Læsetid: 6 min.

Majestætisk, poetisk, Pirlo

Spanien vandt igen EM på en overlegen cocktail af kedsomhed og finesser. Zlatan Ibrahimovic scorede århundredets mål, og Andrea Pirlo spillede frydefuldt langsomt. Sådan var fodbolden 2012
Fodboldskønhed. Omgivet af yngre modstandere i hektisk boldjagt fremstår den nu 33-årige Andrea Pirlo som inkarnationen af ro og overblik med overblik, intelligens og en sparketeknik med et næsten usynligt svirp, der var med til at spille Italien i sommerens EM-finale.

Fodboldskønhed. Omgivet af yngre modstandere i hektisk boldjagt fremstår den nu 33-årige Andrea Pirlo som inkarnationen af ro og overblik med overblik, intelligens og en sparketeknik med et næsten usynligt svirp, der var med til at spille Italien i sommerens EM-finale.

Giuseppe Cacace

5. januar 2013

Det var breaking news efter Real Madrids 3-0-sejr over Granada i La Liga søndag den 2. september i år. Cristiano Ronaldo havde nægtet at fejre sine to scoringer og mumlede efterfølgende, at det nok skyldtes, at han var »trist«. Samt at der var »professionelle« grunde til kvalerne, og at hans klub »vidste besked«.

Hvorfor var den 27-årige portugiser ked af det, spurgte medier verden over. Ville han have mere i løn? Var han misundelig på Leo Messi? Havde han holdt møde med præsidenten, Florentino Pérez, og bedt om lov til at forlade Spanien, hvor han føler sig ubeskyttet og uelsket?

Det gjorde det ikke bedre, at FC Barcelonas Andrés Iniesta vandt UEFA’s Player of the Year-trofæ. Det var en anelse overraskende, fordi alle havde talt om det tætte opgør mellem Ronaldo og Messi. Udslagsgivende blev, at Iniesta var blevet kåret til EM’s bedste spiller. Ronaldo var skuffet, kunne man se på billederne. Er han ikke lige ved at tude, da juryformanden råber Iniestas – og ikke hans – navn op?

Den catalanske avis Sport opsummerede miseren. Først viste de et billede af Ronaldo. Flot fyr, godt helbred, smuk kæreste, spandevis af penge. Hvad fanden brokker han sig over? Hvad er det, han mangler? Han mangler alt det, den her fyr har: (billede af) Leo Messi.

»Vi er langt inde i en periode i klubben, som er så smuk og så fantastisk, at vi ikke synes at sætte pris på alt det, vi allerede har,« udtalte forsvarsklippen Gerard Piqué som optakt til Barcas returopgør mod Chelsea i Champions League. Den kamp tabte de, og Chelsea gik hele vejen og vandt finalen over Bayern München i maj måned.

Måske havde Josep ’Pep’ Guardiola allerede set skriften på væggen. Det var ikke kun hans egen hjerteklub, der var i fare for at blive moslet ned af nyrige oliekonger fra London, men selve fodboldens væsen, som var truet.

Men selv om Xavi Hernández snart går på pension, og Messi brændte et straffespark, er de færreste i tvivl. Barcelona er et fantastisk hold, og Messi er urørlig. Både fordi han spiller som en lille gud på væksthormoner, og fordi hele den catalanske organisation omkring ham passer så pokkers godt på ham. Barca sender hele entouragen med til de store prisuddelinger rundt om i Europa. Real Madrid sender en suppleant til vicepræsidenten. Og så kan Ronaldo ellers stå og græde for sig selv.

Et point koster fire mio. pund

De er ikke engang de højest betalte, Cristiano og Leo. Tag nu bare den russiske førstedivisionsklub, Anzhi Makhachkala, som har spenderet en årsløn på lige knap 200 millioner kroner til den tidligere Inter-spiller Samuel Eto’o. Zlatan Ibrahimovic får cirka 160 millioner om året – vel at mærke før reklameindtægter og andre cirkusnumre. Kynikerne siger, at det koster fire millioner pund per point at vinde den engelske Premier League. På den baggrund er det ikke så mærkeligt, at Manchester City annoncerede et underskud i 2012 svarende til to milliarder kroner.

Det scenarie kunne Dortmund-bossen Hans-Joachim Watzke ikke holde ud. Watzke talte om hysterisk back doorfunding og mandskaber finansieret af pengestærke oliesheiker, der bruger fodboldklubber og deres spillere som reklamesøjler for egne forretningseventyr. Tyskeren angreb primært Manchester City, som var i pulje med Dortmund i årets Champions League, men det lå i kortene, at en lille håndfuld klubber burde ekskluderes fra UEFA. De skævvrider konkurrencen med deres umulige lønlofter og indspiste PR-aftaler.

»UEFA må trække en streg i sandet mellem reel sponsorering og en hysterisk tilførsel af pengemidler via bagdøren. De må være stærke og udelukke de alt for store klubber,« sagde Hans-Joachim Watzke.

Ifølge den Internationale Valutafond (IMF) er Qatar verdens rigeste land. Det skyldes ikke mindst de utrolig store gas- og oliereserver, der ligger i undergrunden. Således menes Qatar Investment Authority, der ejer Paris Saint-Germain, at være god for en kapital på mere end 1.000 milliarder kroner.

Det er altså landet Qatar, der har købt PSG. Ikke et stenrigt medlem af Abu Dhabis kongefamilie.Så forstår man godt Watzke: Den kamp kan man ikke vinde.

Engang handlede fodbold om driblinger. Siden blev det mere og mere et spørgsmål om hurtighed og fysik. Og efter EM 2008 har mantraet været pasninger og boldbesiddelse, altså kunsten at have bolden, eje den, og lægge et højt genpres. Spanien gjorde det under EM i sommer, og FC Nordsjælland forsøgte at kopiere mesterstykket i deres Champions League-visit, som dog endte med en flad fornemmelse, mere en idé om smuk fodbold end realisering på grønsværen.

Til siden, fremad og bagud igen

En onsdag aften under EM 2012 var det overvejende neutrale publikum på Donbass Arena i Donetsk ikke i tvivl. Det kedede sig. Der var udsigt til syv Real Madrid-spillere fordelt på Spaniens og Portugals hold. Kampen blev døbt ’slaget om den iberiske halvø’ og skulle desuden afgøre, hvem der var Europas bedste spiller: Iniesta eller Ronaldo.

Det blev en opvisning i endeløse trekanter, bagud, til siden, den anden side, en smule frem og så forfra igen. Tiki-taka som sovepille.

Når Spaniens signaturspil er mest besnærende, er linjerne mellem Xabi Alonso, Sergio Busquets, Xavi og Iniesta en lille fortælling om en offensiv, der hele tiden lurer på sin chance. Det er den pludselige åbning, der kickstarter Iniestas ryk ind i banen, Xavis geniale stikning i dybden eller måske Alonsos tværpasning, som naturligvis også er én storundskyldning for sonaten af indersider: pam-pam-pam. Eller blot lyden af en velsmurt maskine, for dér kom målet jo. Genialt! råbte kommentatorerne, og det måtte man bare respektere, men det lignede et Jean Michel Jarre-stunt: Hold en akkord i 10 minutter og skift så til dominanten. Så tror da pokker, at folk jublede. Nu skete der endelig noget!

En slutrunde er ikke en krystalkugle. Men det var tydeligt, hvad VM i 2006 gjorde ved fodbolden. Der kom fokus på double pivote. Det er de to defensive midtbanespillere. De befolker, hvad vi herhjemme kalder holdets ’maskinrum’. Holding midfielderskalder englænderne dem.

Og hvis de ikke gjorde det før, skreg de på det nu: Vi vil også ha’ en Andrea Pirlo! Den klassiske 10’er, gerne den lange, generøse, graciøse, ham med det lave tyngdepunkt, fra Rivaldo til Riquelme, fra Michael Laudrup til Pavel Nedved og Guti; alle de dyder og alle de inkarnationer blev nu skubbet 15 meter længere tilbage med Andrea Pirlo i det absolutte epicenter. Mindre fysik, men mere intelligens. Ikke et vulgært spark, hvor anstrengelsen er synlig i hele kadaveret som hos Cristiano Ronaldo (og den sene David Beckham), men et lækkert, næsten usynligt svirp. End ikke på Playstation kan man lave sådan noget.

Pirlo-typen blev fusioneret med en form for moderne libero, helst med Beckenbauers coolness og Alonsos pasningsevner. Og så var han jo garderet af et par hærdebrede arbejdsheste i maskinrummet. Tjek Carlo Ancelottis vidunderlige AC Milan-formation anno 2007, 4-3-2-1, ’juletræet’ hedder det, med Pirlo i smørhullet og Massimo Ambrosini og Gennaro Gattuso omkring sig.

Pirlo rejste hjem til Milano efter VM-guldet og fejrede nye triumfer de år, hvor Kaka var den ypperste stjerne. Efter skiftet til Juventus i 2011 fortsatte den i dag 33-årige lombarder sin metier som King of Cool, ualmindelig konsistent, men det var i kvartfinalen ved dette EM, at Pirlo gjorde græs til guld. Mod englænderne var Pirlo en statue af fodboldskønhed, en langsom – netop langsom – og helt igennem majestætisk dans med molekyler på en kulisse af tæmmet natur. Rygvendt sendte han bolde, som diamanter trukket på en snor gennem luften, hen imod Antonio Cassano – og straks faldt kadencen, for Cassano er ikke en magiker. Sjovere var de maskerede pas til Mario Balotelli, der både er barok at se på, og som kan finde på at lave de mest vidunderlige ting med den lille runde.

Pirlo var ganske enkelt 2012’s bedste. Det flotteste mål var Zlatans. Et saksespark til 4-0 fra lang afstand, som sejlede over Englands Joe Hart og dykkede i tide.

Det er også moralen fra 2012: Messi og Ronaldo er så dygtige og så vedholdende superliga, at det næsten bliver kedeligt. Så hellere Iniestas Houdini-tricks, Zlatans ballonbolde og Pirlos dvælende poesi med en læderkugle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu