Hvis man gør noget hver uge hele livet, kan man blive ved med at gøre det altid. Det var en af Jens Wellejus leveregler. Derfor stod han på hovedet og slog baglæns kolbøtter en dag om ugen, til han var over 80. Hver dag drak han gulerodssaft, fordi han havde læst, at det var sundt, og han holdt sig altid på sin idealvægt. Hvis han blev for tyk, holdt han bare op med at spise.
Jens Wellejus’ mor var plantageejer, hans far var journalist og han voksede op i Svendborg. Han beskrev selv sin barndom som lykkelig bortset fra forældrenes skilsmisse, der påvirkede ham meget. Det var en fin familie, og Jens Wellejus blev sendt på privatskole i Svendborg. Skoletiden var udmærket, men da han var færdig, vidste han, at han ikke skulle gå i skole længere men i stedet fokusere på frugtavlen. Han ville gerne en dag overtage familiens plantage, og det førte ham til frugtavlerskoler i både England og Danmark.
Jens Wellejus blev boende hos sin mor, så længe hun levede, det meste af tiden i en bolig ved plantagen, hvor han kunne udleve sin kærlighed til naturen ved at passe sine dyr, frugttræer og planter. Det var et sted, mange mennesker i byen havde forbindelse til, da der blev hyret folk lokalt til arbejdet med at plukke, når det var sæson. Det var mest æbler og jordbær, men også andre ting til tider. Jens Wellejus var en person, der skilte sig ud både i det han gjorde, og det han sagde. Han blev aldrig gift og havde heller aldrig haft en kæreste. Dagligdagsemner eller hvad der var i fjernsynet i går, talte han sjældent om, da det ikke rigtigt interesserede ham. I stedet holdt han af at diskutere filosofiske betragtninger, klassiske forfattere, astronomi eller verdenshistorie på et niveau, så hans venner til tider havde svært ved at følge med. Efter morens død i 1990 blev han boende i et hus i den østlige del af Svendborg, som hans velhavende bedstefar havde købt i begyndelsen af 1930’erne. Et stort murstenshus med røde mursten og tegltag, kælder og to etager. Jens Wellejus interesserede sig ikke for materielle ting, så hele huset stod, som det gjorde dengang og lignede et hjem fra gamle dage. Der var malerier på væggene, flotte gamle ure, skænk og skabe. Et sofasæt med borde, stole og lænestole passede sammen og matchede tapet, gulvtæppe og gardiner. Ligesom dengang havde han hverken varmt vand eller radiatorer i køkkenet, og han skiftede først ting ud, når de gik i stykker og ikke som så mange andre, når man får lyst til at se på noget nyt eller have noget mere moderne. Selv var han ligeglad, da han var et udemenneske og alligevel ikke brugte store dele af huset.
Huller i hækkene
Da Jens Wellejus gik på efterløn som 60-årig, begyndte han at forpagte jorden i plantagen, men fortsatte med at eje den. Han beholdt sin egen store have derude, og kørte hver dag derud i sin gamle Lada med madpakke og termokande. Der hyggede han sig med at dyrke grøntsager og frugter og lave bål. Når det var sæson, og han kom hjem, havde han ofte en spand kirsebær eller grøntsager med til de nærmeste naboer, som også var hans primære omgangskreds. For selvom han boede alene, var han ikke et ensomt menneske. Fraværet af tæt familie betød blot, at han selv måtte opsøge det sociale, og det gjorde han mest med de nærmeste naboer. Han og hans mor havde startet traditionen med at klippe huller i hækkene på hele den ene side af vejen, så børnene kunne løbe frit mellem haverne uden at skulle ud på vejen. Den frie passage for børnene og hans altid gode humør og sociale evner var medvirkende til, at der opstod et mindre landsbysamfund midt på villavejen.
12 år i træk tilbragte han vinterhalvåret på Gran Canaria, da han syntes, den danske vinter var for kold. Han havde lært sig spansk på et kursus i Danmark og blev venner med den familie, hvis pensionat han altid boede på. Når han var hjemme, hørte han altid P1 og skrev dagbog hver dag. Om hvad han havde lavet, hvordan det gik med plantagen, og hvordan vejret havde været. Han var kristen og gik hele livet i kirke hver søndag.
Som 82-årig fik Jens Wellejus en blodprop i øjet og mistede synet få dage efter. At være blind passede dårligt til det aktive og selvstændige liv, men han blev boende hjemme og klarede sig med hjemmehjælp fire gange om dagen. Det var i hjemmet, han døde med sin hjemmehjælper i hånden og sine gode venner omkring sig.
