Læsetid: 5 min.

Uligheden tager livet af kapitalismen

Husholdningernes stadig mere umådeholdne tilbøjelighed til at optage lån var den egentlige udløsende faktor bag finanskrisen – og deres iver for at låne må ses i lyset af en indkomstfordeling, der igennem tre årtier er blevet stadig mere skævvredet
Guld. Kollapset i finansverdenen skyldtes hverken overflod eller knaphed på lånekapital, men at bankerne fik frit spil til at råde bod på den galopperende ulighed i indkomstfordelingen, mener Robert Skidelsky.

Guld. Kollapset i finansverdenen skyldtes hverken overflod eller knaphed på lånekapital, men at bankerne fik frit spil til at råde bod på den galopperende ulighed i indkomstfordelingen, mener Robert Skidelsky.

Adrian Dennis

8. december 2012

Der hersker generel enighed om to ting. For det første blev finanskrisen i 2008-2009 skabt af bankers overdrevne udlån. For det andet: Grunden til, at det stadig ikke er lykkedes at overvinde den fuldstændig, er, at bankerne i dag har fattet indædt modvilje mod at låne ud som følge af deres ’knækkede’ balancer.

En yndet forklaring på krisen – især blandt tilhængere af Friedrich von Hayek og den østrigske økonomiske skole – lyder sådan her: I forløbet op til krisen udlånte bankerne flere penge til låntagerne, end opsparerne normalt ville bryde sig om. Det kunne de gøre takket være overdrevent billige lån fra centralbanker, især fra USA’s forbundsbank, Federal Reserve. Men de kommercielle banker, som var ved at drukne i centralbankernes penge, tilbød ikke blot kreditter til utallige usunde investeringsprojekter. De var i høj grad også selv med til at nære udlånsvanviddet med deres vildtvoksende, sindrige finanstekniske innovation – navnlig de såkaldte derivatinstrumenter.

Den omvendte gældspyramide brasede først sammen, da the Fed omsider satte en stopper for forbrugsfesten med en kraftig opjustering af rentesatserne. The Fed hævede sin toneangivende rente fra 1 procent i 2004 til 5,25 procent i 2006 og holdt den på dette høje niveau frem til august 2007. Som følge heraf imploderede boligpriserne, hvad der efterlod et kølvand af zombiebanker – banker, hvis passiver langt oversteg deres aktiver – og ruinerede låntagere.

Besnærende, men forkert

I dag er problemet så, hvordan vi kan anspore bankerne til at genstarte en adækvat udlånsvirksomhed. Værdiforringede banker, som ikke ønsker at låne ud, må en eller anden måde bringes på fode igen. Netop dette har da også været formålet med de store bankredningspakker i USA og Europa deres ledsagefænomen: En række ’kvantitative lempelser’, hvor centralbanker trykker flere penge og pumper dem ud gennem banksystemet via en række uortodokse kanaler. (Hayek-skolens indvending vil dog her være, at da krisen opstod som følge af overdreven kredit, kan vi umuligt løse den med endnu mere kreditgivning.)

Samtidig har regulerings- og tilsynsmyndigheder overalt fået styrket deres beføjelser med henblik på at gøre det umuligt for bankerne igen at kunne knockoute det finansielle system endnu engang. Ud over sit gamle mandat til at garantere af prisstabilitet skal eksempelvis Bank of England nu sikre stabiliteten i hele det finansielle system.

Den analyse kan virke besnærende. Den bygger imidlertid på den antagelse, at det er kreditudbuddet, som spiller den afgørende rolle for den økonomiske stabilitet: Med for mange penge, bliver systemet dysfunktionelt. Med for få, bryder det sammen.

Men man kan også anlægge et alternativt synspunkt: At det er efterspørgslen på kredit snarere end udbuddet, der er den afgørende økonomiske drivkraft. Trods alt er bankerne jo forpligtede til kun at yde lån mod, at låntagerne stiller passende sikkerhed, og i forløbet op til krisen kunne de gøre dette i kraft af de støt stigende boligpriser. Udbuddet af kredit var med andre ord et resultat af efterspørgslen på kredit.

Denne optik sætter årsagen til krisen i et noget andet lys. Snarere end de aggressive långivere må de uforsigtige eller vildledte låntagere påtage sig skylden.

Derfor må vi spørge: Hvorfor ønskede så mange mennesker at låne så meget? Hvad fik husholdningerne til at stifte gæld, der var større i forhold til deres indkomst end nogensinde tidligere?

Lånte sig til lighed

Lad os bare erkende, at mennesker er grådige, og at de altid vil have mere, end de har råd til. Men hvorfor kom denne grådighed til at manifestere sig så manisk?

For at besvare det spørgsmål, må vi se på, hvad der skete med indkomstfordelingen. Verden er ganske vist blevet stadig rigere, men indkomstfordelingen inden for de enkelte lande er typisk blevet stadig mere ulige. Gennemsnitsindkomsterne har i de sidste 30 år været stagnerende eller ligefrem faldende, til trods for at BNP per capita er vokset. Det betyder med andre ord, at de rige kom til at skumme fløden af en enormt stor andel af produktivitetstilvæksten.

Og hvad gjorde de relativt fattigere så for at holde trit med naboens stadig mere sofistikerede livsstil? De gjorde, hvad fattige altid har gjort: stiftede gæld. Tidligere ville de være gået til pantelåneren, nu gik de til bankerne og kreditkortselskaberne. Og fordi deres fattigdom kun var relativ, og huspriserne fortsatte deres himmelflugt, var kreditorerne mere end villige til at lade dem stifte stadig større gæld. Selvfølgelig blev der luftet bekymring om udhulingen af husholdningernes opsparingskvote, men kun de færreste var alvorligt bekymrede. I en af sine sidste artikler skrev økonomen Milton Friedman, at opsparing i vore dage tager form af mursten.

Regeringerne har magten

For mig at se giver denne synsmåde en meget bedre forklaring end den ortodokse version på, hvorfor centralbankernes omfattende pengeudpumpninger stadig ikke har fået de kommercielle banker til at skrue ordentlig op for deres udlånsvirksomhed igen, og dermed også på, hvorfor det økonomiske opsving aldrig har taget fart. På samme måde som långiverne ikke kunne påtvinge offentligheden penge før krisen, på samme måde er de i dag ude af stand til at tvinge de stærkt forgældede husholdninger til at låne eller virksomhederne til at optage lån til at udvide produktionen, når markederne stagnerer eller er i recession.

Kort sagt kan opsvinget ikke overlades til centralbankerne. Det kræver en aktiv medvirken af de finanspolitiske beslutningstagere. Vores nuværende situation kræver ikke en nødløsningslångiver, men en nødløsningsforbruger. Og det kan kun være regeringen.

Hvis regeringer med deres i forvejen høje gældsætning ikke mener, at de kan låne mere på lånemarkederne, må de låne fra deres egne centralbanker og selv bruge de ekstra penge på offentlige anlægsarbejder og infrastrukturprojekter. Det er den eneste måde, hvorpå man kan få Vestens store økonomier i gang igen.

Ydermere er vi nødt til at indse, at vi ikke kan køre videre med et system, der tillader så stor en del af den nationale indkomst og rigdom at hobe sig op på så få hænder. En samordnet omfordeling af velstand og indkomst har før været altafgørende for at sikre kapitalismens langsigtede overlevelse. Nu er vi ved at lære den lektie igen.

© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Udbud og kreativ destruktion

'Ydermere er vi nødt til at indse, at vi ikke kan køre videre med et system, der tillader så stor en del af den nationale indkomst og rigdom at hobe sig op på så få hænder. En samordnet omfordeling af velstand og indkomst har før været altafgørende for at sikre kapitalismens langsigtede overlevelse. Nu er vi ved at lære den lektie igen.'

Det vil givetvis blive forsøgt, men det vil ikke hjælpe. Vi står over for en ny trend: Big Govenment. Den kan bare ikke løse problemet med den stadig voksende forskydning fra lønindkomst til profit, hvorfor den relative overproduktion (=stagnation og produktionsnedgang) atter vil indfinde sig når staten af naturlige grunde ophører med at sætte plaster på såret. Hvad angår historiske lektier vi bør annamme, så er det en kendsgerning at Den Store Depression først ophørte med krigens 'kreative' destruktion. Kapitalismens ultimative 'løsning' på sine akkumulationsproblemer. Men det kan udbudsøkonomer og traditionelle keynesianere ikke forstå, fordi de ikke vil anerkende at vi lever i monopolkapitalismens tidsalder, hvor det i de gode tider er umuligt at hæve beskatningen af selvsamme monopolkapitalister. Så, det helt store spørgsmål er om vi står over for en ny stor krig, som man måske fristes til at tro kan skaffe kapitalismen endnu en runde i manegen.

Lise Lotte Rahbek

Det foreslås i artiklen at regeringer låner penge af deres egne centralbanker til at igangsætte offentlige anlægsarbejder og infrastrukturprojekter.

Jeg siger ikke, at der ikke kan være brug for det. Det kan der sikkert.

Men det ligner mere af det samme af den vækst i økonomien, som har ført verden til det sted, hvor den står i dag. Spørgsmålet er, om det overhovedet er en god ide, så længe profitten alligevel lander i lommerne hos ejerne af de virksomheder, som fremstiller betonelementer og leverer asfalt, sand og arbejdstøj.

Der er absolut ingen brug for mere privat forbrug i de fleste husholdninger, så at staten i stedet igangsætter aktiviteter, der kan øge omsætningen af samfundets værdier, er en éntydigt god idé. Blot skal det nødigt ske ved gældsætning, men derimod ved ekstraskatter på de største private formuer, evt. organiseret igennem EU, så pengene ikke på mærkelig vis forsvinder ud af landene.

Peter - jeg vil så gerne flytte ind i din verden - for i min verden mangler der ifølge Hans Rosling idag ca. 1 milliard vaskemaskiner i husholdningerne og ca. det samme antal køleskabe! Senere kommer så forventninger om en fladskærm m.m.. Og kapitalismen står parat til at levere hver en enhed, folk skal blot lige skrabe nogle værdier sammen - til skade for klima, miljø og fauna.

http://www.ted.com/talks/hans_rosling_and_the_magic_washing_machine.html

Bill, jeg er meget lokal i min vurdering - det gælder hos os, så de andre kan få deres rimelige andel. Det gælder folk derude i verden, og det gælder de fattige i vores eget samfund; men metoden er her som overalt at beskatte dem, der har hamstret BNP, så omsætningen igennem samfundets initiativer kan spredes til dem, der har mest legitim ret til at forbruge, fordi de ikke hidtil har fået deres andel.

Problemet er at vaskemaskinfabrikationen er flyttet til Asien og derfor lander indtægterne der, og de penge staten skal udbygge vores infrastruktur for kan derfor ikke kradses ind ved beskatning - ses NHN 04:35

Det er korrekt det haster med at forankre firmaerne, hvor kreativt det end lyder. Samt at de deltager og tager ansvar. Hvis de vil overleve på de her breddegrader.

Ellers er det ganske rigtigt udbytning.

i: historien gentager sig ikke
ii: ulighed er drivkraften i kapitalismen
iii: velfærdstaten hæmmer kapitalismen
iv: konkurrence på markedet er selvdestruktiv

- se bare til DR vs TV2 i konkurrende om seertal, som fører til stadig ringere fjernsyn, som ingen gider se. Har lige været i Tiger og købt for 220 kr. kvalitetsfilm.

Jens Overgaard Bjerre

Hvorfor tillader regeringerne, også den danske, at bankerne kan låne så meget ud, at der ikke er dækning for lånene? Har folketingsmedlemmerne aktier i bankerne? Det er uansvarligt. Folketingsmedlemmer må da også have rådgivere, som ved hvad det drejer sig om. Men det er måske de samme bankfolk? Man er ligesom tilbage i 1700-tallet, hvor konger og hertuger måtte bede Rothschild om at låne penge. I Danmark skylder landbruget alene 350 milliarder. Det er nok til, at landet er på randen af en konkurs. Og hvem skal man sælge markerne og besætningerne til? Og for den sags skyld alle hus-murstenene. Til Kina?
Men én ting er sikkert. Der er mennesker, som med lovgivningen i hånd, har tjent enorme mængder penge. Alle VKR-regeringens privatiseringer af offentligt ejede institutioner, må virkelig have givet de nye ejere masser af af penge. Nu har den nye regering lovet at finde ud af hvad der gik galt, men det er nok et spørgsmål om de egentlig er interesseret i det?
Det eneste, som er 100 procent sikkert er, at man vil fortsætte med at tage fra dem, som stort set ikke ejer noget: de fattige.

Der er en lettere meningsforstyrrende fejl i oversættelsen: "Gennemsnitsindkomsterne" skulle have været "medianindkomsterne".

Morten Rasmussen

Der er mange forklaringer på 'gælds'-krisen, og artiklen bevæger sig, som katten om den varme grød, uden rigtigt at nå ind til smørklatten.

Der findes en metodik til at finde skurkene, som sjældent slår fejl: 'Follow the money'.

Lad mig først give et (markeds-kapitalistisk) bud på hvad vi har bankerne til:

At sørge for at midlerne mest effektivt finder frem til der hvor de skal bruges.

'Effektivt' er i den kapitalistiske utopi lig med mindst mulig økonomisk omkostning.

Med grundlag i den markeds-kapitalistiske tankegang, kan man altså konkludere, at bankverdenen skal udgøre et minimum af BNP i en sund nationaløkonomi. (Dette minimum ligger der, hvor bankerne ikke hæmmer den producerende vækst, ved at være utilstrækkelige).

I og med at banker ikke skaber fysiske værdier, kan man samtidigt ud fra en social-økonomisk tankegang se, at jo mindre af BNP bankerne udgør, desto mindre midler drænes der bort fra samfundets producerende krafter og sociale velfærdsnet.

Ud fra disse betragtninger er det hybris at foreslå, at banksektoren er en vigtig 'industri' fordi den udgør XX% af landets BNP. Vækst i banksektoren skal modsvares af en proportionelt tilsvarende vækst i den produktive sektor - og dermed BNP - for at bankerne kan hævde at de opretholder samme 'effektivitet'. At bankernes andel af BNP stiger uhæmmet, viser med al tydelighed at de er blevet 'Fat Cats', og en hæmmende effekt på samfundet.

Når bankverdenens samfundsfunktion går i stykker:

Nedbrud i den kapitalistiske utopi's 'frie marked' har gjort at de største banker ikke har reel markeds-konkurrence. Man kan, som privatperson, ikke længere gå til konkurrenten og få en bedre pris. Dette er hovedsagligt fordi at ind- og ud-lån udgør en forsvindende lille del af bankernes økonomi. Indvesteringsdelen af stor-banken's grundlag er langt større.

Dette gør at disse banker nu kan fokusere på at optimere indtjeningen fra deres privatkunder. Formlen er lige så enkel, som den er effektiv: Yd private lån i så høj en grad, at privatpersonen betaler maximum renter resten af sit liv, uden at afbetale på hovedstolen af lånet, som banken naturligvis har fysisk sikkerhed i.

Det effektive i den plan er at det er laveste fællesnævner bland privatpersonernes økonomiske ansvarlighed som gælder:

De som forgælder sig hårdt, kan 'købe' en bolig -> boligpriserne stiger -> de som vil have en bolig bliver nødt til at forgælde sig mindst lige så hårdt.

Det er et pyramidespil, hvor den som deltager i det sidst betaler for alle de andre, men hvor bankerne ender med at stå med alle de fysiske værdier på hænderne. Samtidigt kan de tage sig betalt i renter, fra alle som er med i pyramiden, for resten af deres liv.

Når det så bliver for dyrt at låne sig ind i bunden af pyramiden, vælter det hele. Men ikke med tab for bankerne, for de kræver at deres virksomhed er en integral del af samfundet; at de ville tage hele samfundet med i faldet, hvis de led dette forfærdelige tab.

Det er så her, at jeg som ikke har lån, får lov til aligevel at betale bankerne for andres økonomiske uansvarlighed. Gennem min skat.

Samme pyramidespil findes på nationelt-/unions-plan, hvor 'PIIGS'-landene har fået lån med sikkerhed i Tysk økonomi pga. euroen. EFSF, ECB og IMF er accronymer for skattepenge som går til at rode bod på archilleshælen i euro-projektet: At man ikke kan have fælles mønt uden fælles finanspolitik.

Den Græske gældskrise ville ikke have været et problem for nogen (andre end de banker som havde været så tåbelige at låne dem så mange penge), hvis de kunne devaluere deres egen valuta. Bankerne ville naturligvis heller ikke have lånt dem så meget, hvis de ikke så en sikkerhed i euroen (gennem Tyskland). Den dysfunktionelle Græske samfundsmodel ville, med andre ord, aldrig kunne trække alle os andre med ned. Dette er euroens archilleshæl.

Skal vi så ikke bare lave en fælles økonomisk politik i EU?

Det korte svar: Nej!

Det demokratiske underskud i EU er en del af begrundelsen - det er et teknokratisk embedsvælde, uden reel folkevalgt indblanding i beslutningsprocessen.

Korruptionen er ufatteligt omfangsrig:

For 18. år i træk kan EU's egne revisore ikke fremlægge et regnskab, som ville kunne godkendes af ekstern revision, bl.a. fordi 4% af EU's budget er udbetalt fejlagtigt (konservertivt sat af dem selv, for de ved ikke selv hvilket tal som er rigtigt). De har få-til-ingen dokumentation for deres udbetalinger, eller hvem som har foretaget dem, og kan derfor ikke geninddrive midlerne. De som har forsøgt at ændre denne praksis, er blevet afskediget og havnet i juridisk ingen-mands-land.

Lobbyisterne har 'carte blanche' til at påvirke EU, før borgerne. Det var rådgivere fra Goldman Sachs, som gav den grækske regering økonomiske 'råd' de sidste 3 år inden deres økonomiske kollaps. Det var folk med baggrund i Goldman Sachs, som blev sendt til Grækenland som del af trojkaen. Super Mario Monti, og hans EU-sanktionerede teknokrat-regering i Italien har Goldman Sachs baggrund.

... indicier? Måske, men jeg ser et mønster, som er ubehageligt, når man tænker på at det er Goldman Sachs som har fået mest ud af den græske gældskrise.

Kan de danske folketingsvalgte afhjælpe problemet?

Nja, de fleste har mindst 2 graders seperation fra Danmark's produktive folk, gennem manglende erhvervserfaring, og det mange er 2. generations-politikere.

De ønsker ikke at se på problemerne med EU, for det er en sikker pension for politikere som vi ikke ønsker at se her i landet.

Der lader til at være udviklet en politisk elite, som er ude af trit med befolkningen, men som er sygt populistisk, i jagten på stemmer.

Jeg tror at man bliver nødt til at løse problemerne i lokalsamfundene, hvor man kan øve indflydelse, og hvor man ved at politikerne deler problemerne. Centraliseringen af politisk magt, ender kun med at give ukomfortabel distance til problemerne, og minimal inflydelse fra individet.

Her vil jeg igen henvise til Wörgl-eksperimentet:
http://www.lietaer.com/2010/03/the-worgl-experiment/
http://www.saltandlight.eu/html/woergl.html

@Jens Overgaard Bjerre

"Hvorfor tillader regeringerne, også den danske, at bankerne kan låne så meget ud, at der ikke er dækning for lånene? "

Der er 2 måder at låne penge på. Uden pant og med pant.

Langt størstedelen af de private udlån i Danmark er med pant som er forholdsvis sikre.

Det er f.eks ganske dyrt og dermed ikke interessant for boligejere at belåne over 60% af den værdi banken ansætter din ejendom til. Dette er iværksat at den tidligere og nuværende regering, hvor begge regeringer har ønsker at bankerne øger solvensgraden og dermed reducerer udlånene (hvad der så også nedsætter omsætningen i samfundet og forøger arbejdsløsheden)

Derimod eksisterer der et enorms lånemarked i forbindelse med detailhandelen som hverken er sikret eller specielt billigt.

Er det dette sidstnævnte lånemarked i som ikke er forankret i boliger som du hentyder til?

@Jens Overgaard Bjerre

Mængden af insolvente boligejere er ganske lille, selvom det er et ekstremt stort problem for de få som rent faktisk sidder i klemmen

Men problemet konkretiseres udelukkende i det øjeblik man forsøger at sælge sin bolig, og ikke så længe man bliver boende i boligen og afdrager på lånene..

Freddy Andersen

Det sidste nye påhit, lad dog børnene få adgang til plastikkort, de er noget nemmere at snyde, moral og banker to alen ud af det samme dårlige stykke.

Alan Strandbygaard

Man kunne fint nøjes med at læne sig tilbage og lade tingene gå sin gang. Lade grådigheden overtage. Der kommer et resultat ud af det i sidste ende.

Problemet er bare at vi som dyrerace bevæger os i en selvdestruktiv retning, hvor alle er sig selv nærmest.

Vor styrke har altid været at vi har formået at holde sammen og værne om hinanden.

Kapitalisme er ikke forenelig med fællesværn.

I forlængelse af Morten Rasmussens gennemgang af centralbankerne og EU's rolle i den nuværende krise vil jeg tilføje et citat af Henry Ford fra den industrielle revolution:

"It is well enough that people of the nation do not understand our banking and money system, for if they did, I believe there would be a revolution before tomorrow morning."

Hvis bankerne (inklusive national bankerne) ikke var privat ejet, ville tingene se en del anderledes ud.!!!

Mon ikke bare vi skal starte der..?? og som en anden har nävnt, fölg pengene og du vil se hvor problemerne er. ;)

Graadighed og griskhed kender ingen gränser. ;)
Men det bliver meget värre, gläd jer.!!! ha ha ha ha

Kapitalismens / markedsøkonomiens / frihandelens død har været forudsagt af mange gennem tidens løb, uden at det er blevet til noget.

De hidtil sete alternativer som feks Stalins arbejdslejre ( USSR og dets vasalstater er ikke mere socialistiske), Pol Pots paradis, Nordkorea , Mao's Kina ( som er afgået ved døden), Hitlers, Francos og Mussolinis facistiske økonomer m fl er alle fiaskoer.

Så mon ikke kapitalismen og markedsøkonomien klarer sig lidt endnu ???

Kapitalisme / markedsøkonomi og velfærdsstat er i øvrigt fint forenelige størrelser .

Robert Kroll siger: "Kapitalisme / markedsøkonomi og velfærdsstat er i øvrigt fint forenelige størrelser ."

Du glæder dig for tidligt. Velfærdsstaten er underlagt den demografiske udvikling, og baby-boomer-generationens behov for sundhed og pleje kommer til at tage livet af velfærdsstaten i nær fremtid, ikke mindst set i lyset af gældsudviklingen i landene omkring os. Der er ganske enkelt råd.

Kære Jakob Bagterp.

Alle er underlagt den demografiske udvikling - uanset system og filosofi.

Vores "kapitalistiske velfærds-system" skal nok udvikle sig og klare sig væsentligt bedre end alternativerne.

Kristian Rikard

Det ville nok være mere korrekt at sige, at den demografiske udvikling er underlagt eller betinget
af statens/samfundets udvikling. Det være sig en velfærdsstat eller andet!

"Hvis bankerne (inklusive national bankerne) ikke var privat ejet, ville tingene se en del anderledes ud.!!!"

Ja det må man sig. F.eks var vi dårligt begyndt at bygge huse, da der ikke var penge til udlån. Der ville heller ikke være penge til udvikling af nye medicintyper, forbedring af boliger, forbedring af fødevareproduktion eller forbedring af infrastruktur.

Eller mener du at staten skal begynde at drive banker med nøjagtigt samme profil som de private banker (Risikovurdering, udlånsprofiler, risikospredning, solvensanalyser, pant osv)?

Derfor må vi spørge: Hvorfor ønskede så mange mennesker at låne så meget? Hvad fik husholdningerne til at stifte gæld, der var større i forhold til deres indkomst end nogensinde tidligere?

Det gjorde de af den simple grund at de ikke havde et valg!

Fordi priserne for at bo til leje var jo steget i takt med huspriserne og mange, især unge familier fandt ud af at det blev dyrere for dem at leje en bolig end at købe et huslån.
Så de skrev under, velvidende at de måske ikke kunne afbetale lånet. Valget stod mellem at få et sted at bo, med risiko for at blive smidt ud igen om nogen tid eller slet ikke få et sted at bo.

Og så var jo også den mulighed at man kunne sælge igen på det rigtige tidspunkt, hvilket nok også lykkedes for nogle få. Resten blev ædt af hundene.

Så ja, indirekte er det uligheden der får det hele til at brase sammen, og det er også en forklaring på hvorfor afstanden mellem kriserne er blevet kortere og kortere.

Og sådan fortsætter det jo bare indtil systemet ikke kan rejse sig mere.
Når den eneste mulighed for at sætte gang i væksten er en sænkning af skatterne (jf. monetaristerne) hvad gør man så når skatterne er der hvor man ikke længere kan sænke dem?

Når dette punkt er nået, hvordan vil man så skubbe gang i væksten? Det må være tidspunktet hvor de rige må pakke deres kufferter og finde sig en anden planet.

Niels Engelsted

Et menneske kan producere mere end det forbruger. Skabelsen og anvendelsen af denne merværdi er basis for det menneskelige samfund og den menneskelige økonomi. Det er også basis for kapitalismen, hvor en kapitalist køber menneskelig arbejdskraft, lader denne producere en vare (eller service), der er mere værd end prisen på arbejdskraften, sælger varen og realiserer en fortjeneste, også kaldet profit, der geninvesteres i en ny og udvidet runde.

Vi har altså i kapitalismen en evighedsmaskine med løfte om evig vækst—hvis vi altså ser bort fra det finite naturgrundlag og den anden termodynamiske lov, men det gør de fleste.

Der er imidlertid et andet problem for kapitalismen. For at realisere profitten, skal varen sælges, men lønsummen, som med nødvendighed er mindre end varens værdi, repræsenterer ikke nok købekraft til at aftage hele den producerede varemængde. Der er med nødvendighed et efterspørgselsproblem.

Eller sagt med andre ord, kapitalismen kan ikke fungere som et lukket system, systemet må tilføres værdier eller købekraft udefra, hvis det skal fungere.

Det er forklaringen på den omtalte markedskonkurrence, hvor firmaer og nationer i realiteten søger at stjæle efterspørgsel fra hinanden gennem produktivitetsstigninger o. l. Her er der imidlertid tale om et nulsumspil, hvad den ene vinder, taber den anden, og ændrer ikke det mindste det grundlæggende problem for kapitalismen som et samlet system.

Historisk blev den ikke-kapitalistiske ekstraværdi tilført fra kolonier i form af indfødte økonomiers opsparing eller fra deres ikke-kapitalistiske arbejdskraft. Slaveri var således en afgørende vigtig indtægtskilde i den tidlige kapitalistiske akkumulation i Vesten.

I dag foregår det først og fremmest gennem tilførte midler fra privatiseringen og tilegnelsen af opsparingen i de tidligere socialistiske lande samt det værditilskud asiatiske landsbyer med ikke-kapitalistisk subsistensøkonomi tilbyder kapitalismen gennem billige migrantarbejdere, der delvis forsørges fra landsbyen.

Alt dette vil med nødvendighed slutte, når kapitalismen er blevet totalt globaliseret og alle lommer af ikke-kapitalistisk økonomi brugt op, hvorfra det ekstra tilskud kan komme. Herefter er der kun en mulighed: At tage forskud på fremtiden.

Hvis arbejderne ikke har købekraft nok til at aftage varerne, kan de aftage det resterende på kredit, og processen kan fortsætte. Kredit—eller gæld—er altså den grundlæggende løsning.

For at servicere gælden—afdrag på hovedstol og betaling af renter—skal den arbejdende tjene mere i næste runde, og kapitalisten endnu mere, hvis profitten skal opretholdes, derfor må processen vokse. Som tommelfingerregel kan dette fungere med en 3 procents årlig vækst. Den skabes gennem inddragelse af mere arbejdskraft (f.eks. gennem befolkningstilvækst, immigration (afgørende i USA), inddragelse af kvinder og børn som lønarbejdere, og inddragelse af arbejdskraftpuljer, der tidligere ikke stod til kapitalismens rådighed, asiatiske og sydamerikanske landsbyboere, og folk fra de tidligere socialistiske lande. Og den skabes gennem produktivitetsstigninger, hvor teknik og maskiner gør det muligt for den enkelte arbejder at producere mere i år end sidste år. (Men bemærk at produktivitetsstigninger øger det grundlæggende problem, når man reducerer den nødvendige mængde arbejdskraft, reducerer man også efterspørgslen. Produktivitetsstigninger er derfor først og fremmest et våben vendt mod andre kapitalistiske konkurrenter, ikke en løsning på det almene efterspørgselsproblem.)

Når kredit og gæld bliver kapitalismens eksistensbetingelse, så løber man ind i renteproblemet. Gæld har sit eget liv, vokser af sig selv, og på et eller andet tidspunkt bliver finanskapitalen en parasitisk belastning på verdensøkonomien, som udmærket beskrevet af Morten Rasmussen oven for. På et eller andet tidspunkt vil servicering af gælden uvægerligt overstige befolkningernes evne til at betale. Den eneste mulighed er så at begynde forfra. Krig—den ultimative kreative destruktion—har historisk tilbudt denne mulighed, men med atomvåben er denne option blevet kontraindikativ.

Vi befinder os på dette punkt nu, krisen er uoverskuelig, og ingen aner i realiteten, hvad de skal gøre. I sidste århundrede var kommunismen en mulig løsning. Det kan den blive igen, måske efter, at man har forsøgt sig med fascismen.

Niels Engelsted

Alternativt er der den mulighed, at eliterne allerede har opgivet kapitalismen til fordel for en anden økonomi, hvor det samfundsskabte overskud ikke realiseres som profit, der skal genomsættes, men som rente, dvs. penge som nogen er forpligtet til at betale til nogle andre.

Et sådant system havde man før kapitalismen, hvor værdierne tilflød de store jordejere, der kunne leve et liv i luksus på ryggen af forarmede bondebefolkninger. Dette adelsvældesystem var faktisk bæredygtigt på trods af sin 99-1 ulighed. (Man havde selvfølgelig de voldelige midler til at slå opstande ned).

Meget kan tyde på, der vi er på vej derhen igen, og at vi alle vil komme til at begræde kapitalismens død som et tab.

Niels Engelsted, forskellen på dengang og i dag er, at der ikke er nogen objektiv grund for nogen til i virkeligheden at ønske sig rigdom, fordi produktionen ikke længere er reelt begrænset.
Der er dog ingen tvivl om, at liberalisterne har set hen til denne overklasse som det attråværdige mål og derfor ønsket at sklavisere den ikke-besiddende del af befolkningen.

Ja, Niels, det er der en meget reel fare for. Feudalsystemet er heller ikke uddød som man måske er tilbøjelig til at tro her hos os. Men det eksisterer jo stadig i latin- og sydamerika, i Indien, og Indonesien, hvor det er eksisterer ved siden af demokrati. I mange udkantsområder i disse lande er infrastrukturen stadig feudalistisk mens det politiske system er demokratisk. Her hos os er det lige omvendt. Vores infrastruktur er demokratisk, det politiske system bliver dog mere og mere neo-feudalistisk idet liberalisterne presser deres økonomisystem i hovederne på vores politiker.

Men det kan godt være de forregner sig igen. I Europa har pøblen tradition for at man ikke finder sig i for meget i længden.

Siden 1792 har det været sådan og når man ser på situationen i Grækenland og Sydeuropa må man spørge sig om tiden ikke snart er inde til en ny omgang.

Lars Poulsen siger:

Hvis de private banker ikke vil låne ud så må løsningen være at oprette en stats-bank der gerne vil.

Fedt forslag Lars... så kan 'låne&spekulationsfesten' bare fortsætte...

@Chris Green

"Fedt forslag Lars… så kan ‘låne&spekulationsfesten’ bare fortsætte…"

Jeg må indrømme at jeg hell ikke kan se pointen i at staten skulle drive en bank som havde samme funktioner som de private banker.

Derimod kunne jeg sagtens se at staten havde en indlånsvirksomhed hvor man mod 0% i rente (da banken ikke kan låne penge ud kan der heller ikke være nogen rente) kunne få opbevaret sine penge. Alle danskere har allerede en konto hos skat, og ATP kunne sagtens stå for indlån/udbetaling. De eneste 2 andre services banken skulle stå for var udstedelse af et debitkort (Dankort) samt en betalingsservice for et mindre beløb pr betaling) Se det ville give mening.