Læsetid: 9 min.

Evige tabere og platoniske idealer

Efter to ugers tennis er Australian Open nået til finalerne, hvor Caroline Wozniacki har fundet hjem, og Roger Federer er smuk som en solopgang
Efter to ugers tennis er Australian Open nået til finalerne, hvor Caroline Wozniacki har fundet hjem, og Roger Federer er smuk som en solopgang

Jason Obrien

26. januar 2013

Et ubegribeligt forudsigeligt drama

Tidligere topspiller og nuværende tv-kommentator Mats Wilander fulgte fjerderundekampen mellem Novak Djokovic og Stanislas Wawrinka, hvor den undertippede schweizer med baghåndsslag af en anden verden vandt første sæt 6-1 og førte 4-1 i andet, da Wilander meldte ud, at han stadig ville sætte hver en krone, han ejede, på Djokovic.

Gad vide om ikke Wawrinka tænkte det samme. Efterhånden må serberens usårlighed have sat sig i modstandernestro på at slå ham. Selv da kampen nåede ud i femte sæt efter godt fire timer af det mest hårdtslående og rent spillede tennis, som burde have bevist for enhver, inklusive Wawrinka selv, at han på denne aften ramte et niveau, der var helt på højde med Djokovic’, ja, selv dér, selv ved stillingen 4-4, da Wawrinka havde fire breakbolde, som i realiteten var små matchbolde, virkede det uundgåeligt, at Djokovic ville finde en vej ud af kniben. Og det gjorde han. Klokken kvart i to om natten slog han det afgørende passerslag forbi Wawrinka, mens tilskuerne på Rod Laver Arena jublede og kollegerne i det omrejsende tennisfællesskab – Kim Clijsters, Sabine Lisicki, Laura Robson – tweetede deres uforbeholdne begejstring ud til omverdenen.

»Uvirkelig kamp,« skrev Laura Robson.

»Tillykke,« skrev Wawrinka til Djokovic.

»Mange tak, Stan,« svarede han og tilføjede kort efter et billede af sig på massagebriksen.

»Endnu en dag på kontoret,« skrev han, hvilket selvfølgelig var sarkastisk, for de havde spillet årets kamp, men der var alligevel noget om snakken. Tennisspillet havde været alt andet end rutinepræget, men udfaldet var alligevel sært forudsigeligt.

Lille Bæst taber ivrigt videre

Søndag spiller Novak Djokovic finale. Selvfølgelig er Novak Djokovic i finalen, som han har været det i syv af de seneste otte grand slam-turneringer, men her skal der for en stund dvæles ved hans prygleoffer i semifinalen, David Ferrer.

Medmindre, kære læser, De følger professionel tennis nøje, er der stor sandsynlighed for, at de aldrig har hørt om David Ferrer. Han er verdens femtebedste tennisspiller. Ingen vandt flere kampe end Ferrer i 2012, ingen vandt flere turneringer. Han vandt på græs, han vandt på grus, han vandt på hardcourt.

Der er to grunde til, at de færreste uden for snævre tenniscirkler kender til David Ferrer. For det første minder oplevelsen af at se ham spille tennis lidt om at spise broccoli. Det er uinspirerende og pligtbetonet. Hans træner, Javier Piles, låste ham engang inde i et lille bælgravende mørkt rum i flere timer, fordi han ikke havde trænet hårdt nok. I dag arbejder han hårdere end alle konkurrenterne. Lille Bæst, som han kaldes, er i evighedsform, løber stort set alle bolde ned og træffer hele tiden de rigtige beslutninger.

Problemet – og her når vi til hans relativt manglende berømmelses anden årsag – er, at David Ferrer udlever sin karriere samtidig med fire af de bedste tennisspillere, kloden nogensinde har set. Nadal, Federer, Murray og Djokovic er så langt bedre end deres nærmeste konkurrent, at han fremstår chanceløs, hver gang de mødes. Historien var den samme i alle fire grand slam-turneringer sidste år: Ferrer slog sig frem til kvart- eller semifinalen, mødte en af De 4 Store og fik bank.

»De er bedre end mig. Hvad skal jeg stille op?« sagde han efter 6-2, 6-2, 6-1-udraderingen mod Djokovic.

David Ferrer er verdens femtebedste tennisspiller – og så godt som irrelevant.

Løfter om et gryende teenageoprør

Onsdag fik vi svar på, hvad der skal til for at slå Serena Williams i tennis: en forvreden ankel, kramper i ryggen og en uimponeret teenager. 19-årige Sloane Stephens stod for turneringens største overraskelse, da hun i sit livs første grand slam-kvartfinale besejrede storfavoritten, der efterhånden som kampen skred frem blev mere og mere utilregnelig. Som i sidste fase af en tyrefægtning, hvor den svækkede tyr er allerfarligst, netop fordi den er aplomado, tung og langsom, men fuld af styrke, der viser sig i pludselige eksplosioner, således humpede en skadeplaget Serena Williams rundt og skar smertens grimasser mellem gummiserverne, for så i næste øjeblik at springe rundt, nå de yderligste bolde og slå til dem med voldsom kraft.

31-årige Serena Williams har aldrig i sin karriere tabt til en yngre amerikaner, så fortællingen om generationsskiftet trængte sig uundgåeligt på, da Sloane Stephens brød sin landsmands serv til 6-4-sejr i tredje og afgørende sæt. Også fordi Stephens havde idolplakater af Williams hængende på sit børneværelse i Florida.

»Jeg tror, jeg hænger en plakat op af mig selv nu,« sagde Stephens – allerede elsket af medierne for sine oprigtige og kække kommentarer – efter sejren, der cementerede dette års Australian Open som turneringen, hvor næste generation for alvor meldte sig på banen.

18-årige Laura Robson fra Storbritannien stod for den første store overraskelse, da hun med 11-9 i tredje sæt besejrede den tidligere Wimbledonmester Petra Kvitova. 17-årige Madison Keys, advokatdatter fra Illinois, nåede tredje runde med store server og forhåndsvindere, der varsler ballade for fremtiden. Endelig ydede den bare 16-årige Donna Vekic fra Kroatien god modstand i andenrundeopgøret mod Caroline Wozniacki.

Mere blev det så heller ikke til i denne omgang. Den forsvarende Australian Open-vinder, verdensetteren Victoria Azarenka, gav Stephens lektier for med sin 6-1, 6-4-sejr i semifinalen. Den 23-årige hviderusser møder rutinerede Li Na fra Kina i finalen. Fremtiden må vente lidt endnu.

Som at heppe på sandhed

Statistikere noterede sig, at Roger Federer onsdag aften spillede sig frem til sin tiende Australian Open-semifinale – i træk (Wikipediaopslaget over hans bedrifter og rekorder, hvoraf mange næppe nogensinde bliver overgået, svarer i omfang til 10 MoTI-sider). Undervejs sad tennisfans med kæben i skødet og så ham i fuld kontrol flugte fra ankelhøjde, slå modige baghåndsvindere ned ad linjen og lægge den ene mere nonchalante stopbold over nettet efter den anden.

I tredje runde mødte han Bernard Tomic, kæphøj australier, 20 somre, spået af eksperter – og sig selv – til at blive den næste ’store ting’ på tennisscenen. Han trådte ind til kampen mod Federer på Rod Laver Arena efter 10 sejre på stribe, inklusive sin første ATP-titel i Sydney og en 6-4, 6-4-afvisning af verdensetteren Novak Djokovic ved Hopman Cup. Det bemærkelsesværdige var ikke, at Federer rensede opkomlingen på under to timer, men at det næsten ikke var til at høre, hvem der var på hjemmebane. Her havde australierne – klodens vel nok mest sportstossede og ikke så lidt patriotiske folkefærd – en stjerne at kalde deres egen. Et ungt håb, der kunne genoplive nationens stolte tennistraditioner.

Bevares, tilskuere heppede højlydt på Tomic. De brølede bare endnu højere, da Federer mod slutningen af andet sæt, som det letteste i verden, satte ketsjeren mod et forhåndsdunder fra Tomic og med en vinkel, der må have fået Euklid til at rotere i graven, dirigerede den på tværs af banen til en ren vinder. Sagen er, at Rod Laver Arena ganske vist var fyldt med australiere, men den var først og fremmest fyldt med tenniselskere. Scenariet går igen, hvor end Federer optræder. Uanset hvad man ellers måtte have af sympatier for sine landsmænd, så kan det sjældent måle sig med den taknemmelighed, man som tilskuer føler – ikke kan lade være med at føle – over, at Roger Federer findes. At man er der til at opleve ham løbe rundt dernede og spille det sværeste spil så uendelig smukt.

Det er rigtigt, som The New Yorkers Nick Paumgarten har skrevet, at begejstring for Roger Federer er begejstring for et platonisk ideal. Det er som at heppe på sandhed. Perfektion. Selv 10 år efter sin første grand slam-triumf transcenderer han landegrænser. Han kunne blive ved med at vinde i 10 år endnu, det ville ikke blive kedeligt af den grund. Hver sejr føles rigtig. »Ingen bliver træt af, at solen står op om morgenen.«

Pludselig kunne hun ingenting

Vi skal mange år tilbage, før en spiller sidst spillede sig frem til semifinalen ved en grand slam-turnering i så overlegen stil som Maria Sharapova gjorde. Hun vandt første kamp 6-0, 6-0, anden kamp 6-0, 6-0 og efter fem opgør – inklusive en udklassering af den syvdobbelte grand slam-vinder Venus Williams – havde hun tabt sølle ni partier. Førstepladsen på verdensranglisten var inden for rækkevidde.

Så trådte Sharapova ind til semifinaleopgøret mod Li Na. Den 188 centimeter høje russer lagde ud med at serve en dobbeltfejl. Hun fulgte den op med endnu en dobbeltfejl. Halvanden time senere var hun ude af turneringen efter en 6-2, 6-2-endefuld.

Det er en erfaring tennisspillere gør sig igen og igen, og som de ofte forgæves forsøger at forklare omverdenen: At hver kamp er en ny kamp. At man aldrig kender sin dagsform, før kampen går i gang. Så står man derude på banen og slår boldene i nettet. Der er ingen hjælp at hente. Du kan ikke snakke med din træner, du kan ikke mærke din modstander, og der er ingen holdkammerater at læne sig op af, til man kommer i sving. Det er den mest ensomme sport.

 

Wozniacki ligner sig selv igen

Caroline Wozniacki fik sit store gennembrud i ottendedelsfinalen ved US Open for tre et halvt år siden, da hun i en tæt tresætskamp slog den dengang sjetteseedede French Open-mester Svetlana Kuznetsova og dermed banede sig vej til sin første (og hidtil eneste) grand slam-finale. Vi er nogle, der stadig husker de to baghåndsvindere, Wozniacki slog ned ad linjen i den afgørende tiebreak.

Tidligere på ugen stod hun så igen over for Kuznetsova, igen i ottendedelsfinalen, og igen blev kampen afgjort dybt inde i tredje sæt. Det var efter et opgør, der havde set danskeren spille noget af sit bedste tennis i de seneste 12 måneder. Højt tempo, beslutsomt baglinjespil, ganske få fejl og sågar nogle vinderslag hist og her.

Det var Wozniackis fald i 2012, at hun mistede tiltro til den enkle spillestil, der årene forinden havde førte hende frem til førstepladsen på verdensranglisten. Pludselig skulle serven laves om, hun skulle slå hårdere med forhånden og også helst mere frem til nettet.

»Jeg tog for mange chancer sidste år,« sagde hun til New York Times for to uger siden og tilføjede, at vejen frem var at »holde sig til det, der fungerer.«

Wozniackis problem har selvfølgelig været, at det spil, der fungerer for hende, nok har sikret hende en masse hverdagssucces på touren, men samtidig har vist sig utilstrækkeligt i forhold til at vinde grand slam-turneringer. Men sådan må det være. Wozniacki er kommet ud af sin krise ved at vende tilbage til det velkendte. Ikke flere forsøg med fremmede trænere, hun føler sig tryg ved sin far. Og på banen kender vi hende igen. Som spilleren, der slår sig forbi lavere rangerede spillere i de indledende runder for så at komme til kort, når hun står over for en topspiller, der rammer både dagen og linjerne.

Wozniacki tog ingen chancer, da kampen mod Kuznetsova skulle afgøres. Baghånden blev ikke braget ned ad linjen. Danskeren var to bolde fra sejren, da russeren med først en risikabel andenserv og dernæst en smældende forhåndsvinder på tværs af banen spillede sig frem til 6-2, 2-6, 7-5-sejr.

»Jeg ved, hvad jeg skal gøre ude på banen, også i de pressede situationer. Jeg tager de rigtige beslutninger,« sagde en ikke synderligt skuffet Wozniacki efter kampen.

»Jeg har en god fornemmelse af, hvor jeg er i øjeblikket.«

Og det forstår man godt. Hun har været der mange gange før.

 

Australian Open

Årets første grand slam-turnering finder sted i Melbourne, hvor weekenden byder på følgende finaleopgør:

Li Na, Kina (6) – Victoria Azarenka, Hviderusland (1)

Novak Djokovic, Serbien (1) – Andy Murray, Storbritannien (3)

Kvindernes finale spilles lørdag, mændenes søndag, begge med start kl. 9.30 dansk tid, transmitteret af Eurosport.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu