Klumme
Læsetid: 5 min.

Valsen, der ikke ville dø

Vi tænder for den år efter år, nytårskoncerten fra Wien, men hvad betyder det egentlig, at man bliver ved med at vende til noget, der selv er en lang gentagelse af gentagelser?
Moderne Tider
5. januar 2013

Wien er i grunden en besynderlig by. Når man i København samler folket omkring en storskærm på Rådhuspladsen, så er det som regel på grund af en fodboldkamp. I Wien gør man det for at se opera. Hvis København kan siges at være uforholdsmæssigt stor sammenlignet med resten af landet, så gælder dette dobbelt for Wien. Om ikke andet så fordi byen i sin storhedstid var en slags dobbelthovedstad for Østrig-Ungarn – eller ’KaKanien’, som Robert Musil sarkastisk kalder landet i Der Mann ohne Eigenschaften (’ka’ fra k’erne i kongerige og kejserdømme – og med en medfølgende association, der vel bedst kan oversættes som ’lorteland’). Det er, som om Wien endnu ikke har forstået, at dens storhed fra starten havde noget grotesk over sig – og i dag næsten noget tragikomisk. Byen er både for gammel til den tid, den findes i, og for stor til det land, den ligger i. En anakronistisk utopi.

Ikke desto mindre findes Wien ufortrødent. Man kan uden problemer rejse til byen og stå midt i noget, der er løsrevet fra tid og sted. Når man er i Wien, virker det pludselig ikke forkert at sidde blandt folket og se opera på storskærm, mens man spiser pommes frites. Og nytårsdag kan man endda fra afstand opleve Wien i ren form, når man stille og roligt sætter sig i lænestolen og lytter til nytårskoncerten, hvor en paraderække af valsekongernes greatest hits rulles ud, som om det var den naturligste ting i verden.

Dødsdrift

At Wien på denne måde fremstår som på kant med sin egen tid og sit eget sted, men ikke desto mindre fortsætter ufortrødent, ja, nærmest ubekymret, gør, at byen er et perfekt udtryk for det, Freud kalder dødsdrift. Dødsdriften er ikke, som man måske kunne tro, det, at man stræber direkte efter døden. Det er snarere omvendt. Dødsdriften er den drift, der opfører sig, som om den ville fortsætte også længe efter døden. Den er den lyst, vi har, til at spise, også længe efter vi er blevet mætte. Pointen med dødsdriften er med andre ord, at den er ligeglad med såvel liv som død. Det er netop derfor, at den kan være dødbringende.

Det er lige netop på denne måde, at Wien synes at være fortsat med at være Wien længe efter sidste udløbsdato. Hvad bedre eksempel kan der gives herpå end nytårskoncerten med Wiener Philharmoniker?

Det altoverskyggende tema i denne koncert er som nævnt valsen, og det er noget, som man bør kunne lade sig overraske over. Wien har i flere omgange været det absolutte centrum for den klassiske musiks udvikling. Man taler sågar om to regulære Wienerskoler. Den første med Mozart og lignende koryfæer, den anden med Schönberg og tolvtonemusikken. Men det er altså hverken musik fra den første eller den anden Wienerskole, som er i fokus til nytårskoncerten. Det er derimod valsen, som, til trods for at det kan være hyggeligt med en svingom, må siges at have sat et noget mindre radikalt aftryk på musikhistorien.

Valsen var nemlig først og fremmest en bestemt tids populærmusik. Den var det, unge mennesker hørte, når de skulle i byen og more sig. Vals kommer af det latinske ’volvere’, som betyder at dreje. Når man valser, så drejer man. To mennesker griber om hinanden og drejer. Om hvad? Om det intet, der er imellem dem. Valsen om den varme grød kunne man sige. Og det er i sig selv endnu en god beskrivelse af dødsdriften. Netop fordi man aldrig går til sagen i en vals, kan det virke, som om den kan blive ved og ved i det uendelige. I valsen rører vi ved hinanden, vi danser mave mod mave, men det bliver heller aldrig til mere end det. Hver gang, man vil gå lidt længere, afbrydes man af den insisterende takt: et-to-tre-et-to-tre.

Vals hinsides vals

Valsens forbindelse til dødsdriften er perfekt berammet i H.C. Andersens eventyr De røde sko. Her møder vi en pige, der er så glad for at gå til bal og danse i sine røde sko og samtidig så ligeglad med alt andet, at hun som straf bliver forbandet, således at hun slet ikke kan holde op med at danse. Denne forbandelse bør vi læse som dødsdriftens forbandelse: Til sidst ser pigen sig nødsaget til at få fødderne og skoene hugget af. Men det stopper ikke skoene, som danser videre med de afhuggede fødder i.

Måske er det sådan, det er med valse. De bliver ved, også selv om de egentlig ikke længere findes. Det lyder måske drabeligt, men er det ikke netop, hvad der sker under nytårskoncerten? Her fortsætter valsen også, selv om den dans, som det drejede sig om, for længst er holdt op. I dag danser vi anderledes, når vi gerne vil røre ved hinanden. Tænk på, hvor komplet surrealistisk det ville være, hvis man kom ind på en bar og opdagede, at folk var i fuld gang med at danse vals.

Sagen er den, at en virkelig vals i dag kun kan fremføres på én af to måder: som kitsch eller som tragedie. Nytårskoncerten i Wien er helt sikkert kitsch. En global mediebegivenhed, som man bestiller billetter til flere år i forvejen for at sidde på stolerækker og allerhøjst klappe lidt i takt.

Tragedien finder vi derimod helt andre steder. Hos Tom Waits for eksempel. Her er valsen næsten blevet reduceret til et navn (som i Smuggler’s Waltz eller Waltzing Matilda); en minimal formel bestemmelse af den musik, der for længst har efterladt den uskyld og lethed, genren oprindeligt havde. Alligevel vender den tilbage. Ikke fejende og flot som i valsekongernes Wien, men snarere skævt og grimt og helt ude af takt.

Waits viderefører valsens ulige rytme, men nu som et ekko af selve uligheden i den kultur og det samfund, som den opstod i. En af de ting, Waits gør bedst, er netop at sætte musik til de skæbner, som aldrig kommer i nærheden af stolerækkerne i den gyldne hal i Wiens Musikverein.

Er det ikke givet, at en vals, der er skrevet i dag, per definition må have noget cirkusagtigt over sig? Der er noget grotesk over en nutidig vals. Det er, som om den intethed, valsen drejer sig om, er blevet for tydelig. Vi har rent faktisk opdaget, at KaKanien er afgået ved døden. Fødderne er blevet hugget af. Men de forsætter alligevel i valsetakt. Borgerskabets tragedie fortsætter i musikken fra de udstødte i det aftenland, der lever videre, som om det ikke ved, at det allerede er afgået ved døden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Livet slår sig selv ihjel, for det kan ikke lade være med at leve.

Paradokset er at livet skifter form, og alligevel er skiftet en art dødsdrift hvor skiftet bliver kitsch, og straffen er at altid skifte form til alle muligheder er opbrugt - langsomt men sikkert udtynder kraften til døden indtræffer.

Maestro variation nummer uendelig tak!