Læsetid: 7 min.

Tid til at slå et slag for sig selv

Mandag begynder Australian Open med Caroline Wozniacki inde på banen og hendes far ude på tilskuerpladserne. Sådan har det været så mange gange før, men tingene er ikke, som de plejer i Wozniacki-lejren
En chance. Fraværet af farmand Piotr under Australian Open, der begynder på mandag, er måske en tiltrængt chance for Caroline Wozniacki til at kæmpe sine egne kampe, begå sine egne fejl og spille for sin egen skyld.

En chance. Fraværet af farmand Piotr under Australian Open, der begynder på mandag, er måske en tiltrængt chance for Caroline Wozniacki til at kæmpe sine egne kampe, begå sine egne fejl og spille for sin egen skyld.

Wiliam West

12. januar 2013

»Du spiller, og du har ingen plan, og ved du, hvad det værste er? På en måde spiller du, og hvis man så det udefra, ja, så spiller du, der bliver slået til bolden, men i virkeligheden spiller du slet ikke. Faktum er, at hun spiller, og ved du, hvordan hun spiller? Hun læner sig ind i boldene, med sin baghånd tvinger hun dig til at slå crosscourt ... og hvad gør du? Du spiller midt i banen, midt i banen, midt i banen, midt i banen. Hun træder ind – point vundet. Hun venter bare. Hun træder ind, hver gang du slår en kort bold ...«

 

Forholdet mellem Piotr og Caroline Wozniacki hører til blandt de mere opsigtsvækkende på den internationale sportsscene. Her har vi far og datter, der i 15 år har turet først land og rige og siden hele kloden rundt i fælles kamp for at skabe den bedste tennisspiller af alle, omgivet af ældre modstandere, der gjorde alt for at slå hende, forældre, der kaldte deres metoder respektløse, og et forbund, der ikke bakkede op om ambitionsniveauet for så lille en pige. Hvis Caroline Wozniackis hukommelse er som de flestes, så kan hun knap nok huske en tid, hvor livet bestod af andet end tennisbolde og fars selskab.

 

»Hvorfor spiller du [sådan]? Du spiller midt på banen, hun spiller midt på banen, men du står to meter [bag baglinjen] – så er det umuligt at spille en høj bold. Hvordan kan du spille en høj bold over nettet, en dyb bold med masser af spin? Det er umuligt. For du står for langt væk. Du står for langt væk ... du spiller lige sådan, som hun vil have det, hun træder bare ind, gør en forskel – fordi din bold er for kort. Kan du ikke se det? Please, sig mig, Karo, kan du se det, eller kan du ikke se det? ...«

 

Uanset hvad man ellers har måttet synes om deres parløb, om hans bastante facon og hendes monotone spillestil, så har Wozniackis resultater været svære at ignorere: grand slam-finalist som 19-årig. Verdensranglistens nummer 1 som 20-årig. På under halvandet år vandt hun 12 WTA-turneringer, Beijing, Tokyo, Indian Wells, Dubai, Montreal, store titler i et antal, som ingen konkurrenter var i nærheden af at matche. Hun lod sin far om at håndtere bankbogen, der voksede og voksede, efterhånden som Wozniacki blev udråbt til verdens mest salgbare kvindelige idrætsudøver og skrev under på millionkontrakter med Rolex, SonyEricsson, Turkish Airlines, Yonex og Oriflame for bare at nævne en håndfuld. Kritikerne kunne snakke om forældrepacing og en ung piges nødvendige løsrivelsesproces, lige så meget de ville. Det særegne samarbejde lod til at fungere.

»Vær sød og fortæl mig, hvordan du, som spiller, ikke kan komme til at slå en baghånd. Læg mærke til, at hun slår bolden lige derhen, hvor hun ønsker. Hun spiller dig i forhånden hele tiden. Og hvad gør du? Ingenting ... Når du forsvinder længere og længere væk og slår til bolden i ankelhøjde, hvordan kan du så få mere højde på dine slag? Det er umuligt. Så du giver hende et fladt slag midt på banen, og så snart hun ser, at hun kan træde ind, træder hun ind og vinder pointet. Det er sådan, hun vinder. Andre årsager til, at hun vinder? Du server som en klovn, det samme sted gang på gang. Og dine server bliver værre og værre ...«

Der er noget, der ikke længere fungerer for Caroline Wozniacki. Det blev tydeligt i 2012. Der var ikke det, hun ikke tabte. Hun tabte sin førsteplads på verdensranglisten, hun tabte fjerdepladsen, hun tabte niendepladsen. Hun tabte sin første kamp ved Wimbledon, hun gjorde det samme ved US Open, hun tabte to trænere på gulvet, og hun tabte hovedet over for dommeren ved de åbne franske mesterskaber i Paris, da en lang bold blev dømt inde, og Wozniacki røg ud af turneringen.

Uden for banen lod hun sig ikke mærke af nedturen. Tværtimod. Pressen blev mødt med smil og noget nær livlige udtalelser, kollegerne i omklædningsrummet blev gladelig udsat for mere af hendes velkendte tant og fjas, og så snart lejligheden bød sig, rejste hun nyforelsket af sted for at mødes med sin golfstjernekæreste. De kiggede på hus sammen i Florida. Han gav hende en ring i julegave. Tennisspillet så ud til at have fået konkurrence på den indre prioriteringsliste.

»Hun er lille, hun er nødt til at tage et ekstra skridt, og hvad gør du? Du spiller på en måde, som passer hende perfekt. Perfekt. Forstår du? ... Du slår til bolden hernede [i ankelhøjde]. Du står der og slår til bolden her. Du ser slet ikke bolden ... Du kan ikke stå inde i banen som en klovn, du er nødt til at holde øje med boldene, de fortæller dig, hvilket slag du skal vælge ... Hun slår bolden til midt på banen, og du graver den op helt nedefra, og hun kontrollerer, og hun gentager sit slag. Forstår du? Forstår du, hvad jeg siger til dig? Tænk, Karolina! ...«

 

I sidste uge indledte hun 2013-sæsonen i Brisbane. Vinterpausen havde været kort, genoptræningen hård, Wozniacki tilbragte blandt andet 10 dage med intensiv højdetræning i Colorados Rocky Mountains for at styrke sin udholdenhed. Ikke at udholdenhed nogensinde har været et problem for hende. Hun har snarere, i tilspidsede situationer, savnet mod til at træde frem i banen, tage bolden tidligt, øge tempoet, skærpe vinklerne og i det hele taget vise over for sig selv og sin modstander, at hun havde en plan med duellen ud over at grave sig ned og leve af modstanderens uprovokerede fejl.

Det begyndte lovende mod verdens nummer 103, kvalifikationsspilleren Ksenia Pervak, der i første sæt ikke havde meget andet at byde på end 20 uprovokerede fejl, mens Wozniacki, med solide grundslag og en stærk førsteservprocent på 84, spillede sættet hjem med 6-2. Herfra gik det ned ad bakke.

»Gør ikke sådan noget mod mig igen. Bare spil, og tænk over, hvad jeg siger. Træning – du trænede, vi trænede, vi trænede det hele tiden, du bruger det ikke, du står bare dernede bagi, og du spiller bare, spiller, spiller, hun når hver eneste bold, og så kommer øjeblikket, hvor du giver hende en nem bold, hun træder frem, afgør pointet, og du kan knap nok nå hen til bolden. Kan du ikke se det? ...«

 

Piotr Wozniacki kravlede over bandereklamerne på Patrick Rafter Arena efter andet sæt, som hans datter havde tabt 6-3. Hun havde bedt dommeren om lov til at konferere med sin træner. Han skråede over banen, satte sig på hug foran hende og påbegyndte en fem et halvt minuts uafbrudt talestrøm, der ville få de fleste moderne sportspsykologer til at ryste på hovedet af trænerens ene mere hånlige udpensling af elevens fejl efter den anden.

Der er noget desperat over optagelserne af Piotr Wozniacki foran sin tavse datter, som stirrer tomt ud i luften, mens han fægter med armene, og stemmen veksler mellem falset og gravalvor. Man skulle tro, han følte sig svigtet. Hendes afvigelser fra det taktiske oplæg, de spildte træningsøvelser.

»Gør ikke sådan noget mod mig igen.«

Som om hun spillede for ham. Som om hver en forhåndsfejl var et faderopgør.

»Du slår til bolden, angriber nettet, men du kommer for sent frem til nettet, fordi du står så langt væk. Hvis du nåede længere frem til boldene, ville du sætte flugtningerne hver gang. Men du kan ikke nå det, fordi du slår til bolden inde i Brisbane og begynder at løbe. Se, hvor langt væk du er. Forstår du? ...«

 

Wozniacki tvang med nød og næppe tredje sæt ud i en tiebreak-afgørelse. Her fremviste hun, hvad der efterhånden er blevet et varemærke for hende: Evnen til at overlade alt initiativ til sin modstander i kampens afgørende faser. Pervak bragte sig foran 4-0 på to minutter. Fire svigt, fire opgør. Ekspertkommentatoren på australsk tv, Rennae Stubbs, undrede sig over danskerens matte indstilling og ligegyldige slag.

»Wozniacki har bare været så negativ i de seneste fire point, det er utroligt.«

Det var vel i virkeligheden ikke så utroligt. Når man ved, hvordan ’opmuntringer’ formuleres på polsk, forstår man bedre, at Caroline Wozniackis tilgang til tennis virker på én gang pligtopfyldende og negativt defineret. Det handler om ikke at fejle, ikke at svigte – om ikke at ’gøre det mod ham igen’.

Caroline Wozniacki må spille uden sin fars indspark fra på mandag, når Australian Open går i gang. Her – som ved alle grand slam-turneringer – er trænere forment adgang til banen under hele kampen. Det har tidligere været et problem for hende. Hun har savnet at kunne parere hans ordrer, når kampen ikke forløb som planlagt. Med egne ord behøver hun »en streng træner, der siger tingene, som de er«.

Måske fraværet kan vendes til et potentiale. Til en mulighed for at finde ud af, hvad hun vil med en ketsjer i hånden. En mulighed for at lave sine egne fejl. For at spille tennis for sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu