Læsetid: 12 min.

»Hold op, hvor er det torskedumt«

I Sverige prøver det politiske flertal at isolere og tie det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna ihjel. Den taktik sidder Pia Kjærsgaard i Danmark og smiler genkendende til: Det vil give Sverigedemokraterne en masse stemmer, siger hun
Opsang. Malmös feministiske kor modtager en af kommunens ligestillings- og mangfoldighedspriser og synger en af deres sange for byrådet. Den pris skal vi have afskaffet siger sverigedemokraten Magnus Olsson efter mødet.

Opsang. Malmös feministiske kor modtager en af kommunens ligestillings- og mangfoldighedspriser og synger en af deres sange for byrådet. Den pris skal vi have afskaffet siger sverigedemokraten Magnus Olsson efter mødet.

Jakob Dall

12. januar 2013

Sverigedemokraten Lars-Johan Hallgren sidder alene. Det er årets sidste møde i byrådssalen på Malmø Rådhus, og han er den første, der tager plads. På fingeren har han en tyk guldring, han er pertentligt klædt i mørkt jakkesæt, kulørt slips og matchende klud i brystlommen.

Sådan er det ofte med Sverigedemokraternas politikere; som om de har en aftale om altid at være lige så velklædte som partiets leder og frontfigur, Jimmie Åkesson. Altid i mørkt jakkesæt, skjorte, sorte sko og grønt, lilla eller lyserødt silkeslips.

Lars-Johan Hallgren ser ned på sine papirer, som han har lagt ud foran sig på bordet, omkring ham bliver der snakket og grint, sagt ’tak for sidst’ og ’længe siden’, selv siger han ingenting, han sidder bare tavst på sin plads, smiler ikke til nogen, nikker kort til sidemanden og kigger så igen ned i papirerne, mens salen langsomt bliver fyldt op af de 61 folkevalgte, som udgør byens kommunalpolitikere, hvoraf syv er fra Sverigedemokraterna.

Der er stadig nogle minutter til mødestart. I et hjørne står en politiker fra det liberale Moderaterna med en flok socialdemokrater, et par fra Vänsterpartiet snakker højlydt med dem fra Miljøpartiet. Sverigedemokraterna taler ikke med andre end hinanden.

Nina Kain, der er højre hånd for Malmøgruppens leder, Magnus Olsson, sætter med alvorlig mine sin Louis Vuitton-taske fra sig på bordet, nogle stole fra hende pakker Magnus Olsson pertentligt sine to telefoner, iPaden, og papirerne med de talrige understregninger, han har lavet, ud af mappen, inden han sætter sig for at lave flere. Enten holder partiets medlemmer sig for sig selv. Eller også bliver de holdt udenfor.

Forfinet form i jakkesæt

Sådan er det ikke kun på Malmø Rådhus. Efter skandalerne i efteråret, hvor to af Sverigedemokraternas toppolitikere blev ekskluderet af partiets leder Jimmie Åkesson, fordi de i en video blev afsløret i udtale sig racistisk og bevæbne sig med jernrør under en bytur, har Sveriges statsminister Fredrik Reinfeldt fra det liberale Moderaterna igen sagt, at han ikke har tænkt sig at samarbejde med partiet.

Sverigedemokraterna har siden valget i 2010 siddet i Riksdagen med 20 mandater bakket op af 5,7 procent af vælgerne, men det er lige meget, for ingen i den svenske rigsdag vil samarbejde med det indvandrerkritiske parti. Statsministerens udmelding er da også bare en gentagelse af tidligere udtalelser om at »tie partiet ihjel«, isolere det og holde det uden for indflydelse. Gentagne gange har han slået fast, at »den, der holder af Sverige stemmer ikke på SD«, og »jeg gik ikke ind i politik for at kommentere på dette parti«, »SD er den svenske måde at tænke vrede og aggressivitet på«, og »SD er begyndelsen på den udvikling, vi allerede har set i andre lande«.

I begyndelsen af november 2012 sagde han, at »det, I ser i Riksdagen, er en forfinet form i jakkesæt, men budskabet findes på internettet, der finder man fodfolket«. Dermed mere end antydede han en forbindelse med Sverigedemokraterna og åbenlyst indvandrerfjendske hjemmesider som avpixlat.info.

»Det er så torskedumt,« siger Pia Kjærsgaard fra sit kontor på Christiansborg, hvor alt er blødt og mørkegrønt – bløde grønne møbler på bløde tæpper, guldaldermotiverne indrammet i guld på væggene. På skrivebordet står et krus med billedet af Kurt Westergaards Muhammed med bombe i turbanen. »Han behøver bare at skæve over Sundet for at se, hvor meget bagslag det giver.«

Et er, mener hun, at det selvfølgelig er ubehageligt for Sverigedemokraterna at blive stigmatiseret på den måde, det kender hun selv alt til. »Men når det er sagt, kan jeg ikke lade være med at tænke: Hold op, hvor de dummer sig. Det giver kun Sverigedemokraterna en masse stemmer. Præcis ligesom det gjorde for os i sin tid.«

Isolation eller inkludering

Pia Kjærsgaard ser ud til at have ret. I november, samme måned, som racismeskandalen ramte partiet, strømmede 1.000 nye medlemmer ifølge Sverigedemokraternas egne tal til partiet, og flere meningsmålinger viste, at Sverigedemokraternas opbakning blandt vælgerne var på sit højeste med 8,4 procent af stemmerne. Skandalerne havde slet ikke skadet partiet. Tværtimod.

»Der er to strategier, som man har mødt populistiske bevægelser med,« siger Søren Christensen, der er lektor ved Aarhus Universitet og er i gang med det fortløbende projekt ’Folkets to kroppe. Populisme som idéhistorisk og kulturanalytisk problem’.

»Den ene strategi er den, man kender fra lande som Sverige og Frankrig, i litteraturen kalder man den for cordon sanitaire: isolation i nærmest medicinsk forstand. Ideen er, at isolere højrepopulistiske bevægelser uden for mainstreampolitikken. Men i de fleste tilfælde har det ført til, at de er vokset i omfang. Det har man eksempelvis set med franske Front National, som er blevet forholdsvist radikaliseret af det,« siger Søren Christensen, der nævner Danmark som eksempel på den anden strategi.

»Erik Meier Carlsen var en af de første til at mene, at hvis man skulle sikre, at de her bevægelser ikke skulle vokse sig store, var man nødt til at inddrage dem i mainstreampolitikken.«

Som VK-regeringen gjorde med Dansk Folkeparti i 2001.

»Forventningen fra alle var, at Dansk Folkeparti ville skrumpe, at alle ville se, hvor vilde de krav, partiet stillede, var, og at det dermed ville udfase sig selv,« siger Søren Christensen.

Ingen af strategierne har ifølge Søren Christensen vist sig at være effektive. I Sverige vokser Sverigedemokraterna, i Danmark har Dansk Folkeparti, siden det i 1998 kom ind i Folketinget med 7,4 procent af stemmerne kun vundet: I 2001 med 12 procent af stemmerne og 22 mandater, i 2005 med 13,3 procent og 24 mandater, i 2007 13,8 procent af stemmerne og 25 mandater, indtil det i 2011 for første gang gik ned og fik 12,3 procent af stemmerne og 22 mandater. Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti er i løbet af 00’erne blevet en stærk del af det etablerede system. I dag er det Pia Kjærsgaard, der udpeger ’rigtige’og ’forkerte’ ministre, som da hun kritiserede den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk.

»Inddragelse som udgrænsningsstrategi har ikke vist sig at virke særligt godt. Dansk Folkeparti har haft stort set samme størrelse hele tiden, og samtidig er partiets gennemslagskraft vokset, for dets politik er blevet overtaget af midterpartierne i en grad, så at vi i dag har Europas strammeste udlændingepolitik,« siger Søren Christensen.

Feminisme er ikke en mærkesag

På Malmø Rådhus ringer klokken. Alle har fundet deres pladser, en kvinde tysser på sidemanden, byrådsmødet skal begynde.

Men inden skal de årlige mangfoldigheds- og ligestillingspriser uddeles.

Førstepladsen er delt. Den ene halvdel og 15.000 kroner går til søskendeparret Amine og Rrahime Mehmedi, der har skrevet en bog, som skal gøre op med det negative billede af deres bydel, Rosengård, der ellers mest bliver beskrevet, når der bliver sat ild til noget.

Byrådsmedlemmerne klapper. Magnus Olsson fortrækker ikke en mine.

Søskendeparret deler prisen med Karin Rahmberg. En kvinde med dreadlocks, pandebånd og kjole med afrikansk print i grønt og brunt. Hun modtager prisen og 15.000 kroner for sit initiativ i aktivitetshuset på Lindängeskolan. Karin Rahmberg »spreder glæde og skaber engagement« lyder motivationen.

Nina Kain fokuserer på et usynligt punkt i rummet, Lars-Johan Hallgren har lagt panden i bekymrede rynker, Magnus Olsson kigger distræt ud i luften, inden Heleneholms systerskapskör, Malmøs feministiske kor stiller sig op. De ni kvinder begynder at synge en sang om mandesamfundet, som de har fået andenpladsen for. De har militærstøvler og stribede T-shirts og synger om, hvor trætte de er af at være samfundets slavinder; at de vil have ligeløn nu; at de raser over idealerne, der er konstruerede af mænd; at de ikke længere vil barbere sig, sminke sig eller sulte sig. »Vi kvinnor vill va’ fria, våra kroppar duger bra«. Der bliver grinet højlydt i salen, men hverken Nina Kain, Magnus Olsson eller Lars-Johan Hallgren kan se morskaben.

Feminisme er tydeligvis ikke en af partiets mærkesager. Nina Kain har foldet hænderne under hagen, hun har lange, røde negle og en stram mund.

»Vi vil have fjernet ligestillings- og mangfoldighedsprisen,« forklarer Magnus Olsson bagefter. Den mangfoldighedspolitik, der bliver bedrevet i dagens Malmø og Sverige skaber hvert år større og større segregering, siger hun.

Ikke en finger

Pia Kjærsgaard hoster til på sit kontor. Hun er forkølet, lige kommet hjem fra ferie og virker lidt kort for hovedet de første par minutter, indtil hun får talt sig varm.

»Jeg har været ude for nøjagtig det samme som Sverigedemokraterna. I forbindelse med min afgang som partiformand har jeg set en masse gamle tv-klip, og man kan ikke lade være med at smile over Anders Fogh Rasmussen og Hans Engell – det var jo ikke kun Nyrup. De var så skråsikre, ork nej, vi ville aldrig nogensinde vinde indflydelse. Det kunne da godt være, vi kunne pege på en borgerlig regering, men så var den heller ikke længere. Det sidder man og griner lidt af i dag.«

— Det var der konsensus om?

»Fuldstændig.«

Pia Kjærsgaard smiler. Poul Nyrup Rasmussens ord under Folketingets åbningsdebat i 1999 om, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive ’stuerene’, er blevet nærmest mytologisk, både for hende og partiet.

»Jeg må sige, at jeg var chokeret, jeg sad jo nede i Folketingssalen og hørte det hele, og jeg blev faktisk ret chokeret, for han var statsminister på det tidspunkt. Det var ikke noget, han havde planlagt, tror jeg, men mere udtryk for den væmmelse, han følte, han kunne slet ikke holde det i sig.«

Men det har kun betydet fremgang for partiet, mener hun. Vælgerne vendte sig væk fra Nyrup og over mod Dansk Folkeparti.

»Den bemærkning har Nyrup fortrudt mange gange siden, det er jeg sikker på,« siger hun, for siden er Dansk Folkeparti blev lige så stuerent som alle andre. Vendepunktet var valgkampen 2001.

»Jeg kan næsten se det for mig i dag, vi havde kørt på en invandringskritisk holdning i valgkampen, og et par dage inden valget, da jeg kommer gående op ad trappen til Christiansborg, møder jeg en journalist, der viser mig en annonce, som Venstre vil indrykke dagen efter. Det var der, det vendte. Det var fra den dag, at de andre partier overtog vores politik.«

Pia Kjærsgaard synes selv, hun kender til den situation, Sverigedemokraterna sidder i i dag. Og så alligevel ikke, for det svenske politiske klima er alligevel mere »politisk korrekt«, end det danske nogensinde har været. Alligevel mener hun, at det kun er et spørgsmål om tid. Hvis hun skulle komme med et godt råd til partiet, så er det at få ryddet op.

»Man må ikke kunne sætte en finger. I Sverige er der nogle meget hårde grupperinger på både venstre- og højrefløjen, meget mere end i Danmark, og Sverigedemokraterna er i deres livs begyndelse. Der vil stadig være nogle helt uacceptable elementer, der søger ind hos dem, det kræver – og det kan jeg tale med om – benhård styring.«

Hvis hun skal komme med et godt råd til politikerne i de andre partier, så er det: Tag dem seriøst.

»Det bliver de simpelthen nødt til.«

Derfor vokser Sverigdemokraterna

Det kan Åsa Linderborg, kulturchef på den svenske formiddagsavis Aftonbladet, overhovedet ikke se nogen grund til.

»Man må danne front mod dem. Det er et semifascistisk parti, hvorfor skal man samarbejde med dem? Hvorfor tror man, at man skal kunne lave dem om, moderere dem eller neutralisere dem ved at lukke dem ind? Danmark og Norge er to aktuelle eksempler på, at netop det forsøg er gået helt galt.«

Åsa Linderborg er en af hovedkræfterne bag avisens kampagne ’Granska skiten’ – undersøg lortet, hvor Aftonbladet har undersøgt højreekstremistiske hjemmesider som nationell.nu, patriot.nu, avpixlat.info – sider, som hun mener er tæt knyttet til Sverigedemokraterna. Eksempelvis er avpixlat.info delvist finansieret af partiet. Resultatet af kampagnen har været trusler, der har gjort, at hun er flygtet fra sit hjem og ikke tør have sin søn hos sig. »Åsa Linderborg er den, der burde stoppes. Permanent« og »Din ulækre lille fisse, håber at en kongoneger voldtager og myrder dig« lyder nogle af dem.

»Jeg er kvinde, kulturmarxist, socialist og feminist, det er derfor, jeg bliver truet,« forklarer hun. Men årsagen til truslerne ligger et andet sted.

»Det, vi ser i Sverige, er en situation, som vi så i Danmark for mange år siden, hvor det er helt ok, at sige, at alt er indvandrernes skyld. Borgerlige meningsdannere er begyndt at hetze, modstanden mod Sverigedemokraterna er begyndt at krakelere.«

Partiets fremgang er et resultat af det generelle klima. Sverige er begyndt at blive et hårdt samfund at leve i, folk er bekymrede for fremtiden, klasseskellene vokser, arbejdsløsheden stiger. De, der truer hende, mener hun, er Sverigedemokraternas entourage.

»Det er dem, de her mennesker stemmer på. Den eneste måde, man kan modarbejde de semifascistiske fremmedfjendske bevægelser på er ved at satse på en stærk velfærdspolitik, ikke ved at samarbejde med dem i Riksdagen.«

Men klasseskellene hænger tæt sammen med hudfarve – og at det i sidste ende betyder stemmer til Sverigedemokraterna, er der ikke nogen i Sverige, der tør sige, mener filminstruktør Ruben Östlund. Han opdagede, hvor kontroversiel den debat er, da han researchede til sin film Play, hvor fem sorte drenge røver fem hvide.

»Det er tydeligt, at de her problemer hænger sammen med et spørgsmål om klasse, og at hudfarve desværre også hænger sammen med klasse. Men det billede skabte et problem for mig. Jeg blev nødt til at spørge mig selv, hvorfor jeg mente, at det var kontroversielt. Hvorfor provokerede det mig?«

Ligesom de fleste andre svenskere har han haft et selvbillede af at være fordomsfri.

»Man vil markere sin afstandstagen, man vil markere, at racisten befinder sig hos en anden end hos en selv. Men det gør, at vi aldrig ser racisten i os selv.«

Da filmen fik premiere i 2011, blev Östlund kaldt racist. »Kan du ikke lide sorte mennesker,« blev han spurgt.

»Det bliver jo kun et problem, når vi gør hudfarve til en egenskab, der grupperer mennesker. For eksempel var der mange, der sagde: ’Jeg har sorte venner, der ikke begår kriminalitet,’ men der har de allerede knyttet hudfarve sammen med en vis adfærd, mens de hvide drenges adfærd overhovedet ikke blev repræsentativ. Det er allerede en form for racisme.«

I Sverige, mener Östlund, er man vandt kun til at behandle spørgsmål som indvandring fra to vinkler: den højreekstreme og den kulturmarxistiske. Men hvis man i de andre partier turde erkende, at indvandring giver en vis type af problemer, som vi bliver nødt til at behandle, mener han, så havde man taget det politiske spørgsmål fra Sverigedemokraterna, som det nu har patent på.

»Hvis vi lader, som om der ikke er problemer med den opdeling af byer, der forekommer – at hudfarve også er et klassespørgsmål, og at det oftest er de ikke-hvide, der bor i de fattige dele af byerne, hvor alle problemerne er – så vinder Sverigedemokraterna stemmer.«

Kampen om brandmændene

Det første punkt på dagsordenen i Malmø byråd er Räddningstjänst Syds delårsrapport.

»Jeg tager ikke lige så let på rapporten som Kjell-Arne,« siger Magnus Olsson henvendt til socialdemokraten Kjell-Arne Landgren, der var på talerstolen lige før og nøjedes med at fremlægge nogle tal. Olsson begynder at remse op, antallet brande er øget i så kaldte ’utanförskapsområden’, siger han. Han mener selvfølgelig Rosengård. Et andet problem er, at kravene til at blive del af redningstjenesten er dalet, siger han. »Brandmændene i dag er ikke som gamle tiders brandmænd. Jeg nøjes med at konstatere dette,« siger Magnus Olsson og forlader talerstolen. Det er åbenlyst, at Olsson mener, at det er blevet gjort for nemt, så også nysvenskere nu kan søge ind.

»Det har du intet belæg for at sige,« siger Vänsterpartiets Hanna Thomé.

»Der er intet belæg for at sige, at brandmændene er dårligere i dag, det bliver jeg nødt til at sige som ansvarlig for antidiskriminering i kommunen. Du er en kværulant.«

Det afviser Magnus Olsson. Alligevel har han en artikel med fra Sydsvenska Dagbladet, der påpeger, at de kortere uddannelser giver nysvenskere mulighed for at uddanne sig til brandmænd. Et byrådsmedlem giver ham ret, hele Sverigedemokraternas gruppe klapper, denne gang helhjertet.

Sverigedemokraterna er tilsyneladende stadig et enkeltsagsparti i Sverige, og enkeltsagen er indvandringen.

»Byrådsmødet gik godt,« siger Magnus Olsson bagefter. Desværre, mener han, tager Socialdemokraterne stadig ikke debatten med Sverigedemokraterna, desværre samarbejder partiet heller ikke med noget andet parti i Malmø, og desværre har ingen af Malmøs aviser tager sagen om brandvæsenet op. Alligevel er Magnus Olsson tilfreds. I Malmø har partiet 10,5 procent af stemmerne, det kommer til at stige til valget i 2014, det ved han.

Der spiller racismeskandalen i efteråret ingen rolle. Overhovedet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kunne Information ikke trække nogle bedre funderede kommentatorer ind over, hvis temaet skal have en seriøs behandling? Pia Kjærsgaards idiosynkratiske 'råd' til de svenske politikere om at tage Sverigesdemokraterne 'seriøst' er jo obligat for hende - og (derfor) næppe udtryk for de store fremsynede overvejelser. Naturligvis skal politikere tage de politiske sager alvorligt - og derigennem behandle andre politiske observansers udlægninger og ønsker autentisk.

"Partiets fremgang er et resultat af det generelle klima. Sverige er begyndt at blive et hårdt samfund at leve i, folk er bekymrede for fremtiden, klasseskellene vokser, arbejdsløsheden stiger."

Dansk Folkeparti voksede også frem i en tid, hvor en del danskere oplevede velfærdssamfundets begndende afmontering; dagpenge, efterløn, kontanthjælp, pensionsbestemmelser osv. blev forringede - og mere og mere magt flyttedes til Bruxelles. Tvangsaktivering af 'ledige', den ene reaktionære folkeafstemning om EU-tilhørsforholdet fulgte den anden osv.osv.osv. - mens det politiske parnas i hastigt stigende tempo talte i pølsesvøb og djøfiserede magtapparatetrne, embedsværket og forvaltningerne. Og udviklingen fortsætter; intet under at DF og rabiate idéer fra Venstre og Konservative har vind i sejlene hér i virt yndige land. Nyd hviledagen.

Jens Falkesgaard, Torben Selch og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lasse Damgaard

- Stuerene er de ikke blevet - og hvad værre er - de har snart overskidt hele stuen.

Desværre har den politiske elit stadig ikke forstået at rumme og addressere den bitterhed og skuffelse mange borger kan opleve i en verden de ikke mere forstår
De etablerede partiers evne til at at komme den politiske analfabetisme til livs - kan ligge et meget lille sted.
Det giver plads til politikeretyper der adressere problemer og politiske udfordring med en negativ tilgang og omgangstone i debatten
- jo mere nedladende og rå et politisk budskab kan leveres desto mere villig er pressen til at viderebringe budskabet....

Så jo der er skidt i snart sagt alle hjørner og dem der syntes en stue godt må være et ordenligt sted med en nogenlunde prober standart, uden det bliver for patetisk eller neurotisk- er snart tvunget ud af sit eget hjem.

Hvis den stue skal holdes nogenlunde - så er det på tide der er nogen der stiller sig op og siger -" Det er forbudt at skide i stuen "- og kan du ikke forstå reglerne må du forlade stuen til du har forstået at respekten for den fælles stue er en grundpræmis i et moderne demokrati

Morten Kjeldgaard, Dana Hansen, Martin Hansen , Jens Falkesgaard, Torben Nielsen, Anders Feder, Benny Larsen, Jacob Knudsen, Janus Agerbo, Anders Kristensen, Steffen Gliese, Mette Hansen og Jette Abildgaard anbefalede denne kommentar

Hvorfor bør de svenske politikere egentlig tage Sverigesdemokraterne alvorligt?
For det første har de formentlig slet ingen politik. Og for det andet er indvandringen tilsyneladende ikke et problem - i hvert fald ikke for andre end Sverigesdemokraterne.

I Danmar var indvandring jo heller ikke et problem før Fogh Rasmussen måtte tage Dansk Folkeparti alvorlig, da han skulle bruge deres stemmer. Og netop fordi DF derfor konstant kunne holde sig i medierne, fik de promoveret deres sygelige politiske opfattelse om danskerne som de gode i en ond verden og alle andre som de onde og skadelige.

Morten Kjeldgaard, Dana Hansen, Niels Mosbak, Janus Agerbo, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Lasse Damgaard:
Du beskriver den reaktionære reaktion på afmagt meget fint; assimilér eller forlad domænet. Ind i skammekrogen med sig. Nyrup forsøgte sig med samme tåbelige device, som mange tåbelige forældre før ham har søgt at tryne deres børn, hvis de opførte sig dysfunktionelt. Der skal en hel anden, demokratisk langmodighed og værdifasthed til - og så skal vi iøvrigt nok fokusere langt mere på forebyggende proaktivitet end på behavioristisk reaktivitet ... specielt fordi vi jo har gode (sociologiske og psykologiske) bud på hvorfra problemerne stammer.

I øvrigt gør Sverigesdemokraterne da hele tiden opmærksom på sig selv.

Sidst var det 2 fra partitoppen, der med tunge jernrør i hånden truede og hånede en indvandre og en svensk kvinde på åben gade i Stockholm. Og for at være sikker på, sagen blev publiceret på korrekt måde, filmede de det selv med lyd, så alle kan høre deres fornedrelse.
www.expoidag.blogspot.se/2012/11/nolltoleransen-som-forsvann.html

Og da partiet forud offentliggjorde en absolut nul-tolerence overfor den slags "handlinger", tog man den ene ud af det svenske folketing, og gav ham en høj stabsstilling indenfor partiet. Og den anden - ja han var "hæver" højt over den totale nul-tolerence, så han kan fortsætte. dit politisske virke.

Her er en god link til forholdene hinsidan: www.expo.se/

Martin Hansen , Niels Mosbak, Mette Hansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lasse Damgaard

Peter jensen.
- Men en proaktivisme er både krævende mentalt og fagligt.
Er borgerne parate til den slags ?
Værdifasthed kræver mere end anerkendelse - den kræver tålmodighed. Noget som er blevet en mangelvare i den tempo opskruede civilisation vi er en del af nu.
- Og hvordan guider man den uvordende unge, når lokumet brænder og det handler om at komme ud nu eller omkomme i flammerne?
Et fast greb i kraven og ud - eller; tja jeg forsøgte mig med motiverende samtale - men ungen ville ikke høre - og man skal respektere andre for deres vilje og ret til selv at bestemme over sin krop og handlinger.

Lasse Damgaard:
Vi kan jo ikke lege 'lokummet brænder' hele tiden - og ad dén vej påberåbe os ret til værdiskred og manglende selvdisciplinering når vi optræder reaktionært ... det ville jo være det samme som når den siddende regering erklærer nødvendigheder iht. at skære i dagpenge, kontanthjælp, pension etc. Vi må praktisere hvad vi prædiker, den er næppe længere.

Iøvrigt må det politiske parnas gerne beholde dere spæne stue for sig selv; den er tapetseret med løgn og selvpromovering - og alle i den går på glas. Man bliver syg af at opholde sig i et sådant system.

Lasse Damgaard

Peter Jensen.

Tja men når nu lokumet brænder ?
Selvfølgelig er der ingen grund til at bevare stuen som den stadsstue som er så populær - med billeder af fordums pinger og indforståede konvensioner om hvor skabet "Skal" stå
- Men fælles forståelse og præmiser handler om en forståelseramme man vil respektere - ellers er vi ikke kommet ret lang videre end nedstigning fra træerne.
Og ja man skal opføre sig som man gerne vil have andre opføre sig overfor dig.

Men proaktivisme indbefatter også muligheden for nødværge - ellers kan du ligeså godt acceptere at din integritet kan der skides på som andre finder det belejligt

Michael Kongstad Nielsen

Der findes en mellemting mellem at "samarbejde" med Sverigedemokraterne og at "tie og isolere dem ihjel". Og den mellemting mener jeg, man skal bruge. Nemlig at argumentere mod dem engang i mellem. Tale med dem, og tilbagevise deres synspunkter, og så gå videre.

Dana Hansen, Jacob Knudsen, Per Torbensen og Mette Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hvis Nyrup ikke havde lavet efterlønsfusket, var vi sluppet for et tiår med de mest reaktionære kræfter i vælten.
Indvandring var aldrig en sag stor nok til at afgøre valg - i hele min barn- og ungdom forsøgte pressen med jævne mellemrum at undersøge, om ikke denne lækkerbidsken var klar til at blive en hovedsag; men gang på gang viste alle mulige andre problemer sig at være vægtet højere.
Hvad Pia Kjærsgaards sammenrend angår, så hviler de jo på en opbakning, der går tilbage til 70erne og en helt anden sag - skattenægterbevægelsen. Og nægte, nægte, nægte er, hvad bevægelser som disse bejler til folk, der gør. Det er jo ikke samfundets ildsjæle, der skal findes her.

Martin Hansen , Jens Falkesgaard, Niels Mosbak, Per Torbensen, Janus Agerbo, Karsten Aaen, Anders Kristensen og Mette Hansen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

I min optik er følgende sentens den vigtigste af alle :

"I Sverige, mener Östlund, er man vandt kun til at behandle spørgsmål som indvandring fra to vinkler: den højreekstreme og den kulturmarxistiske. Men hvis man i de andre partier turde erkende, at indvandring giver en vis type af problemer, som vi bliver nødt til at behandle, mener han, så havde man taget det politiske spørgsmål fra Sverigedemokraterna, som det nu har patent på." Citat slut.

At forlænge har debatten været domineret af folk med yderligtgående synspunkter, både fra højre og venstre. En skinger debat mellem kulturrelativister og etnocentrikere.
Ingen fra disse grupperinger kan bidrage konstruktivt.

Nå nu ti procent af befolkningen mener at opleve problemer i forbindelse med indvandring og som følge heraf stemmer på et indvandringskritisk parti, så bør man vel også respektere deres stemme og lytte til dem. Alt andet er arrogant og dumt. I Danmark har tonen ind imellem været direkte og hård, men den har også været med til at aflive myter. Jeg kan derfor kun give Pia Kjærsgaard ret.

Morten Pedersen, Christian Pedersen, Kim Houmøller, Per Torbensen og Torben Selch anbefalede denne kommentar

"Førstepladsen er delt. Den ene halvdel og 15.000 kroner går til søskendeparret Amine og Rrahime Mehmedi, der har skrevet en bog, som skal gøre op med det negative billede af deres bydel, Rosengård, der ellers mest bliver beskrevet, når der bliver sat ild til noget."

"Søskendeparret deler prisen med Karin Rahmberg. En kvinde med dreadlocks, pandebånd og kjole med afrikansk print i grønt og brunt. Hun modtager prisen og 15.000 kroner for sit initiativ i aktivitetshuset på Lindängeskolan."

"..Malmøs feministiske kor stiller sig op. De ni kvinder begynder at synge en sang om mandesamfundet, som de har fået andenpladsen for. De har militærstøvler og stribede T-shirts og synger om, hvor trætte de er af at være samfundets slavinder; at de vil have ligeløn nu; at de raser over idealerne, der er konstruerede af mænd; at de ikke længere vil barbere sig, sminke sig eller sulte sig. »Vi kvinnor vill va’ fria, våra kroppar duger bra«."

Det er sgu´ for morsomt! Fuldstændig som en morgensamling på min gamle, "progressive" friskole. Folkhemmet er blevet begravet i en "kulturmarxistisk" kliche-lavine.

Steffen Gliese

Tænk, Peter Olesen, jeg synes, det er rart, at vi er så tæt på et land, der holder fanen højt og de nordiske værdier intakte.

Curt Sørensen

Vi har da overhovedet ikke haft nogen seriøs debat her i landet om indvandrerproblematikken. Det eneste der er sket er det, at højrerabiate kræfter har fået lov til i nu mere end ti år at vælte en skraldespand af ondskabsfuldheder, giftigheder og horrible påstande om en forfulgt minoritet ud over befolkningen, at medierne har tilpasset sig , fedtet for og legitimeret de højrepolitiske politikere og at andre borgerlige politikere langt ind i V og K er halset bagefter, at had og mistro er blevet solidt befæstede, og at selv R,S og SF ikke for alvor tør tage et opgør med den højrepopulisme der er så dybt farlig.

uffe hellum, Martin Hansen , Jens Falkesgaard, Karsten Aaen, Dana Hansen, Hosai Zadran, Reza Wali og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ja, den var meget god, Peter Hansen.

Mage til patetisk, anstrengt forestilling, med den politisk korrekte sirup drivende af sig, skal man heldigvis lede længe efter - i Danmark.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg synes, artiklen hæfter sig overdrevent meget ved hvad folk har på. Jimmie Åkesson er således "altid i mørkt jakkesæt, skjorte, sorte sko og grønt, lilla eller lyserødt silkeslips." Og på møbleringen og polstringen af Pia Kjærgaards kontor, "hvor alt er blødt og mørkegrønt", og Karin Rahmberg er en kvinde med dreadlocks, pandebånd og kjole med afrikansk print i grønt og brunt. Så er hun placeret.

Per Torbensen

Sverige er på mange områder rent politisk et U-land,hele måden hvorpå de afholder valg til rigsdagen (rent fysisk) på er en joke,som internationale organisationer ofte har gjort Sverige opmærksomt på.

Tryk avler modtryk og de etablerede partier der er ingen undtagelse,de er ikke et hak bedre en Sverige demokraterne ,bruger bare mere raffinerede metoder i deres omgang og tilgang til demokratiet.

Dette er ikke en forsvars tale for Sverigedemokraterne,men artiklen kunne godt behandle emnet lidt mere nuanceret trods alt.

Lars R. Hansen

Jeg synes det er flot - at vi har en forsker ved Århus Universit, der forsker i strategier til at mindske Dansk Folkepartis størrelse, tilslutning og politiske indfyldelse - uden at pakke det ind.

Integration er en proces, som tager tid, og hvis man ønsker at fremme integration, så bør man integrere både dansker og indvandrer. Altså integration går begge vej, både dansker og indvandrer skal lære sammenarbejde, når de har lært at arbejde sammen, så der vil opstå forståelse, respekt og accept ml. dem. Desuden bygger integration på disse tre begreber forståelse, respekt og accept og det kommer kun hvis dansker og indvandrer sammenarbejder,på den måde lærer de hinanden at kende, dermed skabes tæt kontakt ml. dem.DF ønsker ikke at fremme integration, tværimod, de bygger mur ml. dansker og indvandrer, jeg synes at det er på tid at både indvandrer og dansker fjerner hades mur ml. dem og byg bro istedet.

Kim Houmøller

Indvandrerne bærer selv skylden for den stigende (racisme). Vi gider bare ikke folk der ikke vil indordne sig. Når danskerne skal yde mindst 16 milliarder årligt til dette vanvid, er det forståeligt at mange siger stop og vil have "smækket" kassen i. Ulemperne rammer den dårligst uddannede del af befolkningen. De velstillede mærker ingenting. At nogen mener der ikke er problemer, må skyldes de lever på en anden planet (radikale).

Gert Villadsen

Faktisk lidt bekymrende, at de fleste af de faste debattører her lige netop dokumenterer faren ved ikke at tage den yderste højrefløj (eller venstrefløj, som er ligeså bindegal) alvorligt og blot strør om sig med latrinære udtryk i stedet for at forstå logikken bag ved Sverigesdemokraterne.
De skal tages alvorligt for at blive "bekæmpet" ---- det har man øjensynligt endnu ikke lært blandt de pseudoelitære venstreorienterede, hvilket er bekymrende.

Steffen Gliese

Tjah, Gert Villadsen, i Sverige har de små 6 procent af stemmerne, i Danmark de det dobbelte. Hvilken strategi synes at virke bedst?

Martin Hansen , Niels Mosbak, Jesper Wendt og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

Jeg savner stadig en skelnen imellem racisme, der bruges og misbruges i en uendelighed og så tilstrømning FN flygtninge o.m.a., inviterede udlændinge, da vi havde brug for arbejdskraft etc-til et land, der ikke er forberedt på tilstrømningen og alle de udfordringer det medfører over flere generationer.
Reaktionerne er praktisk samt forbundet med vore dybe gener, der reagere på alt det, der er anderledes
I USA som eksempel er der store områder, hvor sproget er spansk. I Danmark skal man tale flydende dansk for at blive integreret.
Den følelse, man kan have et gran af, når man ser en anden hudfarve forsvinder jo øjeblikkelig ved at personen taler dansk.
Vi accepterer sygeplejepersonale med muslimsk baggrund, men har svært ved det , hvis de i situationen anvender et sprog, en variant af dansk, vi ikke forstår.
Den store mentale bøhmand ligger, med baggrund i den radikale og fundamentalistiske variant af islamismen, der med alle midler søges udbredt, nu senest i Mali, måske og venter på os, hvor vi kun har set fortropperne, der bemander vore taxier og grøntbutikker, indtil de er stærke nok. Vi hører et beroligende: de er muslimer, som vi er kristne.
Men på hvilken side er de, når fundamentalisterne ankommer og de amerikanske droner ikke kan beskytte os?.
En bøhmand fra overtroens verden eller gør de mange selvmordsbomber indtryk? stening af kvinder,æresdrab, alt relateret til en religion og en stenalderlivsstil.
Vi venter ikke på Godot, men på om de moderate muslimer går af med sejren i det lange løb.
I Sverige har de taget imod mega mange flere udefra, der ikke spiser snus-partier opstår af mange årsager .
Modstand mod anderledes tænkende og af et andet udseende er urgammel og prakiseret helt vildt i Danmark-jyder mod københavnere, den ene landsby mod den anden,pinsebevægelsen mod alle, dem der lugter mod dem, der ikke gør det-racisme er blot at være anderledes eller fra en anden by-det er det uhyggelige og vi har alle anlæg for det.
I 60erne gik en mand i Horsens, han havde lidt ufornuftigt taget plusfourbukser på, altså bukser, der kun gik til knæet og var sat fast der.
På det andet fortorv gik en lokal, fik øje på plusfourbukserne og råbte: din arkitektsnude, skal du ha' en røvfuld.
Racisme har intet med race at gøre, men er den vidunderlige egenskab, dårligt opdragne har ved alt, der er anderledes.
Nazisterne kunne det der i større skala, jugoslaverne i nyere tid,tutsierne,hutuerne listen er mega lang.

I 1998 ved valget den 11. marts fik DF cirka 7% af stemmerne - efter alle derefter begyndte atg tage dem alvorligt fik de ved valget i 2001 22 mandater og 12% af stemmerne: "Ved tripelvalget den 20. november 2001 – det samtidige valg til kommunalbestyrelser og amtsråd – fik DF 413.987 stemmer og vandt 22 mandater, svarende til 12,0 procent af stemmerne og blev det tredjestørste parti." kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Dansk_Folkeparti Så meget for at begynde at tage DF's og SverigeDemokraternes (SD) holdninger alvorligt - og i har vist alle glemt hvordan EB i 1996-1998 hjalp DF med kampagnen De fremmede ----- det alene gav nok 2-3% stemmer ekstra til DF, vil jeg mene. EBs kampagne kørte på en ting og kun ting - de fremmede snyder og bedrager alle som en, gør de, mens vi danskerne aldrig kunne finde på at gøre den slags ting. Og det medførte at der kom en masse myter omkring de fremmede, især muslimer - myter som vi stadig slås med. For nej, myterne blev ikke afskaffet via denne debat, den, debatten, bar ved til det bål, som de her myter er lavet af.

Det der virker - og virkede - var og at almindelige danskere ser søde bosniere ekspedere dem på apoteket, kompetente tyrkiske sosu-assistenter tage sig af dem, vidende pakistanske ekspedienter i radioafdelingen i Fona eller Bilka, eller de møder afghanske mødre som mødre i børnehaven. Eller de møder en ung tyrkisk kvinde i toget med sine børn - eller en dygtig afghansk eller pakistansk læge på sygehuset. Så bliver fordommene trængt i baggrunden - og man ser på mennesket som udøver faget.

Ift. Venstre sannonce som en journalist fra Se og Hør? viste hende under valgkampen i 2001 var det måske den der viste 4-5 indvandrere foran en retsbygning og med skriften henover - Tid tid til forandring........underforstået: ud med muslimerne.....
Anders Fogh Rasmussen ville magten - og han ville en anden værdipolitik i dette land, og dertil brugte han dygtigt DF - og DF brugte AFR dygtigt til at promovere deres mærkesager: en anden værdipolitik i dette land, især ift. skolen og ift. indvandrerne i dette land.

Sverigedemokraterne er desuden opstået som en fusion af visse elementer på den højreekstreme front i Sverige - de har sin oprindelse i diverse nazistiske og fascistiske kredse. Og selvom de prøver at tage afstand fra dette, lykkes de ikke rigtigt med det - som en anden kommentator beskriver det så glimrende. Og Magnus Hallgren fra SD i Malmø i Sverige bør angribes på sin dobbelthed - han og SD kræver at indvandrerne får en uddannelse. Men når man så laver uddannelsesforløb specielt rettet mod disse indvandrere, er han og SD så også imod. Og dette bør han angribes på - og ikke for at være en kværulant. Og det bør påpeges skarpt og hårdt, at han sikkert mener, at nysvenskerne ikke skal være brandmænd. Og hvad er der i vejen med kortere uddannelser for at blive brandmand? Alle mennesker, også svenskere uden så store boglige forudsætninger, kan jo nu blive brandmand i Malmø i Sverige.

Og Östlund tager fejl, gør han. Hudfarve har intet med klasse at gøre - og det Östlund nærmest påstår her er jo at fordi man er brun i huden er man jo automatisk kriminel - og stjæler fra hvide drenge. I stedet for at se på at fattige mennesker altid har stjålet fra rige mennesker - eller det de opfatter som rige mennesker.

Og hvilke indvandrere er selv skyld i den stigende racisme? Mon ikke man igen og igen mener muslimer eller folk som er brune i huden? Og det selvom omkring 70-80% af alle indvandrere i dag kommer fra ---- Østeuropa. Og kommer for at arbejde i dette land, dette Danmark.

Og igen skal vi høre på Pia Kjærsgårds usandheder om 'ikke stueren' bemærkning i 1999 fra Nyrups mund. Alle synes vist at have glemt, at Tom Benhkne (daværende medlem af DF) udtalte at somalierne skulle smides ud over Somalia - uden faldskærm. Og at DF på dette tidspunkt (1999) foreslog at hvis et ungt medlem af familie eller slægt var kriminel, ja så skulle hele familien, også bedsteforældrene, smides ud af Danmark. Og derfor sagde Nyrup som han gjorde, Pia Kjærsgaard, men du har måske glemt hvad du - og DF - sagde i 1999?

Alexander Carolinus

Man kan vende det, dreje det, intellektualisere det eller fordømme det. Det ændrer ikke på at en stigende andel af befolkningen i de Europæiske lande ønsker stop for indvandring fra tredjeverdenslande, stop for EU centraliseringen og afviklingen af nationalstaten; og en rænessance for tradtionelle værdier.
Hvorfor mon? Fordi de etablerede partier har svigtet i at beskytte vores interesser til en grad hvor vores velfærdssystem krakelerer, hvores rettigheder forringes og hvor flere og flere ikke kan klare sig selv. Fordi folk er trætte af hvordan særinteresser konstant prioriteres foran almindelige menneskers behov. Fordi politikerne i stigende grad er virkelighedsfjerne professionelle bureaukrater som taler til og ikke med borgerne.

Gert Villadsen

@Hansen

Stram nu op...... forsimplinger nekan også blive for groteske.

Man skal altid synliggøre fantasterne på fløjene, så folk kan se, hvor bindegale de er - det gælder såvel Sverigedemokrater som eksempelvis voldsspykopaterne omkring Jagtvej 69 for blot at nævne et par eksempler - larmende stilhed hjælper ikke en døjt !

Her er der tale om partimedlemmer der er taget for grov racistisk vold, som du sammenligner en ungdomsgruppe med.

Det kunne hævdes at være en forenkling.

Dana Hansen, Martin Hansen , Christian Mondrup, Niels Mosbak, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Kim Houmøller skrev: "Indvandrerne bærer selv skylden for den stigende (racisme)"

De fleste indvandrere/muslimer er moderate og tolerante mennesker, der ikke ønsker andet end at leve et fredeligt liv med et arbejde, familie og deres religion.

Folk der lever i samfund, der er hærget af religiøse fordomme, ved at man kan plukke i og misfortolke enhver religiøs tekst. Koranen kan, ligesom Bibelen, fortolkes på forskellige måder. F.eks. har Toraen passager der prædiker drab, masseudryddelser, intolerance og racisme. Skulle det være ensbetydende med at alle jøder har en selvforståelse af, at være "Guds udvalgte folk" med ret til at dræbe og herske? Nej vel ? Alle ved hvilke følger det kan få, når man ved brug af dæmoniserende generaliseringer, stigmatiserer en minoritet...

Skelettet i visse kristnes og nationalkonservatives politik er at de ønsker et samfund opdelt efter religion. Et samfund hvor kristendom og jødedom har en magtfuld særstilling overfor islam - der via sin "indbyggede ondskabsfuldhed og formodede ønske om konflikt" er en (omend mindreværdig) hovedrival. Man skal være naiv eller behændig, hvis man ikke kan se at selvopfyldende profeti kunne blive resultatet. Visse kristnes/nationalkonservatives syn på islam som værende ondskabsfuld og krigerisk, er krigerisk i sig selv og derfor kun en begrebsmæssig omvending af den påståede vision hos muslimerne, der i givet fald lige såvel som mange kristne og nationalkonservative tror på en religions-konflikt.

Martin Hansen , Jesper Wendt, Niels Mosbak, Christian Mondrup og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

"De fleste indvandrere/muslimer er moderate og tolerante mennesker, der ikke ønsker andet end at leve et fredeligt liv med et arbejde, familie og deres religion. "

Det er fuldstændig korrekt!

Dog, hvis man ellers omgås nogle af disse glimrende mennesker, så vil man vide at mange af dem ser med stor foragt på netop blødsødenheden overfor "de brådne kar", som skader deres omdømme.
"Hvorfor smider vi ikke de svin ud af landet?", som en bekendt fra Uganda engang udbrød i fbm. nogle somalieres meget milde domme i en lokal sag.
Han mente, nok desværre ikke uberettiget, at han og andre uskyldige afrikanere ville blive mere ildesete fremover.

Samme blødsødenhed er nok den væsentligste årsag til samme frustration hos indfødte i både Sverige og Danmark. De færreste har jo noget imod gode mennesker efter nærmere bekendtskab, men at skulle være tvunget til selskab med skiderikker er der ret mange, som ikke bryder sig om.

Mao. "En fremmed er en ven, som du ikke har mødt"
er et lige så stupidt og fordomsfuldt udsagn, som:
"En fremmed er en fjende, som du ikke har mødt"

Yderfløjene i nu årtiers udlændingedebat har desværre ikke meget at lade hinanden høre mht. dumhed.

Steffen Gliese

Hidtil har debatten jo båret præg af, at såkaldt almindelige mennesker tager det som et angreb på deres livsstil, at andre vælger at leve anderledes. Det er meget svært at tage alvorligt.
Som bekendt er kriminaliteten over årtier raslet ned. mens arbejdsstyrken er større end nogensinde, betalings- og handelsbalancen enorme, ligesom opsparingen i samfundet. Der er absolut ingen grund til ikke at få igangsat nødvendige forbedringer i samfundet, og måske for én gangs skyld undlade at være duksen i klassen i forhold til vilkårlige EU-krav, som forhindrer os i at udvikle samfundet i en mere ønskværdig retning end vækstidiotien.

Martin Hansen , Karsten Aaen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Thomas Koch skriver
Søndag kl. 12:54 :

"Nå nu ti procent af befolkningen mener at opleve problemer i forbindelse med indvandring og som følge heraf stemmer på et indvandringskritisk parti, så bør man vel også respektere deres stemme og lytte til dem" Citat slut.

Det må være en forkert formulering.

Mon ikke det nærmere er omkring 80 % der mener at indvandringen har medført visse problemer, og heraf er der nogle der stemmer på et indvandringsfjendtligt parti ?

Ud over de der stemmer på DF er vi mange der befinder os omkring midten på den politiske skala, der mener at disse problematikker skal løses.
Ikke ved at skære alle over én kam og ikke ved at lukke øjnene og håbe det går af sig selv.

Benægtelse af at der er problemer forbundet med indvandringen, kan ikke bruges til en s... !

Michael Kongstad Nielsen

Jeg hører til dem, der siger, at der ikke er noget problem. For man kan ikke gøre en hel befolkningsgruppe til et "problem". Ja, det kunne man måske godt, hvis det var de velhavende finanskapitalister i Gentofte, man tænkte på, eller dem, der forurener, eller dem, der kører i bil og sviner med deres udstødningsgas og støjer langs vejene. Men ikke, hvis det drejer sig om en gruppe defineret ved herkomst. Derfor vil jeg kun diskutere med folk om dette, hvis de har nogle konkrete problemer, vi kan diskutere. Altså skal der formuleres konkrete, erkendte problemer, før processen kan blive frugtbar, og integrationen kan komme videre.

Carsten Hansen

Michael K.N.

-Ghetto-dannelse/parrallelsamfund med egne regler og værdisæt.

-Alt for mange børn der starter op i skole uden ordenlig kendskab til dansk.

-Alt for mange unge der forlader folkeskolen uden tilstrækkelige danskkundskaber.

-Overrepræsentation i kriminalstatistikkerne.

-Tvangsægteskaber og genopdragelsesrejser.

Bare for at nævne et par konkrete eksempler.

MKN

"For man kan ikke gøre en hel befolkningsgruppe til et "problem"

Du må selvfølgelig sige, hvad du vil, men ikke destomindre er det nu mere reglen end undtagelsen, at "man" gør netop det, hvis der kan findes en passende befolkningsgruppe!

Irland, Rwanda, Sri Lanka, Zimbabwe..........fortsæt selv (listen kan blive rigtig lang)

Michael Kongstad Nielsen

Carsten Hansen
Det ved jeg ikke, jeg vil ikke pege på nogen. Men når Sverigedemokraterne kaldes et "indvandrerkritisk" parti, og du endda taler om et "indvandringsfjendtligt" parti, kan et sådant parti vel ikke forstås som andet end et parti, der ser på en befolkningsgruppe som et "problem".

Carsten Hansen

Michael k:N.

Det jeg gør opmærksom i det indlæg, det er at procentdelen af folk mener at indvandring medfører visse problemer nok nærmere er omkring 80 og ikke 10 % som Thomas Holm skriver

Men at det langt fra er alle, men få, der herefter stemmer på DF/SD.

Folk der mener at indvandringen ikke skaber visse problemer, forstår jeg ikke.

Michael Kongstad Nielsen

Nic Pedersen, for at tage Irland, jeg går ud fra du mener Nordirland (?), så er netop befolkningsgruppetanken forhindringen. At det forekommer, er jeg ikke i tvivl om, men det er jo forhindringen. At alle katolikker, eller alle protestanter osv. er sådan og sådan, vel er de ej. Og om du vil høre sammen med resten af Irland, eller med et Storbritannien, der hidtil har underholdt dig, er mere relevante spørgsmål, som måske kan besvares på andre måder end gennem marcher og slagsmål.

Michael Kongstad Nielsen

Carsten Hansen - problemerne må konkretiseres, så de ikke breder sig ud til, at det er en hel gruppe der er et problem. Det er det, jeg mener.

Carsten Hansen

Michael K.N.

OK.

Så er vi enige om at problemerne skal italesættes, uden at slå alle over èn kam, og at der skal handles for at opnå løsninger på de reelle problemer.
Det er derfor jeg efterlyser større deltagelse fra midterpartierne, i stedet for at yderfløjene dominerer debatten.

Og der for skrev jeg som jeg skrev i mit indlæg # 12.15

Sider