Hvis man har en idealforestilling om national selvbestemmelse, ser det ganske vist dystert ud«, medgiver den østrigske sociolog og EU-ekspert Georg Vobruba på spørgsmålet om, hvorvidt eurokrisen truer medlemslandenes suverænitet.
Alligevel fastholder Georg Vobruba, at hårdnakkede EU-modstandere, der i løbet af krisen har krævet en total opløsning af det europæiske samarbejde, gør sig til ofre for selvbedrag
»Det er meningsløst. Man må bedømme den udvikling, der aktuelt finder sted i Europa ud fra realistiske alternativer. Man må spørge sig selv, om den økonomiske globalisering ikke ville have den samme effekt på mindre nationalstater, hvis EU ikke fandtes. Måske endda med mere ubehagelige bivirkninger for mindre lande som eksempelvis Østrig og Danmark. Med EU har disse lande i hvert fald mere at skulle have sagt. For kernelandene er EU særlig attraktiv.«
Under den aktuelle krise har en lang række filosoffer, sociologer og politiske aktører forsøgt at legitimere bevægelsen fra nationalstaten mod en supra-nationalstat. Filosoffen Jürgen Habermas har i en årrække forsøgt at levere en filosofisk begrundelse for, at styrkelsen af en europæisk forfatning ikke nødvendigvis indebærer en forringelse af de europæiske nationalstaters demokratiske medbestemmelse. Georg Vobruba har imidlertid ingen illusioner om en gnidningsløs og demokratisk overgang til Europas Forenede Stater.
»Den samlede europæiske integrationsproces er egentlig en radikal afsked med den nationalstatslige suverænitet. Kig eksempelvis på noget så simpelt som grænsekontrollen: I anden halvdel af det tyvende århundred og i de første 10 år i det nye århundred har et stort antal nationalstater ganske enkelt afgivet kontrollen med deres egne ydre grænser. Det havde man ikke drømt om for blot 50 år siden. Det er allerede en ganske radikal afmontering af nationalstatslig suverænitet,« siger han og fortsætter:
»Ved nærmere eftersyn forekommer de nyopfundne institutioner som bankunionen og finanspagten eller den europæiske krisefond ESM derfor heller ikke nær så radikale. De er del af en almindelig tendens til demontering af nationalstaten. Hvis man ikke ønsker det, bør man slet ikke være medlem af EU«, siger Vobruba, der mener, at kritikere af den manglende demokratiske legitimitet i nye institutioner som finanspagten og bankunionen ikke går langt nok i analysen af de demokratiske problemer, der var med til at udløse krisen.
Befolkningen er gidsler
Det er netop det realistiske og pragmatiske perspektiv, der dominerer argumentationen i Georg Vobrubas seneste bog. I Der postnationale Raum. Transformation von Souveränität und Grenzen in Europa (Det postnationale rum. Transformation af suverænitet og grænser i Europa, red.)«, der for nylig blev anmeldt i nærværende avis, skitserer Vobruba, hvordan EU-projektet siden sin undfangelse konsekvent har forsøgt at løse konflikter mellem medlemslandene ved at udvide EU’s allerede eksisterende institiunelle rammeværk.
Hvor Europas politiske elite omgærdede EU-projektet med fraser om fred og velstand, har de europæiske befolkninger ifølge Vobruba i stedet bedømt det europæiske projekt på dets pragmatiske værdi, på det som Vobruba med et fagspecifikt udtryk omtaler som EU’s ’output legitimation’, eksempelvis i form af åbne grænser og støtteordninger.
»Man kan ikke sige, at unionens største fortjeneste er at forhindre tredje verdenskrig. Det er der ikke et menneske, der tror på. Det handler om at sige: Under de givne omstændigheder og organisationsformer er Den Europæiske Union den relativt bedste.«
Det er dog ikke kun EU-tilhængerne, der har hang til at dramatisere den aktuelle krise. Også modstandere af finanspagten anfører, at tendensen til institutionelle udvidelser i sidste ende vil udhule den nationale selvbestemmelse. Men de overser ifølge Vobruba, at de demokratiske legitimationsproblemer har været en medvirkende årsag til krisen.
»Der er naturligvis noget om kritikken«, siger Vobruba.
»Omvendt må man også spørge til den græske politik, der i løbet af de sidste årtier har tilladt enkelte familier at sende millioner ud af landet. Er denne politik også demokratisk legitim? Det er et spørgsmål, der begynder med Grækenlands indlemmelse i valutafællesskabet og slutter med Lagardes berømte USB-nøgle«, siger Vobruba med henvisning til IMF-chefen Christine Lagarde, der i 2010 gav en USB-nøgle med data om cirka 2.000 græske skattebedragere til den græske finansminister Giorgos Papakonstantinou. Siden forsvandt nøglen og dukkede op igen, og finansministeren er efterfølgende blevet mistænkt for at have renset USB-nøglen for oplysninger om hans nærmeste familiemedlemmer.
»Her har vi en ganske korrupt politisk elite, der har holdt befolkningen som gidsler og taler om statslig suverænitet.«
Politikerne dramatiserer
Korrupte græske politikere er et godt eksempel på den udvanding af EU-projektets nytteværdi for den europæiske middelklasse, der i en årrække stiltiende har accepteret udvidelsen af EU’s institutioner. Af samme årsag har EU’s førende politikere fået travlt med at finde alternative forsøg på at legitimere den europæiske integrationsproces, der har fået gevaldig fart på siden krisens udbrud.
»I løbet af eurokrisen har man forsøgt at legitimere hastigheden af den europæiske integrationsproces ved at dramatisere situationen. Jeg må minde om, at den tyske kansler Angela Merkel under krisen har udtalt, at ’hvis euroen slår fejl, er hele EU-projektet truet’. Det har hun ikke gentaget særlig ofte, fordi der er store risici forbundet med at legitimere via dramatisering. Men det var helt sikkert et forsøg på at benytte krisen som legitimationsforsøg.«At krisen rummer dramatiske perspektiver kan de færreste dog være i tvivl om. I tirsdags meddelte EU’s statistiske kontor Eurostat, at arbejdsløsheden i eurozonen i løbet af 2012 nåede nye rekordhøjder. I november måned var 18,82 mio. europæere i eurozonens medlemslande arbejdsløse. Det er en stigning på to millioner i løbet af et enkelt år. Tallene får EU-kommissær for sociale anliggender, Laszlo Andor, til at betegne 2012 som et »elendigt år« for Europa.Trods stigende arbejdsløshed og social uro i Sydeuropa mener Vobruba, at Europas borgere har håndteret krisen med relativ ro.
»Befolkningerne har reageret ret afslappet på EU-toppolitikernes forsøg på at dramatisere situationen. Der har ikke rejst sig et skrig i Europa over, at vores skønne EU er ved at styrte i grus. Omvendt er der heller ingen, der siger, ’jo før EU forsvinder, desto bedre’. Forsøgene på at dramatisere har ganske enkelt ikke virket.«
Alligevel betegner Vobruba »output-legitimationen« som eneste mulighed for EU.
»Det er derfor, vi netop nu har de store fordelingsproblemer mellem EU’s sydlige periferi og kernelandene. Førstnævnte har brug for penge, og kernelandene vil ikke af med dem. Politikerne i kernelandene frygter for nødvendigheden af en overførselsunion, hvor man må institutionalisere overførslen af pengestrømme fra centrum til periferi.«
»Før eller senere vil det imidlertid blive nødvendigt«, siger Vobruba.
»Alternativet ville være, at de sydlige periferilande skulle nå op på det samme økonomiske produktivitet som Tyskland og Skandinavien. Det er udelukket. Ikke engang i løbet af de næste hundrede år vil det ske.«
Europas ungdom betaler prisen
Det er imidlertid ikke kun i de sydeuropæiske lande, bekymringerne hober sig op. I de nordeuropæiske lande har både sociologer, kommentatorer og politikere advaret mod, at neoliberale kræfter i ly af krisen arbejder på at afmontere den omkostningsfulde socialstat.
»Jeg vil ikke bestride, at der findes neoliberale kræfter, som forsøger at afmontere socialstaten. Men spørgsmålet er, om det vil lykkes. Når man ser på kvoterne for sociale ydelser i de enkelte medlemslande, er de både før og nu særdeles høje i internationale sammenhænge. I mange lande som eksempelvis Tyskland har man ganske vist før krisen reduceret de sociale ydelser en smule«, siger Vobruba og advarer igen mod at dramatisere situationen. Men det betyder ikke, at Vobruba ikke har øje for de konkrete ofre, som først og fremmest bæres af Europas ungdom.
»Se blot på den forfærdelige ungdomsarbejdsløshed i de enkelte medlemslande. Det er en utrolig stor omvæltning. Med al sandsynlighed vil vi i stigende grad opleve, at veluddannede sydeuropæere vandrer nordpå, fordi de ikke kan finde arbejde i deres hjemlande. Det kan skade disse lande enormt.«
Hvis EU ikke kan løse det som den selv fremhæver som sin fornemmeste opgave, men tværtimod gør tingene værre, hvorfor så ønske at holde fast i EU?
UD af EU NU! Hvorfor skal vi fodre på Endnu et Fedtlag af velbjærgede politikere og embedsmænd, som i den grad frådser med skatteborgernes penge!!
EU er borgerkrigens jordemor. I dag eksploderede en bombe i et indkøbscenter i Athen. Vi har længe vidst, at Merkels krav til Athen ville ende i en social eksplosion.
Noget tyder på, at den proces ikke længere kan stoppes.
I øvrigt er Troels Heegers EU-liderlighed ved at blive påfaldende.
Får han - eller har han nogensinde fået - penge fra EU eller en af EUs organisationer?
Henrik
"EU er borgerkrigens jordemor... Vi har længe vidst, at Merkels krav til Athen ville ende i en social eksplosion."
Ja, Merkel er blevet Europas Herrerin (eller hvad det hedder), og Europas hovedstad er flyttet fra Bruxelles og den totalt tandløse Baroso og hans kommission til Berlin.
Men det kan jo også ses som, at EU har tabt til de stærke magters nationalisme, eller hur?
Utroligt så magtglade disse sociologer, EU-eksperter og filosoffer er. Så optaget af den endelige overgivelse, den endelige opgivelse, og den enedelig supermagts opståen af det brusende hav. Åh, dette pragteksemplar af en magtkoncentration, der fik bugt med de snurrige, uvorne, frittænkende, forskelligartede nationalstater med deres forlorne fædrelandskærlighed og stolthed, og deres småtskårne kultur og ligegyldige sprog, endelig en supernova på stjernehimlen, de 27 stjerner forenet i et nyt big bang, åh hvor uomgængeligt, de, der ikke kan se det, har stær på øjnene, der er ingen alternativer, ingen andre veje, og vi, der siger det, får nok en god stilling i den nye administration.
Jeg tillader mig her at omformulere overskriften til denne artikel som var:
Europas elite misbruger krisen politisk.....
min version:
Europas mest kriminelle - den ene procent - misbruger de 99% af den Europaeiske befolkning til egen personlige fordel.
"Europas elite misbruger krisen politisk"
Det er sådan set det samme udsagn som Annette Vilhelmsen lige er røget i gryden for.
@Torben
Ja, jeg må indrømme at jeg har tænkt, at ok, hvis jeg giver de folk ret, som siger hun er en dårlig politiker. Så SKAL de også give mig ret i at hun er et ærligt menneske.
Engelsted:
Dette IKKE for at trække nazi-kortet. Jeg har i de seneste måneder læst en del om de økonomiske grupper, som var prominente både i Kejserriget, i Weimar-republikken og i det 3. rige.
Det skræmmende er, at præcis de samme firmagrupper igen i dag er toneangivende i tysk politik. Startende med Deutsche Bank, der i den grad har fået sine ønsker opfyldt med krisepakkerne, forfølger de her bosser, de facto og objektivt, de samme mål som før.
Sprogbrugen er den samme. Jøderne figurerer ikke diskursen. Men målet er stadig tysk hegemoni i Europa.
Der faldt et IKKE ud. Sprogbrugen er den samme. - skulle selvfølgelig have været IKKE den samme.
De lavere sociale lag, og bunden af middelklassen i norden betaler prisen, i kraft af social dumping.
Jeg er enig i en overordnet betragtning af, at et fælles europa kan være vejen ud af nationalismen, eller rettere - et opgør med eksproprieringen.
Men uden et demokratisk folkeforankret styre, vil det fejle på sigt.
Okay så giver vi tilgivelse til EU for den situation vi sidder i nu. Lad os bare kalde det 12 fjumreår, hvor der stort set ikke har været styr på hverken sydeuropa eller det danske overforbrug, for den sags skyld. Vi samler os om et stærkt Europa og giver dem yderligere beføjelser med finanspagten og finansunionen. Så har de det hele - al magten hos dem i Bruxelles - og som Niels Engelsted nævner - måske med en mere eller mindre skjult Veto-knap trukket til Berlin.
Men er der nogen der så forestiller sig de har evnerne i fremtiden til, at få et balanceret Europa?? Og hvad bygger I det på? Baroso har lige for få uger siden sluppet en pyyh og meldt de værste tegn for forsat resession for ovre i EU.
Hvad er fællesnævneren for det social-system vi skal have i EU for det første - en mellemting mellem et moderne alderdomshjem i DK og så den græske model hvor svigermor sover på sofaen i dagligstuen?
Jeg kan simpelthen ikke få det ind i mit hoved hvordan det skal kunne lade sig gøre - og HVORFOR??
Vi høre hele tiden, der mangles penge, der skal bruges flere penge, der mangles penge, der skal bruges flere penge, der mangles penge, der skal bruges flere penge, der mangles penge, der skal bruges flere penge.
Problemet med det er, at penge er intet mere end et middel. Når det eneste vi høre om er midlet, må konklusionen være at målet holdes skjult for os. Vi har ingen retning eller fælles mål, kun midlet er os bekendt.
Torben -den menige tysker stiller det samme spørgsmål og måske hele europas befolkninger-men fik de et fravalg?
Afslutningen af de små skridts frygtpolitik, ført ubønhørligt siden nitten tredserne, er ved at nå til sin afslutning. Fængslet står klar, og folket er stort set genet ind. Når du hører klikket fra låsen, er ballet endeligt forbi, og dine drømme om demokrati og civile rettigheder, kan du roligt tørre r.. i.
Blindhed og fornægtelse af problem-reaktion-løsnings modellen og de små skridts forlængst definerede destination har ført os her til.
- Men når alt kritikken har lagt sig - hvad skal vi så ?
EU's forende stater er et bud - et andet er nationalstaterne igen overtager magten
Vi ser ungaren og grækenland med spirende facisme og højreradikalisme med politisk motiveret vold.
Hvad er det levedygtige og realistiske europa ?
Lasse Damgaard,
Et levedygtigt og realistisk Europa er nationalstaternes tilbagekomst, det er min tro og overbevisning. For de kan fungere bedre i frihed, uden unionens magt og bestræbelse efter at gøre alting ens. Det er alting nemlig ikke, og derfor hæmmes landene i deres egen udvikling og udfoldelse ved at blive behandlet som om, de var ens.
"Hvad er det levedygtige og realistiske europa ?"
Tjaa, bum, bum. Demokrati er en god idé...
Eu skal demokratiseres eller forlades hurtigst muligt.
Konstruktionen er ikke bare umulig, men latent farlig. Borgerkrigenes jordemoder et et godt udtryk og det bliver unge mænd fra homogene lande , der skal agere politibetjente i den heksekedel, det bliver.
Gæt selv, hvilke lande der er aktuelle?
- Men er læren ikke i gennem europas historie at nationalstaterne er den sikre vej mod konflikt og krig ?
Jeg syntes borgerne i nord skal på banen med solidaritets erklæringer til de mennesker der er offer for teknokratiet i EU - og tydeligt giver tilkende at nu går den ikke længere med det der EU-tog ingen borger rigtigt gider
- Når det kommer til stykket kan vi ikke gøre så meget andet end brokke os
DF og enhedslisten kan jo ikke mobilisere en borger bevægelse der er stærk nok til at ændre EU-positivisternes trip mod superstat - og hvodan ser det ud i Tyskland og Frankrig ?
- hvis man skulle udfordre EU teknokratiet og den demokratiske enevælde - skulle man på EU borgerplan forsøge sig med at få samlet den ene million underskrifter der kan være med til at sætte en ny dagsorden for europas fremtid.
Men igen det kræver folk skal handle, og det kan man have sin tvivl om de har overskudet og viljen til at gøre sådan et forsøg.
- En paneuropæisk borgerbevægelse !
Lasse Damgaard, jeg tror modstanden mod EU-staten er der allerede. Franskmændene stemte Forfatningstraktaten ned i 2005. Nederlænderne ligeså, og irerne også. Mange lande har aldrig haft en folkeafstemning om EU-spørgsmål. Storbritannien kommer måske snart frem til en folkeafstremning, og stemningen er negativ.
@Michael
Ja den er i den grad negativ og netop derfor skal borgerne i de forskellige land lave en paneuropisk bevægelse - som modtræk til den dårlige vane teknokratiet har tillagt sig - at så længe de kan agaere uimodsagt på EU-plan, ja så fortsætter vi ned af den vej.
Det er en stor opgave, men alternativet med at vi sidder indenfor vores egne snævre grænser og passer hver sin biks - kan ligeså vel gå gruelig galt.
Georg Vobruba er en gave til EU-modstanderne : "Hvis man har en idealforestilling om national selvbestemmelse, ser det ganske vist dystert ud". Det var lige sådan en udtalelse britiske konservative havde brug for. At manden dog ikke kan se det selv. National selvbestemmelse er altså en idealforestilling i følge Vobruba. Når et flertal i Norge ikke ønsker at afvikle den nationale selvbestemmelse, er det altså udtryk for en idealforstilling. Og hvad med højrefløjspartierne, der over alt i Europa er på hastig fremmarch? Dansk Folkeparti er ved at overhale socialdemokratiet. Ogt nu går det stærkt.
Det jeg kan se forude er, at: ''Vi er på vej mod en destruering af Eu projektet'', pågrund af man har overdramatiseret problemet i Grækenland, og skylden, er pålagt de græske politikere, der tager titlen som de korrupte. Det er ærgeligt, at vores kommende generation vil få lov til, at se Eu i ruiner, hermed vil forespørgslen blomstrer i os alle, er Eu projektet nu en god ide(vi spørger allerede nu). Jeg synes det er latterligt af de græske politikere ikke har noget sikkerhedsnet, som man ellers har her idk. Derudover sidder korrupte, egoistiske i magten. Derfor kan den græske befolkning ikke smide skyden over til resten af EU lande, således kan de heller ikke bed EU om mere hjælp, for problemet er skabt af deres egne politikere. Det skal også understreges, at det er syndt, at et fejl ødelægger det for resten af EU landene. De græske politkere burde tilbage betalte et stort sum penge tilbage til befolkningen! Jeg synes helt klart at der skal indsættes en overvågnings hold, der skal overvåge de græske politikere, således at de kan drages til ansvar!!!
Georg Vobruba peger på en række reelle og alvorlige symptomer, men udskriver den fuldstændig forkerte kur. Nej, nationalisme er ikke noget svar. Eller rettere: det er de sorteste og mest antidemokratiske kræfters svar.
Men en total overgivelse til et udemokratisk kafkask bureaukratisk projekt for europas liberalistiske elite er virkelig heller ikke noget svar for den europæiske arbejderklasse og for ungdommen. At skrive yderligere nyliberalisme på recepten er ikke andet end aktiv dødshjælp til de europæiske velfærdsstater, og en endelig kroning af en elite af borgerlige økonomer og erhvervsfolk, der i forvejen har sat sig tungt på mainstream-politikken spændende over højre og (centrum)venstre. Det er der ikke meget politik og folkestyre over, det minder mere om administration af en forretningsmodel, der er på vej mod konkurs.
Der tegner sig to muligheder under denne stadig dybere systemkrise, og ingen af dem er på længere sigt en fortsættelse af det nyliberale EU-projekt.
1. Den demokratiske mulighed må bygge på socialisme og en omvæltning af de eksisterende politiske og økonomiske strukturer med et gennemgribende demokratisering af økonomi og fordeling som omdrejningspunkt. Dette vil være alt andet end et nationalistisk og selvtilstrækkeligt projekt idet, at en sådan proces kun vil kunne lade sig gøre som resultat af et fælles oprør fra neden fra europas organiserede arbejderklasse og progressive bevægelser og kræfter.
2. Den anden mulighed er en ny sort epoke, hvor nationalistiske og antidemokratiske bevægelser omsætter frygt og social masseproletarisering under krisen til et opgør med EU, men som sætter en form for fascisme i stedet. Det er en reel fare, som måske ikke nødvendigvis står lige overfor sin realisering overalt i Europa lige nu, men som indtil videre ses i sin embryoform i form af radikalisering af det politiske højre, også på parlamentarisk niveau.
Modstanden mod EU kan ikke stå alene som et nationalistisk navlebeskuende projekt, som bl.a. Dansk Folkepartis racistisk funderede EU-skepticisme. EU-modstand må nødvendigvis gå hånd i hånd med kampen for et bedre og langt mere socialt og demokratisk samfund. Første skridt er for almindelige mennesker at sige klart, at vi nægter at betale for en krise, som det ikke os, der har skabt og skyld i. Der må udvikles ideer og der må organiseres fra neden om et fællesskabsprojekt, hvor magten tages tilbage fra den lille privilegerede elite af politikere, finansbosser og erhvervsfolk, de herskende klasser, der i "ansvarlighedens" navn placerer regningen hos almindelige mennesker gennem nedskæringer og stadigt stærkere pres på jobs og lønninger.
Forandringerne kommer, og de er i gang. Spørgsmålet er kun om vi tør forholde os passive og fortsat bilde os selv ind, at det hele nok skal løse sig ved at stemme på de rigtige og så i øvrigt håbe, at vækstkurverne igen går op igen? Det ligner et temmelig farligt scenarie, at satse på. De her EU-forelskede sociologer og støttepædagoger for et stadig mere udemokratisk og ubæredygtigt system har ikke fantasi til at forestille sig "et udenfor". Det burde dog ikke afholde os andre fra at se realiteterne i øjnene og komme i gang med at fremtidssikre. Fremtiden er rød og grøn. Hvis ikke er der ikke nogen fremtid.
""Jeg vil ikke bestride, at der findes neoliberale kræfter, som forsøger at afmontere socialstaten. Men spørgsmålet er, om det vil lykkes. Når man ser på kvoterne for sociale ydelser i de enkelte medlemslande, er de både før og nu særdeles høje i internationale sammenhænge. I mange lande som eksempelvis Tyskland har man ganske vist før krisen reduceret de sociale ydelser en smule", siger Vobruba og advarer igen mod at dramatisere situationen."
Voluba har åbenbart ikke hørt om, at der også i Danmark skæres stadig dybere i de sociale ydelser, idet de neoliberale, ikke mindst i kraft af et reelt pressemonopol, er lykkedes med at skabe en hetz imod ledige og andre borgere på overførselsindkomst, en hetz som også de anløbne levebrødspolitikere i centrum-venstre regeringen deltager i.
"Men det betyder ikke, at Vobruba ikke har øje for de konkrete ofre, som først og fremmest bæres af Europas ungdom. "Se blot på den forfærdelige ungdomsarbejdsløshed i de enkelte medlemslande. Det er en utrolig stor omvæltning. Med al sandsynlighed vil vi i stigende grad opleve, at veluddannede sydeuropæere vandrer nordpå, fordi de ikke kan finde arbejde i deres hjemlande. Det kan skade disse lande enormt.""
Ja, Vobrula har sandelig empati for de ledige sydeuropæiske unge! Da østeuropæerne for nogle få år siden fik fri bevægelighed og i stort antal søgte mod vest, blev det betragtet som et gode, men udsigten til, at Nordeuropa nu tillige skal modtage millioner af sydeuropæere begynder at virke skræmmende - og vil både Øst- og Sydeuropa mon udvikle sig til anarkistiske slagmarker for kriminelle organisationers frie hærgen?
Problemet skyldes jo i den neoliberale politik, hvor man overalt i Europa har sat pensionsalderen i vejret for at øge arbejdsudbuddet (læs: løntrykket) og dermed tvunget mange ældre til at blive på arbejdsmarkedet. I løbet af det 20 århundrede gik man over til tidligere pensionsalder, kortere arbejdstid, længere ferier og femdages arbejdsuge, ligesom man her i Danmark indførte efterløn, fordi man indså, at der ikke var behov for så megen arbejdskraft, idet maskinerne overtog stadig mere. Det er stadig tilfældet, og der er overproduktion indenfor alle brancher. Det er udelukkende fordi erhvervslivet og de neoliberale er blevet enerådende i den førte politik, at vi har indledt det 21. århundede med så voldsomme tilbageskridt.
Arbejdsgiverne og de neoliberale har såmænd ret så langt, som at man ikke kan forvente andet af erhvervslivet, end at det kun interesserer sig for at optimere sin profit. Og det er derfor overmåde nødvendigt, at erhverslivet har et socialt ansvarligt modspil i retslivet, i form af de juridiske og politiske rammer, der lægges for erhverslivets udfoldelse. Politikerne kan ikke med rette lægge dette ansvar over på erhvervslivet. Politikerne må SELV definere de rammer, som erhvervslivet skal forholde sig til, bl.a. de sociale ydelser og de vilkår, som er nødvendige for at beskytte de mest udsatte på arbejdsmarkedet. Den opgave har politkerne i stadig højere grad svigtet, og den lighed for loven, som burde gælde, erstattes i stadig højere grad af en hetz imod de svagest stillede, hvis vilkår til stadighed forringes og efterhånden nærmer sig tidligere tiders stavnsbånd og slaveri.
Især må man sige, at centrum-venstre har svigtet sine egne, og den fortvivlelse som nu breder sig i stadig videre kredse kan kun ændres til det bedre, hvis man for alvor gør sig klart, at den sociale nød ikke kan afhjælpes med pisk, og heller ikke ved at appellere til erhvervslivet, men kun ved, at politikerne sikrer de svagest stillede reele rettigheder et arbejde til en ordentlig løn, som det helt basale grundlag for samfundets stabilitet.
Europa har alene et fordelingsproblem - det kan da godt være, at grækerne har købt mere, end de har solgt; men i europæisk forstand burde ikke være et problem, da produktionen jo generelt overstiger forbruget på europæisk niveau.
@Henrik Jensen: Synspunkterne i artiklen er udelukkende Vobrubas. Medmindre det journalistiske valg om at lade Vobruba udfolde sit kritiske syn på den politiske elites mere eller mindre taktisk betonede omgang med krisen, som han også præsenterer mere indgående i hans "Der postnationale Raum", i øvrigt også anmeldt med begejstring i avisen af Rune Lykkeberg, finder jeg det ganske urimeligt - i hvert fald på baggrund af denne artikel - , at du anklager mig for 'EU-liderlighed'.
Ang. spørgsmålet om hvorvidt jeg nogensinde har modtaget penge fra EU. Ja, det har jeg. For 10 år siden modtog jeg et Erasmus-stipendium til at studere på Humboldt-universitet i Berlin, men det er ikke noget, der slører mit journalistiske syn, kan jeg forvisse dig om.
Som vælger har jeg kun valget imellem Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Alle andre partier er gift med EU.
Troels:
"For 10 år siden modtog jeg et Erasmus-stipendium til at studere på Humboldt-universitet i Berlin, men det er ikke noget, der slører mit journalistiske syn, kan jeg forvisse dig om."
Nå. Vi andre kan læse os til noget andet. Dine artikler har længe været et bevis på det dictum, at den, som bater musikken, også bestemmer, hvad der skal danses.
Faktisk - og det mener jeg alvorligt - burde du skamme dig over, at du modtager penge fra en organisation, du ved, du kommer til at dække.
Jeg, som læser, føler mig i den grad røvrendt og ført bag lyset.
Bater - det lykkedes mig at skrive hurtigere end komputteren. Bater - skulle være betaler.
Output-legitimitet fungerer kun for den meget begrænsede del af de europæiske befolkninger som modtager støtte fra EU f.eks. landmænd og projekter i såkaldt udkantsområder.
Finanspagten skaber det modsatte, når EU tvinger de nationale regeringer til nedskæringer over en bred kam og der massefyres, en slags output-illegitimitet. For hvorfor er det demokratisk acceptabelt, at de vigtigste politiske økonomiske beslutninger skal dikteres strategisk af et EU med et stort demokratisk underskud i alle organer?
@ Henrik Jensen
Æd noget valium eller forsøg at være saglig i din kritik.
@Rasmus Knus.
Det demokratiske underskud skyldes borgerne i hele EU ikke har organiseret sig på en måde så der kan øves et tilstrækkeligt pres på EU's beslutningskompetance.
En paneuropæisk demokratibevægelse er den eneste vej frem.
- Ellers ender det i opløsning og intern splid der kan føre til vold og blod
Jeg syntes man skulle udfordre EU-traktaten ved at samle den millon underskrifter der kræves for at et borgerrettet tiltag kan tages op til overvejelse.
- Måske et forslag om en traktatændring der siger at alle fremtidige traktatændringer skal til folkeafstemning i alle lande på samme tid - og der skal være enstemminghed for at gennemføre en ændring.
Rasmus:
Jeg ER saglig. Jeg spurgte faktisk ikke ud i luften om Heeger havde fået penge fra EU; men fordi hans EU-begejstring har skygget for bare ansatsen til en almindelig og kritisk dækning af organisationen. Jeg har længe siddet med en fad smag i munden, når jeg har læst hans artikler, der har været sådan lidt His Masters Voice-agtige.
Og faktisk synes jeg det er et demokratisk problem, at så mange "talking heads" får penge fra Bruxelles - uden at jeg, som læser, får det at vide. Jeg har ikke en chance for at vide, om det er propaganda eller reel journalistik, jeg har i hånden.
Befolkningerne bliver gidsler i en psykopatisk kreation. Eu er ikke længere for folk, men for dem der lukrere på folk.
Hvornår får folk øjnene op for det sympatiske kontra det psykopatiske.
Det er ved at være tid til et spor skifte.