»Som heks er det et vilkår at blive kaldt skør«

Dette interview blev oprindeligt bragt i 2013.

Snart begynder barfodssæsonen, så ryger støvlerne, og Dannie Druehyld lader sine nøgne fødder mærke jorden smuldre mellem tæerne. Og jorden smuldrer her i udkanten af Rold Skov i Himmerland ved »verdens ende«. Hver dag i mere end 30 år har hun barfodet vadet skoven tynd og været førstehåndsvidne til de klimaforandringer, hele verden taler om.

Hjemmevant og ubesværet traver hun op ad bakke og ned ad bakke med to store hunde i snor halsende foran sig. På et udsigtspunkt stopper hun op og slipper snoren til de to schæferhunde.

»Ja, de har jo stadig snor på« siger hun tørt, mens hundene forsvinder ud i hver deres krat med snorene slæbende efter sig.

»Naturen er syg, og Moder Jord er i chok over sin egen tilstand«, lyder beskeden fra hende, der kender skoven bedst.

»Jeg har hørt dyrene forsvinde herfra. Først haren, så måren, så agerhønsene og nu lærkerne. Når de forsvinder, forsvinder også urterne kongelys, røllike, løvefod og perikon«. Listen er lang, for i løbet af de 30 år, Dannie Druehyld har boet i skoven, er over halvdelen af urterne forsvundet.

»Jeg har set lyngen blive pletskallet og set enorme træer vælte omkuld med rodnettet opad, fordi de ikke kan stå fast i den fugtige jord«, siger hun og peger på en skråning, hvor de faldne træer ligger side om side. Hendes hænder er grove og maskuline. Hænder, der er vant til at arbejde og som forgæves har prøvet at stoppe skovens deroute.

»Vi var en gruppe kvinder, som troede, at vi var sat her på Jorden for at stoppe ødelæggelsen af Moder Jord. Alt er i forfald, men du får mig aldrig til at sige, at det hele er for sent. Så er klimakampen slut«.

Heksehulen

Dannie Druehyld er anderledes. Hun er eneboer, specialist i urter og i sit rette element i skoven. Derfor har hun i mere end 40 år kaldt sig heks. Tilmed den eneste officielt registrerede i landet. Fordi det gjorde hende ufarlig, og fordi det var nemmere at tage titlen til sig, end at bruge kræfter på at afvise, hvad alle allerede kaldte hende.

Og det er ikke svært at forstå, hvordan hun kunne blive stemplet ’heks’. Dannie Druehyld bærer hat med skygge oven på det lange gråsprængte hår, har et dyreskind over skuldrene, og hendes nederdel når næsten helt ned til jorden. Med sit grove, furede ansigt, fortanden af guld, de maskuline arbejdshænder og sin lidt bryske ’proletar-lyd’, lever hun op til enhver forestilling om, hvordan en heks ser ud.

En smal og mudret skovsti fører op til en bakketop, hvor der mellem vilde buske og høje træer gemmer sig en lille hvidkalket gård. Murene er ældgamle og gårdspladsen groet til af grønt, der har fået lov til at vokse, som det ville. På en tørresnor blafrer en lang række blomstrede arbejdshandsker i den i dag overraskende milde januarvind. Bortset fra den mørkerøde Citroen Berlingo ude på gårdspladsen og den bærbare computer, som står på en bord indenfor, er der ikke meget moderne heks over Dannie Druehylds hjem.

Det er svært at komme uden om ord som ’heksehule’ og ’tidslomme’, når man skal beskrive gården, som blev opført i 1678 til en amme, som blev kaldt ’heks’ af de lokale. Huset varmes op af brændeovne, som udsender en skarp lugt af bål. Her er lavt til loftet, og udsynet mod gårdspladsen og gårdens tilhørende otte tønder land er næsten afskærmet af talrige planter i vindueskarmene. Her er mørkt, og det eneste lys, der strømmer ud i stuen, kommer fra stearinlys. På en skibsmadras i stuen smider hundene sig og giver sig til at nappe hinanden i ørene.

»Hvad synes I om min dæmon?« spørger Dannie Druehyld og manøvrerer forbi en stor reol med urtemedicin, kryddersnaps, kranier, udstoppede dyr og slanger i sprit for at komme hen til dæmonen.

»Jeg fandt den mellem nogle brædder oppe på loftet, da jeg skiftede tag. Der har den ligget lunt og godt,« siger Dannie om en mumificeret kattekilling, hun har stående til pynt.

Dannie Druehyld har en kost, men flyver ikke på den. Hekse kan ikke flyve, siger hun, de rider på mandfolk: De tager en god mand og rider ham til. Helst bruger hun nu sin bil, som hun brugte 88 kørelektioner på at få kørekort til.

Tine Sletting

Religion Mand

Egentligt skulle Dannie Druehyld have været en dreng, men »lod sig føde som kvinde«, hvilket på ingen måde slog hendes far ud. Han kaldte stadig barnet Dannie – som planlagt – og nægtede at lade kvindekønnet få en svækkende indflydelse på hendes opdragelse. Som kvinde kom hun til verden på Amager og blev opdraget i baptistisk tro efter bjergprædikens værdier: ydmyghed og barmhjertighed.

– Du lod dig føde som kvinde?

»Ja, det mener jeg var en bevidst handling fra min side, fordi det er meningen, at jeg skal tale kvinders sag«, svarer hun prompte, som om det er det mest naturlige i verden selv at vælge, hvilket køn man vil fødes med.

Før Dannie Druehyld tog titlen ’heks’ og ’klimaforkæmper’ til sig, var hun feminist og med til at starte kvindebevægelserne Økofeministerne og Gudinde-bevægelsen, der bekendte sig til Moder Jord og gik ind for, »at kvinder var okay, som de var«. Det var fint med hængebryster, store måtter for neden og flaprende kønslæber, fortæller hun nostalgisk.

»Vi troede, at når kvinderne kom til roret, ville verden blive befriet. Men det skete ikke. Der findes stadig kun én religion i dag, og den hedder Mand«.

For ifølge Dannie Druehyld er vi alle sammen blevet mænd. Vi styres af den mandlige tankegang om rationalitet, vækst, produktion og økonomi.

»Og det ødelægger kloden«, siger hun bedrøvet.

Røverhistorier

Dannie Druehylds tale er flyvsk. Hun stopper halvvejs gennem sætninger og springer så til en gammel anekdote eller et politisk emne, som hun finder mere interessant end det, hun egentligt var i gang med at sige.

Nogle kalder hende skør og mærkelig, og man kan nemt få fornemmelsen af, at der indimellem sniger sig et par røverhistorier ind i hendes fortællinger. F.eks. historien om, at der engang faldt en vis hugorm ned fra himlen, som landede lige foran hende; eller historien om, hvordan en tidligere hund formåede at starte bilen, slippe håndbremsen og bakke ind i en rød Porsche.

Hun kvier sig ved personlige spørgsmål. Bliver hverken genert eller afvisende, men får alligevel ordløst signaleret, at der er ting, hun synes er væsentligere at tale om, end hvordan hun blev heks, hvordan hendes barndom på Amager var, og hvordan hun befinder sig i andre miljøer.

»Byen er et frygteligt sted« er svaret på mit spørgsmål om, hvad hendes livsvalg er en modreaktion på. Og så er det spørgsmål besvaret. I hvert fald rejser hun sig fra sin lænestol og går ud i køkkenet for at hente hundekiks til Alma og Nælde, som hun synes slås lidt for vildt. Ingen tvivl om, at de er vildhunde, selv om Dannie Druehyld forsikrer »at de skam har været på hundeskole. Endda en holistisk én af slagsen«. De opfører sig ikke lalleglade som hunde ofte gør, og kommer ikke løbende hen for at blive klappet. I stedet knurrer de og viser tænder.

»Ikke kig den i øjnene. Den er mærkelig og skal til hundepsykolog«, siger Dannie Druehyld, da hun vender fra køkkenet. Det er ikke til at sige, om hun siger det i sjov eller med dødsens alvor. Men hunden stopper sin knurren ved trylleordene Kamatcha Bo, Kamatcha Bo, for som Dannie Druehyld siger »lystrer de bedre dem, end de menneskeord, de er vant til at blive råbt efter med«.

Dannie Druehyld vil helst tale om klimaet, troen på jorden og naturen, som hun har udskiftet den baptistiske tro med. Hun har danset heksedans, badet i frugtbarhedskilder, ofret blomster til gudinderne og mødt alfer og trolde. Sådan er det med hende.

Selv om det virker skørt, at en kvinde over 60 insisterer på at kravle gennem skovens hullede træer, stoppe op og drikke vand af kilderne og samle urter til hjemmelavet medicin mod hendes egen og hundenes allergier, fornemmer man en logik i hendes adfærd. Hun tror på historierne om spøgelserne i Rold Skov. Om knarkvognen, der allehelgens aften kører tre gange rundt om jorden og giver spøgelserne en chance for at gå til hvile. Og om samfundet, der er gennemsyret af religionen Mand.

Hun lever i kontakt med naturen og det overnaturlige, som tusinder af kvinder i middelalderen – der måtte lade livet i flammerne for at være specielle – gjorde før hende. Man kan kalde hende skør. Og det bliver hun.

»Men som heks er det et vilkår«, siger hun.