Læsetid: 5 min.

Finansmogul: Vi er på vej mod nulvækst

Den amerikanske investeringsekspert Jeremy Grantham, der spekulerer for 100 milliarder dollar om året, er overbevist om, at tidligere tiders vækstrater aldrig kommer tilbage. Og hvis ikke miljø- og klimatruslen håndteres, er fremtidsperspektivet minusvækst for USA og de øvrige i-lande
»Holdningen til forandring er præget af betænkelighed. Vi klamrer os med entusiasme til forestillingen om de gode gamle dage. Når vi stilles over for uønskede ideer (eller ligefrem uønskede kendsgerninger), springer vi rundt i søgen efter mere appetitlige alternativer,« påpeger investeringsekspert Jeremy Grantham. Foto: Scanpix

»Holdningen til forandring er præget af betænkelighed. Vi klamrer os med entusiasme til forestillingen om de gode gamle dage. Når vi stilles over for uønskede ideer (eller ligefrem uønskede kendsgerninger), springer vi rundt i søgen efter mere appetitlige alternativer,« påpeger investeringsekspert Jeremy Grantham. Foto: Scanpix

12. januar 2013

Den amerikanske økonomi skabte 155.000 nye job i december, og turen ud over the fiscal cliff blev for en tid afværget af Kongressen. Rundtomkring høres enkelte forsigtige udsagn om, at det værste muligvis er ovre for det siden 2007 kriseramte USA.

Det er ikke Jeremy Granthams budskab. Indehaveren af det store finansielle investeringsselskab GMO, der for sine klienter spekulerer i værdipapirer med en portefølje på 100 milliarder dollar, siger om den gode gamle økonomiske vækst i USA:

»It is gone forever.«

I en 16 sider lang analyse i det seneste nummer af GMO’s kvartalsbrev argumenterer Jeremy Grantham for, at det er slut med vækstrater på det niveau, amerikanerne har været vant til gennem 100 år.

Tre pct. BNP-vækst eller derover hører fortiden til, de kommende årtier kan USA i bedste fald forvente vækstrater omkring én pct., måske mindre. De øvrige i-lande – bl.a. EU – må forudse »en vækst omkring nul pct. eller endog lidt mindre« i tiden frem mod år 2050, skriver Grantham.

Finansmanden er klar over, at det er et besværligt og uvelkomment budskab, han præsenterer.

»Holdningen til forandring er præget af betænkelighed. Vi klamrer os med entusiasme til forestillingen om de gode gamle dage. Når vi stilles over for uønskede ideer (eller ligefrem uønskede kendsgerninger), springer vi rundt i søgen efter mere appetitlige alternativer,« påpeger han.

Netop nu bruges den akutte krise til at sløre, at vi befinder os i en meget mere grundlæggende forandringssituation.

»It-boblen og dens bristen og den efterfølgende ejendomsboble samt ejendoms- og finansmarkedets sammenbrud har i afgørende grad bidraget til at camouflere den nyere og ubehagelige økonomiske udvikling, der finder sted under overfladen: Det vedvarende og betydningsfulde fald i USA’s langsigtede vækst.«

Grantham beskriver, hvordan der under boligboblen blev opført to millioner ekstra huse, hvilket gav arbejde til tre-fire millioner amerikanere.

Det gav for en periode en vis vækst, men det skete for lånte penge, og da boblen brast, afslørede den reelle, underliggende vækst-trend sig.

»Det relevante spørgsmål er ikke: ’Er vækstraten faldet?’ (ja, den er), eller: ’Vil den fortsat falde?’ (ja, den vil). Spørgsmålet er: ’Hvor hurtigt vil den falde?’«

De nye faktorer

Jeremy Grantham gennemgår systematisk de faktorer, som gradvist over en årrække har undergravet USA’s evne til vækst.

• Demografien er under forandring med en faldende vækst i den arbejdsdygtige befolknings størrelse samt stadig flere ældre. Samtidig er den gennemsnitlige årlige arbejdstid pr. arbejder faldende og har været det i 50 år – ligesom i resten af OECD-området. Endelig er vækstbidraget fra kvindernes indmarch på arbejdsmarkedet tilsyneladende udtømt – godt 60 pct. af de amerikanske kvinder er i dag på arbejdsmarkedet, og de seneste 15 år er denne andel ikke vokset.

»Den eneste variabel, der med en vis sandsynlighed vil hoppe op og ned, er USA’s immigrationspolitik,« vurderer Grantham.

• Faldende produktivitetsvækst. Jeremy Grantham viser en graf, der erindrer om, at USA’s produktivitet – og før USA’s eksistens: Storbritanniens – antagelig var mindre end 0,25 pct. pr. person pr. år i mange århundreder, lige frem til 1900-tallets begyndelse, hvor pludselige teknologiske gennembrud fulgte i hastig rækkefølge: efter dampmaskinen elektriciteten, telefonen, forbrændingsmotoren m.m. – det hele baseret på adgangen til rigelig og billig fossil energi. Det gav produktivitetsvækstrater på 2,5 pct. frem til omkring 1970. Efterfølgende gennembrud i form af især it-revolutionen har imidlertid ikke formået at forbedre produktiviteten tilsvarende markant, og omkring år 2000 var produktivitetsvæksten ifølge Grantham faldet til omkring 1,8 pct. I øjeblikket er den ifølge erhvervssammenslutningen The Conference Board mærkbart lavere.

• Investeringer i bl.a. ny produktionskapacitet er, som langtidstendens og som andel af BNP, faldet gennem mange årtier. Ikke mindst i det seneste årti har ’bonuskulturen’ afskrækket fra nyinvesteringer, fordi det betyder penge op af lommen på kort sigt og går ud over den umiddelbare profit. Men faldende investeringer i ny kapacitet betyder faldende evne til vækst.

• »I takt med at økonomier modnes, og arbejdspladserne flytter (fra landbrug og industri, red.) til service, bliver det sværere at øge produktiviteten pr. arbejdstime,« skriver Grantham – en almen indsigt om de negative konsekvenser for produktivitetsvækst ved skiftet til serviceøkonomi.

• Stigende råvare- og ressourcepriser »vil reducere vækstraten så langt øjet rækker i forhold til, hvad den ellers ville have været, og nettovirkningen vil blive større for u-lande end for os,« hedder det i nyhedsbrevet. Frem til omkring år 2000 var billedet et årligt prisfald på 1,2 pct. som gennemsnittet for 33 centrale råvarer – et samlet udtryk for, at det godt nok i sig selv blev dyrere at gå efter stadig tyndere eller mere dybtliggende ressourceforekomster, men samtidig blev efterforsknings-, udvidnings- og forarbejdningsteknologien stadig mere effektiv.

»Man kan sige, at dygtighed overtrumfede tiltagende knaphed« gennem det 20. århundrede, noterer Jeremy Grantham.

I en overslagsberegning forudsætter han fortsatte effektiviseringsgevinster, men ser bl.a. forstærkede knaphedstendenser som afgørende for, at der over de nærmeste 10 år formentlig vil ske stigninger svarende til en fordobling af råvareprisen eller syv pct. stigning pr. år.

»Dette er markant højere end den globale BNP-vækst og smertefuldt højere end væksten i USA eller andre i-lande. En sådan prisstigning på syv pct. om året repræsenterer i mine øjne et prismæssigt paradigmeskift (…) hvis ikke en revolution.«

Bundlinjen

Sidste vækstbremsende faktor på Granthams liste er de voksende miljømæssige påvirkninger og dermed forbundne omkostninger.

»Vi kan meget vel ødelægge planeten som et beboeligt sted for alle, bortset fra for en lille del af os på ekstreme breddegrader,« skriver han med henvisning til især de selvforstærkende feedback-mekanismer, der kan være ved at gå i gang i bl.a. Arktis som konsekvens af den globale opvarmning.

»Personligt tror jeg, at så elendigt som vi ledes, og omgivet som vi er af kapitalister med en masse at miste og meget at forsvare sig med, er det temmelig sandsynligt, at vi taber den kamp. Sker det, kan I være sikre på, at det i sidste ende vil skade vor vækst mere end alle de andre faktorer, jeg har diskuteret – sammenlagt,« skriver finanskapitalisten.

»Tro ikke et øjeblik, at jeg ville blive ved at forsøge at levere dette i sandhed ubekvemme budskab, hvis ikke det var fordi, jeg virkelig troede på, at situationen er ved at blive desperat, og at der er en vis mulighed for at forhindre det værste.«

Grantham noterer, at hvis man havde indregnet de fulde omkostninger ved vores langvarige nedslidning af naturen og dens ressourcer, så ville facit måske være, at i-landene reelt havde været i minusvækst de seneste 20 år.

»Bundlinjen for USA’s realvækst er ifølge vore fremskrivninger 0,9 pct. om året frem til 2030, faldende til 0,4 pct. fra 2030 til 2050. Dette alt sammmen under forudsætning af, at der ikke sker nogen uventede katastrofer, men heller ingen heroisk indsats – bare normal ’klaren sig på bedste beskub’,« lyder finansmanden og superspekulantens konklusion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Schultz
  • randi christiansen
  • Jens Toft Ravn Pedersen
  • morten Hansen
  • Morten Kjeldgaard
  • Olaf Tehrani
  • Mona Jensen
  • Kim Rohde
  • Jan S. Larsen
  • steen ingvard nielsen
  • Alan Strandbygaard
  • Jesper Wendt
  • Niels-Holger Nielsen
  • Philip C Stone
  • Bill Atkins
Ole Schultz, randi christiansen, Jens Toft Ravn Pedersen, morten Hansen, Morten Kjeldgaard, Olaf Tehrani, Mona Jensen, Kim Rohde, Jan S. Larsen, steen ingvard nielsen, Alan Strandbygaard, Jesper Wendt, Niels-Holger Nielsen, Philip C Stone og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan undre sig over at Jeremy Grantham ikke næver finansinvesteringernes fokus på de kortsigtede fortjenester, som en væksthæmmende faktor...

...men Jeremys ønske er selvfølgelig, at hans egen gesjæft skal vokse trods generelt faldende vækst.

Martin Hansen , Mona Jensen, Alan Strandbygaard, Peter Nielsen, Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen, Gert Romme og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip C Stone

En anden faktor som modvirker fremtidig vækst indenfor den overskuelige fremtid er at opsvingene vil blive kortvarige fordi de hurtigt vil blive kvalt af stigende oliepriser og stigende ressourcpriser i almindelighed:

World oil supply is constrained. This means that even with additional demand, oil supply can’t rise very much. Additional demand doesn’t do much more than raise price. A reduction of demand, within a range, simply reduces price, without really reducing production. Beyond a point, a reduction in demand does temporarily reduce both price and production, as it did in 2008. But demand is likely to quickly bounce back, leading to another price spike, and further constrained supply. Standard economic models seem to assume this situation can’t exist.
http://ourfiniteworld.com/2012/12/19/why-world-coal-consumption-keeps-ri...

In general, what happens as we reach a situation of diminishing returns, and thus rising real oil prices, seems to be as follows:
As the price of oil rises, the price of food and commuting tend to rise. Both of these are considered essential by most consumers, so consumers cut back in discretionary spending, to have sufficient funds for the essentials. This leads to layoffs in discretionary industries, such as vacation travel and restaurant eating. The rise in laid off workers leads to an increase in debt defaults, and problems for banks. Housing and commercial real estate prices tend to fall, because of reduced demand, further adding to debt default problems.
Governments of oil importers get drawn into this in many ways: (1) Their revenues are reduced, because they receive less tax revenue from people who are laid off from work and from businesses with fewer sales. (2) They are asked to prop up failing banks, and to stimulate the economy. (3) They are also asked to pay workers who have been laid off from work. The net of all of this is that the governments of many oil importers find themselves with huge budget deficits, and declining ability to fix these deficits. This pattern is precisely what we are seeing today in many of Eurozone countries, the United States, Japan.
The statements about rising oil production in the US are just a distraction. Diminishing returns mean that US oil production will never increase very much. Oil costs will remain high, and this will be the real issue disturbing economies around the world.
http://ourfiniteworld.com/2012/11/13/iea-oil-forecast-unrealistically-hi...

Mona Jensen, Janus Agerbo, Alan Strandbygaard, Rasmus Kongshøj, Jens Falkesgaard, Gert Romme, Niels-Holger Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Philip, Gode links.

Jørge Steen Nielsen peger i Den store Omstilling på det samme problem:
Den amerikanske økonom og forfatter Jeremy Rifkin, leder af tænketanken Foundation On Economic Trends, siger »Slutspillet er begyndt«...
»Olieprisstigningerne og finansmarkedets sammenbrud varsler et økonomisk jordskælv. Hver gang vi forsøger at få økonomien til at vokse på ny, stiger priserne, og økonomien snubler igen. Det er, hvad vi ser i dag - vi er på vej mod kollaps.«

Det er nemlig det der er anderledes ved denne krise, der er massearbejdsløshed i den vestlig verden, men priserne falder ikke!!

Ole Schultz, Olaf Tehrani, Mona Jensen, Rasmus Kongshøj, Nick Mogensen, Peter Nielsen, Alan Strandbygaard, Jens Falkesgaard og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Finansmogul?
Tja, mogulerne var muslimer, der kom fra Afghanistan og indtog det indiske subkontinent i middelalderen. Og holdt europæerne fra at kolonisere landet. USA var ikke opfundet endnu. Men man må sige, at boomerangen har nået sit mål.

Der ser ikke ud til at være noget egentligt nyt i Granthams betragtninger i forhold til den løbende diskussion bl.a. herhjemme om betingelserne for en positiv økonomisk vækst på længere sigt. Men man kan vel betragte det som en opsummering af den pessimistiske case for fremtidsudsigterne, på det overordnede plan meget på linje med de betragtninger som økonomiprofessor ved Northwestern University kom med sidste år:
http://faculty-web.at.northwestern.edu/economics/gordon/Is%20US%20Econom...
De springende punkter er stadigvæk hvorvidt de tendenser til en faldende produktivitetsvækst der har været synlige i nogle år, vil være vedvarende. Og hvorvidt de drivhusgas- og resursebesparende omstillinger i den måde vi indretter vores produktion på, som de (forhåbentlig) stigende priser vil give anledning til, vil være tilstrækkelig effektive.

Jens Toft Ravn Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Philip C Stone

Bill

Tak. Tverberg er en fin analytiker som ofte siger det man helst ikke vil høre. Hendes webside er en af de bedre. David Murphy præsenterede samme analyse i
http://www.information.dk/314299,
men, jeg så den først hos Tverberg.

morten Hansen, Bill Atkins og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Sjovt hvorledes klodens rolige snurren rundt... og ikke lader sig stoppe af menneskabt ubalance.. Ubalancen får lov at fungere.. med større og større frustration og uhæmmet tonsen pengesedler ned i den større og større kløft mellem balancen og ønsket større og større udvinding... men stille og rolig.. snurrer kloden rundt.. og flår alle teltpløkker, hegnspæle og sandslotte op med roden.. uden, umiddelbar, hensyntagen til hvad den flår med sig... Hvis Muhammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget komme til Muhammed... 30% ned i brutto, over hele linien .. bevæg sig derhen.. eller det kommer af sig selv.. ;)

Der er ingen tvivl om, at den gode Jeremy Grantham, med baggrund i væsentlige parametre, har fat i noget rigtigt. Men endnu er det ikke helt til at afgøre, hvad der er op eller ned på fremtidens udvikling, men det er klar, at tidligere tider med vestlig dominans kommer aldrig tilbage igen..

Det er tydeligere at sammenligne den vestlige verdens situation med Japans. Op gennem 1980-erne finansierede Japan sin vækst og velstand med penge, som husejere lånte i boligerne, der steg kraftigt fra år til år. Men i 1990-91 revnede denne bolig-låne-boble, og siden har den økonomiske retning i Japan kun være nedaf. Og i dag, 23 år efter, er Japan det land, der har den største gæld i forhold til BNP i hele verden. Og der er absolut ingen som helst tegn på, at det vil bedre sig.

Skiftet skal komme indefra, så det, at flere melder ud er positivt. Det flytter nok ikke noget, som han da også vemodigt konkluderer. Håbet og drømmen må man vel klynge sig til. Og skulle det vise sig at vi er frelste og vi faktisk slet ikke forurener jorden, men bare er hysteriske... Jamen det ville da være ren bonus. Indtil da, så er der en del at gøre.

Citat : " Grantham noterer, at hvis man havde indregnet de fulde omkostninger ved vores langvarige nedslidning af naturen og dens ressourcer, så ville facit måske være, at i-landene reelt havde været i minusvækst de seneste 20 år."
Så skal vi altså håbe på negativ vækst. En positiv oplysning.

Spørgsmål : Når manden spekulerer i vækst, har han ingen butik, når der bliver minus-vækst ? Forklaring udbedes.

Det er altid de eksperter, der kommer med katastrofe forudsigelser, som får plads i medierne.

Katastrofer og tragedier sælger flest aviser og giver de største seer tal.

Niels Engelsted

Bill--"er Nul-vækst en katastrofe?

Ja, kapitalisme med nulvækst er en katastrofe, som vi nu ser i mange lande.

Tedros Istifanos, Rasmus Kongshøj, Niels-Holger Nielsen, Torben Selch og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Mikkel Zøllner Andersen

Jeg forudsiger at:
Med stigende global ressourceknaphed, miljø- og klimabelastning og en teknologisk udvikling, som måske mindsker arbejdsindholdet mere end den giver anledning til beskæftigelse, plus en befolkningsmæssig enorm såkaldt tredje verden, der ønsker en tilsvarende materiel levestandard som i de vestlige lande, vil der på den lange bane blive et stadigt større pres (Globalt, regionalt og nationalt) på systemerne (Politisk, økonomisk, socialt) i retning af en mindre ulige fordeling af såvel værdi som arbejde.
Jeg tvivler på, at en sådan omfordeling og en vækst som i stadig højere grad begrænses af ressourceknaphed og klimabelastning, kan ske inden for rammerne af det såkaldte fri marked. En stigende erkendelse heraf vil skabe et behov og et ønske om et globalt systemskifte, hvor store dele af produktionen og fordelingen heraf i et eller andet omfang har en overordnede politisk styring.
Alternativet, altså på den lange bane, er vel klimakatastrofer, befolkningsvandringer, krig og ødelæggelse og måske civilisationens undergang?

randi christiansen, morten Hansen, Niels-Holger Nielsen, Rasmus Kongshøj, Torben Selch, n n, Steffen Gliese og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Tja jeg gik på RUC engang i midthalvfemserne og der diskuterede vi lystigt disse problemstillinger, jeg var endda med til at lave et projekt om det. Der er intet nyt under solen, man har vidst længe, at væksten havde sine grænser, det mere interressante er, hvorfor vore politikere er så længe om at reagere på det! Jeg havde håbet at vi med en S ledet regering ville have fået et mere langsigtet og nytænkede projekt for det 2100 århundrede, som inkluderede disse problemer, men der blev jeg godt nok skuffet. Politikerne forsætter som om alt er, som det var engang.

Ole Schultz, randi christiansen, Per Torbensen, morten Hansen, Morten Kjeldgaard, Kim Houmøller, Rasmus Kongshøj, Torben Selch, Janus Agerbo, Flemming Andersen, n n, Steffen Gliese og Mikkel Zøllner Andersen anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

Vækst?
Er det i samme betydning som et kædebrev, hvor afsenderen sender til de fire næste på listen, og så fremdeles?

Vækst findes kun sålænge der er 'gratis' ressourcer at hente i naturen.
Vi har levet fedt af den længe. Fra kolonitiden og helt frem til industrialiseringen og olien.

De frie markedsmekanismer med ubegrænset vækst vil miste deres betydning og kraft inden længe. Men det vidste vi jo egenrtlig godt. Gjorde vi ikke?

Balance er nøgleordet. Drop vækst.

Reza Wali, Morten Kjeldgaard, Sören Tolsgaard, Gert Lünekilde, Leif Mikkelsen, Tedros Istifanos, Rasmus Kongshøj, Janus Agerbo, Flemming Andersen, n n, Nick Mogensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Uanset om det ser sort ud, vil det bedste være at opføre sig, som om det ser sort ud. Det er ligesom at spare op: det er ikke sikkert, man får brug for pengene, men de er gode at have under alle omstændigheder.

randi christiansen, Leif Mikkelsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Vækst er når man køber en sæk kartofler hos naboen. Sælger den tilbage i små poser og til dobbelt pris.

Tager jeg fejl af ordene svindel og vækst?

Eller er det god forretning?

Gert Lünekilde, Steffen Gliese og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

@ Allan Stranbygaard

"Vækst findes kun sålænge der er 'gratis' ressourcer at hente i naturen."

Du glemte idioterne :-)

Dem vi skal udnytte for at få værdikæden til at virke.
Dem vi skal overtale til at købe noget ligegyldigt juks.

Eller enig med dig.

Steffen Gliese, Leif Mikkelsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Engelsted, som Niels-Holger peger på 1:23 så har Japan levet med nulvækst i mange år - siden 80'erne så vidt jeg husker - og det endda med et dybt korrupt kapitalistisk system. Alligevel er Japan et de mest lige samfund i verden.

Jeg vil mene at en opbremsning i 'eksport/import, vækst møllen', kan give mulighed for politisk indgreb overfor de mest uheldige eksternaliteter ved kapitalismen - så som akkumuleringen, fattigdom, den høje rente og hvad vi ellers finder uhensigtsmæssigt, blandt andet meget af det Jørgen Steen Nielsen peger på i bogen Den Store Omstilling.

randi christiansen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Fremtidens store politiske udfordrin bliver ikke at forberede sig på at 'væksten kommer tilbage', som vores naive og/eller løgnagtige politikere fortæller os. Vækst-økonomien er slut, i fremtiden bliver spørgsmålet hvordan de økonomiske goder der nu en gang er skal fordeles.

Vi kender alle sammen det kapitalistiske svar på denne fordelingspolitik; så godt som hele det politiske parnas går ind for den og roser den, men konsekvenserne for flertallet er dystre. I en nulvækst-situation vil overklassen gennemtrumfe fortsat vækst til dem selv, betalt ved forarmelse af flertallet.

Der er ganske enkelt brug for en ny, folkeligt forankret, fordelingspolitik.

Torben Selch, randi christiansen, Niels-Holger Nielsen, morten Hansen, Ib Christensen, Hans Ditlev Nissen, Steffen Gliese, Leif Mikkelsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Ja, man kan vælge imellem de (social)liberales primitive totrejdedelssamfund, der holder en tredjedel af befolkningen væk fra faddet og i konstant fattigdom, eller den intelligente løsning: et økonomisk ligevægtsamfund, som det er beskrevet i 'Oprør fra midten', suppleret med et bæredygtig samfund som beskrevet i Den store Omstilling.

randi christiansen, Morten Kjeldgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ikke bare "de (social)liberale".
Selv LO og partier, som har solidaritet højt placeret på programmet, gør jo intet for den totale solidaritet, som f.eks at vi skal dele det arbejde, der er mellem dem, der vil arbejde.
Istedet udformer man spændetrøjer for borgerne i form af "verdens største" regeljungle

randi christiansen, Rasmus Kongshøj og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Philip C Stone

"Uanset hvordan det går, han er stadig i stand til at rage til sig.."
John Vedsegaard

En stupid bemærkning. Inden du forsøger at miskreditere nogen skulle du måske skaffe dig lidt viden. Grantham er bl.a. kendt for ikke at rage til sig og hans engagement i kampen mod klimaforandring er ubestridelig.

"Jeremy, together with Hannelore Grantham, established the Grantham Foundation For the Protection of the Environment in 1997. Substantial commitments have been made to both Imperial College London and London School of Economics to establish the Grantham Institute for Climate Change and the Grantham Research Institute on Climate Change and the Environment, respectively, which will enable both institutions to build on their extensive expertise in climate change research.[7]"
https://en.wikipedia.org/wiki/Jeremy_Grantham

Lars Kristensen

Nul-vækst kan på ingen måde være en katastrofe for kapitalismen, for det giver den udfordringer, som så med tiden giver den nødvendige vækst. Hvordan væksten så vil udarte sig, det kan kun fremtiden vise.

Lige for tiden, opfattes kapitalismen som pengesystemets imperium, men kapitalisme er ikke nødvendigvis fastbundet til penge. Penge er et betalingsmiddel og kapitalismen er i bund og grund uafhængig af penge.

Kapitalisme er at få mere ud af det produktionsapparat, man nu engang ejer og bruger, end det man putter i det.

En bonde er på sin vis også en kapitalist, når han sår sin mark, for han få mere ud af jorden end han putter i den. At han så pengemæssigt ikke gør det, det er jo fordi bonden er bundet med guldlænker til det pengekapitalistiske system. Var bonden fri af de pengekapitalistiske guldlænker, ville bonden være kapitalist udi fødevarer.

Lars - så må jeg spørge om dette ikke kun gælder, når der er reelle varer og tjenestydelser bag. Når varen er penge og produktionsapperatet er banker og andre spekulanter, er det så ikke kræftknuder på en sund kapitalistisk organisme.

Lars Kristensen

Penge er ikke en vare, kun et betalingsmiddel.

Men da vort nuværende globale økonomiske system har gjort penge til en vare, står vi med et kæmpe problem. Fordi pengeværdien ikke er fast bundet til en gangbar vare, der i forholdet til alle mennesker har samme værdi.

Spekulation er intet andet end en kræftsvulst på det økonomiske system.

Banker er i dag gjort til spekulanters røverhuler, frem for folks sikre værdiopbevaringssteder.

randi christiansen

Systemets fatale fejlbarlighed viser sig tiltagende tydeligt. En indlysende udvikling - det kan alle med ´two bits of brain´ regne ud.

Det, som undrer, er, at der ikke bliver reageret adekvat - hvilket selvfølgelig udstiller samarbejdets og fordelingspolitikkens problemer.

Vi står, qua den medieteknologiske udvikling, ved begyndelsen af den globale landsby, som har alvorlige problemer grundet den ´wild west´ressourceøkonomi, der har fået lov at husere temmelig uhæmmet. Som påvist i en af Informations mindeværdige artikler ´Finansverdenens forbundne kar´ kontrolleres størstedelen af verdens ressourcer af en meget lille del af verdens befolkning, ca 0,001%. Effekterne af denne uhæmmede finanskapitalisme ser vi nu - den manglende styring af fællesskabets ressourcer har livsfarlige konsekvenser, og den eneste løsning : bæredygtig, økologisk socio-og miljøøkonomi kræver globalt samarbejde på hidtil uset niveau - kræver, at den 0,001% slipper slanterne - og det vel at mærke ind i et intelligent system, som forudsætter et højere bevidsthedsniveau end dengang, man forsøgte sig med kommunistisk planøkonomi.

Dette er udfordringer, som, på trods af deres indlysende karakter og løsningsmuligheder, ikke synes at være forstået af verdens ledere ?

For at drage en parallel til dansk politik, så kan det undre, at kommunerne - af hensyn til, iflg. Margrethe Vestager, Eu og omverdenens tillid til dansk økonomi - ikke må anvende egne, opsparede midler til stærkt efterspurgte anlægsarbejder og dermed bidrage til nedbringelse af ledigheden og til den af regeringen lovede kickstart.

Så nej´et til euroen og de fire forbehold fik mindre betydning for vores nationale selvbestemmelse end den udenlandske gæld og ratingbureauernes vurderinger ? Det er fanme uhyggeligt, du. Eller hvad ? Kan nogen hjælpe med en forståelse?

randi christiansen

Og lige netop ovennævnte uforglemmelige artikel er - endnu ? - ikke at finde i arkivet - som der stadig arbejdes på ....

Hvem har fat om bollerne på hvem i ressourceadministrationens manege ? Jeg spør bare ...

John Vedsegaard

Nulvækst er se superfed løsning, bare det fordeles ligeligt og ikke så nogle få rige får 100% vækst og alle andre betaler.