Baggrund
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi. Søren Koch (1932 - 2012)

Søren Koch fik arkitekturen ind med modermælken. Sin plads i faget fandt han i undervisning og formidling
Moderne Tider
19. januar 2013
Svært ved det nye. Det er de unge, der har ret, men jeg forstår det ikke, sagde Søren Koch ofte de sidste år. Bemærkningen handlede om  den nye arkitektur, som ofte brød med alt, hvad han havde lært og erfaret. Det er moderne, men resultatet er ofte ikke gennemtænkt, lød hans dom. Privatfoto

Svært ved det nye. Det er de unge, der har ret, men jeg forstår det ikke, sagde Søren Koch ofte de sidste år. Bemærkningen handlede om den nye arkitektur, som ofte brød med alt, hvad han havde lært og erfaret. Det er moderne, men resultatet er ofte ikke gennemtænkt, lød hans dom. Privatfoto

Der var ikke et hus i København, om hvilket Søren Koch ikke vidste, hvem der havde tegnet, og hvornår det var fra. Som søn af en arkitekt og en væverske blev interessen for indretning, møbler og arkitektur allerede stimuleret, fra han var barn. Familien havde ikke bil, så hans far kørte sin dreng rundt i landet på cykel for at se på kirkebyggerier og restaureringer, som faren selv var involveret i. Cykelturene lagde grunden til den livslange interesse for arkitektur, der endte med at blive både Søren Kochs levevej og passion.

Søren Koch blev født i 1932 og voksede op på Hulgårdsvej i Københavns Nordvestkvarter i et hus, hans forældre købte ganske kort tid efter, de blev gift. Han gik i folkeskole på Rødkilde Skole, blev student fra Skt. Jørgens Gymnasium og fortsatte videre på Kunstakademiets arkitekturlinje. Efter studierne arbejdede han kortvarigt på tegnestue, men brød sig ikke særligt om det, da han interesserede sig mere for arkitekturforskning og -historie.

Efter studiet blev han ansat som timelærer på Kunstakademiet og fik også gæsteprofessorater på først Berkeley og siden Rhode Island School of Design.

Et værelse med alkove

Det var i efteråret 1963 på Rhode Island School of Design, at han mødte Jo. Hun studerede til indretningsarkitekt på sit sidste år, og han var vejleder på hendes afgangsprojekt. Søren Koch var en meget kritisk lærer, der med et charmerende gebrokkent engelsk gik rundt mellem eleverne med bemærkninger som »thats undelicious,« hvis han så noget på deres tegninger, han ikke brød sig om. Søren og Jo blev forelskede, og da det aldrig var på tale at blive i USA, fordi han gerne ville hjem til Kunstakademiet igen, foreslog han, at hun kunne tage med til Danmark, for at se om hun ville kunne holde ud at være der. Men hendes mor sagde bestemt nej, for det var en anden tid, og man kunne ikke bare tage med en fremmed mand til et fremmed land. Søren Koch tilbød, at de så kunne gifte sig, og den 1. januar 1965 blev de borgerligt viet af en fredsdommer i hendes forældres hus.

Søren og Jo Koch flyttede sammen på Bjelkes Allé på Nørrebro i hans lille etværelses lejlighed med alkove. Det var svært at finde kurser i dansk for udlændinge, da der ikke var særligt mange udlændinge dengang, så Søren Koch hjalp sin kone med at lære sproget ved at indtale sætninger på bånd, som hun så skulle lære at udtale.

Sammenlignet med danske forhold var lønnen i USA fyrstelig, så for de penge, han havde sparet op ved arbejdet i USA, købte Søren Koch en grund i Asserbo. Her byggede Jo og han et sommerhus næsten helt fra bunden. De fik en jord og betonarbejder til at støbe fundamentet, men ellers gjorde de alt selv ud fra et konstruktionssystem, som Søren Koch selv havde udviklet og gerne ville eksperimentere med i praksis. Princippet var, at hvis man fletter træ etagevis, kan man opnå en styrke og stabilitet med ganske smalle stykker tømmer, så man ikke behøver at bruge store og dyre stykker træ. Det skulle give en billigere konstruktion, der samtidig var lige så stærk og stabil.

Byggede fra bunden af

Søren og Jo Koch flyttede fra den lille lejlighed på Nørrebro, først til en toværelses, så til en treværelses inden de sammen med to venner købte et tofamilies hus på Frederiksberg. Her fik de to drenge i 1971 og 1975. Søren Koch brændte for arkitekturforskningen og historien og udgav artikler om alt fra Boligbyggeret i Danmark efter Anden Verdenskrig til Rids af plankespærkonstruktionernes historie.

Han blev pensioneret som 63-årig, da han ikke havde lyst til at arbejde mere og hellere ville bruge sin tid på de forskellige projekter, der optog ham. Han tegnede meget, og designede både stole og reoler, uden at det nødvendigvis behøvede at blive til noget. I 2000 købte de en grund i Tibirke Bakker og begyndte at bygge et nyt sommerhus. Både han og Jo var ellers enige om, at de var blevet for gamle til så stort et projekt, men endte med at skifte mening og alligevel købe grunden. Det var et stort projekt, for der var ingenting i forvejen andet end en grund i de meget idylliske omgivelser. Her byggede de – denne gang med hjælp fra håndværkere – et stort sommerhus med stråtag, som de begyndte at bo fast i hele sommerhalvåret. Som så mange ældre arkitekter havde Søren Koch det svært med arkitekturens udvikling de sidste 10-20 år. Det var nye tider og langt fra den arkitektur, han selv havde lært på akademiet og med nogle helt andre normer og regler. Alt for meget blev bygget, fordi det var moderne, uden at det var gennemtænkt, hvordan resultatet ville blive. »Det er de unge, der har ret, men jeg forstår det ikke,« sagde han ofte.

Søren Koch sov ind den 28. november 2012 på et hospice, efter at han to år inden var blevet alvorligt syg af lungekræft.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her