Læsetid: 6 min.

’Som heks er det et vilkår at blive kaldt skør’

Hun kender hver en plante og hver en sten i Rold Skov. I mere end 30 år har hun levet med og i naturen. Danmarks eneste officielt registrerede heks har set klimaforandringer dræne skoven, hørt dyrene forlade den og kunnet smage kilderne blive mere forurenede
Dannie Druehyld har en kost, men flyver ikke på den. Hekse kan ikke flyve, siger hun, de rider på mandfolk: De tager en god mand og rider ham til. Helst bruger hun nu sin bil, som hun brugte 88 kørelektioner på at få kørekort til

Dannie Druehyld har en kost, men flyver ikke på den. Hekse kan ikke flyve, siger hun, de rider på mandfolk: De tager en god mand og rider ham til. Helst bruger hun nu sin bil, som hun brugte 88 kørelektioner på at få kørekort til

Tine Sletting

12. januar 2013

Snart begynder barfodssæsonen, så ryger støvlerne, og Dannie Druehyld lader sine nøgne fødder mærke jorden smuldre mellem tæerne. Og jorden smuldrer her i udkanten af Rold Skov i Himmerland ved »verdens ende«. Hver dag i mere end 30 år har hun barfodet vadet skoven tynd og været førstehåndsvidne til de klimaforandringer, hele verden taler om.

Hjemmevant og ubesværet traver hun op ad bakke og ned ad bakke med to store hunde i snor halsende foran sig. På et udsigtspunkt stopper hun op og slipper snoren til de to schæferhunde.

»Ja, de har jo stadig snor på« siger hun tørt, mens hundene forsvinder ud i hver deres krat med snorene slæbende efter sig.

»Naturen er syg, og Moder Jord er i chok over sin egen tilstand«, lyder beskeden fra hende, der kender skoven bedst.

»Jeg har hørt dyrene forsvinde herfra. Først haren, så måren, så agerhønsene og nu lærkerne. Når de forsvinder, forsvinder også urterne kongelys, røllike, løvefod og perikon«. Listen er lang, for i løbet af de 30 år, Dannie Druehyld har boet i skoven, er over halvdelen af urterne forsvundet.

»Jeg har set lyngen blive pletskallet og set enorme træer vælte omkuld med rodnettet opad, fordi de ikke kan stå fast i den fugtige jord«, siger hun og peger på en skråning, hvor de faldne træer ligger side om side. Hendes hænder er grove og maskuline. Hænder, der er vant til at arbejde og som forgæves har prøvet at stoppe skovens deroute.

»Vi var en gruppe kvinder, som troede, at vi var sat her på Jorden for at stoppe ødelæggelsen af Moder Jord. Alt er i forfald, men du får mig aldrig til at sige, at det hele er for sent. Så er klimakampen slut«.

Heksehulen

Dannie Druehyld er anderledes. Hun er eneboer, specialist i urter og i sit rette element i skoven. Derfor har hun i mere end 40 år kaldt sig heks. Tilmed den eneste officielt registrerede i landet. Fordi det gjorde hende ufarlig, og fordi det var nemmere at tage titlen til sig, end at bruge kræfter på at afvise, hvad alle allerede kaldte hende.

Og det er ikke svært at forstå, hvordan hun kunne blive stemplet ’heks’. Dannie Druehyld bærer hat med skygge oven på det lange gråsprængte hår, har et dyreskind over skuldrene, og hendes nederdel når næsten helt ned til jorden. Med sit grove, furede ansigt, fortanden af guld, de maskuline arbejdshænder og sin lidt bryske ’proletar-lyd’, lever hun op til enhver forestilling om, hvordan en heks ser ud.

En smal og mudret skovsti fører op til en bakketop, hvor der mellem vilde buske og høje træer gemmer sig en lille hvidkalket gård. Murene er ældgamle og gårdspladsen groet til af grønt, der har fået lov til at vokse, som det ville. På en tørresnor blafrer en lang række blomstrede arbejdshandsker i den i dag overraskende milde januarvind. Bortset fra den mørkerøde Citroen Berlingo ude på gårdspladsen og den bærbare computer, som står på en bord indenfor, er der ikke meget moderne heks over Dannie Druehylds hjem.

Det er svært at komme uden om ord som ’heksehule’ og ’tidslomme’, når man skal beskrive gården, som blev opført i 1678 til en amme, som blev kaldt ’heks’ af de lokale. Huset varmes op af brændeovne, som udsender en skarp lugt af bål. Her er lavt til loftet, og udsynet mod gårdspladsen og gårdens tilhørende otte tønder land er næsten afskærmet af talrige planter i vindueskarmene. Her er mørkt, og det eneste lys, der strømmer ud i stuen, kommer fra stearinlys. På en skibsmadras i stuen smider hundene sig og giver sig til at nappe hinanden i ørene.

»Hvad synes I om min dæmon?« spørger Dannie Druehyld og manøvrerer forbi en stor reol med urtemedicin, kryddersnaps, kranier, udstoppede dyr og slanger i sprit for at komme hen til dæmonen.

»Jeg fandt den mellem nogle brædder oppe på loftet, da jeg skiftede tag. Der har den ligget lunt og godt,« siger Dannie om en mumificeret kattekilling, hun har stående til pynt.

Religion Mand

Egentligt skulle Dannie Druehyld have været en dreng, men »lod sig føde som kvinde«, hvilket på ingen måde slog hendes far ud. Han kaldte stadig barnet Dannie – som planlagt – og nægtede at lade kvindekønnet få en svækkende indflydelse på hendes opdragelse. Som kvinde kom hun til verden på Amager og blev opdraget i baptistisk tro efter bjergprædikens værdier: ydmyghed og barmhjertighed.

– Du lod dig føde som kvinde?

»Ja, det mener jeg var en bevidst handling fra min side, fordi det er meningen, at jeg skal tale kvinders sag«, svarer hun prompte, som om det er det mest naturlige i verden selv at vælge, hvilket køn man vil fødes med.

Før Dannie Druehyld tog titlen ’heks’ og ’klimaforkæmper’ til sig, var hun feminist og med til at starte kvindebevægelserne Økofeministerne og Gudinde-bevægelsen, der bekendte sig til Moder Jord og gik ind for, »at kvinder var okay, som de var«. Det var fint med hængebryster, store måtter for neden og flaprende kønslæber, fortæller hun nostalgisk.

»Vi troede, at når kvinderne kom til roret, ville verden blive befriet. Men det skete ikke. Der findes stadig kun én religion i dag, og den hedder Mand«.

For ifølge Dannie Druehyld er vi alle sammen blevet mænd. Vi styres af den mandlige tankegang om rationalitet, vækst, produktion og økonomi.

»Og det ødelægger kloden«, siger hun bedrøvet.

Røverhistorier

Dannie Druehylds tale er flyvsk. Hun stopper halvvejs gennem sætninger og springer så til en gammel anekdote eller et politisk emne, som hun finder mere interessant end det, hun egentligt var i gang med at sige.

Nogle kalder hende skør og mærkelig, og man kan nemt få fornemmelsen af, at der indimellem sniger sig et par røverhistorier ind i hendes fortællinger. F.eks. historien om, at der engang faldt en vis hugorm ned fra himlen, som landede lige foran hende; eller historien om, hvordan en tidligere hund formåede at starte bilen, slippe håndbremsen og bakke ind i en rød Porsche.

Hun kvier sig ved personlige spørgsmål. Bliver hverken genert eller afvisende, men får alligevel ordløst signaleret, at der er ting, hun synes er væsentligere at tale om, end hvordan hun blev heks, hvordan hendes barndom på Amager var, og hvordan hun befinder sig i andre miljøer.

»Byen er et frygteligt sted« er svaret på mit spørgsmål om, hvad hendes livsvalg er en modreaktion på. Og så er det spørgsmål besvaret. I hvert fald rejser hun sig fra sin lænestol og går ud i køkkenet for at hente hundekiks til Alma og Nælde, som hun synes slås lidt for vildt. Ingen tvivl om, at de er vildhunde, selv om Dannie Druehyld forsikrer »at de skam har været på hundeskole. Endda en holistisk én af slagsen«. De opfører sig ikke lalleglade som hunde ofte gør, og kommer ikke løbende hen for at blive klappet. I stedet knurrer de og viser tænder.

»Ikke kig den i øjnene. Den er mærkelig og skal til hundepsykolog«, siger Dannie Druehyld, da hun vender fra køkkenet. Det er ikke til at sige, om hun siger det i sjov eller med dødsens alvor. Men hunden stopper sin knurren ved trylleordene Kamatcha Bo, Kamatcha Bo, for som Dannie Druehyld siger »lystrer de bedre dem, end de menneskeord, de er vant til at blive råbt efter med«.

Dannie Druehyld vil helst tale om klimaet, troen på jorden og naturen, som hun har udskiftet den baptistiske tro med. Hun har danset heksedans, badet i frugtbarhedskilder, ofret blomster til gudinderne og mødt alfer og trolde. Sådan er det med hende.

Selv om det virker skørt, at en kvinde over 60 insisterer på at kravle gennem skovens hullede træer, stoppe op og drikke vand af kilderne og samle urter til hjemmelavet medicin mod hendes egen og hundenes allergier, fornemmer man en logik i hendes adfærd. Hun tror på historierne om spøgelserne i Rold Skov. Om knarkvognen, der allehelgens aften kører tre gange rundt om jorden og giver spøgelserne en chance for at gå til hvile. Og om samfundet, der er gennemsyret af religionen Mand.

Hun lever i kontakt med naturen og det overnaturlige, som tusinder af kvinder i middelalderen – der måtte lade livet i flammerne for at være specielle – gjorde før hende. Man kan kalde hende skør. Og det bliver hun.

»Men som heks er det et vilkår«, siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • randi christiansen
  • Niels-Simon Larsen
  • n n
  • Dennis Laursen
  • Holger Madsen
  • Niels-Holger Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Niels Mosbak
  • Simon Olmo Larsen
  • Eva Kjeldsen
  • Erik Jensen
  • Bill Atkins
Trond Meiring, randi christiansen, Niels-Simon Larsen, n n, Dennis Laursen, Holger Madsen, Niels-Holger Nielsen, Steffen Gliese, Niels Mosbak, Simon Olmo Larsen, Eva Kjeldsen, Erik Jensen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Med til hendes blå bog hører også, at en sognepræst ved Vor Frelsers Kirke, Vagn Folkerman også tror på hekse.

"De påkalder små åndsmagter, små afguder. Man kalder det energier, men i kristen forstand er det dæmoner, man påkalder sig".

Udtalt i anledning af at Dannie Druehyld var inviteret af Aalborg Zoo til at fortælle i anledning af "Halloween" - Alle Helgens aften.

http://ekstrabladet.dk/nationen/article1075718.ece

Henrik Jensen

1) Kender personligt en del, som ved mere om Rold Skov end Dannie - og som også kommer der hver dag. De bliver bare aldrig spurgt, fordi de er arbejdsmænd.

2) Sjovt. Hun brokker sig over skovens forfald - på nogle punkter har jeg, som har venner i Rebild, kunnet se og føle det samme. Meeen - så har hun gud dødeme også en bil. Lige der, hvor hun bor, kan man faktisk godt leve uden. (Skørping er et par kilometer væk). Jeg kan ikke komme i tanke om nogen menneskelig aktivitet, der smadrer kloden mere end netop billismen.

Dennis Laursen

Der findes ikke mange som Dannie Druehyld - desværre. Dannie Druehyld står i skarp kontrant til nutidens konforme, "Paradise"-ungdomsgeneration.
Men jeg vil også - som Henrik Jensen - mene, at hvis man bor nogle får kilomenter fra skoven, kan man sagtens gå (nu har hun to hunde med, og de er nok lidt for store til en Christiania-cykel). Ydermere vil jeg også mene, at ens snak om kamp for naturen, ydermere klinger hult, hvis man spiser kød (i et (u)land som Danmark, hvor blot ~1 % af befolkningen er vegetarer, antager jeg, at Dannie Druehyld også er kødspiser).
Ydermere har jeg ikke særlig stor respekt for Dannie Druehylds anakronistiske udtalelse om at mænd er roden til alt ond; også hvad angår klima. Nu er Dannie Druehyld næppe et eksempel på følgende (og respekt for det!): men når store dele af den kvindelige befolkning - primært dem fra ca. 45 år og ned - ejer 20-40 par sko, så er dette et pragteksemplar på rendyrket miljøsvineri! Og jeg forstår det ikke. Man kan da kun have ét par sko på ad gangen...

Torben Nielsen

Mht. bil, så lever Dannie Druehyld af foredragsvirksomhed og farer land og rige rundt for at underholde børn. Unge som gamle...

Så hvis det gamle stativ skal klare alt det uden en flyvende kost, er hun tvunget til at bruge det næstbedste.

Torben Skov, Dennis Laursen, Niels-Holger Nielsen, Karsten Aaen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Forøvrigt. Har nogen af d'herrer prøvet at cykle fra Tingbæk / Gravlev til Skørping?

Niels-Holger Nielsen, Karsten Aaen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

Jeg tror næppe Druehyld mener at mænd er roden til alt ond, men derimod begrebet MAND - forstået som dette her:
"Vi styres af den mandlige tankegang om rationalitet, vækst, produktion og økonomi."

Og er det ikke netop det vi ser i disse år, også hos kvindelige statsledere som f.eks. Helle Thorning Schmidt: hyldest til rationaliten, til det kognitivt-rationelle, og til at børnene også skal inddrages i rationalitetens verden, og komme hurtigere igennem deres skole, hurtigere igennem deres studier, produktiviteten skal op med x procent hvert år, uanset om det betyder at y antal mennesker går ned med stress, studerende ikke består deres eksaminer af lutter angst for at fejle mv. og osv.

Og den side af maskuliniteten som er den kreative, legende, solfyldte og glædesfyldte side, ja den bliver altså nedtonet i disse her år, meget endda til fordel forden side af maskuliniteten som er hård, bastant, styrende, stiller urimelige krav og har forventninger til både piger og drenge, kvinder og mænd om at leve op til at arbejde på marken indtil vi styrter døde om. (frit efter Karen Blixens fine novelle/korte roman Sorgagre). På den anden side fylder den side af feminiteten som er den bekymrede mor der bekymrer sig om alle ting, og som derfor vil kontrollere alt og alle fylder alt alt for meget i denne tid. Og den side af feminiteten som har med tillid og omsorg at gøre fylder alt for lidt. (dette frit efter Majbritte Ulrikkeholms ideer om dette i bogen Gudindens Genkomst) Som i alle andre ting er det godt med en fin balance her - både i det enkelte menneske og i samfundet som helhed.

I disse dage bliver Matador genudsendt - og her har vi konflikten mellem de legende, kreative dreng (Daniel) og hans far, Mads. Mads Skjern, Daniels far er Daniels modsætning: Mads er hård, beslutsom, i stand til at træffe hurtige beslutninger, ufølsom samt u-empatisk, hensynsløs, både i forretninger og måske også overfor sine familiemedlemmer? - i hvert fald over Daniel, når han ikke lever op til faderens forventninger til ham. Og nu spørger I så måske - hvad er pointen her? Pointen er denne: Alle holder vel med Daniel (håber jeg?) og forstår ikke hvorfor eller hvordan Mads Skjern er sådan overfor Daniel, hvorfor ser han dog ikke drengens kreative, legende, solrige kvaliteter - hvorfor lytter han dog ikke til frk. Mose når hun siger, at "der er ikke mange som får afgang fra handelsskolen, som kan det Daniel kan." Og pointen er også denne: I dag har Mads Skjern rent samfundsmæssigt vundet i Danmark - der er ingen plads i Danmark længere til typer som Daniel, uanset om de er piger eller drenge eller kvinder eller mænd. Kun plads er der til ambitiøse, hensynsløse mænd og kvinder er der - som ikke har omsorg for andre, men som bare hele tiden stiller mere eller mindre urimelige krav til folk. Og derfor kan en mand som Joakim B. Olsen få så meget opmærksomhed - fordi samfundet i dager styret af MÆND forstået som symbol for rationalitet og kognition. Og vækst.

Og det er det som Dannie Druehyld mener - og som mand kan jeg kun sige: hvor har hun dog ret....

Niels-Holger Nielsen

Karsten

Jeg kan ikke støtte alle dine formuleringer, men med hensyn til ånden i dit indlæg, så er der opslutning herfra.

randi christiansen

og her tænker jeg på budskabet om at passe på moder jord, på vort fysiske eksistensgrundlag - i den henseende er bevidsthedsniveauet ufattelig og tilsyneladende livsfarligt lavt

Jeg tror, man kalder denne form for journalistik for "petitjournalistik" eller "portrætjournalistik".

Artiklen fejler som sådan intet - den er fagligt velskrevet. Men den er ikke et respektfuldt portræt af en arbejdsplads og en stilling, som stort set alle kun har fordomme om. Jvf. at ingen spørger de arbejdsmennesker, som har deres daglige gang i skoven. Hvad er det, der skal gøre Dannie Druehylds virksomhed SÅ meget mere speciel end en uddannelse i og kærlighed til Naturen?

Det lykkes journalistens uviden (eller den redaktionelle bestilling) at få bekræftet Dannie Druehylds position i udkanten af det forståelige, frem for at afklare at hendes holdning er en OLD-gammel holdning - at opmærksomhed på naturen og på seksualiteten og på det fysiske, der omgiver os (frem for de mentale konstruktioner, der får os til at adskille alt i værdi og ikke-værdi) er lige som værdifuld i dag som det altid har været - ikke alene for den betydning, som forandringer har på helet, men som påpegelse af, at menneskeheden rummer en lang række observatører helt tæt på alle områder i forandring, og at problemet med menneskeheden er (uanset hvordan vi opfører os), at vi ikke lytter til vore egne spejdere i udkanten af alt. Vore egne observatører livslange kynde KUNNE komme alle til gavn, men manglen på respekt lytter kun til dét, der kan svare sig (økonomisk osv)

Dette er en vedvarende nødvendig kritik: Heksen er ikke en stillingsbetegnelse, men en udkantsposition. En position, hvor det er muligt at se noget, som dem "i midten" ikke kan se - og at regne det sete for af højere værdi på sigt frem for den korte banes indtjening eller hurtige løsning på et komplekst problem.

Når et menneske tager del i Naturen på et grundlag af dedikeret empiri/selvoplevet erfaring, er det svært IKKE at se Skoven som en samlet levende organisme. Man behøver ikke at betragte den som en guddom eller en manifestation af noget guddommeligt. Men når man forstår at være INDEN I den levende organisme, som naturen jo ER, kan man blive så berørt i en sådan grad, at man underkaster sig det Større Liv. At man tilhører det Større Liv. Hvilket jo ér det alle mennesker gør.

Når videnskaben undersøger alting på et grundlag af evidens, undersøger den aldrig Verden. Og lytter man til dem, der ikke lytter til verden, hvordan kan man så høre verden i dét, de siger?

Det Større Liv er ved at ændre form og udtryk. Vi har ikke levet i sampagt, og har som en sygdom forandret Jordens temperaturvilkår for menneskene. Har man ikke gået i skoven som Dannie Druehyld for 30 år siden, kan man heller ikke observere forandringerne. Men FORSTÅ forandringerne, som de beskrives af dem, der gik i skoven for 30 år siden, og respektere omfanget af forandringer...

Hvis menneskene i midten fortsat uddannes og programmeres til uviden og despekt for "mekanismerne" i det Større Liv, og til at satse på den hensynsløse mulighed frem for risikoen for medfølgende kausal korrektur, jamen, så BRYDER det hele sammen. En menneskekrop har for fanden også et immunforsvar, der lægger os ned, når vi har behov for at regenerere - så HVOR svært er det at se, at vi bor på en stor krop, og at det er lige meget om det er bakterierne på ryggen, i munden, under armene eller i røven, der smitter hele kroppen?!

Det er svært. Hvis man ikke har et forhold til andet end sin egen lille arbejdsvirklighed: sin arbejdsvej, sin arbejdsfrihed, sine arbejdsbetingelser, og samfundets egne trusler mod dén virkelighed.

Prøv den her på: København og alle andre storbyer er proppet med høje træer, der er græs og dyreliv overalt, og så stille, at man kan høre mennesker langt væk, og fuglene, og vinden, og lugte kommende torden og sne.

Vi mister ikke noget ved det. Tværtimod.