellem herskerne og folk, der sikrer forebyggelsen af hungersnød, er fraværende i Afrika, og at der er fare for, at internationale hjælpeorganisationer vil underminere sådanne kontrakter ved at fjerne hjemsted for ansvarlighed for hungersnød fra nationale regeringer.

...man kan tilføje at dyb fattigdom, permanent underernæring, ikke opfattes som kapitalistiske staters ansvarsområde - ikke omfattet af den "politiske kontrakt" - men derimod er den enkeltes eget ansvar.

Leopold Galicki

Bill Atkins:

"Michael, "Sådan du ved godt at under socialismen er det Statens skyld når folk dør på grund af misvækst og i hungerkatastrofer, mens det under kapitalismen er naturens gang…"

Tillader mig at citere en historisk, kløgtig,dybsindig, ansvarlig, demokratisk, frihedrespekterende , kort og god politisk erkendelse fra vores breddegrader

"Sådan er det jo!"

(her handler det ikke om hungersnød, men f.eks. at nogle hundrede, måske nogle tusinde mennesker skal gå fra hus og hjem, deres familie- og sociale liv udsættes for et jordskælv, og deres psykiske tilstand kommer på en rutchebane, men sådan er det jo, selv i et af rigeste og velfærdsmæssigt foholdsvis bedst fungerede samfund)

Danmark er et udkantsområde, eller med et pænere ord, en periferi i verdens økonomien, og derfor også en periferi hvad angår ekspertise og indblik i verdensbegivenhederne. Det farligste for os er den endimensionale videns base som serveres for os hvert minut at de dertil indrettede mekanismer: pressen, medieverden, CIA, reklamer, indoktrineringen gennem skoler, gymnasier, universiteter osv… Selv i USA (Løgnens moder land) stå misinformation og manipulerede historieskrivning ikke alene, men sammen med forskellige alternative forsøg på fremstilling af sandheder. I Danmark er det ikke sådan at folk som Rana Mitter ikke bliver modsagt. Fordi vi er sådan et lille land, der er ingen alternativer til mainstream, og det koncentristiske politiske landskab (Koncentrisk politisk landskab Se: http://www.youtube.com/watch?v=mlUu2p8LKGo (ca 36,14 eller en tredjedel inde i forlægningen – Jonathan redegør også for organisk demokrati, som behersker europæisk politik, i denne triste tid). Jeg så efter på hylderne, på det lokale Bibliotek om Østlandene, Sovjetunionen, Kina, og hylderne var pakket med hade litteratur. Man skulle tro vi levede i et nazi-regime. Selv under den kolde krig, fandtes der ”mod” litteratur, og en alternativ presse – det er væk i dag. Vi havde vores egne dokumentarister som forsynede danskerne med forskellig vinklet historier. I dag skriver de alle ens – lige fordømmende, lige hadefulde og lige fordummende.

Sider