Læsetid: 7 min.

Man kan godt blive kendt, selv om man bare hedder Hansen

Vi er ikke meget for at hedde Madsen, Nielsen og andre -sen-navne. FOA’s formand, Dennis Kristensen, er imidlertid stolt over sit navn. Og det kan meget vel være udtryk for en ny tendens, hvor de klassiske sen-navne kommer tilbage, vurderer navneforsker
Grafik: André Leit/iBureauet

Grafik: André Leit/iBureauet

19. januar 2013

»Er der nogen af jer, der hedder noget mærkeligt i jeres pas?« spurgte jeg ud på mailen, da jeg i min egenskab af praktikantvejleder skulle bestille flybilletter til den årlige studietur for avisens praktikanter. Når man flyver, skal der være overensstemmelse mellem navnet på billetten og det i passet, ved vi nok. Det var der sådan set ingen, der gjorde – altså hed noget mærkeligt.

Til gengæld var der en del, der hed noget meget almindeligt, skulle det vise sig. Hende, vi kender som Lærke Cramon, hedder Madsen til efternavn. Hende, vi kender som Naja Dandanell, hedder Kristensen. Og vores foto-praktikant, Tine Sletting, hedder Jakobsen. Fire ud af syv viste sig at have andre navne end dem, de bruger i avisen – og i tre af tilfældene var det de gode, gamle sen-navne, som praktikanterne havde fravalgt. Det er typisk for den unge generation, kunne man tænke, men sådan forholder det sig faktisk ikke.

For da jeg fortsatte legen rundt i huset, dukkede der temmelig mange sen-navne op. Vores fotochef, Sigrid Nygaard, hedder i virkeligheden Sigrid Nygaard Jensen. Vores filmredaktør, Christian Monggaard, hedder Christensen. Vores chef for weekend og kultur, Rune Lykkeberg, hedder Nielsen til efternavn. Avisens chefredaktør kalder sig ganske vist for Jensen (daværende chefredaktør Christian Jensen, red.), men det er formentlig kun fordi, han ikke har andre navne at gøre godt med.

Eva Meldgaard

Det er vel bare typisk journalister, kunne man tænke. De vil gerne have flotte bylines, som det hedder i journalistsprog, så deres navne bliver genkendt. Men nej, sådan hænger det faktisk heller ikke sammen. Tendensen til at flygte fra sen-navnene er landsdækkende. Det fortæller Eva Meldgaard, som i dag er gået på pension, men som har forsket i efternavnenes historie på Afdeling for Navneforskning på Københavns Universitet:

»Det er meget udbredt, at man dropper at bruge sit efternavn. Især de almindelige sen-navne,« siger Eva Meldgaard og giver en mulig forklaring:

»Der er ikke nogen lande i verden, hvor de mest almindelige efternavne er så udbredte som i Danmark. Selv almindelige navne som Smith og Jones i England er mindre udbredte end Jensen og Nielsen er herhjemme. Så det handler nok om at skille sig lidt ud – og gøre sig genkendelig ud fra sit navn,« siger hun.

Tendensen har eksisteret i efterhånden mange år – og efter at navneloven blev lempet i 1981 og siden yderligere i 2005, har mange helt droppet deres sen-navne. Desuden er der stadig færre nyfødte, der arver forældrenes sen-navne.

Og det kan ses på statistikken: De tre mest udbredte danske efternavne er Jensen, Nielsen og Hansen.

I 1971 var der lidt over en million danskere, der bar ét af de tre navne – i dag er det kun omkring 750.000. Dertil kommer altså alle dem, der (ligesom Informations medarbejdere) hedder Jensen, Nielsen, Christensen, Madsen osv., men som ikke bruger navnet til daglig.

Dem er der ikke tal på, men det drejer sig om rigtig mange, vurderer Eva Meldgaard og fortæller en lille anekdote:

»For efterhånden en del år siden kørte en bus med danske turister galt i Østrig, og alle kom på hospitalet. Det var vist ikke sådan rigtig alvorligt,« siger Eva Meldgaard og fortsætter:

»Myndighederne kunne ikke finde ud af, hvem der var hvem, og den lokale presse beskrev Danmark som en bananrepublik. Men i virkeligheden er det ikke så forbavsende, for de mennesker, der hed én ting i deres pas, havde opgivet andre navne, da de bestilte rejsen. Altså én, der i virkeligheden hed Jensen, stod måske opført som Skovgaard,« fortæller hun. Når de klassiske sen-navne ikke længere er populære, spiller klassesamfundet også en rolle, siger Eva Meldgaard.

»Der er et socialt element i det. Det er et faktum, at jo højere op i samfundet, man kommer, jo færre sen-navne støder mn på. Jeg så på et tidspunkt en liste over censorer på dansk på Københavns Universitet. Der var påfaldende få med et sen-navn,« siger Eva Meldgaard. Derfor kan der være et element af snobberi, når man vælger at droppe sit sen-navn.

Navne, der slutter på –søn (og siden –sen) har eksisteret i flere hundrede år herhjemme, og frem til 1828 var der tradition for at opkalde sine børn efter faderens fornavn. Hvis faderen hed Hans Jensen, hed sønnen eksempelvis Jens Hansen, men det blev noget rod, for ingen vidste, hvem der var i familie med hvem.

Efter ’Forordningen af 1828’ arvede man sin faders efternavn. Dermed ændrede efternavnet karakter fra at være ’beskrivende’ – han er søn af den og den – til at være ’betegnende’: Han har dette efternavn.

Mellemnavnene begyndte først at dukke op i slutningen af 1800-tallet, og det handlede dengang som i dag om at skille sig ud. I år 1900 havde 90 procent af den danske befolkningen de samme 20 efternavne. Som i øvrigt alle var sen-navne. Med industrialiseringen blev særlige kendetegn direkte nødvendige »Der kunne snildt være fem på den samme fabrik, der hed Hans Jensen,« fortæller Eva Meldgaard. I dag, hvor man kan hedde stort set, hvad man har lyst til, er vi kommet endnu længere væk fra efternavne som »beskrivende« for vores person.

De 20 mest udbredte danske efternavne

  • Jensen 264.824
  • Nielsen 264.159
  • Hansen 220.956
  • Pedersen 166.417
  • Andersen 161.379
  • Christensen 121.147
  • Larsen 118.144
  • Sørensen 113.207
  • Rasmussen 96.250
  • Jørgensen 89.846
  • Petersen 81.250
  • Madsen 65.222
  • Kristensen 61.274
  • Olsen 49.091
  • Thomsen 39.473
  • Christiansen 37.493
  • Poulsen 32.526
  • Johansen 31.517
  • Møller 30.321
  • Knudsen 29.787

Kilde: Danmarks Statistik

 

Klaus Rifbjerg Petersen

Forfatteren Klaus Rifbjerg havde i 90’erne en føljeton i Information, hvor han skrev under navnet Klaus Thorvald Rifbjerg Petersen – og blandt andet lavede sjov med at bruge kendte danskeres fulde navne:

»Navne er jo ret følsomme og komiske samtidig. De fleste mennesker er snobbede. De vil hedde noget fint og købe sig til et mystisk navn i stedte for bare at hedde Petersen. Man har en ide om, at man stiger op ad den sociale rangstige ved at hedde noget særligt,« siger Klaus Rifbjerg, som er døbt Klaus Thorvald Rifbjerg.

Hans forældre – og den øvrige familie på faderens side – hed oprindeligt Rifbjerg Petersen, men den generation af familien valgte at droppe Petersen:

»De blev enige om at smide det der Petersen væk. Det fyldte for meget, tror jeg, og det var finere at hedde Rifbjerg, går jeg ud fra,« siger Klaus Rifbjerg og tilføjer:

»Jeg ville ikke have noget imod at hedde Klaus Petersen, selvom det selvfølgelig er mere distinkt at hedde Rifbjerg. Men det må være det, der er indeni, der er vigtigt. Som Goethe skrev: »Name ist Schall und Rauch.« Det er det indre, det kommer an på, ikke navnet,« siger Klaus Rifbjerg, som prøver at komme i tanke om forfattere, der hedder almindelige –sen-navne:

»Martin A. Hansen er da blevet kendt, selv om han hedder Hansen. Men der har de selvfølgelig puttet et ’a’ ind,« siger Klaus Rifbjerg og tilføjer: »Men Jesper Jensen bar det da med ære og uden problemer.«

Dennis Dandanell Kristensen

Under planlægningen af praktikanternes studietur, kunne jeg ikke lade være med at gøre mig lystig over de mange nyopståede efternavne. Det affødte en slags debat, og her kom det frem, at Naja Dandanell Kristensens familie gemmer på en interessant navnehistorie. Hun er datter af fagforeningslederen, Dennis Kristensen. Han kalder sig ikke Dennis Dandanell, og det er der en grund til, forklarer han:

»Jeg hedder Dennis Dandanell Kristensen, men jeg har altid kun brugt Kristensen, og derfor har jeg valgt at holde fast i det navn. Det er det mest naturlige for mig,« forklarer han. Det er han imidlertid ret alene om i sin familie. På et tidspunkt i 80’erne – efter den første lempelse af navneloven – blev Dennis Kristensens bror og forældre nemlig enige om at droppe Kristensen og bruge Dandanell efternavn:

»Min bror var ejendomsmægler, og jeg tror gerne, at han ville have et navn, som alle kunne kende og huske. Og når man skiftede navn dengang, skulle forældrene være med – det var en betingelse,« fortæller Dennis Kristensen. Og hans forældre syntes, at det var en fin idé:

»Min mor har altid godt kunnet lide tanken om at hedde Dandanell, måske fordi hun syntes, at det lød finere end Kristensen. Det er et navn med franske aner.«

Derfor skiftede Dennis Kristensens øvrige familie navn:

»Men jeg havde ikke nogen trang til at have et navn, som skiller sig ud. Et sen-navn er en massebetegnelse, men jeg havde ikke noget imod at være en del af en massebetegnelse.«

— Er det bedre at hedde Kristensen end Dandanell, når man arbejder i en fagforening?

»Det var før min tid i fagforeningen, men der ligger da noget politisk i det. Jeg var en del af den ungdom, der havde hår til skuldrene, træsko og arbejdsjakker. Og der har Kristensen da nok passet mig bedre end noget fornemt. Jeg havde ikke noget imod, at mit navn signalerer noget almindeligt og folkeligt.«

Den historie bliver jeg nødt til at fortælle til Eva Meldgaard:

»Haha. Den var ny,« siger hun og kommer med en interessant tilføjelse: »Jeg tror faktisk godt, at flere kunne finde på at gøre som ham.«

— Hvad mener du?

»Jeg føler mig overbevist om, at der før eller siden kommer en modbølge, hvor man snobber nedad – i stedet for opad. Der har været en tendens til, at forældre kalder deres børn begge forældrenes navne plus to fornavne. Det giver nogle meget lange navne, og der tror jeg fremover, at man vil lade fornuften råde,« siger Eva Meldgaard og tilføjer:

»Og skulle man forestille sig en modreaktion imod de meget lange og specielle navne, så må det være de klassiske sen-navne,« siger Eva Meldgaard, der når alt skal med, også hedder Villarsen – men det er kun som mellemnavn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Man vil ikke have et sen-navn (en massebetegnelse) til efternavn og dropper det til fordel for et mere spændende efternavn, hvorefter man så kan høre folk præsentere sig udelukkende ved fornavn, når man ringer op til dem i deres arbejdstid - det være sig hos myndigheder og virksomheder.

Når det er et fornavn, har man åbenbart ikke noget imod, at præsentere sig med en massebetegnelse, som fornavne trods alt er.

Det er rent til grin - og særdeles upraktisk for den, der er i den anden ende af røret.