Læsetid: 10 min.

Myten om den islamistiske vinter

Egypten og Tunesien er ikke ved synke ned i kaos og fundamentalisme – de er blot i gang med at lære sig selv at blive demokratier
Magtkamp. Utilfredse egyptere gik på gaden i december måned for at protestere mod præsident Mohamed Mursi, der har forsøgt at øge præsidentembedets magt på bekostning af det retslige system. Mursi havde ikke regnet med den offentlige opinions styrke. Demonstrationerne samlede et bredt udsnit af befolkningen og fik meget større tilslutning end forventet, hvilket har været med til at undergrave tilliden til Det Muslimske Broderskab.

Magtkamp. Utilfredse egyptere gik på gaden i december måned for at protestere mod præsident Mohamed Mursi, der har forsøgt at øge præsidentembedets magt på bekostning af det retslige system. Mursi havde ikke regnet med den offentlige opinions styrke. Demonstrationerne samlede et bredt udsnit af befolkningen og fik meget større tilslutning end forventet, hvilket har været med til at undergrave tilliden til Det Muslimske Broderskab.

Khaled Abdullah

5. januar 2013

I Tunesien og i Egypten må de islamistpartier, der kom til magten ved frie valg, i dag se i øjnene, at deres folkelige opbakning svinder. Det har fristet dem til at holde fast i magten med autoritære midler. Men her bliver de nødt til at forholde sig til arven fra Det Arabiske Forår. De står over for en helt ny politisk kultur: Folk, der er uenige med regeringen, går på gaden. Der findes ingen ærbødighed over for de etablerede magthavere, og hæren og politiet indgyder ikke længere frygt.

Islamisterne må finde alliancepartnere, da de hverken kontrollerer hæren eller den religiøse sfære. Og selv om de nok kan finde allierede blandt salafisterne (den ultrakonservative islamistfløj, red.) og militæret, er disse to grupper ikke parat til at give dem mulighed for at blive dominerende. Islamisterne er nødt til at forhandle. Der er en klassisk magtlogik i spil her: Den dominerende politiske gruppe finder det svært at acceptere, at magten kan skifte hænder og forsøger derfor at fastholde sin position med alle nødvendige midler. Her må de islamistiske magthavere sande, at der i befolkningen ikke findes nogen revolutionær dynamik af den slags, der kan gøre det muligt for dem at appellere til folkestemningen.

Det er interessant at analysere den præcise karakter, som islamisternes autoritære drejning har antaget, for den ligner slet ikke den forestilling om den ’islamiske revolution’, vi så ofte forbinder med Det Muslimske Broderskab i Egypten og al-Nahda, Tunesiens islamiske ’genfødselsparti’. Der er tværtimod tale om en konservativ og paradoksalt nok provestlig ’kontrarevolution’. Tag blot Egypten. Når præsident Mohamed Mursi bliver hånet på Tahrir-pladsen som den nye Mubarak (og ikke som den nye Khomeini), er det fordi hans modstandere har forstået, at hans mål er at etablere et autoritært regime med klassiske midler (ved at søge en alliance med hæren og sikre sig kontrol med statsapparatet).

Det egyptiske regimes vælgerbagland og sociale basis er ikke revolutionært. I stedet for at finde frem til et kompromis med de vigtigste aktører i Det Arabiske Forår forsøger Mursi at få alle tilhængere af den nye orden over på sin side. Den koalition, han har skabt, bygger på erhvervslivet, på hæren, på salafisterne og på de befolkningsgrupper, der angiveligt er trætte af anarki.

Mursis økonomiske model er neoliberal: Han omgiver sig med Chicago boys, der sværger til det frie marked. Han er tilhænger af deregulering, afvikling af subsidier og en åbning over for det globale marked. Hans regering har netop underskrevet en aftale med Den Internationale Valutafond (IMF), der omfatter et lån, der skal betales tilbage med rente – et skridt, Mursi har forsvaret med henvisning til simpel økonomisk nødvendighed. Men når Mursi har accepteret IMF’s verdenssyn, er det ikke, fordi han er blevet tvunget til det, men fordi han deler det. Denne kurs vil skabe yderligere privatiseringer og mere konkurrence. Men da store dele af den egyptiske befolkningen må betale en smertelig pris for den økonomiske omstilling, vil regeringen få brug for et velfungerende undertrykkelsesapparat, ligesom den må være i stand til at bryde fagforeningernes magt. Den vil også være nødt til at vinde accept hos hæren, der som modydelse vil kræve immunitet og retten til at regulere sine egne anliggender, især på det økonomiske område.

Kosmetisk islamisering

For at få salafisterne over på sin side må Broderskabet gennemføre en kosmetisk islamisering af samfundet. Her vil den saudiske model snarere end den iranske være tilstrækkelig: Det betyder håndhævelse af påbud om kvindetilsløring, fortsat diskrimination af koptiske kristne, et krav om at respektere religiøse normer i det offentlige rum og indførelse af restriktioner over for ikkeortodokse religiøse skikke (specifikt imod de sufi-ceremonier, som tilhængere af islamisk mysticisme praktiserer).

For indenrigspolitisk at få frie hænder må islamisterne gøre sig uundværlige i Vestens øjne, hvilket forklarer den mæglerrolle, som Egypten påtog sig i den seneste krise i Gaza. Mursi har ageret overbevisende på den internationale scene og har i processen opnået amerikanernes anerkendelse. Han har bekæmpet de radikale islamister i Sinai og taget afstand fra Iran og Bashar al-Assads regime i Syrien. Han har været i stand til at genoprette respekten for og skaffe indflydelse til egyptisk udenrigspolitik uden at forfalde til hverken panislamisme eller aggressiv panarabisme i Nasser-stil.

Mursis succes på den internationale scene har ansporet ham til at spille med musklerne på hjemmefronten. Selv om der var uregelmæssigheder i forbindelse med det valg, der bragte ham til magten sidste år, hvilket afstedkom indvendinger fra den egyptiske dommerstand, har ingen for alvor betvivlet, at det blev vundet komfortabelt af Det Muslimske Broderskab og salafisterne. Men Mursi er gået for langt for hurtigt i sit forsøg på at styrke præsidentembedets magt på bekostning af det retslige system, der var i stand til at opretholde en vis autonomi under Hosni Mubarak. Og hans manglende evne til at forudse og forstå den offentlige opinions styrke har gjort tingene værre. Demonstrationer, der samlede et bredt udsnit af samfundet og fik meget større tilslutning end forventet, har undergravet tilliden til Det Muslimske Broderskab, ligesom Broderskabet har mødt kritiske røster inden for egne rækker imod dette pludselige udbrud af autoritær ledelsesstil.

Tiden arbejder imod Mursi, fordi de økonomiske reformer, han ønsker at indføre, uundgåeligt vil gøre regeringen stadig mere upopulær. Samtidig vil de fortsatte folkelige protester tvinge ham til at søge hjælp hos hæren, som nok vil støtte ham, men tage sig godt betalt herfor: Den politiske og økonomiske selvstændighed, som militæret kræver, er i strid med Broderskabets program for økonomisk liberalisering. Kort sagt er det nye regime politisk isoleret.

Statslig kontrol med religion

Ud over gaden og den politiske scene er kontrollen med den religiøse sfære en væsentlig slagmark for Det Muslimske Broderskab. I lighed med al-Nahda i Tunesien har Broderskabet måttet konstatere, at denne scene er betydeligt mere sammensat, end man på forhånd havde troet. Desuden har skikkelser, der tidligere viste sig forholdsvis føjelige i forhold til statsmagten, f.eks. Ahmed el-Tayeb, storimam for al-Azhar-universitetet, formået at hævde den selvstændighed, som Det Arabiske Forår gav adgang til. Det betyder, at den eneste måde, hvorpå regeringen kan erobre kontrollen over den religiøse sfære, er ved at placere den direkte under statens autoritet (specifikt ved at forelægge moskeerne diktater fra Ministeriet for Religiøse anliggender).

Men en statslig kontrol med religion vil i realiteten strække sig ud over institutionelt niveau og også komme til at omfatte religiøst ortodoksi. Dette vil føre til, at der bliver indført begrænsninger på sufistiske praksisser og teologiske diskussioner. Selv om Det Muslimske Broderskab skulle få held til at gennemføre første del af operationen – nationalisering af de religiøse institutioner – vil den pris, som Brødrene må betale, blive høj, da mange egyptiske imamer ikke vil bryde sig om at blive forvandlet til statstjenestemænd. Samtidig risikerer Broderskabet at undergrave den religiøse dynamik i sin egen bevægelse: Hvis staten styrer religionen, til hvad nytte er da et religiøst ’broderskab’? Hvis religionen bliver identificeret med staten, er der ydermere en alvorlig risiko for, at regeringens faldende popularitet i næste omgang vil smitte af på troens institutioner, sådan som det er sket i Iran.

Broderskabet vil blive identificeret med sin politiske fløj alene. Som i Iran. Nationaliseringen af religionen risikerer at sætte gang i en genopblussen af ikkeortodokse praksisser og i en større de facto sekularisering af samfundet. Broderskabet vil miste sin sjæl. Og i denne proces vil det også have mistet de koptiske kristne, de liberale og mange kvinder, som alle er betænkelige ved udsigten til islamisering gennemtvunget af staten.

Det Muslimske Broderskab løber en enorm risiko ved med magt at forsøge at gennemtvinge sit projekt. Første offer for dets ledelsesstil er blevet dets egen ideologi. Islam er ikke løsningen, men i bedste fald en diskurs med det formål at samle salafisterne og dække over en kynisk politik, der minder mere om Pinochet i Chile end om Khomeini i Iran.

Hvis den såkaldte liberale opposition (som også omfatter enkelte knap så demokratiske elementer) indser, at den ikke har råd til en direkte konfrontation med regeringen og i stedet går efter at fremstille sig selv som et troværdigt politisk alternativ, vil Det Muslimske Broderskab komme til at betale dyrt for sin flirt med det autoritære, der således kun vil have tjent til at ’sekularisere’ politikken i Egypten. Religion er blevet ét kontrolinstrument blandt andre – snarere end et samlet socialt, økonomisk og ideologisk alternativ. Dette er, kort sagt, den politiske islams fiasko.

Tunesisk protestkultur

I Tunesien sker noget tilsvarende. Al-Nahda er dog hverken lige så stærkt eller lige så dybt rodfæstet som Det Muslimske Broderskab. Bevægelsen er mere uhomogen med en gren, der er om ikke mere liberal så i det mindste mere realistisk. De tunesiske salafister er desuden ikke troværdige allierede på grund af deres tilbøjelighed til at gribe til vold som politisk kampmiddel.

Hvad mere er, så har det tunesiske samfund annammet en protestkultur i endnu højere grad end det egyptiske. På det lokale plan er demonstrationer og optøjer mod regeringen vidt udbredte, selv om det ofte kan være svært at forstå de lokale aktørers strategi og motiver (kriminelle gruppers og klaners aktivitet spiller her en rolle, der ikke bør undervurderes). Tunesien har også den mest magtfulde fagbevægelse i den arabiske verden. UGTT (Union Générelle Tunisienne du Travail) har et nationalt netværk af yderst velorganiserede aktivister, der er i stand til at kanalisere de folkelige protester. Al-Nahda er på konfliktkurs med fagforeningerne. Enten af de samme grunde som i Egypten (på grund af partiets fascination af det frie marked) eller af grunde, der er mere specifikke for Tunesien (det ønsker sig allierede på venstrefløjen, men er ikke i stand til at konkurrere med græsrodsaktivisternes mere populære bevægelser).

Derudover kontrollerer al-Nahda ikke sikkerhedsstyrkerne. Tunesiens hær ønsker nok at opretholde lov og orden, men den vil ikke risikere at blive identificeret med undertrykkelse af det tunesiske folk. Endelig er det ikke lykkedes for al-Nahda at kontrollere den religiøse sfære, og partiet har færre midler til rådighed i sit forsøg på at gøre dette end Det Muslimske Broderskab i Egypten. I oktober skrev hundredvis af imamer, som havde stemt på eller ville stemme på al-Nahda, under på en protest imod alle forsøg på at underlægge moskeer og andre religiøse institutioner statslig kontrol. Som i Egypten forsøger al-Nahda at anvende sit eget ministerium for religiøse anliggender til at kontrollere den religiøse sfære, selv om netop den type statsliggørelse kan give bagslag for bevægelsen.

Utroværdig opposition

De vanskeligheder, som islamisterne har mødt, har allerede ført til en markant nedgang i deres popularitet i begge lande og bragt dem i fare for at lide nederlag i tilfælde af et nyvalg. Det mest presserende spørgsmål handler dog om det politiske alternativ til islamisterne. Lederne af de nye politiske partier har et troværdighedsproblem: De har kun ringe tilknytning til demonstranterne i gaderne, har ofte forbindelser til de gamle regimer og har bevaret en elitær opfattelse af det politiske liv.

Oppositionen er kort sagt langt fra at kunne samle en troværdig koalition. Især den tunesiske opposition lider under sine nære forbindelser til den sekulære elite i hovedstaden, Tunis, som er en uforsonlig modstander af enhver reislamisering af samfundet. Den lider også under et demokratisk underskud, da den altid har støttet undertrykkelsen af de religiøse militante. Endelig falder det den lettere at føre valgkamp fra Paris end i Tunesiens gader. Men var der en troværdig og samlet opposition, ville den kunne slå al-Nahda ved et kommende valg. Derfor må Tunesiens chancer for at forblive demokratisk vurderes som bedre end Egyptens.

I begge lande har Det Arabiske Forår dog ændret tingene uigenkaldeligt. Ud over de aspekter, jeg understregede i en artikel, jeg skrev for to år siden – en ny politisk kultur knyttet til fremkomsten af en ny generation, en mangfoldiggørelse af den religiøse sfære, en ændret geostrategisk sammenhæng, der har resulteret i, at islamisterne ikke længere automatisk befinder sig i den antivestlige lejr, en ’borgerliggørelse’ af islamisterne, de tidligere revolutionære bevægelsers nyorientering i retning af at blive konservative partier – bidrager en ny faktor til islamisternes normalisering: det faktum, at de sidder ved magten. Islamisterne har ikke haft held til at levere varen i økonomisk og social henseende, og de giver heller ikke længere indtryk af at være arkitekter for et autentisk socialt projekt, der handler om andet end at påtvinge et samfund, som de har stadig mindre kontrol over, ’islamiske markører’.

Islamisterne kan bruge de gamle teknikker (behandle deres politiske modstandere som ’forrædere’, indføre censur, krigsrets- eller undtagelsestilstand), men dette vil ikke forhindre folket i at drage dem til ansvar. For at komme igennem perioden med nedskæringspolitik og de økonomiske vanskeligheder, der følger af denne, skulle de have gjort mere for at sikre sig et ’historisk kompromis’ med de liberale. Alternativet til en sådan alliance er dog ikke ’islamisk revolution’. Hvad der i stedet tager form er en koalition, som er konservativ i politisk og moralsk forstand, men neoliberal i økonomisk henseende og dermed åben over for Vesten. I så henseende er modellen Tyrkiets Retfærdigheds og Udviklingsparti (AKP), som har lært sig at arbejde sammen med de eksisterende institutioner og civilsamfundet. Dette har gjort det muligt at forene en stærk stat med en liberal økonomi og et konservativt islamisk parti med et åbent samfund.

Hvis det Muslimske Broderskab i modsætning til dette skulle ønske at styrke statsapparatet til sin egen fordel, vil det tabe over hele linjen. Brødrene vil miste opbakning blandt de ’rettroende’ til salafisterne (som er mindre kompromitterede), og i erhvervslivet vil de miste støtte til de liberale – eller til hæren, nu da den gamle garde af feltmarskaller og generaler er elimineret. Med hensyn til ånden i protesterne står den foreløbig til at leve videre.

© Olivier Roy og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Denne artikel er ikke i overenstemmelse med det memorandum vi har fået udstukket fra Moskva. Jeg indberetter forfatteren og redaktøren til centralkomitéen.