Baggrund
Læsetid: 12 min.

Dengang så han ikke sig selv som kriminel

Min bror kom ud af fængslet med en milliongæld og en kuvert med 460 kr. Med et forlist ægteskab og en søn, der ikke havde haft et hjem i næsten et år. Uden bolig, med et lukket firma og et løst job. Og uden faglig opkvalificering i fængslet. Min bror og jeg deler ikke samfundssind. Han er økonomisk kriminel. Men tiden i fængslet gjorde ikke noget godt for ham
Han var glad, alle var glade. Både dem, der havde 30 kroner til et gram og hash, og dem, der solgte det. Tolderne ved grænsen til Norge havde en anden holdning. Det kostede min bror et par år af hans ungdom. Privatfoto

Han var glad, alle var glade. Både dem, der havde 30 kroner til et gram og hash, og dem, der solgte det. Tolderne ved grænsen til Norge havde en anden holdning. Det kostede min bror et par år af hans ungdom. Privatfoto

Moderne Tider
19. januar 2013

Min bror er kriminel og sad i fængsel indtil for få måneder siden. Han opførte sig under hele opholdet skiftevis aggressivt og som jaget vildt. Som om han blev presset både inde- og udefra. Var ikke til at holde en samtale kørende med. Han var bekymret. Først og fremmest for sin familie, hvilket skulle vise sig at være med god grund. Da han omsider fik tilladelse til at have en mobiltelefon, hang han i den for at løse problemerne på hjemmefronten – med den unge hustru, de store børn fra et tidligere forhold og de økonomiske problemer, der tårnede sig op i hans fravær.

Familien havde på det tidspunkt en takeaway-butik, der nu krævede min brors kone det meste af døgnet. Der skulle købes ind og laves mad før åbningstiden, så et af de store børn måtte hver dag hente og passe de små. Deres mor nåede sjældent hjem at sige godnat.

Der var, synes man umiddelbart, god tid i fængslet til faglig opkvalificering. Sjovt nok er det ikke sådan, Kriminalforsorgen tænker, selv om den offentlige debat længe har kredset omkring denne indlysende logik: Opkvalificering med henblik på at komme godt fra start efter fængslingen. Min bror fik desværre minimalt udbytte af Horserøds faglige og sociale tilbud. Fagligt fordi skolen var domineret af unge hashpåvirkede indsatte. Min bror havde ønsket at lære thai og forestillede sig et brevkursus på nettet. Han er thailandsk gift, har rejst meget i Thailand og vil gerne ruste sig til måske at kunne arbejde i Thailand. Men eftersom det tog over et halvt år bare at få netadgang, selv om andre indsatte ifølge min bror fik det efter få uger, og han ikke har lavet kriminalitet via nettet, lykkedes det ikke. Og socialt fordi han valgte det fra. Hans loyalitet ligger hos de medindsatte, så jeg kan ikke få ham til at sige åbent, hvorfor han valgte at isolere sig på sin gang. Jeg er dog ikke i tvivl om forklaringen, idet det i et fængsel er på de ikkeovervågede sociale steder som kirke og cafeer, udvekslingen af hash udfolder sig. Hash og hashhandel er et overstået kapitel i min brors liv.

Det var ellers i den branche, han indledte sin kriminelle karriere. Han overtrådte loven allerede som helt ung – i de glade dage i fristaden på Christiania, hvor han som 17-årig indledte sin sociale, impulsive livsform. Det er livet her og nu, der er udfordringen. Det leves så uden imponerende perspektiv, men med stort nærvær. Han solgte hash i Pusher Street, røg, festede. Men stod dog op de fleste morgener og flyttede på et tidspunkt ud af sit rum oven på Solvognen for at blive i stand til at gennemføre sin uddannelse som møbelsnedker. Han må have haft en vis rygrad, for da det blev populært med hårdere stoffer som f.eks. opium, holdt han prompte op, da han en morgen vågnede og som det første tænkte ’opium’.

Som jeg husker det, var han glad i de år. Han kendte ikke nogen på Christiania, før han begyndte at komme der, men forelskede sig i livsformen; fællesskabet. Jeg har et fotografi, hvor han sider med et blødt blik under en bulet hat og spiller guitar. Han oplevede ikke sig selv som kriminel dengang. Alle var jo glade. Både dem, der havde 30 kr. til et gram hash, og dem, der solgte. Tolderne ved grænsen til Norge effektuerede en anden holdning nogle år senere, hvor min bror blev dømt for at smugle hash. Det kostede et par år af hans ungdom.

Hr. og fru Danmark

Eftersom vi er vokset op i det samme jyske middelklassehjem, har hans livsførelse og holdninger altid undret mig. Som det er almindeligt blandt kriminelle, opererer han med et hierarki, hvor nogen er værre end andre, især pædofile – det er de værste – dernæst koldblodige mordere. Visse mennesker, der kommer så langt ud, at de myrder, kan ikke kaldes koldblodige og rangerer derfor lidt lavere på listen. Mens personer, der ’bare’ har begået økonomisk kriminalitet som ham selv, fuldt accepteres. Og mere til: Han synes faktisk, de er mere interessante at være sammen med end os regelrette. Idet han opfatter kriminelle som mere fantasifulde og kreative, fordi de ikke trives i eller nøjes med samfundets tilbud af firkantede kasser.

Og så stoler han mere på sine kriminelle venner. »Lige siden jeg flyttede hjemmefra, har jeg levet i fællesskab med mennesker. Men jeg er ikke så god til hr. og fru Danmark,« siger han. Går man ham på klingen, er det et spørgsmål om – ’menneske til menneske’ – at kunne regne med, at en aftale er en aftale. Det kan man aldrig vide med hr. og fru Danmark.

Personligt er jeg officerstypen, der mener, at regler er nødvendige, selv tilstræber jeg at overholde samfundets regler og som udgangspunkt finder dem, der ikke gør det, usolidariske. Jeg har aldrig forstået mennesker, der som min bror godt vil bruge skoler, børnehaver og sygehuse, men ikke sørger for at kvittere med f.eks. skat og moms. Hensigten her er altså ikke at undskylde eller forsvare forbrydere i almindelighed eller min bror i særdeleshed, men at sætte spørgsmålstegn ved samfundets holdning til og håndtering af kriminelle under og efter en fængsling.

Psykopater og kriminelle kynikere tror jeg ikke, der er meget håb for, men som en fængselspsykolog engang sagde, kan selv en psykopat udvikle sig. Til en lidt rarere psykopat. Men så er der staklerne: alkoholikerne, de hjemløse, den svagt begavede eller de brændte børn, der er blevet kriminelle, fordi det var sådan, det gik. Fordi det var der, varmen var.

Barndom uden blyant

Når jeg tænker på, hvorfor min bror blev kriminel, befinder vi os i et kvadratisk rum med traditionelle elevpulte, et kateder og en sort tavle, hvor min lillebror er anbragt på bageste bord. Året er 1963. Scenen: En skolemodenhedsprøve.

»Er De sikker på, at deres søn ikke blev hjerneskadet ved fødslen,« genfortæller min mor chokeret efter et møde med skolepsykologen. Ganske vist har min bror klatret i træer, spredt gylle ud og samlet roer i stedet for at tegne og læse billedbøger. Så – ja, hvem har egentlig nogensinde set ham eller opfordret ham til at holde på en blyant? Nu sidder han så der og skal tegne et flag på en flagstang. »Det gider jeg ikke, for jeg forstår ikke meningen med det,« fortæller han mange år efter.

Og så kunne brormand i øvrigt heller ikke se, hvad der var tegnet på tavlen og sank ind i sig selv. Ingen havde opdaget, at han behøvede briller. Han stod af. Og stod først på igen ni år efter, da det på et halvt år lykkedes et par efterskolelærere at bryde igennem muren og lære ham at læse og regne. Oven i købet uden at true og slå, som visse folkeskolelærere havde for vane dengang. Og uden at råbe, som min mor kom til, når min bror ikke forstod hendes forsøg på lektiehjælp. Det fremmede ikke forståelsen. Men signalet gled lige ind: mor er fortvivlet. Og så græd han. Nu var de begge fortvivlede, uden at forståelsen havde rykket sig en millimeter. Vi andre var for unge til at støtte.

Far var ikke hjemme, og godt det samme. Sønnike var jo hverken boglig eller håndværksmæssigt begavet, mente vores far, der selv var begge dele og som mønsterbryder havde arbejdet sig op. Det skulle senere vise sig, at far tog fejl af lillebror. Men da var sønnike for længst gået alternative veje i et samfund, som godt kunne bruge hans innovative kræfter, men hvis regler, han ikke forstod sig på endsige interesserede sig for. Han har aldrig – siger han – følt sig som en del af det samfundsmæssige fællesskab. Så han har tydeligvis af den grund ikke følt dårlig samvittighed ved i perioder ikke at have betalt moms og skat.

»Man skal være meget dygtig for at drive lovlig virksomhed i dag,« siger han. Det har han så ikke altid været, men der har skullet brød på bordet alligevel. Som jeg forstår det, byder små, pressede underentreprenører inden for det rengørings-, bygge- og ejendoms(service) marked, vi taler om, ind med så lave priser, at enhver kan regne ud, at der ikke bliver svaret moms og skat. For hvad skal underentreprenøren så leve af? Men det er tilsyneladende ikke overentreprenørens problem.

Min bror fik lov at flytte hjemmefra som 16-årig. Vores forældre skulle flytte sammen igen efter år med utroskab og skilsmisse. »Jeg var helt sikker på, at de sagde nej, men jeg gad simpelthen ikke flytte ud på landet med dem, så jeg spurgte, om jeg måtte flytte ned til X. Men det var jo der, alle festerne blev holdt, så jeg var helt sikker på, at de ville sige nej. Men – de kiggede på hinanden og nikkede. Ok. Det passede dem vist fint.«

Politisk håb

I årevis har vi talt om, at der må ske noget nyt på fængselsområdet, så flere kriminelle resocialiseres, og færre bliver ofre for ny kriminalitet. Og så indsatte ikke lukkes ud endnu mere på herrens mark, end da de kom ind. Min bror blev sluppet ud uden at være blevet meningsfuldt beskæftiget i fængslet og uden én alvorlig samtale menneske til menneske. Med et lukket firma, uden bolig og med et løst job, skaffet af en skolekammerat med et godt netværk. Med et forlist ægteskab, en 18-årig søn, der ikke havde haft et hjem i næsten et år, en gæld på over fem millioner, en plettet straffeattest og en kuvert med 460 kr. i »løsladelsespenge«, så han kunne starte på en frisk.

Eftersom et fængselsophold ikke betyder, at gælden til samfundet er siddet af, men at den tværtimod er blevet forhøjet betragteligt med en bøde, er situationen for den frigivne på alle måder håbløs.

Regeringens netop indgåede flerårsaftale for Kriminalforsorgen med Enhedslisten, Liberal Alliance og De Konservative giver nyt håb for os, der ikke sympatiserer med magtanvendelse. Fordi aftalen skaber bedre vilkår for den såkaldte frie kriminalforsorg. Erfaringen er, at kriminelle, der får betingede straffe, samfundstjeneste, fodlænke osv., ikke i samme grad som traditionelt fængslede vender tilbage til kriminalitet.

For hvad gør det ved et menneske at blive klassisk afstraffet? Afskrækket? Det skaber trods og had – ikke samfundssind. Og hvordan afskrækker man i øvrigt et menneske, der godt tør røve en bank? Som overfalder gamle mennesker i deres hjem, voldtager kvinder eller stikker en kniv i et andet menneske udelukkende på grund af vedkommendes hudfarve? En brysk tone, tvang, ensomhed, dårlige venner, kriminalitet, smalle madrasser og slidte fitnessredskaber er formentlig ikke tilstrækkeligt til at afskrække bestialske elementer.

Der er kriminelle, ingen vil kunne nå, men ellers må nøgleordene i et værn mod kriminalitet være forebyggelse og inklusion. Om samfundets håndtering af min bror, tænker jeg: Kan man forvente, at et menneske, der har mistet sit materielle fundament uden splint til et nyt, med den samme ubegribelige gæld og en nu plettet straffeattest, samt en kuvert med 460 kr., kan komme videre uden kriminalitet?

Og så blev de skilt

Samfundsmæssigt set er historien om min brors familie næsten lige så interessant som hovedpersonens: Da min bror ikke havde sparet op til en potentiel fængsling, lykkedes det ham kun at skrabe sammen til nogle måneders husleje, inden han blev sat ind. Jeg hjalp med at skrive en ansøgning til kommunen om støtte til halv husleje, for selv om hans kone arbejdede, kunne hun ikke både forsørge og betale en husleje på over 10.000 kr. om måneden. Jeg husker ikke, om han fik afslag eller slet ikke et svar. Der lå også en kæmpe elregning, så snart truede fogeden: Familien skulle sættes ud af lejligheden.

Socialrådgiveren i den omegnskommune, de boede til leje i, havde haft held med at forklare min brors kone, at hun gjorde klogest i at blive skilt fra min bror. Da hun var godt forbandet på sin mand – »du går bare i fængsel. Her sidder jeg med alle regningerne« – og nu nærmest var skind og ben af søvnmangel og benhårdt fysisk arbejde, skrev hun separationspapirerne under. Men også fordi kommunen kun ville kunne hjælpe hende med et nyt sted at bo, hvis hun blev skilt. Sørge for underholdsbidrag, fripladser i daginstitution osv. Som reglerne foreskriver, skrev min bror under på at ville forsørge hende, da hun kom til landet. Så hun kan ikke modtage kontanthjælp uden fare for at blive udvist.

Da lokummet for alvor brændte, var socialrådgiveren taget på ferie uden at overdrage sagen. Det kalder vi et velfærdssamfund: En udenlandsk kvinde, der er godt integreret, mor til to danske statsborgere, som hun taler dansk med, men som nøgternt set har været uheldig med valg af ægtemand, sættes med en frist på få uger på gaden uden genhusningstilbud.

Jeg skrev til kommunen, fremlagde sagen og bad om et møde. Blev først kort og godt afvist: Jeg skulle fremvise en fuldmagt for at komme i dialog. Som krævet så handlet. Næste dag mødte jeg og min brors kone som forud bebudet op i åbningstiden og gik derfra med løfte om en lejlighed. Tårer og glæde. Børnene kunne blive i deres daginstitution.

Siden viste det sig, at indskuddet skulle falde få dage efter, hvilket var en umulighed, da banken ikke var i stand til at levere de papirer, kommunen havde kautioneret for, så hurtigt. Hvis jeg ikke havde lagt de 15.000 kr. ud, havde min brors kone ikke fået lejligheden. Og ville have stået på gaden med to små børn. Bagefter kunne jeg ikke slippe tanken om, hvad de mennesker gør, der ikke har en svigerinde, der er journalist, med 15.000 på kassekreditten?

Over det hele spøgte, at min brors kone endnu ikke havde fuld opholdstilladelse i Danmark, hvilket kræver syv års ægteskabelig forsørgelse. Som enlig kunne kommunen hjælpe hende. Men ville hun blive smidt ud af landet? Med henvisning til børnenes danske statsborgerskab og manglende thai-kundskaber, og sandsynligvis støttet af hendes dokumenterede vilje til selvforsørgelse og integration, fik hun forlænget sin opholdstilladelse.

En knægt, der var tilovers

Den store knægt, der på det tidspunkt hverken var i skole eller uddannelse, fik lov at drive rundt fra sofa til sofa. Kommunen tog ikke initiativ til at sætte ham i gang, og et sted at bo, kunne han kun få, hvis han var i uddannelse.

I dag er min bror og hans kone sammen igen. En socialarbejder i omgangskredsen klinkede skårene hjemme ved mit spisebord. »Nu lader vi, som om din mand ikke er her,« sagde hun på et tidspunkt efter et langt skænderi om svigt og økonomi. Rakte armen ind imellem parret over for og skilte dem ad. »Hvis vi glemmer alt om penge, hvad tænker du så?« Spurgte hun min brors kone. »Har du så lyst til et nyt liv med din mand og børnene?«

Stilhed. »Ja,« svarede hun så. Kiggede ned og græd.

»Så er det nu, du skal lægge armen om din kone,« rådede socialarbejderen.

Jeg må indrømme, at jeg var ved at falde ned af stolen. Det var hendes livs chance for at blive enlig mor med orden på økonomien og fod under eget bord.

»Vi kan jo holde bryllup igen til sommer,« jokede hun allerede på vej ud af døren.

Siden har pigerne lært at køre på tohjulede og er lykkelige for deres landsbyskole. Knægten hænger stadigvæk. Moderen knokler fuld tid på et vaskeri. Faren gør rent to og en halv time om dagen og leder efter mere arbejde, men med den alder og en plettet straffeattest er det op ad bakke. Ikke engang avisbud kan han blive uden at stå i kø. Han rager til sig af alt forefaldende. På et tidspunkt sms’ede han midt om natten fra et tag ved en S-togsstation, plaget af tyve, der stjal kobber fra elledningerne og dermed forsinkede morgentrafikken. Han var den, der i en periode overvågede tyvene og mutters alene skræmte dem væk ved at lyse deres biler op med en stærk projektør. »Hvad gør du, hvis de ikke kører?« »Begraver dem. He, he,« sms’ede vi. »Er du ikke bange?« »Næææh.”;

Min bror er fysisk meget stor med tatoveringer, så man tror, det er løgn.

Han ville give sin højre arm for at få sit eget firma igen, for drenge af hans slags kan ikke tåle at parere ordre fra autoriteter. De har fået nok.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John S. Hansen

Dette med at straffede, som modtager betingede straffe, samfundstjeneste og fodlænke, skulle have en lavere recidivprocent skal tages med et vist forbehold.

De som kommer i betragtning til ovennævnte afsoningsmetoder er lige præcis kommet det, fordi de er relativt velfungerende og samarbejdsvillige.

Er der grund til at være begejstret for den nye flerårsaftale? Det er ikke til at vide endnu.
Desværre er kriminalforsorgens område ofte præget af flotte intentioner og skåltaler.
Men når det bliver hverdag og ressourcerne skal fordeles får piben en anden lyd. Meget store midler forsvinder til analyser foretaget af eksterne konsulentfirmaer mv.

Der er meget få stemmer i en velfungerende kriminalforsorg - det er ikke politisk salgbart. At det er et nedprioriteret område er meget få i tvivl om.

Ellers en interessant historie.

Jens Overgaard Bjerre

Det er flot skrevet. Konkrete historier er en mangelvarer, når det gælder underklassen af landets indbyggere. Den med skolen, viser jo bare de fleste lærers mentale underskud i samfundsforståelse. Men folk i almindelighed aner ikke en pind om de små chancer, der er på bunden af samfundet.

Martin Hansen , Karsten Aaen og John S. Hansen anbefalede denne kommentar

Det stiller det spørgsmål - hvem der er de egentlige ofre.

Steffen Gliese

Jeg husker godt den test - den var også i brug i 1970, og jeg aner ikke, om jeg tegnede flaget korrekt, men jeg kom da i skole, selvom jeg var ret ung. Måske et år i børnehaveklassen, der var kommet til i mellemtiden, havde gjort forskellen.
Hvis vi ikke havde mistet regeringsmagten til højrefløjen i 1982, var to ting sket: mødepligten i gymnasiet var blevet afskaffet, og hash var blevet legaliseret.

Randi Pedersen

Din bror har det jo ikke godt. Kunne godt lyde som ADHD eller en form for personlighedsforstyrrelse. Specielt hans problemer med at tolererer autoriteter er et tegn på at han har haft nogle dårlige erfaringer med en voksen som barn, så er det nemlig meget normalt man bliver fjendtlig overfor autoriteter og man bliver grænseløs som ung og voksen. Hvilket iøvrigt er typisk for kriminelle i de danske fængsler hvor over halvdelen lider af en personlighedsforstyrrelse.

Og nej det kræver psykiatrisk behandling før folk kan indse at det er dem og den måde de aggerer på som er skyld i deres ulykke. Fængsel er ikke løsningen, men prøv at fortælle tåberne inde på borgen det.

Selv om din bror ikke har følt sig som kriminel har han jo tydeligvis været det i en lang periode, og det er en underlig blanding af ansvarfralæggelse og bortforklaringer, der gennemsyrer artiklen. At han har det hårdt nu er bestemt trist, og det er også synd for hans kone og børn, men jeg har ikke ondt af ham. Han har foretaget sine valg, og så må han leve med konsekvenserne.

Jens H. C. Andersen

Hvad er det nu han hedder ham med fængslet og panoptikon... ;)

Det er uanset om det er i fængslet, eller andre steder i det offentlige, jobcentre, psykiatrien, uddannelsessteder osv. - Så er det jeg høre eller selv har oplevet at mennesket er fraværende.
Send gerne dettte budskab videre til politikerne: Det handler ikke om hvor mange penge der bliver brugt, om I så budgeteret trillioner og milliard millioner kroner i nævnte institutioner så bliver det aldrig godt, så længe staten bruger diverse instrumenter til at slå, sparke og nedbryde mennesker. Der mangler nogle meget basale kompetencer i det offengtlige og det er, det HR menneskelige perspektiv, dem der ved hvordan man løfter folk i stedet for at træde på dem, få dem på banen - det er ikke nødvendigvis psykologer.
Det at snakke med et andet menneske, der ser en som et menneske, en der ikke kikker ned men op til en, er altafgørende.
Selvfølgelig skal der i nogle sager straffes, men der skal også løftes.

Niels Engelsted

Jens: Foucault tror jeg han hed.

Måsker er Hanne Dams bror ordblind? Det var det første jeg kom til at tænke på da jeg læste om skolemodenhedsprøven

Mange i Danmark ved det nok ikke, man man betaler faktisk for at sidde i fængsel i Danmark? (sådan som jeg har forstået det?)
Og dertil kommer at i Danmark skal folk selv betale alle sagsomkostninger til deres advokat; i andre lande, f.eks. Sverige, Norge, USA og England er der vist et system, som gør at indsatte (dømte) i fængslerne ikke skal betale deres sagsomkostninger. Dertil kommer, at man i disse lande ofte har halfway-house hvor tidligere indsatte lærer at leve i samfundet igen.

Han kan også enten være introvert eller det der hedder highly sensitive person; ofte kan man motivere disse personer med at forklare formålet med det de skal lave.....og at sidde og tegne flag på en flagstand lyder som noget man gjorde i folkeskolen først i 1960erne....